Jeg havde brugt noget der føltes som uendeligt mange år på en akademisk uddannelse. Jeg havde de store planer i begyndelsen. Men selvom jeg ofte tvivlede på at jeg kunne klare det, så blev jeg ved med at sige til mig selv at temmelig mange, ret meget mindre intelligente mennesker havde gennemført værre, hårdere og langt mere krævende studier, end jeg. Hvilket også var tilfældet. Jeg havde ikke ladet min dårlige selvtillid slå mig ud. Det fik den ikke lov til, selvom det på tidspunkter havde været tæt på. Jeg bestod mine eksaminer og jeg kom igennem, med skindet nogenlunde på næsen. Jeg klarede det ikke fantastisk, jeg lå da måske endda nok i bunden, men guderne skal vide at jeg klarede det på trods af diverse faglige og følelsesmæssige nederlag. Da jeg blev færdig troede jeg, at den hellige grav var velforvaret. Jeg troede at jeg skulle have et arbejde som jeg var kvalificeret til, et arbejde der udfordrede mig. Jeg var udmærket klar over, at et arbejde ville blive svært fordi studiet altid er anderledes end virkeligheden. Men jeg havde glædet mig til at prøve noget nyt, og de medfølgende muligheder for at forme mit liv som jeg ønskede det skulle være.

Man havde altid de her forventninger, der alligevel aldrig stemte overens med virkeligheden. Jeg ved ikke hvorfor man altid havde dem, de passede aldrig sammen med realiteterne og det burde man da efterhånden have erfaret, skulle jeg mene. Men nej, på det område ændrer mennesker sig vel aldrig. Eller rettere sagt, jeg gjorde ikke.
   Børnehaven var ikke som jeg havde regnet med, ej heller var diverse skoler jeg gik på. Kærligheden var så absolut ikke som jeg gik og troede. Mine venner var der ikke da jeg forventede de ville være der.
   Jeg havde heller aldrig troet mine forældre skulle dø. Det var den største skuffelse af alle, for jeg havde ikke taget højde for at jeg ikke ville kunne komme til dem til evig tid. Men det kunne jeg aldrig holde ud at tænke på. Ikke efter de var døde.
   Hvorfor skulle livet i sin helhed så være som jeg havde regnet med? Hvorfor blev jeg ved med at danne mig billeder af det der skulle komme? Det jeg egentligt bare ville frem til var, at der ikke var arbejde og familie, altså det perfekte liv der ventede på mig på den anden side af den lange og opslidende uddannelse. Ikke at det var det eneste jeg ønskede mig, overhovedet. Jeg var ikke interesseret i at være 40 før jeg var 30, slet ikke. Det jeg søgte var mere et meningsfyldt indhold i livet, og det kom tilsyneladende ikke af sig selv, efter man havde gjort de ting der forventedes af en.
   Når det var de ydre rammer fremfor de indre drømme og tanker, der styrede begrebet, så var det i omverdenens øjne iorden. Og så var det ikke rammerne det var galt med, i tilfælde af at det gik galt. Så var det den stakkel der ikke var i stand til at leve op til forventningerne, det var galt med. Det var aldrig de ydre rammer åbenbart. Så var man bare utilpasset. Jeg tænkte ofte det var en smule paradoksalt. Og det var trist der ikke altid var et sikkerhedsnet. Også derfor at det burde være ulovligt for forældre at gå bort før deres børn. Man skulle jo bruge forældrene senere i livet når verden ramlede ned over en. Og verden ville blive ved med at ramle ned over en til man selv skulle dø. Det holdt den desværre ikke op med når man var kommet over sine fjollede teenageår. Desværre.

Men mine forældre var der ikke da studiet stoppede. Der var heller ikke en glad, ny familie til mig. Der var ikke et skønt og rent hus som jeg følte mig hjemme i. Der var en underlig, lille lejlighed som jeg var flyttet ind i lidt før sommerferien, cirka et år før jeg blev færdig, fordi jeg simpelthen måtte finde noget der var mit eget. Jeg havde boet på kollegier det meste af den tid jeg havde studeret, hvilket som sådan også altid havde været i orden. Jeg havde, i perioder af mit liv godt kunne lide at der var folk omkring mig. Men jeg skulle have muligheden for at kunne lukke døren. Det er man nødt til. Man er nødt til at have noget ro i hovedet. Og det var svært for mig at få, selv da jeg flyttede ind alene. Der var, i modsætning til på kollegierne ikke mange mennesker til at distrahere mig i den nye lejlighed. Men til gengæld fandt mine tanker ud af at de kunne overdøve tavsheden, når jeg på de sene aftener sad og arbejde på universitetsopgaver eller læste min faglitteratur. Mine tanker havde ganske enkelt overtaget den plads som mine tidligere naboer, festaberne havde udfyldt. Dem der havde larmet på de forskellige kollegier.
