Jeg er lige nord for Mount Ebenezer, en by der er stor nok til at have hastighedsbegrænsning - 2 huse og en vindmotor. Kursen er stik nord og den skarpe middagssol prøver at liste under bilens solskærm og stikke mig i øjnene, men en bredskygget bushhat og et par gode solbriller hjælper på det værste flimmer.
Den smalle tosporede bitumenvej strækker sig snorlige til horisonten. Et vejskilt flyver forbi med omkring 185 kilometer i timen, 290 km til Alice, 1690 til Darwin. Der er højt til loftet og langt til siderne her, livet er pragtfuldt, når det ikke føles som om den samlede menneskehed forsøger at sidde lårene af hinanden.
Her er der kun mig og bilen, asfaltvejen og spinifexbuskene, den røde jord, sandet og klipperne.
Det begyndte altsammen for 3 dage siden, da en 737 satte mig af i Alice Springs Airport og jeg gik over til den lave lufthavnsbygning sammen med de andre passagerer. Hvis der er nogen, der ikke kender Alice Springs, så tag et Australienskort og slå et kryds tværs over verdens mindste store kontinent. Sådan cirka lige i krydset ligger Alice.
Hvorfor var jeg her? Kald det eventyrlyst, jeg var på forretningsrejse i Sydney og Melbourne, hvor jeg havde været så mange gange, nu skulle der ske noget, når der alligevel var en lang week-end at slå ihjel. Det kostede ikke megen spekulation, jeg havde været i Queensland, New South Wales, Victoria og Tasmania ved andre lejligheder, men North Australia med en af kontinentets største seværdigheder manglede. Uluru bedre kendt som Ayers Rock lokkede med sine stejle skrænter, koparrede udseende og mytologiske fortid.
Man kan flyve derned fra Alice og lande næsten for foden af klippen, men alle kan købe en flyvebillet eller endnu bedre se det hele i fjernsynet, jeg ville hellere opleve lidt lokalkolorit og arbejde for sagen, så jeg havde besluttet at leje en bil og køre de små 500 kilometer gennem the Red Centre.
Avis damen er meget bestemt, ingen lille bil til den herre, vi lejer slet ikke små biler ud til sådanne ture, kun store robuste vogne. Så jeg dapper af i en stor dejlig Ford med airconditioning, der er noget af en livsnødvendighed for en blød europæer, i et landskab, hvor Vorherre har skruet helt op for thermostaten. Fyrre graders varme midt i en ørken, og du kan ikke bare ringe efter Falck eller hyle op om dine grundlovsfæstede rettigheder, hvis kareten går i stå.
Helt øde er her heller ikke, der kommer da biler nu og da, som oftest i et forrygende tempo, der er store afstande og australierne har altid været et frihedselskende folkefærd, som tolker hastighedsbegrænsningerne mindst lige så liberalt som danskerne, og som danskerne er de også belemret med hastighedskontroller, der pedantisk årvåger at det går rigtigt til, men hvad er tilværelsen uden at løbe en risiko fra tid til anden. Jeg møder ikke mange på min vej, højst et par busser og de la-a-a-nge australske lastvognstog med to påhængsvogne.
Jeg finder ud af Alice, kortet er ikke for godt, men bare man husker på solen skal stå i nord ved middagstid er det ikke så slemt, og Alice har anbragt sig lige syd for den sydlige vendekreds, så man skal altså ikke kigge på kalenderen først for at bestemme verdenshjørnerne efter solen.
Landskabet er for det meste rødt og fladt og øde. Af og til dukker lidt træer op, men ellers er det for det meste spinifex, stridt ørkengræs, der stikker som bare pokker, når man går forbi. Vegetationen er der, men den har gennem årene adapteret sig til klimaet, som efter sigende kun byder på 200 mm regn om året, men der siges så meget og det er ikke alt, der passer, hvad jeg skal erfare.
