Vesterlandet, 5 år senere
   Solen var netop sejlet ind på sit højeste punkt på himlen, da Cassandra Déallanor vågnede fra sin slumren. Det var den sidste dag i august, og den sidste dag af ferien før hun, som hundredvis af andre studerende, ville tage tilbage til deres respektive skoler.
   Den lille landsby Ambron i Vesterlandet, husede kun en mindre skole for de mindste børn, og det var tradition at sende børnene væk for at fuldføre deres studier, hvis altså ikke de valgte at blive for at følge deres fædres fodspor. De fleste børn gjorde netop dét, da det almindeligvis var dyrt at sende dem bort. Men Cassandra var ikke som de andre børn i landsbyen. Hun havde særlige evner, det vidste hendes forældre fra da hun kun var et par år gammel.
   Ambron var en ganske lille fiskerby ved kysten. Hvor der ikke var hav, var der vinmarker, og indbyggerne gjorde hyppigt handel med henholdsvis fisk og vin til de større byer. De fleste der boede her var handelsmænd på den ene eller den anden måde; om de var fiskere eller vinbønder, så blev størstedelen af al høst solgt.
   Cassandras forældre ejede et lille hus, med tilhørende vinmark, et stenkast væk fra byen. En lille å bugtede sig igennem landskabet få meter fra hendes værelse på anden sal, som hun yndede at se ud på fra vinduet. Under vinduet havde hun hendes skrivebord, der dog bare var et gammelt kasseret møbel, som var fyldt med bøger. Bøger med mærkelige navne, med mærkelige tekster indeni, som hun brugte megen tid på at studere til fulde. Flittig var hun, det kunne ingen tage fra hende, selvom man jo nok mente hun var lidt mærkelig. Størstedelen af landsbyens beboere holdte i hvert fald de andre børn væk fra hende, og når hun kom gående igennem gaderne sænkede man hurtigt blikket.
   Cassandra var dog en livsglad, lille pige der netop havde fyldt 16 år få dage forinden, og nu skulle tilbage til hendes sjette år på en mærkelig skole langt, langt væk. Hun glædede sig til hun skulle af sted, hun kunne faktisk næsten ikke vente. Der var så lidt at gøre i hendes støvede, lille landsby, at hun på dagen hvor hun fik tilsendt hendes nye pensum, overtalte forældrene til at købe de nye bøger hun skulle bruge. Hun havde næsten læst dem alle sammen helt igennem nu, og kunne dem ordret i hovedet. For der var ikke meget andet at gøre her om sommeren, end at læse under det store bøgetræ i haven. Det, og så sove til det blev eftermiddag.
   Hun lå og blundede lidt imens hun overvejede hvad klokken mon var, og om det i det hele taget kunne betale sig at stå op. Men solen lyste så skarpt igennem ruden, at det måtte være en smuk og mild dag udenfor. Den kunne man vel ikke sove fra, og hun havde da et par enkelte kapitler hun kunne læse i den sidste bog, selvom hun egentlig havde gemt dem til den lange tur.
   Cassandras mor kaldte et sted nedefra, at der var frokost om et par minutter. I samme sekund hun hørte ordet frokost, rumlede det glubske dyr i hendes mave, og de to blev enige om at det nok var bedre at spise end at sove nu.
   Hendes værelse var sparsomt møbleret, for familien havde ikke mange penge at gøre brug af. Foruden en seng, der for i øvrigt var så gammel at træet var blevet helt sort, og skrivebordet med dertil passende stol, var der kun et enkelt andet møbel i værelset. Et gammelt klædeskab hun havde arvet fra bedstemoderen, som nu havde været død i længere tid end Cassandra kunne huske tilbage.
   Der var ikke mange nipsting, som ellers nok passede ind på de fleste pigeværelser, og både skrivebordet og gulvet flød med bøger. Hvis det ikke havde været for alt det beskidte tøj, der også bare flød på gulvet, ville man nok ikke have gættet at det var en 16 årig pige der boede her. Hun var ikke huslig på nogen måde, faktisk tvært imod, det kunne støvet under sengen og i krogene bevidne. Der var dog et smykkeskrin, med ganske få og billige smykker, til forsikring af hendes køn.
