Byen ved verdens ende
   Tusmørke sænkede sig over landet, og månen spejlede sig i sneen der lyste den lille by op. Husene var små; de fleste i enkelt plan men et par stykker i to, og de stod i rækker ned af den centrale gade. De var mørke og stod næsten i ét med den sølle, tilbageværende, brune, beskidte og klæbende sne. Samtlige gadelygter var slukkede da der ikke var mere olie til at tænde dem, og havde det ikke været for sneen og den måneklare nat, ville man ikke have kunnet se to fod fra sig.
   Rundt om byen var der en bymur. Den strakte sig hele vejen rundt, og efterlod ikke et eneste hus udenfor. Den var gammel, måske flere hundrede år gammel, men der var ingen i byen der helt vidste det. Til trods for dens alder var den det mest velholdte i byen, med kun et enkelt hul i muren i den nordlige side. For lille til at kunne klemme sig igennem, så beboerne lod det være. Den virkede som et vindue til omverdenen, dog der ikke var meget at se på den anden side.
   En græseng rakte næsten så langt øjet rakte, men lige inden den gik i ét med horisonten tittede et par træer op, der var starten på en mørk skov. Om sommeren var porten i muren altid åben, men om vinteren, traditionen tro, stod den lukket indtil den første dag i april, og ingen i byen fik lov til at gå udenfor. Det havde efterhånden været mange år siden, flere år end nogen havde levet i byen, at der havde sket noget usædvanligt om vinteren, men ikke desto mindre var porten lukket. Børnene i byen hævdede at når de så ud igennem det lille hul om vinternætterne, kunne de se skikkelser bevæge og forsvinde lagt ude hvor skoven begyndte, men man slog det bort som børnehistorier og fantasier.
   Porten ud af byen, der altid var lukket på denne årstid, ledte ud til en lille grusvej der forsvandt igennem bjergpasset imod syd. Ingen af beboerne havde nogensinde gået længere end til foden af bjergene, så man var usikker på hvad der fandtes på den anden side, dog man var sikker på den på et tidspunkt ville munde ud i en langt større vej til Alexandria, landets hovedstad.
   Der kom sjældent rejsende udefra, og alt handel med omverden var derfor minimal. Om det kan forklare den store fattigdom i byen, eller om andre økonomiske omstændigheder dikterede dette er for mig ukendt, men en forklaring på den lille handel og de få tilrejsende kunne dog være at byen ikke havde været at kunne finde på nogen nyere kort. Indbyggerne kaldte bare byen for Byen, og tilrejsende ville kalde den Byen-ved-verdens-ende, der dog var sagt i spøg da landet rakte langt videre end til dette sted.
   Min historie begynder på denne mørke vinternat, ikke ulig de mange nætter der havde været forinden, og for alles vedkomne kunne det ligeså godt have været en hvilken som helst anden nat. Den er dog speciel, selvom ingen havde lagt mærke til det endnu, da porten udtil havde været åbnet kun et par timer for inden, ved solnedgang. En rejsende havde bevæget sig uset ind i byen, den første rejsende man havde oplevet i flere år, ville de senere sige.
   I en lille gyde, imellem to-plans husene i den østlige side af den centrale gade, lå der i en bue af knuste flasker, som havde malet sneen rød, den rejsende; en ung dreng. Iført beskidte pjalter og rystende af kulde, stirrede han blankt ud i mørket.
   Af de nær tusind indbyggere i den lille by, var en stor procent af dem at finde i den nærliggende pub, hvis musik og almen larm kunne blive hørt helt til gyden. Døren gik op til pubben, og lydene derfra blev for et øjeblik intensiveret før døren atter gik i igen.
   Drengen kunne høre fodtrin og latter fra et par der netop havde forladt pubben og gik nu ned af gaden. Han stillede sig op og tog en lille, sløv kniv op af pjalterne og slangede sig op af muren, afventende. Drengen spidsede ørene og lyttede intenst efter fodtrin, for at bedømme hvornår de var tæt på.
   Det var et midaldrene par, mand og eftersigende kone, der havde forladt pubben efter en festlig nat. De havde fejret mandens nyelige besiddelse af en arv, og havde generøst spildt om sig med alskens drikke. De kunne knap gå lige, og lykkelig uvidende om drengen der stod i gyden længere fremme, med en kniv i hånden og ild i øjnene.
   Til drengens ærgelse stoppede de op kun få meter fra gyden, og grinende konstaterede at de gik i den forkerte retning, og vendte derfor om. Han havde ventet i timevis og var ikke i humør til at give op, så han fulgte stille efter dem.
