Du, den døde! Du ser mig - hun ser mig!
Udenfor byen, den grønne eng strækker sine arme imod mig, og tågen kysser min kind sørgmodigt. Du må ikke bede for mig, ej heller bede mig om en anden udvej. Jeg har besluttet mig, verden har besluttet sig. Mit hjerte slår sine sidste slag i takt med mine tårer, thi tårer kan ikke bekæmpes. Men tro mig, jeg beder dig, når jeg siger disse tårer spildes mens jeg smiler, og smiler for dig! Jeg ønsker historien skal kende dit navn og forbinde dette som et synonym for den absolutte skønhed, for sådan ser jeg dig nu, som jeg altid har set dig for mig, og set på dig.
Afgrunden åbner sig op foran mine fødder, tiden er knap, tiden tager sig til livs, til mit liv.
Jeg ønsker, min kære, du så hvad jeg så sket i dette øjeblik. Intet har nogensinde været skønnere! Jeg beder dig farvel, jeg beder eder alle lev vel, det ønsker jeg dem - dig.
Jeg er den døde, snarligt den døde, altid den døde, og i døden ser jeg for første gang livet. Denne uendelige, kaotiske storm af lidenskab og agtpågivenhed, fromhed og frygt, afmagt, normer og dyrisk ild der brænder i det smukke køns øjne.
Gentlemænd må lide under ligestillingen, men jeg tager mig den frihed alligevel at tage hatten af i dit nærvær; jeg ser dig tydeligt nu. Jeg er den døde, snarligt den døde, altid den døde! Du, den døde; du døden! Kys blot min mund og tag mig med. Jeg udholder ikke længere stormen. Afgrund åben op, slug mig, tag mig! Her kommer jeg! Det er klart sagt og -snart sagt.