Flag og nellikemonstre
   De høje, slanke træer stod tæt og strakte sig flere meter opad. Stammerne var bleggrønne og de snoede, neongrønne grene ville have virket blændende, hvis ikke de var begroet med gule og orange blade, der mindede om efterårsløvet i en bøgeskov. Oppe i toppen dannede et lag af dybgrønne blade et hullet tag over deres hoveder.
   "Skal vi ikke nuppe en sidevej?" hviskede Annika til Lennart. Stien de fulgte kunne knapt kaldes sådan, men da grenene bredte sig mest i trætoppene var der mellemrum nok mellem stammerne til at det mindede om en sådan - og denne "vej" forgrenede sig i alle mulige retninger.
   "Er du tosset?" hviskede Lennart tilbage, "hvad nu, hvis vi farer vild?"
   "Pivskid," drillede hun, "vi kan da høre dem langt væk og finde tilbage."
   "Dyrk lige det dér!" udbrød Lennart og pegede opad.
   Anikka fulgte hans strittende pegefinger og lod sig imponere; hen over den klare, lyslilla himmel, drev de yndigste små skyer. "Det var der din candyfloss fløj hen, da vi var i det tivoli på sommermarkedet," sagde Lennart. Det var næsten fem år siden, men Anikka huskede det godt. Et lille tivoli med ramponerede forlystelser, havde gæstet deres zone og hun havde fået en stor, klæbrig og meget lyserød candyfloss. Trykket fra en bilbombe havde slynget den i stykker, så stumperne fløj bort. Skyerne på himlen lignede meget de stykker og hun gik ind på hans spøg: " Ei, hvor vildt, de er smuttet i forvejen."
   Da de var færdige med at undre sig over de vammelt-pinke skyer, var det Annikas tur til at udbryde: "Tjek lige det der.!" Lennart løsrev sig fra himlen og betragtede noget småt på stammen. Det lignede en bid nedfaldent sky eller en flosset nellike, men det bevægede sig; ikke som ført af en vind. Det pilede op af stammen og søgte hen mod et punkt, som en knast på stammen. Og så forsvandt det.
   "Mon mor kan fortælle os, hvad det er for et væsen?" grinede Annika.
   "Ja," lo Lennart "Vores alvidende biologi-professor från Sverige slår da op i sit uundværlige leksikon!"
   Trods det drillende tonefald, viste Annika godt, at han ikke gjorde nar af hendes mor, så hun lo med. Moderen havde et gammelt leksikon og hun var stolt af at hun havde gemt det, for da de fleste computere brød sammen og Internettet ikke længere var "World Wide," men et Intranet for de få, så havde hun det at ty til. Men der stod næppe noget om disse væsner - eller i det hele taget noget om planeten her. Og computerne på rumfærgen kunne måske nok analysere og beregne, men ingen havde kunnet fodre den med konkret viden om denne nye verden.
   "Hun vil da elske at give alting navne," lo Annika, "men skal vi ikke navngive den her? Det var da os, der opdagede den."
   "Skide sejt," sagde Lennart, "skal vi kalde den et nellike-monster?"
   Annika smagte på navnet, før hun grinende nikkede. Det klang da godt og lød lidt som noget fra deres rollespil.

Peter skulede mod Ray og Sonja, der gik lige bag de bevæbnede folk. Med et halvt øre, lyttede han til Lottas stemme, der som Annika godt vidste, begejstret udbredte sig om omgivelserne. Peters tanker kredsede om, hvilket emne de to, var så pokkers fordybede i.
   Nå, det var sikkert noget om, hvor vellykket landingen var. Eller om at nu overgik de Armstrong og de andre gutter. Måske noget om, hvorvidt de mon kunne kontakte Jorden og fortælle om det fantastiske, de var midt i.
   Peter sukkede. Det var jo virkelig fantastisk og han burde nyde det med alle sanser. Havde han måske ikke drømt om det i årevis. Nu hvor det endelig var virkelighed, måtte han ikke ødelægge det med sine dumme, jaloux tanker. Dette var jo ren idyl og de fleste i fortroppen bar deres våben lidt skødesløst, for her virkede roligt.
   Måske en anelse for roligt?
   Ingen insekter svirrede omkring og ingen fugle sang. Tilsyneladende var der heller ingen smådyr, som puslede i det nedfaldne løv. Var her intet liv, ud over planter? Eller bevægede det sig anderledes.
