Jeg indrømmer det gerne; jeg er vild med høje mænd. Der er noget særligt over dem, noget som får os små, buttede piger til at føle os trygge og sikre. Så da jeg så Peter første gang, for ca. 4 år siden, iklædt hjemmeværnsuniform og krigssminke, - ja så måtte jeg synke en hel masse lige pludselig. Han stod dér, og så på en gang både farlig og tryg ud. Høj som bare helvede, og måske lidt for rigeligt på sidebenene - svært at afgøre fordi han havde uniform på. Jeg vidste med det samme, at i hans favn ville jeg altid føle mig tryg og sikker.
Peter hed han. Han var vanvittig morsom, - det syntes han for det meste også selv. Han elskede at få folk til at grine, og han havde en evne til netop at være så tilpas nonchalant at det rent faktisk FIK folk til at grine. Der var ikke noget påtaget over det. Manden var sjov. Han sagde ting på en sjov måde, og man fik fornemmelsen af at livet sammen med ham bestod af mavekramper af grin. Han så ikke hammer godt ud, men havde et bestemt glimt i øjnene, som fik alle piger til at dåne på rad. Inklusiv mig. Mine øjne hang ved hans læber, bare ventede på de næste sjove ord der kom ud over dem.
Heldigvis skulle vi tit på øvelse, så jeg så ham tit. Jeg vidste, at han havde en kæreste og, at han oven i købet boede sammen med hende. De havde købt hus. Jeg vidste, at jeg hadede hende, allerede inden jeg havde mødt hende. Hun havde ham - jeg havde en utro mand, som jeg var så inderlig led ved.
Peter kunne godt lide mig. Men han skjulte det godt, for hver gang jeg ved 'et tilfælde' plantede mig i hans nærhed, gik der aldrig længe før han forduftede. 'Manden hader mig, han foragter mig, han synes jeg er dum og lam og usjov', - tænkte jeg og mærkede selvtilliden fordufte. Som om den nogensinde for alvor havde været der...
Så kom den årlige spejdertur. Vi skulle lave overlevelsestur for spejderne. Tøserne, dvs. også mig, skulle stå for kaffen... i visse kredse i hjemmeværnet hersker der stadig de traditionelle rollemønstre, problemet var, at der ingen kaffe-faciliteter var, vi havde kun nogle tomme cola-flasker og nogle kaffebønner. Men vi var nogle dygtige og opfindsomme piger, så vi fik fluks lavet noget, som kunne minde om en kaffemaskine, - ikke kønt, men det virkede. Da duften af kaffe begyndte at brede sig i lejren, begyndte weekendkrigerne at strømme til. De kunne vælge mellem 3 kaffepiger, - og Peter valgte mig hver gang. Pudsigt, at man lægger mærke til sådan noget...
Om aftenen lå jeg i min seng, ved siden af min utro mand, og spillede filmen om og om igen oppe i hovedet: Mig, der står med kaffen. Peter der kommer hen med sit tomme krus. Peter, som kigger mig ind i øjnene og siger: Din kaffe er nu den bedste.
Så var der befalingsmandsmøde, hjemme hos vores sektionsfører. Folk snakker og følger den fastlagte dagsorden. Jeg sidder og halvsover lidt ovre i en krog, da jeg pludselig hører døren gå op ude i entreen. Hvem kommer? Ind træder Peter, iført motorcykeltøj (sort læder) og jeg kan mærke, hvordan det gibber igennem hele min krop - hold kæft, hvor ser han godt ud!! Han er rå, høj, brede skuldre, smalle hofter... giiisp! Jeg gør mit bedste for at bevare roen, men kan ikke slippe ham med øjnene. Han kaster et nonchalant blik over på mig, og siger - som om intet var hændt: 'Hej!' Jeg kvækker 'Hej' tilbage til ham, og kan mærke mine kinder blive varme.
Peter sætter sig i krogen overfor mig, og sektionsføreren fortsætter mødet. Nu, hvor jeg har ham i øjenhøjde, kan jeg slet ikke få mig selv til at kigge på ham. Jeg kigger stift på sektionsføreren, som sikkert har følt sig ret smigret over min fulde opmærksomhed.
Mødet slutter, og vi begynder at snakke 'privat'. Peter siger, at konen er rejst til på hjemmebesøg, og vi er alle sammen velkommen hjemme hos ham til fest på fredag. Han kigger mig dybt ind i øjnene, mens han siger det, og jeg mærker hvordan mit 'Ja tak' til invitationen sidder fast nede i halsen, så derfor kan jeg ikke andet end bare nikke. Han inviterede mig, alle de øvrige var bare påhæng. Det følte jeg instinktivt.
Peter var den første til at bryde op, og traditionen tro gik der knus på omgang. Da turen kom til mig, følte jeg at jeg svævede op i hans favn. Det var et langt knus, og jeg kan stadig huske, hvordan hans læderjakke duftede. Af ham... rå, sødlig, varm og høj.
Jeg tog aldrig ud til festen.
Nogle måneder senere var der sommerfest, som dette år skulle holdes hos Peter og hans kæreste. Min utro mand blev derhjemme, han gad kun luftes, når han kunne komme af sted uden mig. Det passede mig glimrende, så kunne jeg stirre på Peter alt det, jeg orkede, og som jeg syntes jeg kunne være bekendt overfor hans kæreste.
