Apoteket minder mig om de gamle check-in disks i Kastrup lufthavn.

Man stod i kø, afleverede tunge byrder, fik et smil af stewardessen og trådte direkte ind i ferieland, beruset, euforisk og bedøvet.
På Svane Apoteket er der otte dobbelt gates/diske, det vil sige, at der er seksten stewardesser/ ekspedienter, der kan træde til samtidigt og sende kunderne videre ud i verden. Mange har billet /recept til soveland, har jeg lagt mærke til, de vil åbenbart gerne meget langt væk.

Svane Apoteket er et moderne glaskasse-byggeri, hvor alle venter i samme store hal lige som i Kastrup Lufthavn. Akustikken er imponerende, forstået på den måde, at man kan høre en svag hvisken ved disk 1 henne ved disk 8 og omvendt. Det giver i praksis det resultat, som jeg kalder diskotekseffekten. Alle taler højere end de andre for at blive hørt. Lydniveauet er derfor ret voldsomt, når alle seksten ekspedienter skal ekspedere de syge kunder på den anden side af disken. Det gør det heller ikke nemmere, at man også er adskilt af lyddæmpende Covid sikkert plexiglas, og må råbe sit ærinde af sine lungers fulde kraft, så alle i apotekshallen kan høre med.

Da jeg føler, at ovenstående situation er intimiderende og personligt krænkende, er det derfor nødvendigt at ændre på spillereglerne.
Her i byen kender vi alle sammen hinanden. Langt de fleste er ansat på byens store fabrik. Kaldet 'fabrikken'. Der har jeg i øvrigt haft 25 års jubilæum, så alle kender mig, men vist kun under mit øgenavn Dunk.
Det kommer ikke mine gamle kolleger eller andre ved, hvad jeg fejler, når jeg nødvendigvis skal hente medicin på apoteket.
Jeg kunne køre til en anden by, eller få det sendt det, men det er både dyrt og bøvlet.

Livet leves forlæns, men skal forstås baglæns.

Jeg havde skrevet det på et stykke hvidt karton, med blokbogstaver, jeg ville ikke risikere at de unge ekspeditricer ikke kunne læse teksten.
Jeg falsede kartonen som et lille visitkort, man skulle åbne for at kunne læse teksten. Så arbejdede jeg lidt med størrelsen af bogstaverne. De skulle være så små, at nysgerrige ikke kunne læse med. Til sidst lykkedes det at få det helt perfekt. Det var også stavet rigtig. VIAGRA.
Ude på badeværelset prøvede jeg den sorte elefanthue som jeg havde købt i jagtbutikken. Der var kun små huller til øjnene. Den passede fint, men den var lidt varm at have på.

Jeg satte mig ned i Saab'en og kørte ind til Svane Apoteket. Klokken 17:00 ville jeg slå til. Det var det tidspunkt, der var færrest kunder, troede jeg.
Nede på Strandvejen iklædte jeg mig elefanthuen. Jeg kiggede i bakspejlet, jeg var ukendelig.
Jeg svingede min sorte Saab op på fortovet og bremsede op lige uden for apotekets automatiske skydedøre. Ulovligt parkeret men jeg ville være væk igen inden for fem minutter.
I forhallen trykkede jeg på nummermaskinen 'RECEPTER' som sædvanligt. Den spyttede en papirlap ud: nr. 933
I ventehallen var der mod forventning stuvende fyldt.
Der hang destinationstavler, i form af store fladskærme, ned fra loftet, ligesom i lufthavnen.
SK 432 til Hannover eller rettere nr. 924 til gate/disk 6B
Folk stimlede sammen i modsatte hjørne, de brød sig ikke om min elefanthue. Men da jeg ikke gjorde tegn til at ville ty til vold, eller at røve kassen blev stemningen efterhånden lidt mindre anspændt.

Vi nåede frem til nr. 925. Det var Larsen fra fabrikken, ovre fra hovedlageret. Det var ham der lige havde købt en kinesisk el-bil, som pippede når den bakkede og pippede når den skulle lades op, og pippede når han viste af eller satte varme på. Den pippede næsten hele tiden. Nu pippede det i ørene på Larsen, selv efter han havde stillet bilen fra sig.
Han skulle have stærk nervemedicin. Hårde kapsler Audioskupin. Ekspeditricen klistrede en mærkat på æsken. Larsen skulle drikke rigeligt vand før han kørte bil og tage to piller, når han efterfølgende satte den til ladning.

