Kender du det, når du står knædybt i sne, i færd med at vaske blod af den økse, du få øjeblikke forinden har plantet i ryggen på en mand, i din baghave? Du ved hverken, hvem han er, hvorfor du har slået ham ihjel, eller hvor du har fået fat i en økse henne, for du er ikke , der har andet end en gammel skruetrækker liggende? Kender du så det, når det går op for dig, at manden med en økse i ryggen ikke er død, men kigger op på dig med det der "du dræbte mig"-blik, man så sjældent ser i dag?
   Uanset om du kan svare ja eller nej til de spørgsmål, bedes du læse de næste sider med en forsvarlig distance, og helst i sikkerhed et sted du har kært. Og, nå ja, hvis du svarede ja, så skulle du måske søge læge.
   Hver dag bliver folk indlagt med, hvad der ligner psykotiske lidelser og sindssyge hændelser, men oftere end hvad godt er, så er disse mennesker slet ikke syge. I hvert fald ikke psykotiske.
   For et par år siden kørte buschauffør Hansen (navnet er ændret for personens anonymitets skyld) ud på sin sædvanlige rute i Esbjerg. Han var ved godt humør, for han havde fået en stor, sund morgenmad, der hovedsageligt bestod af bacon. Et heldigt svin, med andre ord.
   Halvvejs igennem ruten mærkede han noget kravle op ad sit ben under buksen. Lige meget hvor hårdt han sparkede, ville det ikke falde ud, og da han mærkede et sæt af sylespidse tænder tage en luns af sit lår, begyndte han arrigt at hive buksen af, til stor overraskelse for bussens passagerer.
   Han kæmpede sig fri af sin blå buks, alt imens han stadig kørte bussen, for den skulle frem til tiden, koste hvad det ville, og det skulle så absolut ikke koste ham noget af sin løn, så meget var sikkert! Fri fra buksens fængsel så han til sin forfærdelse over et dusin sorte, langhårede edderkopper, der havde taget bo i hans buks. Hansen, der i forvejen led af grundangst for netop edderkopper, kørte bussen direkte i havnen.
   En ældre dame brækkede hoften, for tredje gang på under et år, og skulle have en spritny i plastik, hvilket hun så meget frem til. Men ellers slap alle rimeligt fra ulykken.
   Hansen selv blev indlagt på Spangsbjerg Psykiatri for historien med edderkopperne, som ingen andre var vidner til, vel at mærke. De så kun, at chaufføren pludselig fratog sig selv glæden ved en god buks, begyndte at skrige og kørte fluks ud i havnebassinet.
   Easley og jeg mødte Hansen for lige under et år siden. Lægerne havde givet op, for bortset fra at Hansen indimellem så ting, der skræmte ham halvt til døde, var der ikke noget i vejen med ham. Alle prøver viste, at Hansen var mentalt rask.
   Efter en langvarig frustration fandt Hansens kone frem til os via en forbavsende simpel Google-søgning og ved at kigge nogle mærkværdige internetforums igennem, der ud over at nævne os også bestod af folk der diskuterede spøgelser og uhyrer, komplet med dårlig billeddokumentation.
   Jeg er aldrig rigtig kommet mig over, hvor let det havde været for Hansens kone at finde frem til os, især ikke da vi kort forinden alle havde skiftet navne. Easleys idé. Jeg havde kort overvejet at tage de to mest brugte navne i Danmark som mit nye navn, men ombestemte mig da jeg fandt ud af, at de var henholdsvis Jens og Jensen. Jeg tror ikke, jeg kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg havde brugt 500 kr. på at komme til at hedde Jens Jensen.
   Jeg tænker ofte over Hansen-hændelsen, når jeg tager bussen. Hvilket jeg ofte gør, for jeg fik aldrig taget kørekort. Jeg ventede på, at linje 1 skulle komme og tage mig ind i Esbjerg midtby. Det var en kølig forårsmorgen, og vinden var usædvanlig stille for vestkysten. Jeg så på min mobil for at se klokken, da jeg allerede havde ventet længe nok til, at mine kinder og øreflipper var blevet følelsesløse af kulden.
   Jeg var blevet vækket lidt i seks af telefonen, der ringede. Jeg kunne straks høre på den måde, den ringede på, at det var Easley. Der var en form for manisk insisteren i tonen.
