Skræmmende at stå her på kanten. Angsten for dybet. Og glæden over at stå her. De andre bevæger sig hjemmevant rundt. Forstår ikke min forsigtighed. De kender ikke livet i kløften. Frygter ikke, som jeg, at ende der. Jeg har set de mennesker før. Da jeg boede i kløften kunne jeg se dem. Langt oppe. Uopnåelige.
I starten, da jeg boede i kløften... jeg kan huske at jeg undrede mig over at vi ikke kunne være deroppe. Der var så mørkt i kløften, og jeg savnede lyset så meget. I kløften kom lyset kun i sjældne glimt. Og vinden kun som et svagt pust. Jeg savnede at blive varmet af solen og renset af blæsten. Jeg spurgte, kan jeg huske, menneskene i kløften: Hvorfor kan vi ikke kravle op? Klatre op og blive varmet af solen og renset af blæsten.
Væggene i kløften er for stejle, sagde de. Vi falder ned hvis vi prøver. Vi bliver væltet omkuld af blæsten deroppe, sagde de, og blæst tilbage til kløften hvis vi når derop. Vi ser grimme ud i lyset, sagde de. Menneskene deroppe ønsker ikke at se det grimme. De vil skubbe os ned igen hvis de ser os. Og tilbage i kløften igen vil vi være ulykkelige, fordi vi ikke længere kan bevare drømmen og håbet om at bo deroppe. Det er bedre at blive her, sagde de, og bevare håbet og drømmen. Og jeg troede dem. Kunne jeg andet? Jeg troede på dem, og begyndte at gentage hvad de sagde. Men samtidig håbede jeg, at én deroppefra en dag ville få øje på mig, og komme og hente mig. Komme og hente mig, og sige jeg hørte til hos dem.
Menneskene deroppefra kom aldrig ned i kløften. Håbet blev for tungt og smertefuldt at bære på, jeg måtte lægge det fra mig. Jeg havde en glaskuppel jeg kunne lægge det i. Et godt sted at lægge det, tænkte jeg, så kan jeg stadig se det. I starten skreg og sparkede håbet inde i glaskuplen. Jeg kunne se det ville ud. Jeg prøvede at berolige det. En dag kommer de deroppe fra og hjælper dig ud. En dag kan jeg skaffe dig hjælp. Faktisk stod jeg meget længe ved glaskuplen. Jeg forsøgte at holde den ren for mos, og vinke til folk deroppefra når de så ud over kanten. Men de blev stående. Se selv, sagde de andre i kløften, de vil ikke kendes ved dig deroppe. Hvorfor ikke, spurgte jeg, jeg ligner da dem. Gør du?, sagde de. Se på dig selv. Og jeg så mig selv i et solstrejf, og det jeg så var mosgroet, skurvet og støvet. Og jeg troede de vidste noget om den slags, menneskene i kløften. Jeg troede vi var skabt sådan, grimmere end dem deroppe i solen og blæsten. Og så gik jeg fra håbet, og blev én af dem fra kløften.
En dag så jeg noget jeg ikke havde set før. Jeg så én der klatrede på klippevæggen. Hvorfor klatrer du?, spurgte jeg. Jeg vil derop, sagde hun. Jeg bryder mig ikke om at være her i kløften. Men du er i sikkerhed her, sagde jeg. Du er ikke ønsket deroppe. Hvor véd du det fra, spurgte hun, har du været der? Men du falder ned igen, sagde jeg, og så går dit håb i stykker. Jeg vil hellere falde ned, jeg vil hellere blæses omkuld, jeg vil hellere skubbes, end jeg vil blive her i kløften, sagde hun. Og klatrede. Og jeg ønskede at hun faldt. At hun blev væltet af blæsten, skubbet af menneskene, sprang selv, når hun så hvor grim hun var i lyset. Den eneste passende straf, syntes jeg, for at slippe håbet ud af glaskuplen. Den eneste gyldige undskyldning jeg havde for ikke at slippe mit eget håb fri. Jeg var én af kløftens folk. Et liv i kløften var bedre end slet intet liv. 
Men jeg så flere folk forsøge. Ikke ofte, men jeg så dem. Nogle faldt ned undervejs, det beroligede mig. Se selv, det kan ikke betale sig. Nogle af dem blev i kløften, nogle forsøgte igen. Hvorfor forsøger I igen, spurgte jeg? I faldt jo ned. Vi så lyset, sagde de. Vi følte mosset visne, og støvet blæse bort. Vi vil derop. Og jeg blev stående og så dem forsvinde op over kanten. Det kan ikke betale sig, sagde de andre i kløften. De bliver udstødte deroppe, ensomme mellem de pæne mennesker. Eller falder i en anden kløft. Og jeg troede dem, for jeg var én af kløftens folk. Og jeg holdt op med at se efter de der klatrede.
En dag, længe efter, så jeg nogle stå og undersøge noget. Hvad er det I ser?, spurgte jeg. En bog, sagde de. En bog skrevet af én af kløftens folk. Kastet ned deroppefra. Kløftens folk kan ikke bo deroppe, sagde jeg. Se dig omkring, sagde de. Der er mange bøger. Jeg løftede med besvær hovedet. Man bliver så krumbøjet i kløften. Og jeg så bøger lande på stenene i øjenhøjde. Hvad står der i bøgerne, spurgte jeg. Står der hvor ensomt der er deroppe? Nej, sagde de. Der står hvordan man kommer derop.