Nr. 926 råbte en metallisk stemme ud af højttaleren, og tavlen der hang ned fra loftet, skiftede cifre 926 - Gå til kasse 1A.
Det var Svendsen fra fabrikken. Han arbejdede nede i produktionen. Han fik scannet sygesikringskortet og skød sin recept over disken.
"Myreglysserin mod hæmorider råbte ekspeditricen." Svendsen så sig lyssky omkring, men flere bekendte i hallen havde hørt det og nikkede med attituden 'der kan man bare se'. "Er det hele vejen rundt om tarmåbningen?" ville den unge pige vide. "Ja," svarede Svendsen lavmælt. "Hvabehar!" råbte pigen. "Ja hæmorider over det hele," råbte Svendsen irriteret, så det rungede i lokalet. "Så skal du smøre med den her gummipensel," råbte pigen bag plexiglasskærmen tilbage og rakte gummipenslen i vejret så alle kunne se den. Svendsen stirrede ned i jorden og krympede sig.

Bing bong, udkald til disk 4A. Bing bong sidste afgang til 4A. nr. 928 jeg gentager nr. 928 gå til gate 4A. Jamen var det ikke Simon fra boligforeningen?
"Hexomodin mod angst!" Råbte den unge pige. "De skal tages ved begyndende anfald og efter behov," fortsatte hun. "Jeg vil ikke," råbte Simon angst. "Du skal tage fire piller med det samme" beordrede ekspeditricen med en autoritet som var det Tyra fra Sundhedsstyrelsen. Simon slugte otte med bange øjne og klynkede grådkvalt. "Jeg vil jo så gerne."... Pillerne var åbenbart hurtigvirkende.

Bing bong... Bing Bong nr. 933 til gate 6A. Det var min tur. En mørkkrøllet indifferent sammenbidt dame i hvide clocks og kronisk had i øjnene kastede et blik på min elefanthue.
Men mig skulle de ikke ydmyge. "Jeg vil gerne være anonym, derfor bærer jeg elefanthue," sagde jeg for at være venlig. "Alle i dette rum burde gå med elefanthue, og nyde anonymitet," fortsatte jeg idealistisk...
"Ja det er godt... identificer dig," sagde hun udfordrende, men uden nogensinde at være rigtig 'til stede'.
Folk stimlede samme om gate 6A nyfigne og skamløse, som de var. Larsen, Svendsen, Simon og de andre jeg kendte fra fabrikken.
Jeg holdt sygesikringskortet frem og Krølle skannede det. Gudskelov råbte hun ikke mit navn. Måske godt det samme for de kendte jo kun mit øgenavn. Jeg kunne fortsætte mit forehavende. Jeg rakte hende det falsede visitkort.
"Hvad er det?" sagde 'Krølle'
"Åben det," sagde jeg lakonisk.
"Hvad står der?"
"Tag briller på," forlangte jeg.
"En der nogen her der kan læse hieroglyffer, på størrelse med bladlus," spurgte hun uforskammet kollegerne bag disken. Et høj blondine med tykke briller og uden BH rev kortet fra Krølle og råbte: "Der står VIAGRA!" Ordet sprang rundt på glasvæggene som var det Ekkodalen på Bornholm... VIAGRA - viagra - viagra...
Alles øjne og øre var rettet mod Gate 6A, da jeg tømte Dankortet.

Resten husker jeg i slowmotion.

En betjent kommer ind, tager armgreb og river elefanthuen af mig. Hans mund siger 17:20 paragraffer... maskeringsforbud... bøde... og anholdt. Jeg glemmer at trække vejet det hele sejler...
Jeg besvimer og falder om på gulvet. Da jeg igen åbner øjnene igen, ser jeg dem alle sammen. De står bøjet over mig. Jeg ligger på gulvet og krammer en karton VIAGRA der er gået hul på. Pillerne er trillet ud og ligger spredt ud på gulvet.
Svendsen (ham med hæmoriderne) råber: "Det er sgu' da Dunk!"