   Cassandra stod op og kiggede endnu engang ud af vinduet for at forsikre sig selv om vejret, før hun iførte sig en lys og let sommerkjole. Hun redte hurtigt håret, og trippede neden under.
   Da hun kom ned for enden af vindeltrappen trådte hun ind i køkkenet. Det var landligt og hyggeligt, og duftede altid af både mad og blomster. Hendes mor stod og lagde sidste hånd på et stort fad salat. Hun var høj og slank, med ildrødt hår som Cassandra havde arvet.
   Da hun var mindre ville hun gerne have haft at hendes mor havde været lidt mere buttet og mor-agtig, men nu da hun var blevet ældre elskede hun hende som hun var, og tænkte tit på sommerdage som disse, at hun var den smukkeste kvinde hun havde set.
   Moderen smilede da hun så sin datter, og lavede en let gestus med hånden for at signalere at Cassandra skulle bære fadet ud. Ude i haven stod Cassandras far lænet over et lille bål, hvor duften af lammekød ivrigt forplantede sig i luften og blev båret langt omkring.
   Han var, til forskel fra moderen, lille og tyk. Hans hår var også rødt, men i en mindre tiltrækkende orange kulør. Alt på ham var rundt og hyggeligt, og når han smilte kunne Cassandra ikke lade være med at smile tilbage. Hans øjne var så grønne at de næsten lyste, og man hævdede at Cassandra havde de samme øjne. Sammenligningen var da heller ikke helt ubegrundet, selvom Cassandras kontur var mere mandelformet.
   De snakkede alle tre ivrigt under frokosten. Hovedsageligt om Cassandras skole, og forventningerne til det nye år.
   Cassandra var en dygtig teoretiker. Hun vidste alt der var at vide om alle hendes fag på skolen, ofte flere måneder før det blev aktuelt. Hun læste hele pensummet igennem i løbet af sommerferien hvert år, og igen løbende over skoleåret. Der var ingen der var så dygtig som hun på hele skolen. Men det var desværre kun den teoretiske del hun mestrede så flot, for i praksis gik det ofte helt galt. Hun blev nervøs og fjumrede i det, selv når hun var ganske alene, og det gik ud over karaktererne. De var stadig høje, såmænd så, langt over gennemsnittet da hun i alle skriftlige prøver fik topkarakterer. Men det var ikke tilfredsstillende. Cassandra havde en bange anelse om, at især i år ville det ikke være nok at kunne tekst ordret fra bøgerne, hvis man ikke kunne vise hvordan det udføres i praksis.
   Efter Cassandra havde spist, tog hun sin bog og gik ned for at læse under bøgetræet. Dog træet teknisk set var i haven, lå det en snes minutter væk fra huset. Langt nok til at hun hverken selv kunne se huset, eller blive set derfra. Skyerne kom ind fra øst, og dannede formationer der slog hendes opmærksomhed væk fra bogen. Deres hypnotiske og meditative effekt, samt den store frokost, fik Cassandra til stille at falde i søvn.
   Hun drømte om sletter, hvide af sne, oppe nordfra. Der var ingen spor i sneen, men der stod en sort skikkelse. En kutteklædt person, der rakte hende hånden fra et skib bygget af døde mænds fingernegle. Men da hun tog imod forsvandt personen, og hun stod i stedet tilbage med en sølvring badet i blod. Sneen blev øjeblikkelig rød, og der lød et skrig.
   Cassandra vågnede med et sæt. Himlen var så småt begyndt at skifte farve fra blå til rødlig. Hun sad tilbage med en uhyggelig fornemmelse, der borede igennem hendes knogler og marv som frost.
   Cassandra havde ofte mareridt, drømme og forudanelser, men komplet ude af stand til at tolke dem. Selvom hun måske kunne tolke dem, glemte hun dem altid næsten i samme sekund som hun vågnede. Under alle omstændigheder havde hun ikke tid til at granske over simple drømme, for hun skulle nå ned i boghandelen før den lukkede.