Slette, savanne og ørken. Snart det ene snart det andet, men dyrelivet er derude, kvæg i fri dressur, dingoer, kænguruer og andet af det australske dyreliv. Det ses bare ikke med mindre man forlader bilens kølige indre, og det føles ikke særlig fristende. Hvid mand har ikke de store muligheder for at klare sig alene i området i ret lang tid, dertil er det for tørt og varmt, men dele af den oprindelige urbefolkning kan, de kender stederne, hvor man kan finde vand enten i jorden eller ved at slagte en kaktus, og de ved, hvor man kan finde mad som for eksempel de store hvide maddiker, der skulle smage så godt, hvad enten de nu serveres rå eller ristede. Masser af god nærende protein, men sikkert også et måltid, man skal vænne sig lidt til.
Dér i min kølige blikkasse glæder jeg mig til en solfyldt week end med masser af oplevelser. Jeg bliver bestemt heller ikke skuffet.
På et vist tidspunkt øjner jeg nogle bjergformationer i horisonten, og tror det er Ayers rock, men først mange mil senere kommer den rigtige vare tilsyne. Afstande bliver et meget abstrakt begreb her i det enorme land.
I de såkaldte gode gamle dage, da kun enkelte opdagelsesrejsende og eventyrere stred sig gennem "The Red Centre", var området kun beboet nu og da af aborigines på "walk-about", de havde gjort stedet til en af deres store helligdomme. Idag er hele området fredet og nu en nationalpark, for at undgå at tilstrømmende turister skal ødelægge det hele. Området hedder Uluru National Park og besøges årligt af et hav af turister, der enten kommer til i store komfortable busser inde fra Alice eller i små fly, der lander i den lille lufthavn i udkanten af parken. Der er to store hoteller af international standard og jeg logerer mig ind på det ene af dem - Sheraton med svømmepøl og det hele. Mere solidt og borgerligt fundament for sin rejse kan man ikke få.
Aftenkøligheden kommer langsomt og fordriver dagens hede. Jeg er egentlig træt af varmen og den lange køretur, men vil ud at besigtige the Rock. Solnedgangene over klippen skulle være noget helt fantastisk.
Der er vel ti-tyve kilometer derud. På et tidspunkt kommer jeg til en parkeringsplads med direkte udsigt til klippen, et betagende stykke natur, der gror lige op ad sletten til en højde på over 300 meter. Det er et godt sted til at observere de berømte solnedgange, og jeg lægger bi. Jeg er ikke alene, flere er troppet op for at overvære skuespillet.
Solen tager sig god tid, som altid når man venter på noget, men lige som det skal til at ske forsvinder den bag en sky, der driver rundt i horisonten. Ærgerligt. Men skyerne ser flotte ud, så jeg sætter en god tele i mit kamera og underbelyser en to tre blænder for at få flotte farver, der er ikke noget at gøre iaften med at få Ayers Rock i den berømte solnedgang, pokkers også, der er to tre billeder tilbage på filmen, jeg eksperimentere lidt og får nogle rigtige flotte solnedgangsmotiver. Og så sker miraklet. Pludselig er solen der alligevel. Folk siger åh, og jeg noget helt andet, for min udmærkede farvefilm er sluppet op, der er kun en ting at gøre. Kameraet ryger i tasken og op kommer et lille videokamera. Måske et meget godt alternativ, for jeg får hele det vekslende farvespil som forvandler Ayers Rock fra brun til rød til grå og endelig til en silhuet på den australske nattehimmel.
Inden det kommer så vidt har jeg været ude ved klippen og kikket. det er aldeles betagende, denne klods, der rejser sig lige op ad ørkenen. Jeg beslutter mig, jeg vil stå meget tidligt op og klatre op ad denne klippe før varmen sætter ind. Det er en svær beslutning for et overbevist B-menneske, men af og til må man give køb på sin magelighed. Dette er for flot for eksotisk, det skal opleves.