   Dengang jeg havde boet med andre, havde jeg ofte været ved at få grå hår af de folk der sad og drak sig fulde på hverdagsaftenerne, når jeg skulle læse eller tidligt op dagen efter. Men da jeg flyttede for mig selv, blev det mine egne tanker der dominerede. Og det var faktisk værre. Man kunne ikke rigtigt bede sine egne tanker om at skrue ned. De var ikke så lydhøre overfor ønsker. Mine var ikke. Så de sene nætter som jeg egentligt godt havde kunne lide, hvor jeg sad og arbejdede, kunne jeg blive overvældet af tankemylder omhandlende alverdens ting. Når dette tankemylder kørte så kørte det virkeligt på højtryk, brasede igennem alle forhindringer og ryddede vejen på den mest voldsomme facon. Tankerne kom bare, ud af ingenting. Det føltes som de rene laviner, disse tankestrømme der overmandede mig. Det var meget sært. For eksempel var en tankerække der gik igen og igen hos mig på mine sene hjemmeaftener, en fornemmelse af at der var noget, et eller andet uhyggeligt og fatalt på vej mod mig og min verden. Det ville komme langt væk fra, og det var helt galt og forkert. Jeg kunne ikke sætte fingeren på det. Det var bare en fornemmelse af noget der ikke var som det skulle være. Jeg vidste ikke hvad det var, blot at det var på vej.
   Der var mange ubehagelige muligheder der pludseligt, ud af det rene ingenting kunne finde på at visualisere sig i mit hoved, på den indre skærm. Der var ikke grænser for hvad jeg frygtede. Jeg tænkte der ville ske noget med mine to yngre søskende. Jeg tænkte at der ville ske noget med mig. Jeg forestillede mig alle mulige vanvittige og triste scenarier. Det var bare ikke som det skulle være. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven. Mit liv var fyldt med angst for det ukendte ulykkelige der skulle komme.
   Der havde intet været, ingen fornemmelser før mor eller far døde, og vi søskende pludseligt kun havde hinanden. Var det fordi det kun var os der var tilbage og fordi vi plejede at være så tætte, at jeg begyndte at føle denne knugen indeni min mave? Jeg havde troet at jeg var ved at blive sindssyg, men prøvede at berolige mig selv med at det bare var en berettiget frygt for at miste de sidste mennesker jeg følte at jeg havde tæt på mig.
   På denne måde kunne jeg sidde i timevis og gruble, jeg kunne gå i panik over disse tanker. Jeg havde måske fået "læst" et par sider af det jeg burde koncentrere mig om, men jeg havde ikke rigtigt registreret det, og var efterfølgende sejlet af sted inde i mit hoved. Derfor kunne jeg enten begynde at læse det forfra til ingen verdens nytte, hvis jeg da overhovedet ville være i stand til at samle mig om det, eller jeg kunne gå i seng i et elendigt humør. Akkompagneret af en følelse af, ikke at have udført dagens dont, virkelig dårlig samvittighed og dårlig smag i munden. Samt måske en underlig fornemmelse indeni, når tankerne jeg havde haft havde været trælse, og havde efterladt sig et dybt spor i mig. Sådan begyndte det at være ofte og det tog hele tiden til.
   Dette kunne også være en af årsagerne til at min uddannelse ikke gik præcis som den skulle. Og det, at jeg sad i den lejlighed og kukkelurede, dag ud og dag ind var nok også en af grundende til at der ikke ventede en ny lille familie på mig da jeg kom ud på den anden side. Jeg havde ikke et overskud til at gøre så meget ved det selv. Var mest bare opslugt af de ting der foregik i hovedet på mig, og engang imellem mit studie, når dette en sjælden gang imellem kunne presse de altopslugende tankestrømme til side.

Jeg ved ikke om det var en optakt til et mindre nervesammenbrud eller hvad det var med alle de tanker af mine der rodede rundt i hovedet på mig. Så efter jeg var uddannet besluttede jeg mig for at lave noget andet. Jeg ville have det hele til at stilne en smule af. Tankerne havde dengang stadig styret showet. Så jeg besluttede mig for at jeg skulle lave noget hvor jeg måske kunne få noget ro. Altså, et arbejde hvor jeg ikke stressede mig selv så meget som jeg havde gjort da jeg befandt mig på studiet. For jeg havde en ide om at det også havde noget med stress at gøre. Egentligt var det nok på samme tid fordi der ikke var noget arbejde at få, for sådan en som mig, altså arbejde som jeg var kvalificeret til.