   "Hey. Guybrush Threepwood sejler mod knep-o-maten om, øh, bøp-bøp, lige om ... øh, om en time? Bare hurtigst muligt, ik? Ses, der!"
   Easley lød fuld, men han havde givet mere mening, end du tror. Threepwood var vores kode for en mærkelig hændelse, at sejle betød at jeg skulle være forsigtig, for det var muligt, jeg ville blive skygget, og det sidste betød, at vi mødtes ved ham, og hvis jeg havde en flaske sprut liggende, måtte jeg gerne tage den med. Hvorfor vi havde brug for at snakke i koder, var et spørgsmål, jeg selv havde forsøgt at stille til Easley. Men han så blot på mig og rystede på hovedet. Det var ikke, fordi Easley var paranoid, det må du ikke tro. Han så bare for mange film.
   Jeg var hos Easley næsten præcis to timer efter, at han havde ringet. Han spurgte ikke, hvorfor jeg var en time forsinket, men åbnede blot døren og nikkede til mig som hilsen. Hans blodsprængte øjne og vodkaberigede ånde bekræftede min mistanke om, at han var fuld og ikke havde sovet. Jeg tænkte, at jeg ville sige nej, lige meget hvad han foreslog, for det kunne kun gå galt, når han hverken havde sovet eller drukket noget, der ikke indeholdte alkohol.
   "Kaffe?"
   "Nej! Øh, jeg mener, jo tak."
   Easley var for nylig flyttet ind i lejligheden, hvilket stedets tilstand dog ikke afslørede. Der lugtede stærkt af overgæret øl, som lå og svampede til omkring håndvasken i køkkenet, og gulvet var klistret og fyldt med gamle pizzaæsker, chipsposer og dvd-covers. Der var næsten ingen møbler i lejligheden, men hvad Easley manglede af møblement, gjorde han op for med hensyn til antal af spillekonsoller, der stod stablet omkring tv'et.
   Jeg havde nær ikke lagt mærke til hende, men i Easleys plettede sofa sad en ung pige med langt, mørkt hår og krammede et krus af Easleys discountkaffe. Hun havde små grønne shorts på, der afslørede et sæt perfekt formede, solbrune lår, og en sort T-shirt med et Ramones-logo. Men hun lignede ikke typen, der egentlig vidste, hvem Ramones var.
   "Det er Sally. Hun har no'et hun gern' vil fortælle os."
   Der var noget ved den måde, Easley sagde det på, der fortalte mig, at jeg skulle være blevet i seng, og da han blinkede til mig, fik jeg en dårlig fornemmelse.
   "Hvor er Syd?" spurgte jeg og forsøgte at se, om han gemte sig bag en tåge af cigaretrøg et sted i den lille etværelses.
   "Han er ta'et i forvejen. Tror jeg nok. Men hør nu li' hva' Sally si'r."
   Sally lignede ikke en, der havde i sinde at fortælle noget som helst. Hun knugede sit krus febrilsk og lod en lind strøm af tårer vaske ned over sit ansigt, hvilket havde efterladt et sort flodleje af mascara.
   Hun så ikke op, men begyndte sagte at mumle.
   "Speak up! Ask ka' ik' høre dig. Det her er for resten Ask."
   Easley pegede på mig med samme entusiasme, som udpegede han en bestemt lort i en stak.
   "Ha... Han... Han er-r-r død," begyndte Sally, men kunne ikke rigtig få en hel sætning igennem gråden.
   "Hvem er død?"
   "Hendes kæreste er død, men er pludselig ik' død og render rundt, er det ik' fedt!" udbrød Easley uden den mindste antydning af skam.
   "Hva' mener-"
   "-Sallys kæreste døde i et trafikuheld for tre måneder siden, men her for et par uger siden begyndte hun og se ham rundt omkring, og så begyndte han også og ringe. Hun si'r han er hjemme ved hende nu. Ska' vi kig' på det?"
   "Hva' mener du når du si'r at han er kommet tilbage? Sådan Zombie-Apocalypse-Night-of-The-Living-Dead-agtigt?"
   "Mere eller mindre. Måske. Det er det vi ska' finde ud af. Er du med?"
   "Og du si'r Syd er taget alene ud på zombiejagt allerede?"
   "Enten det, eller hjem i seng. Jeg fik ik' lige fat i det sidste han sagde."
