Hvis dovenskab var en dyd ville jeg være gud. Hvis druk var mit arbejde ville jeg være en travl mand. Hvis cigaretrøg var sund, frisk luft ville jeg udelukkende være friluftsmenneske. Desværre ligger landet ikke sådan, og desværre var desværre et ord jeg kendte alt for godt.
Jeg er drømmeren i samfundet. Ja, jeg ved det godt. Det er en bred samfundsgruppe, som de fleste ville tage æren for at være en del af. Men sådan hænger det ikke helt sammen. Ser du, de fleste opgav deres egentlige drøm for længe siden. Eller, det er ihvertfald sådan jeg ser på det. Min observation kommer udelukkende fra begivenheder jeg selv har været involveret i.
Jeg er besat af viden. Jeg må vide alt. Da jeg var 9 år gammel læste jeg allerede litteratur for voksne. Koontz var min yndlings. Da jeg blev ældre, begyndte jeg selv at skrive, og jeg stoppede aldrig igen. Så at sige.
Når Drømmeren er teenager, er han interessant. Jeg har tænkt mig at bruge termen, han, i denne sammenhæng, da Drømmeren oftest er af hankøn. Jeg udelukker derved ikke at kvinder ikke kan være Drømmeren, men som oftest smider de den identitet som de bliver ældre.
Hvor var jeg? Åh ja, når Drømmeren er teenager er han interessant. I hvert fald for andre teenagere. Han får en hvis tilbedelse. Andre finder ham dyb og tiltrækkende. På teenage stadiet spiller han gerne i et band.
Problemet opstår når han bliver ældre. Interessen for Drømmeren forsvinder efter teenage årene. Hans venner spiller gerne lidt med stadigvæk, men deres passion er forsvundet. Deres problemer ligger i hverdagen nu.
Dette, er forskellen på andre mennesker, og Drømmeren. For Drømmeren vil ikke tage til tåls med en normal hverdag. Hans tanker er slet ikke i de baner. Han er komplet ligeglad med hvilke møbler der er i hans stue, eller hvordan hans økonomi hænger sammen. Denne sociale fejl, er den største grund til Drømmerens forsvindende tiltrækning. Kvinder vil hurtigt begynde at tænke på at bygge redde, og starte en familie. Til det behøver de en mand med en god økonomi, og en stabil fremtid. Uvisheden ved Drømmeren er ikke længere tiltrækkende. Ikke på lang sigt, men det var den måske slet ikke til at starte på.
Jeg kalder ham Drømmeren fordi han har et mål, som er hele meningen ved hans eksistens. Som regel er det en drøm om en kreation der er så storslået at hans navn vil ekko ud i historien, tusind år efter hans død. Han vile være den næste Platon, den næste Shakespeare eller Einstein. Alt andet betyder ikke noget. Penge, familie, kærlighed; alt sammen ekstra goder der for en kort stund måske er i stand til at fravriste ham fra hans eget hovede, men altid kun midlertidigt. Af den grund vil han formentlig dø alene.
Hans venner vil forlade ham før eller senere. Opslugt i deres hverdag. Han, som før fik så meget opmærksomhed og beundring, vil pludselig blive rystet på hovedet af. Det starter tidligere end man skulle tro. Jeg var omkring de 21 da jeg først begyndte at ligge mærke til det.
Det var til en fest. Som altid når der var alkohol involveret i en mindre forsamling af mennesker, eller større forsamling for den sags skyld, så bliver der diskuteret. Denne gang blev samtalen ledt ind på fremtiden. Da jeg blev udspurgt, næsten chokerede mit svar den pågældende pige, og hendes kæreste der på den tid var en nær ven af mig selv, grinte og rystede på hovedet. Morskaben gik derpå på runde. I eftertiden blev det langt værre, og efter kun et års tid, var jeg blevet degraderet til den lettere eksentriske bekendte som man helst undlod at invitere hvis man kunne.
Jeg må indrømme det gik mig på, men ikke mere end at jeg kunne more mig over at de ville være glemt få år efter deres død, og hvad de sagde nu, havde absolut ingen betydning for noget som helst.

Du kan kalde mig Pilgrim hvis det lyster, men jeg vil forestrække du holdte mig anonym, unavngivet i dine tanker og fantasier. Hvis du har i sinde at lede efter mig, hvilket jeg inderligt håber du ikke vil, vil det ikke være en svær bedrift. I dette øjeblik, og i de sidste mange år, og formentlig endnu flere at komme efter, befinder jeg mig i en lille to-værelses kælderlejlighed i det vestlige Esbjerg.
Nikotinen løber ned af de engang hvide vægge, der forøvrigt er dækket med forladte spindelvæv. Kun en enkelt, blottet pære skærer igennem de ellers næsten mørklagt rum, men kniber man øjnene sammen kan man se silueterne af øl flasker, der boltrer sig som rustne togskinner, på alt den bordplads hvor der ikke allerede står et overfyldt askebægre.
