Det var midt i januar. Koldt. Sne. Blæst. Den perfekte dag til at gå ud i. Not! Hvis man var en freak måske.
Og det er jeg hvert fald ikke.
Jeg sad på gulvet og spekulerede over et par ting. Det sker nogle gange, og lige præcis denne dag havde jeg brug for at spekulere.

Jeg var vågnet med en prop i øret den morgen. Det gjorde ikke ondt, men det var møg irriterende, for jeg kunne ikke høre andet end mig selv. Jeg kunne ikke høre når min kæreste snakkede, og jeg kunne ikke høre tv-avisen mens jeg tyggede mit brød, den prop i mit venstre øre, ødelagde mildest talt min morgen. Jeg var irriteret. Trampede i gulvet, smed med alt omkring mig, vrissede af min kæreste. Dumme prop! Min kæreste var den første, der var ude af døren den morgen. Jeg troede, han var bange for mig. Hvilket jeg også godt kunne forstå, for det var måske lidt overvældende at se lille rolige Aja gå sådan amok. Eller også var det bare fordi, der var sne, og han skulle bruge længere tid på at komme på arbejde. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, men han var hurtigt væk. Han kyssede mig ikke engang farvel. Efter han havde spist sin morgenmad, greb han sin store grønne militærtaske, skyndte sig at hoppe i jakken, råbte et hurtigt: "farvel" igennem lejligheden og væk var han. Tilbage sad jeg foran vores tv med mit ristede franskbrød, og ænsede knapt nok han var væk. Kunne han da ikke have gjort lidt mere opmærksom på sig selv?

Jeg sad så der og stirrede tomt ind i statsministerens hoved på tv-skærmen. Hun snakkede og snakkede. Det eneste nyhederne kunne finde ud af at sende var, hvor meget af sin tid hun brugte på at snakke. Og jeg var bare træt af at høre på det. Træt af at høre på dem alle sammen. Den eneste jeg alligevel rigtigt kunne høre var mig selv. Mig selv! Jeg var vred. Jeg blev hvert fald vred, og jo mere hende den rødhårede dame i tv'et snakkede, jo vredere blev jeg. Hun havde jo ikke engang noget fornuftigt at sige. Det har hun i øvrigt aldrig. Engang mente min mor jeg kunne blive en god politiker. Eller advokat. Hun mente altid jeg snakkede så meget, da jeg var lille. Og ung. Men da jeg besluttede mig for, ikke at uddanne mig, hørte jeg ikke mere om, hvad jeg skulle blive og hvorfor. Jeg kunne klare mig selv, kunne jeg. Nu sidder i en stilling som "ledende rengøringsdame på kommunen", og det er ikke dårligt. Jeg er helt tilfreds!

Men damen i tv'et begyndte at snakke om hendes mand. Jeg lyttede ikke efter. Jeg kunne ikke, for mit øre proppede igen. Det begyndte at larme inde i mit øre, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Det var så træls. Jeg prøvede at lave undertryk, puste mine kinder ud, men det hjalp ikke. Jeg prøvede igen, alt hvad jeg kunne, og lige lidt hjalp det. Jeg var SÅ irriteret. Det var ubeskriveligt. Vreden. Sneen. Kulden. Argh. Jeg kylede min tallerken ind i tv'et og lige lidt hjalp det. Damen holdt godt nok op med at snakke, men da jeg selv prøvede at snakke højt, kunne jeg kun høre det i mit hoved. Det var møg irriterende. Jeg var vred. Død vred!
Jeg trampede ud af stuen, igennem soveværelset og ind i køkkenet. Der var rod overalt. Opvasken var ikke taget i flere dage, og der var papir over alt. Jeg gik på badeværelset, fordi jeg ville gå i bad, men mødte den seddel der fik mig til at sætte mig på gulvet i stedet. Den hang på spejlet, og var skrevet med store fede blogbogstaver:

"Den dag du hører andet end dig selv, kommer jeg og henter resten af mine ting!"