   Lotta var standset og stirrede foroverbøjet ned i skovbunden, der var dækket af nedfaldsløv.
   "De brune må være ældre end de andre," funderede Lotta og skubbede sine sorte briller på plads mod næseroden. Hun havde sat den ene stang på ved hjælp af tape. De havde trængt til udskiftning i mange år, men da hun ville købe nye, var optikeren blevet plyndret og blandt de få, der lod sig opdrive, var der ingen i den rette styrke. Så den lille, vævre biologi-professor, klarede sig med de for hånden værende hjælpemidler.
   Pludselig holdt skoven op og foran dem strakte en ny sandslette sig.
   "Her kan vi plante flaget," kvidrede Lotta, med sin syngende, skånske accent.
   Hendes mand, Henry, stod allerede klar. I rask gang havde den midaldrende videnskabsmand passeret fortroppen og nu ventede han, med Union Jack højt hævet over sit hoved, mens han skulede til Ray, der var i færd med at rulle unionsflaget ud. Sådan set var de alle en del af et Europa i opløsning, for ingen lande havde vundet deres selvstændighed - og nogle ønskede den ikke.
   Så vidt Peter vidste, ønskede de dog alle demokrati og der var flertal for det blå EU-flag med stjernerne, men de der ville, kunne tillige plante deres nationale flag, blot det var lidt mindre.
   "Dette er en stor dag for menneskeheden," annoncerede Ray med sin umiskendelige cockney-accent og Sonja smilede, som om det var godt sagt. Hun, der ellers afskyede klicheer.
   "Ja, så nåede vi da så langt," tog Peter ordet, "for mig er det en drøm, der er gået i opfyldelse. Omstændighederne kunne godt have været mindre dramatiske, men de førte dog til at vi - min søde hustru og jeg - mødte jer - og ikke mindst konstruktørerne; Hans, Toulouse og Henry. Så ja - det er faktisk en stor dag."
   Mens han rullede Dannebrog ud, lød der spredte klapsalver. Derefter sagde konstruktørerne hver især et par ord. Hans tilsluttede sig, at de var europæere, der havde taget denne nye planet i besiddelse. Henry talte lidt om Storbritannien og fordums tider, mens Toulouse nynnede marseilleisen, men dog nedlod sig til at sige nogle ord på engelsk. Blandt andet, at de skulle forsøge på at kontakte Jorden. Det var en tid siden, de sidst havde været i forbindelse med dem.
   Efterhånden var stort set alle 233 beboere samlet i sandet og lyttede. Bortset fra et par irritable rollinger lod de fleste til at være grebet af øjeblikkets storhed. Ved Toulouses forslag udbrød der en sværm af råb om at hilse den ene og anden. Han vinkede afværgende, men det blev der ikke ro af.
   "Folkens!" råbte Peter, "får vi forbindelse spørger vi naturligvis nyt. Lad os nu udforske stedet her."
   Han brugte sin bedste skolelærerstemme og det virkede. Ud af øjenkrogen så han, at Sonja smilede til ham.
   De besluttede at gå videre. Et par småbørnsfamilier bestemte sig dog for at gå tilbage til rumfærgen og to fra fortroppen gik med, for en sikkerheds skyld. Alle andre begav sig af sted mod endnu nogle træer. De sås i horisonten, ca. 2 timers gang borte.

Det var anstrengende at gå i sandet. Det var fint og meget løst, så skoene sank ned i det og gangen blev tung. Flot så det ud, det vidtstrakte sandareal, med de små korn, der glimtede i pink og violet.. De spredte vækster mindede om marehalm og ledte Peters tanker hen på barndommens ture til strande på Danmarks vestkyst - men de var større og da hans skinneben strejfede en, gik det op for ham, at de også var stridere og absolut ikke morsomme at skære sig på. "AV for den lede!" udbrød han på dansk og Henry sendte ham et skævt grin, som han nølede med at gengælde.
   Henry havde været hans kammerat i mere end 10 år nu og han havde vænnet sig til hans forbistrede overklasseengelsk, som han stadig hægede om, skønt de fleste talte et engelsk, omtrent som amerikanere - med hver deres stats accent.