Jeg tog en bog, og fandt én af de sjældne solstråler at læse den ved. Find dit håb i glaskuplen, stod der, så kan den vise dig vejen op. Mit håb? Jeg anede ikke længere hvor det var. Det var sandheden. Men ikke hele sandheden. Mest af alt frygtede jeg at se håbet igen. Måske var det dødt. Måske var det grimt. Måske var det utæmmet vildt, og ville dræbe mig i vrede og had. Jeg havde jo lovet at slippe det ud igen.
Længselen efter at komme derop var nu blevet så stor at jeg valgte at prøve. Uden håbet. Kun med vage billeder af håbet i mit indre. Jeg prøvede at klatre, men kunne ikke finde vejen. Jeg prøvede at klatre, og fandt en vej, og faldt ned igen. Jeg prøvede at klatre ved hjælp af andres håb. Jeg prøvede så meget. Og faldt ned igen. Det er ikke for mig at være deroppe, tænkte jeg, jeg er én af kløftens folk.
Men jeg var landet et andet sted i kløften. Her var flere folk der læste bøger, flere folk der ledte efter deres håb, flere folk der klatrede. Deres håb er nok ikke så forsømte som min. Hvis de var, så ville de ikke slippe dem ud igen. Men jeg var gået for langt nu, til at jeg kunne glemme tanken om at komme derop. Jeg begyndte at lede efter mit håb. Jeg blev bebrejdet det af kløftens folk. Deres vrede var voldsom. Vi har gjort så meget for dig, sagde de. Vi har holdt dig i sikkerhed her, og så svigter du os nu. Og de ønskede alt det for mig, som jeg før ønskede for de som klatrede. De kaldte det omsorg. Men jeg ville finde håbet. Jeg ledte meget længe, og helst når ingen så det. Og en dag lykkedes det mig at finde glaskuplen med mit håb. Det var ikke længere en glaskuppel. Det var en stor mosgroet klippe. Mere mosgroet end jeg selv. Hvordan kommer jeg derind, tænkte jeg. Der er jo ingen åbning. Men jeg ville finde håbet. Og jeg ledte meget længe, og jeg håbede at finde en åbning, og jeg frygtede det. Og en dag fandt jeg en sprække, og stak hovedet derind. Der var mørkt derinde, og en stank af råddenskab ramte mig. Mit håb er dødt, tænkte jeg. Jeg er nødt til at forblive én af kløftens folk. Jeg turde ikke se efter. Og jeg blev vred på kløftens folk, det var dem der fik mig til at spærre håbet inde. Og jeg opdagede, at den eneste mulighed for at slippe vreden, var at finde håbet levende. Og jeg bad om hjælp hos de af kløftens folk, der også ville op, til at smadre klippen rundt om mit håb. Det tog lang tid, meget smerte, mest angst, at få smadret klippen. Hvis nu håbet var dødt, der bag klippen, eller hvis det ville dræbe mig.
Der var en flodbølge bag klippen. En flodbølge af råddent vand, der rev benene væk under mig. Da jeg landede igen, sad det der, håbet, inde midt i råddenskaben. Stinkende, forpjusket, fyldt med skurv og mos. Og jeg havde så svært ved at tage det til mig, og anerkende at det var mit svigt, der havde fået det til at se sådan ud. Men jeg vidste, at den eneste mulighed for et liv deroppe i solen og blæsten, var at tage håbet med mig.  Det var håbet der var det levende, og mig der var død uden håbet.
Det lykkedes, ved hjælp af håbet, at klatre op til kanten af det virkelige liv, livet i solen og blæsten. Jeg vidste at det var farligt at klatre. Jeg vidste at det var ensomt at klatre. Men jeg vidste at jeg hellere ville leve blot et øjeblik i lyset end et helt liv i kløften, og at jeg måtte forlade kløftens folk. Og nu står jeg på kanten. Menneskene heroppe ser undrende på min famlende usikkerhed. De går så hjemmevant omkring. Nogle af dem ønsker at skubbe mig ned igen, så de slipper for at se det grimme. Nogle af dem ønsker at hjælpe, men de forstår ikke hvilken hjælp jeg behøver. For dem er lyset og blæsten så kendt. Det er mest de tidligere kløftens folk der kan hjælpe. De kender livet i kløften, og turen op. De véd hvad jeg skal passe på heroppe. Jeg tænker på at springe ud i dybet, af angst for at blive skubbet eller falde, og fordi jeg ser så grim ud i lyset. Jeg giver dem ret, kløftens folk, det var sikrere i kløften. Mange falder ned. Men nogle overlever heroppe, og jeg er villig til at give afkald på et helt liv i kløften for blot et øjeblik her. Jeg bevæger mig forsigtigt, med usikre skridt, langs kanten af kløften. Leder efter min plads her. Parat til at springe, hvis noget går galt.