   Sally blev ved med at græde hele turen ud til hendes families hus. Hun havde ikke sagt noget, men sad stille på bagsædet af Easleys gamle, umærkede bil, der var stykket sammen af op til flere vrag. Den havde automatgear, så selv jeg kunne køre den, hvis der blev brug for det, havde Easley fortalt. I virkeligheden havde Easley ikke kørt med manuelt gear siden sin køreprøve og kunne ikke længere huske, hvordan det fungerede.
   Klokken var ni, da vi kørte op ad indkørslen til Sally og hendes families hus. Jeg havde ikke fået morgenmad og var ved at blive sulten, men Easley havde ignoreret mig, da jeg bad ham om at stoppe ved bageren på vejen.
   Syd sad foran husets fordør og kæderøg.
   Der er mange ord, der kan bruges, hvis man vil forsøge at beskrive Syd, og ikke alle sammen lige pæne, men ét ord er svært at komme udenom. Syd er cool. Han ligner til forveksling Oscar Wilde i læderjakke og har hele den aura omkring sig, der fortæller dig, at han vil dø ung i et badekar i Paris. Er han heldig, er han 27, når det sker, og kan komme med i klubben med sine helte. Men jeg havde altid haft mine tvivl, om han ville nå så langt. Syd havde ikke sluppet foden fra speederen, siden han blev født, og der var ikke megen stearin tilbage at brænde af. Men mødte du ham tilfældigt, er det ikke sikkert, du ville gætte det lige med det samme. For til forskel fra Easley var Syd kølig og ikke manisk.
   "Hey Syd. Ventet længe?" spurgte jeg.
   "Fire smiffe," sagde han og pegede på skoddene på jorden.
   "Så et lille kvarter?"
   Sallys hus var en typisk murermestervilla i udkanten af byen, der til forveksling lignede alle nabohusene. Ingen af husene så beboede ud. Det burde have været mit første tegn på, at noget var galt, men jeg tænkte ikke videre over det på det tidspunkt.
   Easley tog en taske fra bagagerummet, med noget der lignede en armbrøst der stak ud.
   "Easley, er det en armbrøst?"
   "Ik' hvis Bone's Steakhouse spø'r dig."
   Easley kastede tasken til Syd, som vendte på stedet og gik direkte op til fordøren. Syd tog i dørhåndtaget, men den var låst. Han nåede at tage tilløb og sparke døren op, inden Sally fiskede nøglen frem. Jeg stod ved husets postkasse og så det ske, men blev ikke overrasket. Sally så forskrækket ud, men sagde ingenting. Jeg ville låne hendes nøgle og se, om der var noget i postkassen. Tidligere erfaring havde lært mig altid at tjekke postkassen. Men jeg kunne se udefra, at den var tom. Det var sådan en grå jernpostkasse, uden navn på, og hvor bunden havde rustet sig løs. Dette var mit andet tegn på, at noget var galt. Men det eneste jeg tænkte på, det var, at jeg var glad for ikke at skulle tjekke postkassen alligevel. Jeg hader postkasser.
   Jeg gik ind i huset til de andre, der stod i stuen og rodede rundt i Easleys taske.
   "Der var ik' noget i postkassen."
   "Et godt tegn," svarede Syd og tog ladegreb om en toliters colaflaske med en mælkehvid væske i, som var det et jagtgevær.
   Easley var i færd med at lade armbrøsten med et knækket kosteskaft, da han åbenbart ikke havde tænkt på, at den skulle bruge bolte for at virke. Efter lidt overtalelse så det dog ud til, at det brækkede kosteskaft gjorde det ud for egentlig ammunition.
   Jeg dykkede ned i Easleys taske og fandt mit våben. Den langt mere traditionelle pistol, som jeg havde taget fra en død betjent året før. Jeg ved, hvad du tænker, men jeg slog ham ikke ihjel. Det gjorde Easley eller Syd heller ikke. Det er en lang historie, men det kommer jeg til.
   Jeg ladede pistolen med nogle røde patroner, nogen havde sendt til mig. Jeg vidste ikke, hvad de gjorde, men jeg havde ingen anden ammunition, så det var de røde patroner eller ingen patroner.
   Vi får ofte pakker fra folk, vi ikke kender. Det hører vist med til internetpopulariteten. Vi har alle en lille samling efterhånden, og en del af tingene fandt vi ud af var uhyre effektive i vores arbejde, som for eksempel Syds mælkehvide væske. Inden Syd fik det tilsendt, havde vi prøvet med vievand, men det havde en meget skuffende effekt.