   Der var heller ikke noget vand. Intet stort hav lod sine bølger skylle ind over strandbredden og så var det vel snarere en ørken. Varmen var dog ikke total ulidelig - nærmest som en sommerdag i juli, derhjemme i Møllekøbing, hvis han da huskede ret. Han så på sit armbåndsur, der havde indbygget barometer og blev klar over. At der var 24 grader celsius. Det føltes noget varmere, men det var vel fordi ikke en vind rørte sig - og hvad skulle den også ruske i, hvis den havde været der?
   Skovens træer forude kunne vel bruges, men heller ikke de rørte sig.

Da nellikemonstret forsvandt i sit skjul stod Annika og Lennart og stirrede fra stedet til hinanden. Ingen af dem kunne finde på noget at sige og ingen af dem havde lyst til bare at gå videre. Ganske stille stod de og med et myldrede det frem fra skjulet, som om det første væsen havde råbt: "Kom og se noget mærkeligt!"
   Stammen så smuk og blomstrende ud og en fælles indskydelse fik dem til at gribe efter nogle af væsnerne. De fleste pilede bort, men en tre-fire stykker lod til at være meget nysgerrige. I gåsegang flyttede de sig langsomt hen over en gren, der hang lige over Lennarts hoved.
   Annika så godt at han fumlede med et eller andet, men ikke med hvad. Hun lod kun blikket strejfe ham et øjeblik, ellers hvilede det spændt på de fire modige - eller dumme? - små væsner. Noget rundt skød som nipsenåle op mellem det der lignede kronblade, men måtte være en slags pels eller en form for fjer. Var de små kugle øjne? Hvis det var havde de mange af dem - otte eller endnu flere - og så var de vist temmelig nysgerrige.
   Hvordan bevægede de sig? Var nogle af fjerene (bladene?) ben? Sådan måtte det være, for en del af de underste "blade" bøjede nedad og snoede sig halvvejs om stænglen, de balancerede på.
   Det så faretruende ud. Som et halsbrækkende akrobatnummer. Uh, nu var det vist lige ved at gå galt….
   Det skete i en hastig bevægelse. Den ene mistede grebet. I næsten samme øjeblik gik det også galt for de andre og som de blomster, de lignede, hvirvlede de ned mod jorden.
   "Jeg har dem!" råbte Lennart og lukkede sin rygsæk. Der var et stykke net for i stedet for en lomme, så hvis de brugte ilt, kunne de ånde, men nu var de fanget.
   "Pas på dem," anbefalede Annika og skævede lidt uroligt til Lennarts rygsæk, der kriblede af nellikemonstre. Det virkede som om der var mange,. De fire små monstre gjorde sig ihærdige anstrengelser for at slippe ud. De var her og der og alle vegne i tasken.
   "Er det ikke synd?" mumlede hun, en mule betænkeligt.
   "Arh," tøvede Lennart, "vi sætter dem da fri igen, men din mor vil sikkert gerne se dem. Og min far bliver nok også ellevild."
   "Joeh." Annika trak lidt på det, men det var da spændende at komme med en overraskelse. Mon de andre havde fundet levende væsner? Nå ja, bortset fra planter, som jo på en måde også var levende.
   "Kan du høre dem?" spurgte hun.
   Lennart rystede på hovedet, men smilede fortrøstningsfuldt og satte hånden bag øret. Han bildte sig ind, at hans flyveører opfangede lyde over stor afstand, når han gjorde sådan.
   Hun tvivlede og det lod heller ikke til det nyttede.
   Lennart trak på skuldrende og slog opgivende ud med armene.
   Annika bed sig mismodigt i underlæben, men kun et øjeblik. Så grinede hun: "Vi går da bare samme vej tilbage."
   "Og du er sikker på, du ved, hvad vej vi kom fra?"
   Hvad bildte han sig ind? Selvfølgelig vidste hun da det. Det var bare at vende sig en halv omgang og gå til venstre. Det var hun sikker på - og skulle de fare vild, endte de vel ved rumfærgen.
   Muntert snakkende om deres fangst og de andres overraskelse nåede de frem til sandsletten og opdagede flagende.
   Der var ingen spor af mennesker.
   Ikke en gang fodspor.
   "Hvor pokker er de?" udbrød Annika.
   "Shit," supplerede Lennart, "der er ingen fodspor. Hvordan kan de være forsvundet, når her ikke blæser?"
   De stirrede forbløffede på hinanden og der på stirrede de begge på flagene, der ikke blafrede det mindste.