Musikken slog sin rytmiske takt i ørerne på hende, mens hun skiftevis placerede den ene fod foran den anden, som havde hun aldrig gjort andet hele sit liv. Det var hårdt, men det føltes helt utrolig befriende. For første gang mærkede hun den løberus, som efterhånden var hensat til en myte i hendes sind.
   Der var sket meget, siden livet bestod af at kigge dybt i en flaske vin på en ganske almindelig tirsdag. Hendes liv var blevet en ond cirkel. Den konstante følelse af, at græsset altid var grønnere på den anden side, var blevet en sovepude for hende, og der var tryghed i at svælge hen i selvmedlidenhed.
   Hun kunne stadig ikke helt redegøre for, hvad der havde sat forvandlingen i gang, men som hun løb der i solskinnet, remsede hun for gud ved hvilken gang op for sig selv, hvilke kvantespring, hun havde taget i sit liv det sidste halve år. Hun var stolt. Verden lå for hendes fødder og ventede på, at hun skulle indtage den.
   Løberusen var fantastisk. Langt mere ophidsende end bunden af flasken og så uendelig mere berigende end den velkendte summen i hjernen, som blot lukkede alle tanker ned. Hun var høj og flyvende, men på samme tid også helt nede i hver eneste fiber af kroppen, hvor blodet brusede i hver en åre. Musikken forstummede og gjorde plads til lyden af englesang, mens hun mærkede, hvordan fødderne lettede fra underlaget. Deres takt med musikken blev erstattet af hjertets takt med englene, og inden hun helt forstod, hvad der var op og ned, lå hun i det blødeste græs på den grønneste eng og kiggede op i den smukkeste himmel.
   Smerten ramte som et lyn. Den føltes som tusind knive, der skar hende i lunger og hjerte, og tiden stod næsten stille, så sekunder blev så lange som år. "Nu kommer det", tænkte nu. "Nu passerer mit liv revy og livets store regnskab gøres op". Men der skete ikke noget, og følelsen af dødens accept blev erstattet af hjerteskærende fortvivlelse. "Hvor er mit liv?" skreg hun lydløst. "Jeg har da haft et liv!" Men der skete stadig ingenting. Et sort gift af frustration og vrede bredte sig i kroppen på hende. "Man kan da ikke dø, før man levet", skreg hun igen, denne gang mere til sig selv end til nogen anden. "Mit liv kan ikke have været forgæves - det må da have haft en mening?"
   Græsset føltes faktisk blødt som fløjl. Den fysiske smerte var væk, overdøvet af smerten i hendes hjerte over tabet af det liv, som aldrig var blevet levet. Mens hun lå og kiggede op i skyerne på himlen, dukkede de første billeder op.
   Det første blik de ville have udvekslet, som sendte varme ilinger hele vejen ned til tæerne. En stund i sengen efter elskov og vægten af hans krop ovenpå sin, der føltes som indbegrebet af tryghed. Deres første barn, som fik hende til at opleve en kærlighed så stærk, at hun var villig til at ofre alt. Hendes mor, som hun kunne knytte sig til på en helt ny måde, efter hun selv var blevet mor. En gåtur hånd i hånd mod solnedgangen med sin elskede.
   Og for hvert billede fældede hun en tåre, der langsomt trak spor hen over støvet på hendes kind.