TV'et står tændt på en tilfældig kanal der stadig sender klokken 04.46 morgenen til mandag, men det bliver ikke set. Det danner nærmere bare en sagte baggrundsstøj, til et ellers komplet lydløst univers. Computeren står også tændt, men til forskel fra TV'et bliver det brugt, mere eller mindre. En notesblok fil er åben med titlen til det nyeste digt, og én enkelt linje er skrevet. Den blev skrevet for cirka seks timer siden, og jeg har stirret intenst på den i den tid. Det passer ikke helt, engang imellem går jeg ud efter en ny øl, ligger mig på sofaen og prøver at bilde mig selv ind at jeg ser TV. Sandheden er at jeg knap nok ænser at jeg i den foreløbende tid har set et fiskeprogram på Discovery, istedet er jeg hjemsøgt af den ene linje.
En neddæmpning af sanserne med henblik på fordybning i øjeblikket.
På dette tidspunkt er jeg holdt op med at spekulere over hvad det betyder, og overvejer istedet om neddæmpning i det hele taget er et ord. Klokken nærmer sig seks før jeg løsriver mig selv fra mine tanker.
Nogle gange kommer ordene snigende på en, som f.eks. når man står på toilettet. Andre gange er de som et ekko dybt inde i dine tanker, der bliver sagt om og om igen hele dagen, og til sidst hører du dem selv, og de danner en perfekt sætning som du ingen idé har om hvad betyder. Du bruger derved en hel nat, eller et helt liv på at finde ud af det så du kan komme videre med sætningen, men denne gang gav jeg fortabt. I hvert fald for nu. Min hjerne var komplet nedsmeltet og jeg kunne ikke længere koncentrere mig om ordene. Måske var det ikke så vigtigt alligevel. Måske var det bare for at komme væk fra hvad jeg egentlig burde arbejde på. Det er jo ikke fordi det var en St. Crispin's Day Speech. Under alle omstændigheder var jeg for træt, og for sulten til at bekymre mig mere om det.
Jeg tog et drastisk valg, omend hvor nærliggende den er for dig, at bevæge mig udenfor. Solen stod op lidt før end normalt, og den pløjede sig igennem mine ømme pupiller. Vejene var stadig tomme her i forstadskvarterene. Den eneste aktivitet jeg kunne høre , var den fjerne lyd af lastbiler ved postkontoret. Jeg valgte en rute væk fra gaderne, ned af en cykelsti der ledte til en skole. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, eller om det betød noget. Lige i øjeblikket var det bare rart at få rørt benene, efter at have sat indelukket i snart en uge.
Det var en perfekt efterårsdag. Træernes løv var smuk, og himlen malerisk i solopgangen med et svagt skydække fuld af farver. Jeg bevægede mig forbi skolen, stadig på en tom cykelsti jeg vidste ville følge mig ud af byen. Da jeg var yngre havde jeg ofte cyklet her, ud til et diskotek for unge, der engang befandt sig derude. Et svømmebasin var der vist også. Jeg havde en svag erindring om en sommerdag derude da jeg var dreng. Mig og nogle venner, og vist også et par piger. Det ligger så langt fra mig at jeg knap kan sætte bare ét enkelt billede på det.
Imellem byen, og det gamle tilholdssted da jeg var dreng, lå der tomme marker. Så vidt jeg ved blev de kun brugt af en nærliggende rideskole, og enkelte kvæg. Men de var tomme i dag, i hvert fald tidligt den morgen. Cykelstien boltrede sig mærkværdigt igennem disse marker, og det tog mig et kvarters tid før jeg kunne ligge dem bag mig.
Uvidst om hvorfor, satte jeg mig ned på en sten ved vejkanten ved enden af cykelstien. Det ville tage mig næsten en halv time at komme hjem igen, men det var ikke træthed der fik mig til at sætte mig. Det var en følelse af at jeg var tæt på et svar. Omend jeg ikke kendte spørgsmålet endnu.
Jeg vil tro at alle mine barndomsminder herude var lukket. Der var ingen aktivitet. Jeg sad i mine egne tanker, med blikket fast fokuseret på et punkt uden betydning, og tabte min tidssans.
Det blev aften før jeg kom til mig selv. Jeg ved ikke hvor lang tid hun havde sat der, eller hvorfor jeg ikke havde opdaget hende før nu, men pludselig gik det op for mig at ved det punkt jeg havde fokuseret på, sad en pige. Hun kiggede på mig ovre fra den anden side af vejen. Min forbløffelse over at se hende blev kun større, da hun pludselig så ligeså forbløffet ud. Hun kiggede fra side til side, hvorefter hun stillede sig op, og kom gående imod mig. Jeg rejste mig da hun var nær, og jeg skulle til at sige noget da hun rystede på hovedet for at signalere at vi skulle forblive lydløse. Hun rørte mit ansigt blidt, åbnede min mund og lagde noget på min tunge.
"En neddæmpning af sanserne med henblik på fordybning i øjeblikket." Hun hviskede det så sagte at jeg kun akkurat kunne høre det, hvorefter hun smilede og lagde en genstand i hendes egen mund.
Natten var fuld af farve og svar. Spørgsmål og svar.