   Han gled lydløst igennem gaderne, dog det næsten var spildt, for parret havde fået så meget at drikke og talte indbyrdes så højrystet, at de næppe ville have opdaget en mindre hær marchere bag dem.
   De gik i længe; længere end nødvendigt da de i tide og utide stoppede op for at tage øjemål af deres videre færd. Flere gange mente drengen at parret måtte have været faret vildt, men de ændrede dog ikke retning og gik derimod pludseligt mere beslutsomt. Da de omsider var nær centrum af byen drejede de ned af en mindre gade. Sneen var atter begyndt at dale blødt, og den knirkede let for hvert skridt drengen tog. Parret var igen stoppet op, og et øjeblik troede han at de havde hørt ham bag sig, men det viste sig bare at de var nået deres destination, og nu rodede deres lommer igennem i et forsøg på at finde deres nøgler.
   Parret var af nobel slægt, men ligesom resten af byen, var de fattige. Deres forfædres engang så stolte palæ var for længst forsvundet, og deres familie boede nu i et hus i to etager, der umiskendeligt så ud til at have været forsøgt nedrevet op til flere gange uden succes.
   Da parret endelig fik åbnet døren, sneg drengen sig hurtigt ind på dem, og lige før døren blev lukket foran ham, dirkede han sin kniv ind imellem døren og dens karm så den ikke låstes. Han ventede et øjeblik og lyttede til stemmerne på den anden side. Da de fortonede sig, åbnede han igen døren og gik indenfor.
   Han stod nu i en lille, mørk stue. Der var kun to lyskilder, den ene fra pejsen i midten af den fjerne væg, og den anden fra en åben dør til venstre. Stuen var pakket med fine, gamle møbler, der måtte have været arvet fra forfædrenes stortid, og så mange små nipsting på små borde, at man knap kunne passere igennem rummet uden at vælte halvdelen. Gardinerne for vinduerne var tunge og støvede, men ellers var rummet næsten pinligt rent. En fæl lugt af gammel kål og sprit strømmede ud fra døren til venstre, og stemmer nærmede sig hastigt. Drengen dukkede sig ned bag en lænestol i det højre hjørne af rummet, efter han lydløst havde lukket fordøren.
   "...han så mig noget bleg ud, den gamle købmager, du tror vel ikke han er syg?" sagde den proportionelt enorme mand med hvalrosskægget.
   "Jo, det siges han synger på sidste vers. Han forlader os nok når vinteren står på hæld, skal du se." svarede den yngre kone i en lettere højtidelig manér.
   De bevægede sig imod trappen til venstre for pejsen, og gik op ovenpå. Drengen lå stadig bag stolen og ventede på fri bane. Han hørte en knirken fra en seng oppe ovenpå, og rejste sig op. Hans øjne flammede op i en vild grøn da han spejdede ud igennem mørket. Han bevægede sig stille rundt, og begyndte at lede igennem skuffer og skabe, men de fleste var enten tomme eller fulde af papirer. Ude i køkkenet var der forsølvet bestik, men uden værdi.
   Han bandede lavmælt da han gang på gang var ved at vælte vaser og porcelænsfigurer på gulvet, og det var i det hele taget svært at bevæge sig omkring i mørket. Hvis han ikke stødte imod et lille bord, var der et bræt i gulvet der knirkede. Flere gange i hans søgen var han nødsaget til at stoppe op, holde vejret, og afvente en lyd ovenpå der afslørede at han var opdaget. Men alt man kunne høre var to små stemmer der lavmælt snorkede om kap. Parret havde heldigvis drukket så tæt at de hurtigt var faldet i en dyb søvn.
   Drengen tog nu en chance og bevægede sig op af trappen. Den knirkede en smule, men var godt polstret af et tykt tæppe der dæmpede lyden. Oppe for enden af trappen var der en lille gang, der var knap så møbleret som stuen nedenunder, og det var tydeligt at man udelukkende holdte eventuelle gæster i stuen, under deres visit.
   Der var tre døre i denne gang. Den nærmeste ledte ind til et mindre kontor. Kontoret var nærmest polstret med bøger, og papirer flød ud over skrivebordet. Et par af disse papirer afslørede familiens pinlige gæld, men foruden det var de fleste bare fulde af regnskaber og uden yderligere interesse.
   Drengen bevægede sig stille ud i gangen igen, og åbnede den næste dør. Den ledte ud til badeværelset, som igen havde en dør i venstre side, der kun kunne lede til husets sidste rum, soveværelset.