Vi blev bænket ude i haven. Jeg blev parkeret mellem 2 fyre, som begge mente jeg var lyset i deres liv - i hvert fald mente de det mere og mere, efterhånden som øllene svandt i kassen. Peter rejste sig, og jeg fulgte ham med blikket. Han gik ind i huset, og jeg kunne se hans ryg i baggangen, hvor han snakkede med nogle fyre. Han var mindst et hoved højere end de andre.
Med besvær fik jeg mine 2 bordherrer overbevist om at jeg var nødt til at gå på toilettet alene, og luskede stille og roligt ind til Peter, hvor jeg stillede mig mellem flokken der var i højt humør og grinede af noget Peter havde sagt. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men pludselig stod vi der alene, Peter og mig, og af en eller anden årsag var døren ud til haven blevet lukket. Vi var alene. Peter mente han fortjente et knus, så det fik han. Han hviskede ind i mit øre: 'Du kan bare sige til, hvis du trænger til selskab sammen med radioen på næste øvelse'. Han kunne ligeså godt have slikket mig på halsen, så intimt føltes hans ord og de varme pust mod mit øre.
Så kyssede han mig.
Jorden forsvandt under mig, og pludselig sad jeg oven på en fryser lige ved siden af toilettet. Jeg mærkede Peters hænder på min ryg, og hans læber mod mine. Så gik døren op ud til haven, og Peter fløj ud i køkkenet. Jeg blev siddende på fryseren, som om jeg hele tiden havde siddet der, alene, og passet på at der ikke var nogen der forgreb sig på værternes frostvarer.
Der gik flere måneder, hvor jeg intet så til Peter. Rygterne ville vide at han havde forladt sin kæreste, og havde fundet sig en lyshåret biker-babe, så jeg havde for længst mistet ethvert håb om endnu et møde med min høje drømmefyr. Hvem kan konkurrere med biker-babes?
Der var våbeneftersyn en tirsdag aften. Der gik rygter om at Peter ville komme med, så i stedet for at lade en anden medbringe mit våben, troppede jeg selv op i egen høje person: Der var noget jeg gerne ville lade sive ud til Peter. Jeg havde forladt min utro mand, og hvis det nogensinde skulle blive til noget mellem Peter og mig, - så var det vigtigt at han i hvert fald fik at vide at jeg var fri.
Køen var lang, og jeg fik mig 'tilfældigvis' plantet bag Peter. Han havde travlt, virkede det til, og var ret utålmodig. 'Han skal nok hjem til biker-baben', tænkte jeg bedrøvet, men besluttede mig alligevel til at lade min nyhed sive ud. Han havde en vanvittig pæn og indbydende ryg og jeg havde den største trang til at læne mig lige så stille op af den, så jeg spurgte ryggen hvordan det ellers gik. Han vendte sig om, og så helt overrasket ud ved synet af mig. Det gik godt, lød det til. Han nævnte ikke biker-baben med et eneste ord. Jeg fortalte ham at det også gik ret godt for mig, og at jeg jo var flyttet. Det lød han ikke specielt interesseret i, så jeg droppede emnet og han vendte sig om igen.
En måned senere var der den årlige julefrokost, som denne gang blev holdt hjemme hos mig - i min nye lejlighed. Jeg var egentlig slet ikke i hverken jule - eller feststemning, men pludselig steg stemningen og humøret adskillige grader, - Peter trådte ind over mit dørtrin! Pludselig troede jeg både på påskeharen og julemanden... Peter var kommet. Han var her, virkelig, alene, ingen biker-babe ved hans side, bare ham - høj, flot, sexet, sexet, sexet...
Det var svært at bevare roen, havde mest af alt lyst til at invitere ham ind i soveværelset med det samme, men jeg nøjedes med at hviske at der var noget jeg gerne lige ville snakke med ham om senere. Han ville vide hvad det var, men jeg sagde, at jeg lige skulle have et par øl først... et par MEGET stærke øl.
Et par øl senere slæbte jeg ham med ud på altanen. Jeg stod med ryggen til altankanten, og kunne holde øje med om der var nogen der holdte øje med os gennem døren ud til altanen. Peter stod med front mod mig, så tæt så tæt. Det var umuligt at bevare roen længere, jeg tog hans hånd og tilstod at jeg havde tænkt meget på ham. Altanens stengulv blev studeret meget intensivt, mens jeg tilstod min skyld. Der var tavshed et par sekunder, så sagde han at det vidste han godt. Han vidste at det var derfor jeg ville snakke med ham. Pludselig var det som om munden slet ikke kunne stå stille på ham, og han snakkede løs om hvordan han kun var taget med til denne julefest, fordi han havde hørt at jeg var alene, og at han havde været forelsket i mig lige siden en af de allerførste gange han havde mødt mig.
Stjernerne funklede klarere og stærkere end nogensinde, natten var frysende kold, jeg havde huset fuldt af weekendkrigere, - men jeg var temmelig ligeglad. Kyssene haglede ned over mig, og jeg vidste at jeg havde fået ret i min tidligere antagelse: Jeg følte mig både varm og tryg i Peters favn. Den passede perfekt til mig...
For øvrigt havde der aldrig været nogen biker-babe. Han havde haft et kortvarigt forhold til en tøs, men det holdt ikke, fordi hun ikke brød sig om motorcykler...