Det sidste jeg gør, inden jeg tørner ind for natten i min magelige hotelseng er at gribe telefonen og bestille en "climber's lunch" i receptionen, at afhente før en vis mand får sko på, den er de helt med på - en klog beslutning - og jeg slumrer blideligt ind for at blive vækket af et hysterisk ur kl. 05.00.
Efter et godt morgenfoder er jeg parat. Min climber's lunch er lavet af praktiske folk. Halvanden liter mineralvand, en liter juice, et stykke plumkage og en sandwich, alt sammen pakket ned i en pædagokrygsæk compliments of Sheraton. Det lyder måske nok lidt voldsomt, men det hele er fortæret og navnlig drukket, inden jeg kommer tilbage til hotellet. Alle bliver advaret mod overmod her. Uden væske kan du gå op til fire kilometer, men så er det også slut, hvad enten du vil eller ej. En knækket ventilatorrem i din bil, kan betyde døden for dig og dine eventuelle passagerer, hvis det sker på det forkerte sted, og du ikke har nok drikkevarer med. Desuden skal man registreres ved indgangen til nationalparken, så der er kontrol med hvor mange mennesker, der er i området. The Red Center skal tages alvorligt, og har man lyst til at begå selvmord, er der bedre steder at gøre det - tørst er ikke en god metode.
Jeg ankommer i dagbrækningen til The Rock. Der er allerede flere biler og nogle busser på stedet for Ayers rock kan kun bestiges af utrænede et bestemt sted fra og må ikke bestiges af trænede andre steder fra. Mange steder omkring klippen er hellige for the aboriginals og derfor forbudte for andre. Den indfødte urbefolkning var der allerede for 40.000 år siden. Selv påstår de, at de altid har været der, lige siden "Drømmetiden", hvor langt det så går tilbage. Men disse menneskers hellige steder skal respekteres og deres klippemalerier bevares for eftertiden.
Jeg kikker lidt betænkeligt på opstigningstedet. Klippen ser glat ud, men har flere kopar, der dog er noget porøse i kanterne, men ser ud til at kunne give et nogenlunde støttepunkt for et par solide ECCO sko fra Danmark. Det dumme ved det er bare, at hvis det ikke er tilfældet, er der en lang lang kuretur nedad klippen. Du skal ikke gøre dig håb om at bremse din fart, hvis du først går i skred. Cirka hundrede meter opad den meget stejle skråning er der hamret rør ned i klippen og disse rør er forbundet med jernkæder, så man kan trække sig op, hvis man ellers har vejr og kræfter nok. Men de første hundrede meter er ikke rare. Videoen ryger ned til plumkagen og spejlrefleksen om på ryggen, hvor den ikke generer, og så går det løs.
Det er betænkeligt, lad være med at tænke på "at hvis nu foden smutter", det er bare derop ad i adstadigt tempo, for der er stejlt. Flere giver op efter 50 meter og kravler forsigtigt ned igen, halvsvimle og forsigtige, nogle er ved at fryse fast på vejen og tør hverken det ene eller andet. Jeg moser der op ad og mister helt mit gode vejr under vejs. Og så endelig når jeg det første jernrør, her er noget at holde fast i. Jeg vender mig om og lirker kameraet frem. Sletten ligger allerede langt under mig, og dog er jeg ikke kommet andet end til begyndelsen af klatreturen. Jeg kravler videre, nu støtter jeg mig enten til klippen, og når det bliver for stejlt, tager jeg fat i jernkæden. Sommetider må man kravle under kæden og skifte "bane" en eller anden skal ned og vil ikke slippe sit tag i den frelsende kæde, uanset om der er højre eller venstre kørsel der i landet.
En nysselig skønjomfru kommer kravlende ned langs kæden. Hun har godt greb om teknikken nu, kan man se, men hun er sprutrød i hovedet af anstrengelse, som resten af os. Jeg vover lidt konversation: -Breathtaking ain't it, forsøger jeg mig og får bekræftelsen på det lille ordspil. -Bloody 'ell yes, siger damen og maser videre derned ad, hun var kommet over naturnyderiet, nu skulle hun blot ned.
