En erkendelse presser sig på.
jeg savner dig, jeg længes dig.
kun få dage er gået,
måske der endda kun gik én enkelt,
før jeg krampagtigt ligger næsten tilfældigt henslægt hen over dynen,
der i en sidebemærkning ligger på gulvet,
da sengen dufter for meget af dig.

Morgenstunden er kommet, og ugen starter forfra.
jeg drikker kaffe, uden egentlig at vågne.
jeg tager af sted, ud af døren, ud i intet, uden egentlig at bemærke det.
Og jeg kommer hjem igen, uden faktisk at have været klar over jeg var væk.
eller omvendt, jeg ér væk, helt og holdent.

Jeg opfatter, sådan da, mit udtryk i badeværelsesspejlet,
men genkender det ikke længere.
fjernt,
er blikket,
meget fjernt.
jeg ser igennem mig selv,
eller ser på et punkt lige foran mine øjne der ikke eksisterer.
måske det var der du sad,
som Pierrot på månen,
og som jeg forsøger at genskabe for mig selv,
men du er der ikke.
ikke længere.

Jeg overvejer at spise, men orker det ikke længere.
maden smager mig som aske.
jeg overvejer at læse, men jeg orker det ikke længere.
ordene smager mig platte og følelsesløse.
istedet ser jeg TV.
her kan jeg nu rådne,
foran serier og comedy,
der ikke længere får mig til at grine.
ikke engang smile.
jeg opfatter kun svagt, at der var en joke,
og måske jeg ikke engang ville opfatte det,
hvis ikke det var for den mekaniske, forvrængede dåselatter,
fra mennesker der nu for længst er borte.
De døde griner af os.
De døde griner.
Af os.
En dyb og hul latter bryder igennem mit bryst.
Nu griner jeg også