Jeg travede efterfølgende byen rundt i dagevis, og spekulerede over hvad jeg skulle give mig til med livet, og om hvorvidt der var en mening med al galskaben eller ej. Jeg kom frem til at det var der ikke. Og at det var hver mand/kvinde for sig selv.
   Folk tror gerne at det hele er afklaret og at alt er i skønneste orden, når uddannelsen er hjemme. Men sådan vidste jeg at det ikke var, overhovedet ikke faktisk. Jeg selv var i vildrede over alverdens situationer og besluttede mig så for at jeg ville køre busser for en tid. Med et sådant job kunne jeg tjene en smule penge, og eventuelt søge noget andet, mere udfordrende arbejde og tænke over hvad jeg i det hele taget havde lyst til at foretage mig. Om det så skulle være det som jeg havde brugt årevis på at gøre mig klar til at arbejde med, jeg skulle foretage mig resten af livet vidste jeg ikke, men jeg havde al tid i verden til at finde ud af det.
   Men buschauffører, dem manglede de altid. Så det var det jeg blev. Jeg havde taget det store kørekort nogle år tidligere fordi jeg i mine unge og idealistiske dage havde drømt om at køre nødhjælpskonvoj i varme, fremmede lande hvis fremtid afhang af mig alene, og af al min godhed. Endnu en af de ting jeg aldrig fik gjort noget ved, selvom det nok havde været noget mere nyttigt end det jeg endte op med at ville bruge mit liv på. Det nye arbejde jeg fik som buschauffør havde jeg ikke rigtigt nogen glæde ved, i hvert fald ikke til at starte med. Men på det arbejde havde jeg heller ikke nogen større sorger, jeg havde ikke nogen følelser omkring eller for det. Jeg udførte det bare som en zombie med et gråt stenansigt. Jeg sagde godmorgen, god middag men mest godaften til folket der vadede ind og ud af min bus. Jeg endte ofte op med at få de sene vagter. Jeg kørte forskellige ruter, og tænkte ikke videre over noget som helst. Folk var uhøflige, som folk jo er flest. Men jeg var ligeglad. Jeg lod det prelle af på mig. Jeg var en maskine, en køremaskine. Smilte ikke, men sagde da i det mindste goddag. Det blev, for det meste ikke gengældt af dem jeg kørte. Men som sagt var det mig ligegyldigt. Det, og de betød intet i min verden.
   Jeg fik stille og roligt glattet de heftige svingninger inde i mig lidt ud. Mine tanker holdt op med at være en kurve for de mest usikre tanke-aktier der svingede absurd i alle mulige sære retninger. Derfor begyndte jeg også gradvist at finde en smule, om end ikke nydelse eller behag, så da en mere afslappende følelse ved køreturene. Jeg begyndte at tage de aftenvagter jeg kunne slippe af sted med. Det var godt nok de ruter alle de fulde og trælse mennesker benyttede sig af, i weekenderne og hverdagene. Dem der larmede, brækkede sig, brølede og skabte sig på alverdens forskellige og fantasifulde måder. Men mange af aftenerne var bussen faktisk tom. Og det var disse aftener som jeg egentligt begyndte at finde behagelige. Nogen gange sad der mennesker og halvsov men mest, og specielt på hverdagsaftenerne var det bare mig der tog turen. Uden andre. Jeg skulle koncentrere mig om hvor jeg kørte hen, og det havde på sin vis en lidt terapeutisk effekt på mig. Det var ok.
   Når jeg kom hjem efter en sådan sen tur, havde jeg de hvide midterstriber for mit indre blik. Det ødelagde lidt det nat-tv jeg så. Men nat-tv har alle dage været elendigt så det gjorde ikke så meget. Jeg koncentrerede mig alligevel aldrig sådan rigtigt om det. Motoren kørte men der var ikke nogen bag rattet. Meget passende chauffør metafor. Jeg sad mest bare og gloede store, tomme huller ud i luften, ja. Og så elendige fjernsynsprogrammer som ikke trængte ind i mit hoved. For mit hoved var efter arbejdet helt blankt indeni. Derfor var det også bare rart at sidde og stirre stift ud i luften og tillade mig selv at være tom for tanker.