   Han stod i et sekund og overvejede hvilken dør han skulle benytte, og valgte til sidst badeværelsedøren. Han tog sin tid med at åbne den sidste dør. Stille, så absolut stille at sekundviseren på et ur bevægede sig hurtigere end han gjorde i dette øjeblik. Da døren ikke på noget tidspunkt råbte op i en afslørende knirken fra hængslerne, kunne drengen ikke undlade at smile, og stak hovedet stille ind i det mørke rum.
   Han var ude af stand til at holde et gisp i sig. Ude for vinduet, der ledte ud imod gaden, sad en sort fugl og iagtog ham. Gardinerne var godt nok trukket for vinduet, men det var skødesløst gjort og en sprække afslørede øjet på fuglen. Da drengens syn var vænnet sig til det ellers absolute mørke, kunne han endda se dens form og facon. Den så gammel og forpjusket ud, med kun ét enkelt, sort øje der stirrede intenst lige ind i drengens øjne.
   En snorken til hans venstre side slog ham væk fra fuglen, og han huskede hvad han kom for. Han trådte stille ind i soveværelset, men fuglen skrappede nu sagte op. Ikke højt nok til at det ville vække det alkohol forgiftede par, men højt nok til at det sendte drengens hjerte direkte op i halsen på ham.
   Fuglen så nu forbi drengen, og stirrede på parret. Eller nærmere, noget der lå ved siden af dem. Månelyset reflekterede sig dovent, i en upoleret sølvring der lå på natbordet ved siden af den enormt kraftige mand. Drengens frostsprækkede læber foretog et grumt, selvtilfredst lille smil, og han listede hen for at tage ringen.
   Det næste der skete er svært at forklare i detaljer, og om det var et tegn fra de højere magter, eller sort uheld, er ikke til at gøre sig klog på, men i samme sekund drengens lange, hvide fingre fik fat i ringen, åbnede himlen sig i en storm af ild. Lynnedslag på lynnedslag slog igennem skyerne på hvad der svarede til et blink med øjet, og et blink var hvad der skulle til for at afsløre drengen for den store mand, der vågnede med et sæt og stirrede direkte på tyven.
   Drengen tog et hop tilbage, og afveg kun akkurat mandens forsøg på at slå ud efter ham.
   Han råbte op om tyveknægte, og skreg efter hjælp igennem natten, men for sent. Drengen havde samlet en stol op og smadret den imod ruden så hårdt han kunne, og sprang med det knuste glas ned på den frosne gade. Heldigvis havde stormen taget til, og sneen mildnede faldet en smule, men der jog dog stadig en smerte igennem drengens ben der fik ham til at udbryde et lille, skingert skrig.
   Den store mand viste sig hurtigt oppe i vinduet, og skreg nu om hjælp så højt at det ikke kunne undgås at gaden hurtigt blev befolket af nysgerrige.
   Drengen satte i løb, og forsvandt hurtigt ned af gaden. Han gled da han rundede hjørnet, da vejen var glat af sne og is, og slog sin ene hånd til blods, men opdagede det ikke. Han fór ned af hovedgaden, imod byporten, men der var allerede spærret af mennesker i bymidten, så han foretog endnu et skarpt sving ind i en gyde imellem to huse.
   Han stoppede op, tørrede sveden af sin pande med et laset ærme, og lyttede. Fodtrin nærmede sig i følget af skrig og opråben om tyveri. Som ud af det blå, hørte drengen en kaglen over ham. Det var den sorte fugl. Den så igen intenst ned på ham fra gavlen af et hus, og et øjeblik så dens mimik næsten menneskelig ud. Den fløj op, cirkulerede en enkelt gang omkring drengen og dykkede ned i hovedhøjde, ned igennem gyden, og drengen satte efter. Han havde pludseligt et klart indtryk af, at fuglen var på hans side og ville lede ham i sikkerhed.
   Den sorte fugl tog nogle kraftige slag med vingerne og var langt hurtigere end den lille dreng, der kæmpede for at følge trop. Den drejede ned af den ene gyde efter den anden, væk fra menneskemængden i centrum af byen hvis stemmer stadig afbrudte den stille nat.
   Men nu fløj den op i luften, over bymuren. Drengen stod foran murens mest nordlige kant og kiggede desperat op i luften efter fuglen, og sukkede tungt.
   Han kiggede rundt for at se om der eventuelt ville ligge en stige, eller andet der kunne hjælpe ham over, men det så ud som om samtlige huse i denne side af byen var forladte.
