Jeg vågner i et anonymt værelse
Et bart værelse i en nøgen skikkelse
Jeg genkender ikke mig selv
Jeg kender ikke mine omgivelser
Jeg ser ud af vinduet på en fremmed grund
Med fremmede bygninger.

Et kendt ansigt
Et rød-brunt kendt ansigt
En genkendelig statuette
der ensom står midt på det kolde phosphor tæppe.

Jeg går på nøgne tæer ud i natten
Ud i bylivets neon regn
Alene
Helt og holdent.

Jeg modtager et brev
og en regning
Navnet siger mig ikke noget
adressen for mig ukendt.

Ossian?
siger manden med skæg af natten
Pro tempura? No me gusta.
svarer jeg tilbage, lettere åndsfraværende
med tydelig nordisk dialekt.

Vi knapper snaps og guld op
og snakker om de gode, gamle dage
da solen stadig stod op.

Vi vælter ud i det kolde, gule lys
Påvirkede
Høje af verden.

Bloom?
kalder jeg ud i dalende regn
gennemblødt helt ind til benet
måske sjælen
Han svarer ikke tilbage
og jeg falder over mig selv.

Ossian?
spørger De
Pro tempura?
svarer jeg spørgende.