   Riggs Verden af Litteratur, lå i den mørke ende af hovedgaden. Eller, mere præcist i en sidegade til hovedgaden, som ikke var en reel gade, men nok mere bare en gyde. Den var let nok at finde for folk der vidste hvor den var. Du gik bare ligeud af hovedgaden til du så Madam Maryse's café og kaffebar, men kom du ned til viadukten, var du gået for langt.
   Der var intet bibliotek i Ambron, så Cassandra så boghandelen som sit andet hjem. Hun brugte ofte flere timer der, end hjemme ved sig selv i løbet af sommeren, og hjalp ofte gamle hr. Riggs med forfaldent arbejde.
   Hun nåede akkurat derned samtidig med han satte lukke skiltet op. Han smilede sit gamle, tandløse smil og lukkede hende ind med besked om hun selv måtte låse efter sig når hun gik.
   På en støvet hylde, bagerst i boghandelen, fandt hun den bog som hun jo nok mente at have set engang før. En bog der netop formulerede øvelser i praksis brug.
   Da Cassandra igen forlod boghandelen, var mørket sænket sig. Hun smuttede hurtigt ud af den mørke sidegade, og ind på den oplyste hovedgade, så hurtigt at hun næsten løb ind i lysmesteren, der på sine stylter gik rundt i byen og tændte gadelygterne. Han tog høfligt sin høje hat af og smilte, før han igen gik i gang med sit arbejde. Lyden af hans stylter på brostenene, forstummede sagte da han forsvandt omkring et hjørne.
   Ambron var en støvet by i alle forstøvede formuleringer. Den havde på ingen synlig måde forandret sig de sidste mange hundreder år, på nær at falde i forfald. Lyngplanter skjulte det værste forfald på bygningerne, på en måde der virkede charmerende og idyllisk, og tog tankerne væk fra slummens mørke, der angiveligt skjulte sig nedenunder. Brostenene på gaderne var mærkelig forkvaklet, og hævede og sænkede sig som det lystede, hvilket gjorde det notorisk svært at køre igennem byen.
   Skolen, rådhuset og de fleste butikker lå på torvet i den indre by, som hovedgaden gik tværs igennem. Selve torvet var om dagen fyldt af små handelsvogne, hvor man kunne købe alt hvad hjertet begærede, men om aften var der mennesketomt.
   Cassandra kom fra havnesiden af hovedgaden, og så sig forskræmt omkring på torvet før hun krydsede den. Lyden af faldende vand fra det kunstfærdige, og ældgamle springvand der var placeret præcist i bymidten, overdøvede den absolutte stilhed. En stilhed der ellers var så fuldstændig, at da døren til kroen, som Cassandra netop havde passeret, gik op og lod larmen derinde fra strømme ud i gaderne, fik hende til at springe øjeblikkeligt op, og med chokerede øjne hurtigt så sig tilbage.
   En kutteklædt mand var stormet ud fra kroen, og smækket døren igen så hårdt at det syntes et mirakel den ikke faldt af hængslerne. Han var enorm. Næsten dobbelt så høj og fire gange bredere end Cassandra, der faktisk var en ret så høj pige, omend spinkel. Hun ville løbe, men i sin paniske angst stod hun som navlet til jorden. Den enorme og kutteklædte mand strøg med hastige skridt forbi hende, uden at se på hende. Netop som han passerede gik døren til kroen atter op. En mand i komplet kontrast til den første trådte ud. Han var ikke mere end 160 centimeter, og så spinkelt bygget man var i tvivl om han kunne ses fra siden. Han bar en lang redingote jakke, der normalt skulle gå mænd til knæene, men på denne mandsling rørte den jorden. Karakteristisk var det, at den var lasset fra hvor manden angiveligt trådte på jakken når han gik. Eftersom jakken var så stor, gik meningen tabt med at redingote jakkens søm i taljen var snæver, og fik mænd til at virke slankere og mere muskuløse. Intet kunne få denne mand til at virke muskuløs.
   Den lille mand i Prins Albert jakken råbte efter den enorme mand, på et sprog der absolut ikke forekom Cassandra for genkendeligt, og knap menneskeligt. Tungen syntes nærmest at foretage en 360 graders vending under ordene, og sno sig igennem ganen og op i næsen. En mærkelig sammensætning af hvislen, fløjten, kliklyde og nonsens.