   Sally så på os med en vis frygt i øjnene.
   "Hvad så nu?" spurgte hun.
   "Nu er der nogen der ska' dyrke sex," sagde Easley.
   Sally så panisk ud.
   "Nej? Det virker ellers altid," sagde han skuffet.
   "Så går jeg i bad! Helt nøgen og sårbar!" råbte Syd.
   "La' os dele os op!" råbte jeg.
   "God idé!" bifaldt Easley.
   Vi delte os op. Sally gik med Easley, Syd gik i bad, og jeg gik i haven.
   En halv time senere kom Syd ned fra førstesalen med et håndklæde viklet om hovedet og mødtes med os andre tilbage i stuen.
   "Nå, det virkede ik' så godt som jeg havde håbet. Hva' så nu?" sagde jeg.
   "Hva' er det du har på hovedet, Syd?" sagde Easley.
   "Øh, et hångklæde."
   "Et hva'?"
   "Hångklæde?"
   "Håndklæde?"
   "Fuck dig, Easley."
   "Syd, du bløder," sagde jeg.
   "Jeg lå et hångklæde mellem forhænget og gulvet så der ik' var nogen der så mig i bad. Jeg tror måske jeg besvimede."
   "Jeg tror ik' helt det kan lade sig gøre," sagde Easley.
   Vi kiggede lidt på hinanden, og jeg begyndte at føle mig lidt tåbelig med en pistol i hånden, så jeg tog den i lommen.
   "Er I sikre på, I har gjort det her før?" spurgte Sally.
   "Masser af gange," sagde Syd, "men det udvikler sig aldrig rigtig helt ens, og der er ik' rigtig no'en bog man kan slå op i efter svar."
   "Hvad med Bibelen?" spurgte Sally i ramme alvor.
   "Der står ik' noget fornuftigt. Gyserfilm giver flere svar og metoder. Men de virker ik' altid," svarede Easley.
   "Hvor så du ham sidst? Din zombiekæreste?" spurgte Syd.
   "I kælderen."
   "Selvfølgelig," sukkede Easley. "Det er altid i kælderen."
   "Du ka' bli' hos Sally. Jeg og Syd går i kælderen."
   "Syd og jeg."
   "Kæft Easley."
   Vi fandt kælderen med hjælp fra Sallys evne til at pege. Trappen ned var i bryggerset ved bagdøren, i den anden ende af huset, og døren til trappen var barrikaderet med en væltet reol. Den var ikke til at løfte væk fra døren. Ikke fordi den var fuld af ting og derfor blev for tung, men fordi nogen havde tømt en sømpistol ind i reolen og boltret den fast til dørkarmen.
   "Nogen har stjålet ordene i de her bøger," sagde Syd.
   Han havde ret. Reolens indhold var spredt ud over hele bryggerset, og samtlige bøger var enten blanke eller paprekvisitter. Jeg fik en kold fornemmelse i maven, som jeg så ofte fik de dage.
   Det havde været længe siden, vi sidst havde været i et almindeligt hus og var blevet vant til hinandens spartanske indretning, der hovedsageligt bestod af ølkasser og ting, vi fandt i vejkanten, og vi havde derfor ikke lagt mærke til, at noget var galt. Der var møbler i huset, men ved nærmere eftersyn viste de fleste sig at være enten rekvisitter eller billige, støvede og mere eller mindre ødelagte.
   "Ask. Jeg tror ik' der bor no'en her. Andre end den hjemløse der fornyeligt pissede ovre i det hjørne der, måske." Syd pegede og så mig i øjnene. I et kort øjeblik havde vi en ordløs diskussion, der mest af alt bestod af små gestus med hænderne og nogle blikke. Men da jeg ikke rigtig forstod, hvad Syd ville, sagde jeg til sidst;
   "Hvad? Ned i kælderen?"
   Syd rullede øjnene.
   "Easley? Er I okay!?" råbte Syd.
   "Køkkenet!" råbte Easley tilbage.
   "Vent, Syd? Var du ik' i bad? Var der varmt vand?"
   "Jeg var i bad. Men vandet var ik' varmt. Lidt brunt, men ik' varmt."
   "Øh, okay," sagde jeg,og prøvede at få styr på situationen.