Jo, vel tager det pusten fra en, men det er det værd. Desværre ser vejret ikke for godt ud og var det ikke fordi jeg befandt mig i en ørken, ville jeg sige, der var optræk til regn, og efter sigende er Ayers Rock et overordentlig usundt sted at opholde sig i regnvejr, for så bliver klippen glat som smurt ind i sæbe. Dog, den tid den sorg, jeg nærmer mig første afsats en hulning ind i klippen, her ophører sikkerhedskæden og resten af vejen kan man gå, hvis man blot følger en stribe malet på klippen. Gå ikke uden for striben advares der på skilte, der er lang vej ned og tåge kan opstå pludselig - og det gør den så.
Da jeg forlader første afsats og kravler videre kommer tågen, den ruller ind over klippen og gør den fedtet, samtidig begynder det at blæse på en meget ubehagelig måde. Vinden løber stormløb mod klippen forstærkes og suser opad og henover, samtidig bliver det svært at se den næste hvide stribe og kun få meter til siderne, det er lige pludselig blevet ubehageligt. Den skønne udsigt er forsvundet, og jeg føler mig ikke veltilpas på min udsatte post. Jeg skal henover nogle klippekamme og lige som jeg er ude midt på en kam kan jeg høre vinden komme hujende op mod mig. Jeg går ned på alle fire og holder godt fast, til det er overstået, så går jeg videre med en ubehagelig følelse af, at mine solide gummisåler måske ikke er så helt skridsikre endda under de givne omstændigheder.
Flere kraftige vindstød senere, og jeg er så småt ved at overbevise mig selv om, at jeg er kommet så langt op ad Ayers Rock som omstændighederne tillader det, og at jeg nu kan sige, jeg har været der og derfor trygt kan vende om med æren i behold. Jeg er alene, de fleste var rigelig tilfredse med at nå første afsats.
Klippen er meget ujævn med dybe kløfter og høje kamme, det er svært at stå fast på, af og til bringer ruten mig temmelig tæt til stejle afgrunde, løse sten er der også masser af, men jeg mokser stædigt videre, jeg er ikke kommet hele vejen fra Gadstrup bare for at give op få hundrede meter fra målet. Tre japanere kommer forbi i meget langsom gang. De er unge måske ikke 20 endnu, men tydeligvis trætte. Føreren griner og gør et tommelfinger op tegn: "All the way", siger han forpustet.
-To the top or bust, svarer jeg, griner også og gør tommelfinger tegnet, der er ingen vej tilbage, jeg vil derop. Det kommer jeg naturligvis også. På det tidspunkt er tågen næsten total, og det er vådt og klamt og klippen er fedtet. Vi står der en lille gruppe glade over det lykkedes. Vi prøver at fotografere hinanden, men af en eller anden grund, er der ingen, der kan bruge min spejlrefleks, så billedet er så temmeligt uskarpt, og videokameraet melder stædigt "DEW" og vil ikke starte. Ærgerligt nok, men skidt, jeg kom derop og det er, hvad der betyder noget for mig.
Nedturen er noget lettere, evnen til at holde sig fast og stå fast på klippen er bedre, og det går forholdsvis let med at nå ned til den første afsats. Her er nogle tumper i gang med at tage bad i et vandhul. Det morer de sig godt med, og vi andre for den sags skyld også. Jeg dykker ned gennem tågen og kommer endelig frelst helt ned til sletten og tager en tur rundt om klippen. På vejen tilbage til Uluru centret kommer jeg forbi klippeformationen The Olgas, der er en gruppe kuplede klipper, som rejser sig op ad slettelandet. De runde former har mindet den opdagelsesrejsende om fortids glade minder, og det skulle være grunden til damenavnet. Der vil jeg også hen, men først tilbage til hotellet og hvile lidt efter anstrengelserne.
Og så begynder det at regne. Ingen blid regn, ingen byge, men et veritabelt skybrud.