   Hans øjne fangede et lysskær, og han drejede hovedet og så igennem muren. Der var et hul! Forfaldet i muren var nået helt ind til det inderste punkt, og man kunne akkurat skimte et mørkt, snefyldt landskab på den anden side. Håb endnu, dog det hurtigt viste sig at det var alt for småt til at man kunne presse sig igennem, selv for en lille dreng.. Han så sig tilbage, og så lys fra fakler ikke langt derfra. De havde fuldt hans fodspor i sneen, og det ville ikke tage dem mange minutter at finde ham stående der.
   Han bakkede op imod muren og hans hånd fik fat i en sten, han kiggede sig tilbage imod muren og så flere sten, der stak ud fra hullet i muren. Derfor tog han en beslutning og greb omkring det lille hul, og de sten der stak ud derfra, og påbegyndte en klatren.
   Det viste sig hurtigt at være lettere end først bemærket. Stenmuren var solidt bygget, og selvom de mange små sten, der nu fungerede som afsæt for hans fødder og greb for hans fingre, umiddelbart så ud til at være ved at falde ud af selve muren, holdte de dog ved.
   De sidste halvanden meter af muren var dog ikke hullet, og han stod nu mange meter over jorden og kunne hverken komme den ene eller den anden vej. Alt imens en hob af folk, der nu var synlig for ham, kom marcherende ned af gaden.
   Han kiggede op, men afgjorde hurtigt at det ville være et umuligt hop. Et hustag var knap 2 meter væk fra muren, og han besluttede at det ville være et mere favorabelt spring. Drengen trak sine knæ op til brystet og satte hurtigt fra muren i et forsøg på at ramme taget. Han fløj igennem luften, og landede akkurat uden at få overbalance, i hvert fald i et halvt sekund, for taget kunne ikke bære hans vægt og han røg direkte igennem. Men ikke nok med det; det gamle, faldefærdige hus havde ikke været beboet i årtier, og da han landede i stuen gav de rådne gulvbrædderne også efter og han forsvandt igennem dem.
   Skrig af smerte, hans eget og hundredevis af rotters, gav genlyd imod de hårde betonvægge fra byens kloak, som han netop var landet nede i. Den smattede lyd af knuste rotters indvolde der sprøjtede op af væggene, ekkoede langt ned i tunnelen, samt lyden af knuste knogler og den evindelige piben af flygtende skadedyr.
   Han prøvede at komme på benene, men det venstre ben ville ikke lystre. Mørket var næsten komplet, så han kunne ikke se om det blødte eller om knogler stak ud, men bandt alligevel sin trøje til det sted hvor det gjorde mest ondt, og slæbte benet efter sig. Han måtte komme væk så hurtigt som muligt.
   Han famlede igennem mørket, i mod nord hvor han vidste kloaken ville gå under muren. Adrenalinen pumpede hårdere og hårdere igennem hans krop, og han vidste han måtte komme så langt som muligt imens den stadig styrkede ham, for når først smerten bed i hans muskler ville han ikke komme langt.
   Kloaken mundede ud, et par hundrede meter væk fra bymuren, i en stille å. Månen lyste intenst ned på den hvide sne, og afslørede et par få, seperate træer, og byen der nu lå så langt borte at den kun akkurat kunne ses med det blotte øje igennem natten.
   Han pustede lettet op, velvidende at beboerne i byen ikke ville vove sig udenfor bymuren, og da især ikke om natten. Han kunne se at han var i udkanten af skoven nord for byen, og humpede over imod vandløbet. Blod havde flydt fra flere sår, og især hans hånd var medgjort. Det så dog ikke ud til at han havde fået et åbent brud i benet, men det var brækket, uden tvivl.
   Han begyndte at skælve af kulde. Adrenalinen var dysset af, og søvnen gjorde tag i hans øjne. Han prøvede at iføre sig sin trøje igen, men den var en ringe trøst. Gennemblødt af blod, kloakvand og med rimfrost om tænderne, prøvede han at begå sig ind i skoven.
   Men noget bevægede sig derinde. Han så det kun flygtigt i øjenkrogene, men der var afgjort noget der iagtog ham. Hans hjerte hamrede så hurtigt at bevægelserne kunne ses igennem den lasede, våde trøje. Han prøvede at bevæge sig hurtigere, imod skoven, imod skjul, men smerten jog igennem ham og han faldt imod jorden. Han kunne ikke mere. Farver blandede sig i psykedeliske mønstre for hans øjne og gik snart i ét med mørket.