Landevejen strækker sig langs med kysten og slutter ude ved fyrtårnet. Det er min landevej, jeg går der hver dag.
Vi er nået langt hen i november, det er mildt for årstiden. Luften er klar og solen skinner, jeg mærker at varmen fra solen giver mig ny energi, jeg er som dopet, euforisk, jeg bare går og går. Underligt, jeg bliver ikke træt. Jeg vil nemt kunne gå den lange vej helt ud til fyret tænker jeg glad.
Havoverfladen ligger solbeskinnet og lyser landskabet ved fjorden op. En mild vind får græsset til at duve og træernes døde blade til at rasle. Landevejen ses i perspektiv indtil næste bakke. Der er kun mig og vinden.
Der ude på landevejen i det fjerne modlys øjner jeg en skikkelse som går mig i møde. Det er underligt hver gang jeg stopper op, gør skikkelsen det samme. Da jeg kommer tættere på, ser jeg at den har det samme tøj på som mig; blå sejlersko, Wrangler, mørkeblå Bisson Performance jakke og Canadian cap.
Det er som om der er sat et gigantisk spejl op midt på landevejen som jeg på et tidspunkt vil gå ind i, med en kollision, med skikkelsen der kommer imod mig, til følge.
Mit hjerte slår heftigt medens jeg styrer direkte mod den intimiderende skikkelse der kommer gående imod mig. Lige inden vi smadrer ind i hinanden, når jeg at se hans ansigt. Han har de samme markerede træk som mig men øjnene er livløse og tomme og underkæben rasler, i en tandfattig mund, med den frekvens der er så typisk for Parkinson... Man lærer hurtigt at genkende sine lidelsesfæller.
Hans skridt er meget korte, kun en halv skolængde af gangen, derfor beslutter jeg mig for at komme uden om ham idet jeg går rask til højre ud af kollisionslinjen. Det lykkes mig heldigvis at komme fri af ham.
Rystet vender jeg mig om og ser efter ham. Han tøffer videre uden en lyd, ignorant, som om han aldrig opdagede hvad der skete.
Ude mod øst kommer mørke skyer til syne. De kan være med hagl og sne på denne årstid. Gad vide om han kommer sikkert hjem tænker jeg medens han usikkert sjokker videre ud mod mørket...

Jeg fortsætter ud mod fyrtårnet tung om hjertet. Jeg mærker trætheden da jeg endeligt når derud. Jeg har dog kræfter nok til at kravle op ad den stejle trappe og ud gennem det lille mandehul i toppen.
Nu står jeg på tårnets udsigtsplatform. Heroppefra kan jeg se tingene lidt på afstand hele horisonten rundt.
Landevejen der forbinder fyrtårnet med byen ses i perspektiv. Ude mod øst er skikkelsen forsvundet ind i det sorte skydække der breder sig hurtig.

På fyrtårnets platform finder jeg ro. Der er kun mig, vinden har lagt sig, solen har stadig magt og jeg mærker varmen og energien, den atomare evighed. Tankerne går på langfart og sættes i perspektiv.
Efter et stykke tid forsvinder solen ned i Storebælt. Den når halvt ned i havet, og ligner en bueport.
En port for enden af en sølvskinnende landevej.