Jeg fik engang at vide
at jeg skulle skrive et glad digt
i stedet for kun at beskrive
om min sorg og de triste tanker
Men hvem ved om
jeg bliver lykkelig på sigt
og til den tid skal jeg nok fortælle
hvad der i mit hjerte banker
Jeg er godt klar over at
opmuntrende ord varmer mere
end ord bestående af sorg
elendighed og smerte
Fungerer det sådan at man til mennesker
flere og flere
skal bilde ind at man bærer alt andet
end et ulykkeligt hjerte?
Der siges at en hvid løgn i ny og næ
ikke kan gøre de store skader
modsat siges der også man kommer
længst med ærlighed
"Synd ikke, elsk din næste" bønfalder
manden i det høje, Vor Fader
men når man får vist had
gengældes det ikke med kærlighed
Lige børn leger bedst, det er svært
at tro hvad der er sandt
når der samtidigt også siges at det er
modsætninger der mødes
I mit hjerte og i min overbevisning
der sig engang befandt
en tro på at udelukkende kun barmhjertelige
sjæle kunne fødes
Nogle mener man skal handle med hjertet
andre med hjernen
men jeg tror helt seriøst på
at forstanden ligger i maven.
Det gør jeg fordi at det er her
vi altid fornemmer hele kernen
og handler man på sit instinkt
så får man oftest hele gaven
Loven forbyder dig at leve op til ordene:
"Regler er til for at brydes"
og loven siger man bliver straffet hvis ikke
man er en pligtopfyldende borger
Fra mange mennesker der så mange
råd og vejledninger lydes
Men om nødvendigt så bryd loven overfor dem
der kun skænker dig sorger
I mit liv har jeg hørt mange kloge ord
der kun modsiger sig selv
det bekræfter at morale er godt
dobbeltmoral er dobbelt så godt
Det er helt sikkert, at det kun er mig
der kan skabe mit eget held
Derfor er det okay at afsky noget stort
og værdsætte noget småt
Høflighed omend end den er velment eller ej
er som smil gratis at give bort
Men hvad får man igen!? Utak er som oftest
en uretfærdig verdens løn
og i stedet for returnering af glade smil
og varme farver, males man i stedet sort
Jeg undrer mig over om der er nogen i Himlen
til at høre denne bøn?!