   "Så, der bor ik' nogen her? Sally bor her ik'?"
   "Nej," svarede Syd.
   "Hvem er Sally så? Og hva' med hendes døde kæreste?"
   "Jeg tror den blonde bitch er ude på noget."
   "Hva' mener du med blond?"
   "At hun har lyst hår."
   Vi så igen på hinanden og udvekslede en ikke særlig meningsfuld dialog med øjnene.
   "Ask. Når du kigger på Sally. Hva' ser du så?"
   "En pæn, lille brunette med grønne shorts og solbrune lår. Hun ligner lidt-"
   "-Jeg ved hvem du mener. Men når jeg ser på Sally, ligner hun Kat. Lyst hår og sort makeup."
   "Aha," nikkede jeg.
   Syd rystede sin plastikflaske, og den mælkehvide væske begyndte at boble og blive sort. Jeg fandt min pistol frem og afsikrede den.
   "Easley! Nogen har barrikaderet kælderdøren! Vi ska' bruge en, øh, stor hammer, eller noget! Easley? Hvor er I?"
   Syd og jeg stod i køkkenet. Det var hvidt, med mere hvidt, og lignede til forveksling en Ikea udstilling, komplet med plastikfrugt i grimme frugtskåle. Den eneste forskel var her, at nogen havde taget en bid af ét af plastikæblerne. Køleskabet stod åbent. Der var intet lys indeni, og alt indholdet lå på gulvet. Flere af plastikmadvarerne var trampet i stykker. Nogen havde åbenbart været sulten og blevet ret så arrig over at finde ud af, at alt var kunstigt.
   "Easley er her ik'."
   "Men jeg tror han har været her." Syd pegede på plastikæblet med bidsår.
   "Easley!" råbte jeg.
   Syd ventede ikke på svar, men gik direkte ind i stuen. Jeg havde ikke lyst til at være alene i Ikea køkkenet, så jeg gik med. Easleys taske lå stadig på gulvet, men Easley selv var væk.
   "Bliv her Ask. Jeg går oven'å og tjekker."
   Syd spildte ikke tiden og løb op ad trapperne til førstesalen. Jeg kunne høre hans skridt blive lettere og mere forsigtige ovenpå. Jeg blev efterladt alene, og det gik med det samme mig på. Jeg kunne mærke, hvordan mine mavemuskler strammede, imens urmennesket i mig forberedte sig på det værste. Mit hjerte slog hårdere og hårdere, og mit åndedræt blev sporadisk. Alle lyde gik igennem min krop, som blev de trukket med nål og tråd. Skygger udefra tog form af hænder og mænd med hatte.
   "Hvad så nu?" var der pludseligt en forvrænget stemme, der spurgte.
   Jeg sprang nær ud af mine egne sko af forskrækkelse. Sally havde stået bag ved mig.
   "Sally! Hvor blev I af? Hvor er Easley?"
   Sally så på mig med store, våde og uhyggelig bekendte øjne. Hendes mund stod let åben, og hun dirrede af rædsel.
   Jeg tog fat rundt om hendes skuldre og rystede hende let.
   "Hvor er Easley!"
   Sallys blik flakkede, og en rallende lyd opstod et sted nede i hendes strube.
   "Syd! Kom ned! Nu!"
   Sally kastede sit hoved frem og tilbage, og lyden i hendes strube blev højere. Det lød, som om hun blev kvalt i en stor, opsvulmet skrubtudse.
   "Syd! Noget er sygt galt hernede! Skynd dig!"
   Jeg forsøgte at slippe hende, men hendes arme blev flydende, mosede, og klæbede sig fast til mine hænder.
   "Syd! Kom ned nu!"
   Noget faldt til gulvet med en stor, våd og klasket lyd. Til min forfærdelse var det Sallys underkæbe.
   "FUUCK! SYD!"
   Jeg sparkede så hårdt, jeg kunne, og forsøgte at komme fri fra Sallymonstret, men min fod satte sig fast i den grødlignende væske, hendes krop forvandlede sig til, og jeg faldt hårdt til jorden.
   "SLIP MIG! Klamme, omvandrende julegrød! SLIP MIG!"
   Strubelyden blev højere for hvert sekund og begyndte at lyde som en støvsuger, der forsøger at suge en balje vand op uden helt at ramme vandoverfladen.
   "Ask! Kom væk!"
