"Lest we forget" stod der på en lille mindestøtte i alle de landsbyer, jeg besøgte. Det man ikke måtte glemme var de australske soldater, der var faldet i diverse krige, Australien i tidens løb var blevet rodet ind i, fordi den bestyrende storebroder England nu en gang var kommet op at slås med så mange nationer i tidens løb og havde trukket Australien med sig.
   Jeg havde holdt kursus for nogle af vore kunder i en lille landsby et par timers kørsel fra Melbourne, og det traf sig sådan, at ANZAc day, der er national helligdag, faldt midt i den uge, hvor kurset blev holdt. Jeg fik derfor rig lejlighed til at indsuge noget af den rigtige australske folklore, når den udfolder sig på slap line i højeste gear. Den smagte betænkeligt af øl.
   ANZAC day er noget i stil med Memorial day i U.S.A., som jeg i øvrigt også har haft lejlighed til at overvære. Til forskel fra andre nationer, har Australierne imidlertid valgt at fejre et nederlag i krig i stedet for en sejr, nemlig tilbagetoget fra Gallipoli under verdenskrig I. Dejlig pacifistisk tankegang, hvor man samtidig benytter lejligheden til at skåle for "fraværende venner". Det betyder således ikke at nationen henfalder til sløvhed på denne dag, tværtimod.
   Jeg var på forhånd blevet advaret om, at det ville blive svært at holde kursisterne på skolebænken denne dag, hvor hele den mandlige befolkning gik ud for at se på parader og drikke øl, synge deres hjemlands vemodige sange og drikke øl, samt mindes gamle dage under fanerne og drikke øl.
   Hen under aften, når paraderne var overstået og talerne holdt, fylkedes de gamle gubber, der havde været med til belejringen ved Gallipoli, i pubberne for at fortælle grønskollingerne, der ikke havde fået lov til at være med i den store krig fra 1914-18, hvor heltemodige de havde været. Her blev fældet rørstrømske tårer, og medaljerne på de gamle heltes magre brystkasser klirrede om kap med glassene på bardisken, mens cigaretrøgen var så tyk, at luften, kunne køres væk i blokke.
   På dette tidspunkt af dagen var den mandlige del af befolkningen nedsunken i et dybt hængedynd af nostalgi. Holdt ved lige af rigelige forsyninger af øl.
   Hvad den kvindelige del af den australske befolkning foretog sig, melder historien ikke noget om, men en mand sagde dog, at siden nogen skulle blive hjemme for at tage sig af børnene, så!!!!!!
   Hen ad halvfiretiden opgav jeg at holde mere kursus for den dag, jeg kunne se, at selv om kursisterne var fysisk tilstede, så hængte deres sjæle allerede ovre i den nærmeste pub, og det var næppe muligt at vække deres interesse den dag for noget så prosaisk som mælk. Fædrelandet krævede sit.
   En orkan kunne heller ikke have ryddet lokalet hurtigere end min stilfærdige bemærkning om, at det vist var tid at slutte og måske samles til en lille en oppe i byen. Mejeriet kunne sikkert klare sig selv til næste dag.
   Ganske kort efter stod vi da alle oppe i pubben. Den begyndende kursustræthed var sporløst forsvundet. Ølhanernes håndtag gik op og ned og "potglas" blev rakt over til ivrigt ventende hænder. Ølsjatterne på disken samlede sig i olympiske ringmønstre og askebægret, der i al beskedenhed bestod af en blikrende, der løb langs foden af baren i hele lokalets længde flød allerede af ølsjatter, skod og sammenkrøllede cigaretpakninger.
   En eller anden fik pludselig en storslået ide. Han ville se parader, og siden den eneste parade han kendte foregik på en lille ø ud for Melbourne, syntes han det var en god ide at tage derud og se på.
   "Desuden," tilføjede han, "kan vi vise Karl noget han ikke har set før."
   Der var ikke langt fra ord til handling. Tre biler blev læsset, med diverse livsnødvendigheder: pølser og øl, pølsebrød og øl, samt kursister og øl, og så var vi parat til afgang.
   Som man kunne forvente blev det nødvendigt med et par små ophold undervejs, og hver gang samledes alle i en ivrigt snakkende klynge med hver sin øldåse i hånden. Ingen kunne mere se på dem, at de havde en lang skoledag bag sig.
   Det eneste. Jeg vidste om, hvad der skulle foregå var at det drejede sig om en parade samt noget med pingviner, hvad de to ting så ellers havde med hinanden at gøre, men det skulle jeg snart finde ud af, for efter l½ times kørsel var vi fremme ved vort bestemmelsessted.