   Den store mand kiggede sig tilbage over skulderen, men i stedet for at stoppe, satte han tempoet op. En bemærkning der formentlig var til for at afskrække den lille mand med hans korte ben, til at forfølge kæmpen. Men den gik desværre tabt da kæmpen gik direkte ind i en lygtepæl med tindingen først. Lygtens ild faldt til jorden og gik ud, og selve pælen var lettere bøjet efter mødet med kæmpens hoved.
   Da den lille mand kom småløbende forbi Cassandra, genkendte hun ham. Hans navn var Nicholas Bourbon, og han var professor på skolen, dog hun aldrig havde haft en lektion hvor han underviste. Da han passerede Cassandra snublede han over en løs brosten, og hans akademiske bonnet hat vippede halvt af hans hoved, hvilket afslørede en heftig skaldet plet.
   Ambron var hovedsagelig en havneby, og blev derfor brugt som mellemstation for elever i området, og lidt udenfor, der skulle med båd videre til Cassandras skole. Men det var første gang hun havde set nogen der allerede var i byen dagen før skibet sejlede, og da i hvert fald første gang hun nogensinde havde set en lærer der gjorde brug af skibet.
   Bourbon satte hatten på plads og genoptog forfølgelsen af kæmpen. De forsvandt rundt om et hjørne, og Cassandra så dem ikke igen. Hun rystede forskrækkelsen af sig, og tog den resterende vej hjem i højt tempo.


* * *

Cassandra vågnede tidligt den næste morgen, ved at hendes mor skubbede blidt til hende i sengen. Noget hun havde gjort for at vække Cassandra siden hun var ganske lille.
   Også denne dag var solrig, dog den endnu ikke havde magtet at varme dagen op. Cassandra kunne se solen kun lige var kommet op over horisonten, og da det stadig var i den gode ende af sommeren, betød det at hun var blevet vækket tidligere end normalt.
   Hendes tøj, der normalt fungerede som en slags tæppe på det kolde trægulv, var blevet samlet op, vasket og nydelig lagt i en bunke ved siden af hendes taske. Hun smilede til hendes mor, og bekendtgjorde hun ville komme ned til morgenmad så snart hun havde fået tøj på. Moderen vrængede på næsen, og sagde Cassandra skulle gå ud i haven og tage et bad, før hun gjorde noget som helst andet.
   Cassandra var normalt en ganske nydelig og renlig pige, men tanken om at tage et brusebad i haven hvor alle kunne se hende, og sågar i iskoldt vand, var aldrig noget hun så frem til.
   Hun spiste morgenmad med sin far, imens moderen styrtede rundt for at pakke Cassandras ting, og febrilsk spurgte om hun nu havde husket alt. Hvilket selvsagt var unødvendigt, da moderen havde stået for alt nedpakning og Cassandra knap var vågen endnu.
   Da Cassandras mor et par hektiske timer senere, var overbevist om at hun havde fået alt med, tog de alle tre af sted. Selvom turen ned til havnen var forholdsvis kort, havde de alligevel pakket taskerne på hendes fars vogn, som de dog blev nød til at forlade inden de overhovedet nåede bymidten. Ikke alene var vejene i byen komplet umulig at passere på andet end til fods, men på denne dag hvert år var byen også fyldt til bristepunktet af elever, og deres forældre. Nogle gjorde sidste sekunds indkøb, imens andre havde travlt med at komme ned til selve havnen.
   Da Cassandra og hendes forældre møjsommeligt havde fået kæmpet sig ned til havnen, så de det velkendte syn af skoleskibet. Elever stod allerede og vinkede fra rælingen til deres forældre, imens andre ikke syntes at ville give slip på deres moders hånd. Første års elever havde altid svært ved at komme op på selve skibet, og syntes at foretrække selve havnen, hvilket var forståeligt nok da de færreste nogensinde havde forladt deres hjemstavn via havet, eller i det hele taget.