   Jeg nåede ikke så meget som at inhalere, før en delvis mælkehvid, delvis sort væske sprøjtede ud i lokalet.
   "BOOYAA, bitch!" råbte Syd af sine lungers fulde kraft.
   Jeg fik en stor del af væsken på mig, og efter kun et par sekunder begyndte jeg at mærke varmen. I samme sekund som Sallymonsteret slap sit tag om mine hænder og fod, kastede jeg min jakke af og løb så hurtigt, som jeg kunne. Jakken gik i brand, før den ramte gulvet, og Sallymonstret begyndte at skrige. Det slog ud efter Syd, men ramte kun luft. Syd havde blændet Sallymonstrets ene øje.
   "Mere!"
   "Den er tom!" råbte Syd tilbage og smed den tomme flaske imod Sallymonstret.
   "Løb!"
   Vi løb. Vi løb så hurtigt vi kunne op ad trapperne.
   "Den her vej!"
   Syd pegede ned for enden af den gang, vi ankom op til, men vi nåede ikke videre. Med et kæmpe knæk og et større brag kollapsede en del af gulvet i gangen, og Sallymonstret blævrede op igennem det hul, det havde efterladt.
   Noget hvislede gennem luften.
   "This is my broomstick!" råbte Easley fra den anden side af hullet i gulvet. Han havde skudt det afbrækkede stykke fra et kosteskaft med sin armbrøst, og ramte Sallymonstret i røven.
   Det så ikke ud til at have haft den store effekt, for Sallymonstret vendte sig straks og gav Easley, hvad der umiskendeligt lignede en lussing, med sin smeltende højrehånd. Easley blev kastet bagud, men sprang straks på benene. I det samme kom jeg i tanke om min pistol.
   "Easley! Duk dig! Eller endnu bedre, kom helt væk!" råbte jeg og trykkede på aftrækkeren.
   Rummet lyste momentant op fra den røde patron, der syntes at være lavet udelukkende af ild, når det blev affyret, og ramte væggen få centimeter fra Easleys hoved.
   Easley gav mig et blik, som sagde han "fuck dig Ask, hvis du skyder mig igen, så efterlader jeg dig her".
   Jeg skød igen. Og endnu en gang. Tredje gang ramte jeg endelig Sallymonstret.
   Det skreg og brød straks i flammer for anden gang. I retrospekt kan jeg måske godt forstå, hvorfor det var så opsat på at slå os ihjel.
   Sallymonstret væltede igennem hullet i gulvet. Der lugtede af afbrændt hår og brugte grillkul, og lyden af gnistrende ild vedblev.
   Syd og jeg gik hen imod hullet og så ned. Easley gik forsigtigt hen til os fra den anden side.
   "Er den død?" spurgte han.
   "Det var da ik' så svært."
   "Vent nu lige lidt, ik'. De kommer altid tilbage i film."
   Vi stod og kiggede ned igennem hullet i et par minutter. Derpå gik vi nedenunder igen og brugte ti minutter mere på at kigge på Sallymonstret brænde.
   "Jeg tror ik' den kommer tilbage."
   Efter en halv time gik de sidste flammer i sig selv, og kun en lille sort plet var tilbage af Sallymonstret.
   "Jeg tror den er død."
   Det var ved at blive mørkt, da vi tog derfra. Eller så mørkt som foråret nu blev i de nordlige breddegrader. Vi havde slettet de spor fra os selv, som vi kunne finde, men gav til sidst op. Vi regnede alligevel ikke med, at nogle ville lægge mærke til det. Dette var trods alt ikke første gang, vi havde smadret et hus og sluppet godt fra det.
   Når jeg fortæller dig denne historie, er det for, at du skal glemme alt hvad du tror du ved.
   Af alle gyserfilm kom "Nightmare on Elm Street" tættest på virkeligheden. Spøgelser hjemsøger ikke folks hjem eller gamle slotte som i "Poltergeist", og Satan tager ikke bo i teenagepigers kroppe som i "The Exorcist".
   De hjemsøger folks sind.
   Det er, som Descartes sagde: En ond ånd der får dig til at se ting. Men Descartes tog fejl, da han mente, at ånden løj over for dig og ikke viste dig den rigtige verden.
   Ånden viser dig derimod verden, præcis som den er.
   Verden er fuld af dæmoner.
   Og vi tre er de eneste, der kan se dem.