   Mørket var ved at falde på, og månen var stået op, da vi parkerede bilerne på en stor parkeringsplads ved foden af nogle klitter. Herfra fortsatte vi så på gå-ben ind over klitterne. Vi kom over den sidste klitrække, og der lå havet udstrakt foran os. Det så overordentligt smukt ud. I fuldmånens skær fik de lange bløde bølger, der kom rullende ind mod kysten tværs over det 300 km brede Bass Strait og brødes i en blid dønning mod sandstranden, en næsten fløjlsagtig overflade.
   Stranden vi stod på, bøjede svagt udad til begge sider og dannede en bugt, der var et par kilometer bred og kranset med klipper med undtagelse af det lille stykke strand, hvor vi stod.
   Doug, en af kursisterne, lagde en lab på min skulder og pegede ud mod havet. Hans pegefinger strittede som et pistolløb ud fra øldåsen, han holdt i den anden hånd.
   "Nu begynder paraden snart," sagde han, "kik engang."
   Jeg kikkede. Lige hvor brændingen hørte op, kunne jeg se nogle små hvide pletter i vandet. Det var pingviner, der kom ind efter en lang dags fiskeri i Bass Strait. Så snart de kunne bunde, begyndte de at danne små grupper, og når førerpingvinen mente, at flokken var fuldtallig, eller næsten fuldtallig, sendte den et par af de sidst ankomne til havs igen for at kontrollere for eventuelle efternølere.
   Føreren var åbenbart tilfreds for pingvinerne begyndte at marchere i land. Forrest gik lederen af flokken og efter ham kom resten i korrekt hakkeorden som soldater ved en parade, og ligesom soldater var de sidste i gruppen ikke mere veldiciplinérede, end at rækkerne blev lidt flossede.
   Deling efter deling marcherede i land, og der opstod en ret uakademisk diskussion om hvorvidt pingvinerne kom i land hver aften for at kikke på alle de nysgerrige mennesker nede ved stranden, eller det var omvendt, men vi nåede aldrig en løsning på dette ret interessante problem.
   I stedet begyndte forskellige røster at snakke om mad.
   Uden mad og drikke o.s.v. og guderne alene skulle vide, at der var kommet en vis skævhed i forholdet mellem de to ting, så vi blev enige om at dyrke det, første uden at forsømme det sidste. Ergo sagde vi farvel til vore små venner, der i øvrigt var ved at gå i seng og derfor helst så, vi skrubbede af i alle tilfælde, og drog ud i bushen.
   Hvor vi endte fandt jeg aldrig rigtig ud af, men det var, et meget øde sted, og her begyndte en hektisk aktivitet for at få tændt et bål.
   En eller anden fandt en stor blikplade, som han smed på jorden og begyndte at trampe på, så den blev tilstrækkelig flad til at kunne fungere som en slags stegepande. En anden, der tilfældigvis havde en skovmandsøkse i bilen forsvandt ud i mørket, og snart kunne vi i det fjerne høre økseslag, da han begyndte at hakke grene af et af de mange udgåede træer, som står rundt om i bushen.
   Det tog ikke lang tid at få lavet et godt bål, og snart spruttede pølserne på blikpanden, og brødet blev langsomt, men sikkert omdannet fra fint hvidt franskbrød til forkullede plader kul. Vi forsynede os alle rigeligt, og sjældent har noget smagt bedre end sådan en forbrændt pølse med aske og rå løg, serveret mellem to stykker brankede skiver franskbrød.
   Mangen fin restaurant ville ikke være i stand til at hamle op med dette udmærkede måltid. På den anden side, er der nogle restauranter, der sørger for, at man får et måltid bestående af forkullede pølser, mens man står med gode venner rundt om et bål og drikker øl direkte fra dåsen?
   Sydkorsets fem stjerner stod lige over hovedet på os. Mælkevejen trak et hvidt bånd tværs over himlen fra horisont til horisont og sørgede for illuminationen fra oven, mens alle de stjernebilleder, jeg kendte hjemmefra, stod på hovedet, som bevis for jeg var "down under". Svaret er nej.
   Jeg tror heller ikke nogen følte sig snydt for deres ANZAC dag, da vi atter kørte tilbage mod Leongatha, hvor vi boede. Ganske vist havde det af tidsmæssige grunde været nødvendigt at køre kursus det meste af dagen, men vi havde ved en energisk indsats nået at kompensere i rigt mål efter fyraften.