   Skibet var en tre master, med ni segl. Det vejrbidte skrog med skolens emblem, var gammelt og misfarvet af saltet fra havet. Den så forholdsvis lille ud fra afstand, men var på en eller måde i stand til at fragte flere hundrede elever.
   Cassandra huskede tilbage til da hun første gang så skibet. Det havde syntes enormt på det tidspunkt, og var gradvist blevet større igennem årene i hendes hukommelse. Hun så hvordan de nye elever i ærefrygt så på skibet og dets besætning, og smilede for sig selv.
   Hun gjorde kort proces af at sige farvel til hendes forældre, og selvom moderen græd, kunne hun ikke dele hendes tårer. Cassandra glædede sig for meget.
   Hun fik båret hendes tasker op på skibsdækket, og fandt hurtig en siddeplads lidt afsides. Skibet tog fra havn kort efter. Cassandra vinkede farvel fra rælingen, og fandt tilbage til hendes siddeplads før de andre. Hun vidste turen var kort, og at der ikke var noget interessant at se, hvis man allerede én gang havde set Vesterlandets kyst fra afstand, og vidste hvad der ventede en.
   Cassandra fandt sin nyerhvervede bog fra Riggs boghandel frem; en bog der var så gammel at dens omslag var forsvundet, og siderne nu kun var bundet sammen af et stykke blegnet, mørnet læder i bogens ryg.
   Hun ville fordybe sig i bogen, og prøvede forgæves at lukke omverden ude. De unge første års elevers hulken, havets skumsprøjt, og de generelt høje samtaler omkring hende, gjorde det dog umuligt at koncentrere sig.
   Vinden tog til, og var lige ved at få fat i hendes knap sammensatte bog, så Cassandra pakkede den ned igen, og tog i stedet en avis op hun havde taget med hjemmefra. Det var en lokalavis, med knap så interessante artikler. Forside historien var en komplet ligegyldig artikel, om en i lokalsamfundet der var rundet de halvfems år, hvilket der var gjort en betydelig stor del ud af. Der var dømt agurketid i Ambron og omegn, året rundt.
   Hendes blik blev revet løst fra en ellers sindsoprivende artikel, vedrørende en forsvunden kat der sidst var blevet set udenfor slagteren, af en pludselig bevægelse. Nogle af eleverne brugte tiden på en form for boldspil Cassandra fandt for primitiv og triviel til at huske navnet på. Bolden var trillet over til hendes venstre side, og nogle af de medvirkende kaldte hende af navn for at skyde den tilbage til dem. Hun genkendte et par af dem fra nogle klasser hun havde haft sidste år. Dog hun ingen intention havde i at snakke med nogen af dem.
   Hun trillede bolden tilbage til dem med en irriteret gestus, og tog derefter et kig rundt på de andre. Hun vidste fra de forhenværende år at hun var den eneste i Ambron der studerede på skolen, men det viste sig at to af første års eleverne også var fra Ambron. To tvillinger som ofte gemte sig i buskene og iagttog Cassandra om sommeren. Hun havde før troet det var almen nysgerrighed, men det gik op for hende at det var fordi de var ligesom hun.
   Tvillingerne så forskræmte ud, men smilede alligevel til Cassandra da de så hun kiggede. Foruden tvillingerne og drengene der spillede bold, genkendte hun et par enkelte hist og her. Et par af dem havde hun haft timer med, og andre huskede hun fra de forrige års sejllads.
   Som sædvanlig tog det lidt over en times tid før Cassandra kunne skue deres destination forude. En enorm metallisk platform stod og svajede i takt med bølgerne. Den var ankret netop på det punkt, hvor havbunden gik stejl nedad for at forsvinde i dybet. Platformen var bygget for mange hundrede år siden, og jernet var halvvejs rustet igennem. Hvert år kunne Cassandra se arbejdere der hang i stilladser, og reparerede de værst beskadigede dele. Gnister føg omkring fra svejseapparaterne, og slukkedes i vandet.
   Skibe fra alle havne mødtes her ved platformen, og elever fra alskens steder fra i verden stod allerede i kø oppe på platformenes dæk, for at komme videre. De kom i tusindvis. Så mange at Cassandra hvert år måbede en smule af det blotte antal af mennesker der stod af skibe, og samledes oppe på platformen.
