Jeg troede engang på engle. At nogle havde en slags skytsengel, som passede på dem. Jeg var en af dem. En af dem, som havde en skytsengel. Og jeg havde den bedste skytsengel. Selvom at jeg hver dag ønskede, at du var hos mig her på jorden, så var jeg trods alt glad for, at du var hos mig spirituelt. De dage hvor savnet var størst, snakkede jeg med dig. Fortalte dig, at du var en idiot, fordi du havde forladt mig. Jeg snakkede om mit liv, mor og far og hele familien. Jeg fortalte om, at mor græd hver nat, når hun troede jeg sov. Jeg fortalte også, at mor og far holdt pause lige for tiden. At far boede hos onkel Mike, og at jeg ikke vidste, hvornår han kom hjem igen. Jeg fortalte dig, at jeg savnede dig. Jeg savnede dig hver dag.

Jeg savner dig stadig, men jeg er ikke 13 år mere, og jeg tror ikke på engle mere. Jeg snakker heller ikke med dig mere. I længden blev det bare for barnligt, og det føltes latterligt, at sidde og snakke med luften. Mor sagde, at jeg skulle gå til psykolog. "Efter at have mistet en, som man havde kær, er det godt at gå til psykolog, skat. For at få snakket om tingene med en professionel." sagde hun. Det gjorde jeg så. Psykologen hed Jan, og han var i starten af trediverne. Han forstod intet overhovedet, og jeg fik intet ud af samtalerne. Når mor spurgte, hvordan det var gået, sagde jeg, at det var gået godt. Hun smilte, åbenbart tilfreds med mit svar, og så blev der ikke snakket mere om det, indtil næste gang, hvor seancen blev gentaget.

Mor og far blev skilt et halvt år efter din død. Jeg havde set det komme. Det er nu tre år siden, og jeg fyldte seksten i marts. Mor bor der hvor vores familie boede, dengang der var en, dengang du var her, og far er flyttet til Gentofte. Jeg ser far to gange om måneden, højest. Han har allerede fået en ny kone. Hun hedder Gitte, er i starten af fyrrene, og har langt blondt hår, og falske negle. Hun er sød nok, og far er helt betaget af hende. Du ville sikkert have synes, at hun var lækker. Hun ligner en i slutningen af tyverne. Når jeg spørger far, om han savner dig, får han tårer i øjnene, og vil helst ikke snakke om det. Han vil ikke snakke om dig. Det vil mor heller ikke, men hun vil ikke rigtigt snakke om noget. Hun er blevet så forfærdelig tavs, og jeg er mindre og mindre hjemme. Det gør så forfærdeligt ondt, at se hende sådan.

Men en eller anden blev jo nødt til at holde hovedet højt, og det blev så mig. Jeg ved godt, at det ikke er mit ansvar, og det har mor og far også pointeret en gang eller to, men da de lå grædende og var helt ude af den, kunne jeg jo ikke gøre noget. Hvem tror du, der trøstede dem? Hvem tror du, der snakkede med dem klokken 2 om natten? Præcis. Det var mig. De græd på min skulder. Jeg græd for mig selv, og kun når jeg vidste, at ingen af dem lyttede. Din død ødelagde vores familie. Den ødelagde alt. Du efterlod os resterne af det, der engang betød noget. Jeg har gjort mit bedste, for at få det til at fungere igen. Men det er bare ikke det samme. Og det bliver det aldrig. Jeg spurgte mor i dag, om hun stadig savnede dig. I starten kiggede hun bare på mig. Langsomt fik hun tårer i øjnene, og omfavnede mig så. Mens vi stod der i vores sentimentale kram, kunne jeg mærke min skulder blive fugtig. "Selvfølgelig gør jeg det," hviskede hun i mit øre, "jeg tænker på ham hver dag." Jeg kunne mærke mine øjne stikke, men holdte alligevel tårerne tilbage. Hvis jeg også begyndte at græde, ville mor slet ikke kunne stoppe. Da jeg følte, at der havde været nok nærkontakt for én dag, gav jeg slip. Jeg sagde, at det hele nok skulle gå, og gik så. Da jeg var nået hen til mit værelse, lod jeg tårerne falde. Jeg græd mig selv i søvn den nat.

Jeg har hørt mange sige, at savnet bliver mindre med tiden. At tiden læger alle sår. Der er nu gået 3 år, og savnet er ikke blevet mindre, tvært imod. Jeg tænker på dig hele tiden, og det faktum at det i dag er den 1. december, hjælper ikke. I jule tiden tænker jeg altid lidt ekstra på dig. Jeg mangler dig så meget, og jeg håber så inderligt at du kan se eller mærke, at jeg mangler dig. Nogle gange fanger jeg mig selv i at blive sur på dig. Jeg råber, at jeg hader dig, og at du ikke kan være det bekendt. At livet stinker uden dig, og at du skal komme tilbage. Først bagefter da mor kommer ind, og spørger hvad der sker, forstår jeg hvad der sker. Jeg er ikke mig selv. Da du forlod mig, tog du en del af mig med dig. Jeg mangler den del, og lige meget hvad jeg gør, kan jeg ikke få den tilbage.

Jeg går ikke i skole mere. Det har jeg ikke gjort, siden din død. Alle de venner jeg havde, er forsvundet. Jeg forstår dem godt. Jeg tog mig ikke tid til dem, jeg lyttede ikke til dem og jeg var der ikke for dem. Og skal jeg være ærlig? Det ved jeg, at jeg skal, for hvis der er noget, du har lært mig, så er det ærlighed. Jeg savner dem ikke. Ikke en eneste en. Jeg tror ikke, at jeg vil kunne finde ud af, at omgås mig socialt mere. Det er så fjernt for mig. Jeg er så ligeglad.

Jeg har tænkt på selvmord mere end en gang. Men jeg vil ikke være ligesom dig. Jeg vil ikke forvolde nogen den smerte, som du har forvoldt mig. Ikke at jeg tror, at jeg vil blive savnet, men det er mere hele konceptet i det. Bare sådan at skride fra verden. Det gjorde du, og det tilgiver jeg dig nok aldrig for. Jeg ville ønske du var her, Daniel. Jeg ville ønske, at du aldrig have forladt mig. At du var her, at du sad ved siden af mig, og at du havde givet mig en chance. En chance for at hjælpe dig. Den chance gav du mig aldrig. Du lærte mig om ærlighed, og du var den eneste i hele verden, jeg stolede nok på, til at være ærlig overfor. Jeg kunne have reddet dig, hvis du bare havde givet mig chancen.

Jeg tror ikke på skytsengle, og jeg er ikke 13 år mere. Jeg ser realiteten i øjnene, og jeg tror ikke på det bedste i mennesker. Jeg savner dig. Jeg ville ønske du kunne se mig nu. Se hvem jeg er, og hvad jeg er blevet til. Jeg elsker dig. Du var verdens bedste bror, og jeg glemmer aldrig, den du var. Jeg glemmer aldrig, de ting du lærte mig.