"Du er virkelig en smuk kvinde, når du gider at gøre noget ud af dig selv" Det var det hun sagde til mig, ordret. Min tidligere gamle nabo som jeg mødte foran indgangspartiet til hver vores lejlighed. Bente hed hun, men det kunne hun jo ikke selv gøre for. Imens jeg smilede overfladisk, men om end alligevel høfligt, takkede jeg hende pænt fordi, at jeg er opdraget sådan. Indeni rasede fornærmelsen i mig. Hvad fanden er det som du står og siger til mig, Bente Bonhår som jeg - for mig selv - kaldte hende, og hvis I havde set hendes manke, ville I forstå hvorfor. Siger du til mig, at når jeg ikke lægger mascara på øjenvipperne, smører lipgloss på mine læber og pudrer kinderne, at så er jeg bare helt igennem tudegrim?! Min nabo, en ældre kvinde på 71 år, der både sminkede og smykkede sig og klædte sig på som en desperat pige på 18 år gør det en lørdag aften, betragtede mig nærmest medfølende. Og er du venlig lige at fortælle mig, hvad du mener med 'gider'?! Når jeg 'gider' at gøre noget ud af mig selv. Mener du at jeg er dét level af dovenskab?! Hun lagde hendes rynkede hånd omkring mig og så sagde hun: "Det burde du at gøre noget oftere" Hvorfor?! Fordi at jeg i virkeligheden ikke kan være bekendt at vise verden, hvor grim du synes, jeg egentligt er?! Endnu gang trak jeg på smilebåndet: "Tak Bente, det skal jeg tage til efterretning" og imens jeg - atter smilende, naturligvis - forlod vores samtale, fór et billede forbi min forstand, hvor jeg i ét smæk af en lussing at være, lærer min nabo om ganske almen høflige og veldannede manérer. Jeg fik det øjeblikkeligt bedre og så gik jeg videre med ret ryg.

"Det er et meget, meget flot stykke arbejde. Det mener jeg. Du formulerer dig fremragende på skrift" Det var det han sagde til mig, ordret. Jeg stod ved kateteret hos min dansklærer og havde netop fået denne uges aflevering retur, den gav mig et flot 13-tal i den gamle karakterskala. Jeg smilede. Med min passion for at skrive, var jeg glad og stolt over hans kommentar. Lige ind til en fandenivoldsk frustration satte sig på min højre skulder og betragtede med på min aflevering: Okay. Godt så. Jeg formulerer mig fremragende på skift, men når jeg åbner munden, så kan jeg bare overhovedet ikke finde ud af det, eller hvad er det, du i virkeligheden siger til mig?! Jeg tog min aflevering og min frustration med mig, og imens mit smil mindskede sig på vejen ned til min plads, oplevede jeg hvordan frustrationen på skulderen vendte sig rundt og spruttede tunge af min dansklærer. Jeg fik det straks bedre, klappede min frustration på dens hoved og hviskede: "Tak kammerat!" og så fniste vi begge to.

"Jeg elsker simpelthen dine statusopdateringer på Facebook" Det var det hun sagde til mig, ordret. Min dejligste veninde, der var blevet en kende beruset, grinede og havde det muntert. Det samme havde jeg og heller ikke jeg kunne prale af ikke at være påvirket af alkoholens brusende bobler. Mærkede tydeligt, hvordan det kildede mig som en dans ned langs mine bare arme. Hun lænede sig over bordet til mig, min veninde "Åh altså, du ville virkelig blive en fantastisk forfatter til, hvad er det nu man kalder det?" Romaner? Tænkte jeg. Eller noveller, måske? Hun gjorde mig - for en kort bemærkning - fem centimeter højere. Dernæst pillede hun så lige tredive centimeter af mig igen ved, som jeg følte det, at tilintetgjorde min rus af lykke for den fine kompliment, jeg meget fejlagtigt havde taget til mig: "Lokumslæsning" udbrød hun henrykt og som om en åbenbaring lige havde ramt hende - og jeg garanterer for, at aldrig før havde alkoholens brus så hurtigt fordampet sig ud af min krop. LOKUMSlæsning?! Tak for lort, siger jeg bare. Nu vi alligevel er inde på det område. Jeg indrømmer det; jeg blev møghamrende fornærmet. Jeg blev ked af det. Det var dog det mest sørgelige, at sige til en person med seriøse forfatterdrømme. Lokumslæsning. Sidder du og siger til mig, at mine håb og drømme ikke kan bruges til andet end at tørre rumpen med?! Resten af aftenen hørte jeg ordet om og om igen. Værre end noget Duracell-batteri. Det kørte fuldstændigt på repeat og da jeg om aftenen lå i min seng, følte jeg mig overbevist om, at jeg i mit hoved havde sagt 'lokumslæsning' flere gange denne aften end hvad hele verdensbefolkningen nogensinde havde sagt det tilsammen. Det var også her, i min trygge seng, at det slog mig, at lokumslæsning måske slet ikke var så negativt ladet endda. Særligt taget i betragtning af, at hun bedømte dette ud fra mine ligegyldige statusopdateringer på Facebook. Jeg havde aldrig nogensinde givet hende en af mine noveller. Jeg havde aldrig læst et digt op for hende, jeg selv havde skrevet og hun var heller ikke klar over de andre tekster som jeg havde liggende i min skuffe. Hvordan skulle hun på nogen måde også vide, hvordan jeg ellers kunne skrive. At jeg ville kunne forfatte andet end det såkaldte lokumslæsning. Lokumslæsning?! Hvor Herre Bevares.