   Cassandra vidste at det var nytteløst at stille sig i kø nu. Solen stod på sit højeste, og hendes ur forsikrede hende om at klokken knap var tolv endnu. De skulle først sejle videre ved aftenstid. Heldigvis var platformen ikke bare et trinbræt hvorfra de skulle videre. Under det øverste dæk var der en hel by, som arbejderne havde grundlagt. En by af jern, metal og svejsninger. En skrot by.
   Cassandra tog hendes tasker, og fik dem igennem bagage indleveringen på platformen, efter at skibet fra Ambron havde sat til kajs. Hun beholdte hendes skuldertaske, med fornødninger og læsestof til den endelige rejse, og gik imod skrotbyen under dækket.
   Byen var opdelt i i flere små cirkler, med beboelser til arbejdere i den yderste, selve byen efterfølgende, med sit helt eget rådhus og teater. Den inderste cirkel var dog den mest interessante. Det var en enorm markedsplads, med produkter fra hele verden, som markeds- og købmænd havde eksporteret med selv samme skibe som eleverne ankom med. Det store antal unge mennesker med penge på lommen, lokkede ligeså mange markedsboder som der var elever denne dag, hvert år. Der var sølvsmykker fra Sydhavet, kæledyr fra de østlige bjergregioner, elversmedet våben fra Vesterlands skovene og ting som Cassandra slet ikke kunne navngive fra Nordenvindens Land. Alt hvad du kan forestille dig af bemærkelsesværdige og underlige ting, det kunne du finde her.
   Cassandra kiggede svagt interesseret på hvad boderne havde at tilbyde, imens hun målrettet gik imod en café som hun kom til hvert år. Den lå lidt henkastet fra alt kaosset på markedspladsen, uden at være placeret direkte væk fra den. Caféen havde intet navn, der var kun en kaffekop på skiltet som man i øvrigt formentlig ikke havde lagt mærke til, havde det ikke været for de store vinduer der gav direkte udsyn til hvad der var inden døre. Den var dekoreret nogenlunde i en fin blanding af et gammeldags tehus og en pub. Møblementet var mørkt men mangfoldig, og alt lys kom fra en enorm lysekrone med levende lys.
   Cassandra åbnede døren og så med det samme hvad hun ledte efter. En pige med hvidt, næsten sølvfarvet, hoftelangt hår stod og opgav ordrer på kaffe.
   Tiresias kom fra Nordenvindens Land og var en utrolig høj pige. Hun havde smukke, markerede kindben og fantastisk store elverlignende øjne; så blege blå at de næsten gik i ét med det hvide omkring det. Hendes hud var hvid som sne, der gav hende et køligt, blåt skær når lyset fangede hende.
   Tiresias og Cassandra var blevet venner på den første dag i skolen, da Cassandra havde forsvaret hende imod en gruppe måbende elever. Man kaldte hende månebarn, da hun syntes fjern og uforstående overfor hvad der skete omkring hende. Som levede hun i en helt anden verden, end alle andre. Hun ville ofte sige ting som ingen forstod, som så hun noget kun hun kunne se. Cassandra fandt hende sød og utrolig morsom, og de to havde hurtigt blevet bedste venner. Hun havde lært at Tiresias forældre begge var døde, og at hun boede hos sin bedstefar der var lettere excentrisk, og at det måske forklarede hvorfor hun ikke var helt normal.
   Tiresias vendte sig om og vinkede til Cassandra, hvilket resulterede i at den ene kop kaffe blev slynget ud af hendes vinkende hånd. En dreng ved hendes side gav hende en ny kop, og hviskede noget til hende hvorefter han gik over til et bord for sig selv. Han var ligeså høj som Tiresias, og altså omtrent et hoved højere end den ellers høje Cassandra. Men han var lavere end hvad Cassandra vidste var gennemsnits højden for fyre der. Altså var han ikke Teutoner.