Da det har stået på et par timer er svømmepølen på hotellet svømmet over og hele hotellet haveområde stå under vand. Jeg er ligeglad, jeg tager alligevel ned til the Olgas, blot for at finde ud af at vejen ind til klipperne er lukket, vejen er ufremkommelig selv for firehjulstrækkere på grund af skybruddet. Der er intet at gøre - pokkers også. Resten af dagen går med at se fjernsyn, tulle ned til et oplysningscenter og høre på foredrag etc. etc. ikke særlig spændende.
Næste morgen, da det er tid at vende næsen mod Alice ringer, jeg til den lokale politistation og hører til føret gennem ørkenen ind til Alice. De mener det går, regnen er hørt op, og der er kommet lastbiler igennem de sidste timer. God tur, der er kommet 264 mm regn i week-enden, det er mere end et normalt årsforbrug, så der er måske ikke noget at sige til, selv hotellets restaurant står under vand, hverken tage afløb eller bygninger er beregnet til dette her, men så har jeg altså oplevet skybrud i et ørkenområde. Det begynder at dampe og blive varmt, da jeg tanker Forden op før turen ind mod Alice gennem the Red Centre.
Det går strygende, flere steder er vejen helt tør, men et par steder er der lette oversvømmelser, som jeg kravler gennem i snegletempo, ingen problemer, men så sker det pludseligt.
Jeg står ud ad bilen og kikker mig omkring. Vejen er forsvundet under vand, og det er ikke godt at vide, hvor dybt der er. Der hvor jeg står, kan jeg se de første ti meter af den gule stribe i højre vejkant. Så forsvinder den under vand. Der er dybere i venstre side og strømmen går på tværs ad vejen.
Jeg har prøvet det her før en mørk nat i Victoria, men der var det så dybt at strømfordeleren måtte op at snappe efter vejret for hver tiende meter. Vi var faktisk den sidste bil, der kom igennem til Aubury den nat, og vejen var lukket i et par dage. Det er ikke så godt, hvis motoren går i stå midt i det hele, eller du bliver løftet op af vandmasserne og sejler sidelæns ud i grøften, for så har du en gratis vandseng for den nat. Jeg tager en rask beslutning.
Ind i dytten, automatikken ned i første, og så kryber vi frem, ikke lave bovbølge, der kan komme op til motoren, og som truckerne siger "keep 'em wheels a'rolling".
Det er en god teori, der er gennemprøvet på tilsneede vinterveje i Danmark. Ti meter ude ad vejen forsvinder den højre sidestribe i det snavsede vand, og jeg tager i stedet bestik efter midterstriben på den anden side af vandhullet 150 meter borte.
Det går, bilen taber pludselig fart, fordi vandet er oppe over nummerpladen og vognens karosseri yder modstand. Udstødningsrøret er også under vand, så jeg lyder som en god dieseldreven fiskerkutter, da jeg bob-bob'er mig videre. Jeg lusker langsomt speederen ned i bund. Motoren snerrer ad mig, men vi holder vore fem ti kilometer i timen gennem vandet, mens solen ironisk nok stråler ned over os og lover normalt Australsk "Red Center" vejr. Det går atter opad og ud af oversvømmelsen, det er helt rart at komme op på tørt land igen. Lidt længere fremme møder jeg et par australiere, der spørger til føret. jeg fortæller dem om det og tilføjer med et bredt grin: - Det er sjovest bagefter. Det kan de nok forstå, men de ser nu ikke ud til at glæde sig til turen.
Senere på sight seeing rundt om Alice ser jeg mere af det fascinerende australske landskab. Glem byerne, de ligner så meget andet, man ser rundt omkring i verdenen, men Australien er fantastisk, hvis man kan lide de store linier.
Samme aften løfter en 737 mig ud af The Red Center via Adelaide til Sydney. En lille velnæret herre i blå shorts, indonesisk batikskjorte og sort bushhat. Jeg stikker ikke væsentlig af fra mængden den søndag aften. I morgen er det "business as usual" i kedelig habit med slips.