   Han bar en ærmeløs, mørk tunika, men havde viklet læderstrimler omkring hans arme, for alligevel at give dem en illusion af ærmer. En illusion der blev brudt, da læderet ikke dækkede alt huden, og afslørede et væld af tatoveringer under. Hans hår var mørkt, langt og utæmmet, og hang ham lidt ned i ansigtet, som for at skjule sig. Hans øjne var lettere knebet sammen, med mørke render der antydede at han sov dårligt, og syntes mærkelig farveløse og samtidig fuld af farve, som et ottende spektrum i regnbuen. Cassandra kendte ham ikke, og havde faktisk aldrig set ham, men han så ud til at kende Tiresias.
   De satte sig ned ved et andet bord, og hun præsenterede ikke fyren for Cassandra, som for længst havde lært at hvis Tiresias ikke selv sagde noget, var det så godt som umuligt at få noget endegyldigt svar ud af hende.
   De to piger drak kaffe og sludrede lystigt løs i en times tid, om hvad de nu havde foretaget sig over sommeren. Cassandra fortalte hvad hun havde lært ud fra de bøger hun havde læst, mens Tiresias mest af alt snakkede om hvilke mærkværdige, og underfulde ting hun havde opdaget i skovene. Man var ofte i tvivl, når man snakkede med Tiresias, om hvad der var virkeligt, og hvad kun hun kunne se.
   De blev afbrudt midt i snakken om Polynymfer, som Tiresias var sikker på havde set i forklædning som frøer, af en gruppe drenge der bragede ind gennem døren. De havde gang i en højlydt samtale, men blev afdæmpet da de så over på Tiresias og Cassandra. De smilede alle sammen skævt, slesk og åndsfraværende, som var de alle spild fra den samme stinkende, genetiske degenererede sumppøl. Drengen i midten, der til forskel fra de andre, bar en aura af karisma, gik over imod pigernes bord, med de andre luntende bagved ham. De dannede en cirkel omkring pigerne, og begyndte slesk at komme med tilnærmelser, der især var myntet Tiresias.
   Cassandra genkendte drengene. Hun havde aldrig haft meget at gøre med dem, men hun kunne hurtigt blive enig med sig selv om, at hun decideret var hadefuld omkring dem. Lederen af drengene hed Sander. Han var en populær fyr som mange af de andre studerene så op til. Han var Kaptajn for ikke mindre end to af de sportsgrene som skolen tilbød, og med hans popularitet fulgte en narcissisme og magtsyge. I hvert fald ifølge Cassandra.
   Sander havde kort, afbleget hår med sorte udgroninger. Hvert enkelt hårstrå så umiskendeligt ud til at være sat individuelt, og man fik billedet af ham stå op midt om natten for at få tid til at sætte håret og trimme den smule skæg under læben i en sirlig firkant. Selvom han brugte briller forsøgte han at skjule det ved at gå med farvet glas, der skiftede alt efter hans beklædning.
   Cassandra forstod ikke helt hvorfor, og gav hans popularitet det meste af skylden, men hun vidste at han var på særdeles god tone med langt de fleste af skolens piger, der nærmest dannede kø for at blive set med ham. Ikke fordi Cassandra syntes han var grim, han var bare sådan slesk og klam.
   Drengene prøvede forgæves at fange Tiresias' opmærksomhed, som i stedet syntes interesseret i noget ovre i hjørnet. Sander satte sig til sidst ned, på en stol med ryggen imod baren. Han nåede dog knap at sætte sig før stolen blev sparket væk under ham, og Sander faldt komisk på halen.
   Drengen som Tiresias havde fulgtes med, stod i baren og kiggede bagud med et lille grin på læberne. Selvom ingen tydeligvis havde set at det var drengen der havde sparket stolen væk før Sander havde sat sig, så brølede de alle op og tog ham i kraven.
   Der blev hurtigt råbt efter vagter, så Sander og hans venner forsvandt uden at gøre mere ved det, men med forsikringen om at det ikke var det sidste drengen så til dem.
   Tiresias, der syntes lykkelig uvidende om hvad der lige var sket foran hende, tog sin taske og spurgte om de to ikke skulle gå ud på markedet. Hun ville så gerne se om grisene ikke også måske var Polynymfer.