   Jeg gjorde mig ikke de store overvejelser på en sådan aften. Om livet eller formålet med det hele. Jeg havde nok lidt opgivet at nå frem til andet end det jeg tidligere havde accepteret, altså enhver for sig selv. Og jeg var skam mig for mig selv. Det var da fint nok. Og hvis der skulle komme nogen gode eller dårlige tanker der kunne ryste min verden, var det vel noget der skulle komme af sig selv. Ingen grund til at fremprovokere dem. Men de kom heller ikke, der kom en vis fred for de tidligere plagsomme, brusende tanker. Og det var rart. Jeg var ikke lykkelig eller noget. Var bare rolig og havde også haft behov for det. Jeg begyndte så småt at overveje om jeg skulle se om jeg kunne komme ud og møde nye mennesker. Men havde været selv så længe så jeg vidste at det ville blive ganske grænseoverskridende når det skulle ske. Jeg skulle mande mig op til det. Og det ville komme til at tage tid. Så jeg forholdt mig i ro og alene i første omgang. Men mente da at det var sunde tegn at jeg begyndte at gøre mig de overvejelser alligevel.
   Jeg gik i seng, og lå der og stirrede ud i mørket. Det var rart, sengen var blød og varm. Jeg lyttede til mit hjerte der slog, og kiggede på uret. Det flyttede sig langsomt. Meget langsomt. Og snart skulle søvnen komme. Jeg sov dybt. Drømte ikke, var bare i koma. Selv i søvnen var jeg maskine. Jeg stod op, efter søvnen, lavede kaffe, og spiste morgenmad. A38 med havregryn. Og frugt. Bananer. Æbler. Nogen gange også med rosiner. Men ikke så ofte rosiner. Når jeg stod op var klokken ofte en smule op ad eftermiddagen. Og så skulle jeg på arbejde. Det var ok, at jeg ikke havde så meget tid. For jeg skulle ikke bruge så meget tid, havde jo ikke rigtigt noget at fylde den ud med. Jeg kunne gå til mit arbejde, så det gjorde jeg. Frisk luft var godt før man skulle sidde og glo bag et rat en aften og en halv nat. De første arbejdstimer sneglede sig ofte af sted. Men i takt med at timerne forsvandt, og det blev mørkere og bedre, kom der færre og færre folk med bussen. Lige omkring klokken 16-17 var det anstrengende. Men det blev bedre henad aftenen. Ud på de sene timer tyndede det ud.

Det var blevet vinter og det var blevet mørkere. Og bussen blev mere tom, da folk tilsyneladende foretrak at sidde indenfor på de lange, kolde aftener.

En nat kørte jeg den sidste bustur på ruten. Jeg havde sat det sidste julefrokost-kærestepar af. Der var ti minutters kørsel tilbage af ruten og meget lille sandsynlighed for at flere mennesker skulle med. Det viste sig også at være tilfældet. Resten af turen var helt min egen. Jeg kørte. Havde slukket for radioen som jeg normalt havde til at spille, for at overdøve dem der var med bussen. Jeg hadede radioer. Men jeg hadede højrøstede fulderikker endnu mere. Bussen var blevet tom så jeg slap for at skulle vælge mellem pest og kolera. Jeg kiggede i det store spejl der gav mig udsyn til midtergangen. Denne var helt tomt. Det var rart. Kiggede igen ned på vejen foran mig. Det begyndte at sne en lille smule. Meget fint og let sne. Jeg kunne godt lide sne, fordi det isolerede mig på en måde. Og fordi det var så rent. Jeg kastede endnu et hurtigt blik ned af midtergangen. Og registrerede noget der ikke skulle være der, måtte kigge igen.
   Der var en hånd der holdt om et af de sølvskinnende håndtag på det allerbagerste sæde. En hånd der knugede håndtaget på sædets ryg, men intet andet kunne jeg se. Personen måtte være skjult bag billetautomaten, og det spejl jeg skulle bruge til at se bagenden i bussen var på en anden rute, med en anden chauffør blevet smadret af en stak snotunger, og efterfølgende blevet erstattet med et stykke pap. Dette tog mit udsyn. Jeg kunne ikke forstå det. Bussen havde lige været tom. Det gav ikke mening. Jeg overvejede et splitsekund i min forvirring at holde ind til siden, men nøjedes med at dreje mig, og kaste et blik ned af midtergangen, i stedet for blot at se i spejlet. Jeg kunne ikke se nogen hånd nu. Kiggede tilbage i spejlet og kunne se den igen. Drejede mig og kiggede endnu engang. Intet at se. Hvad gik det ud på? Var det mig der så syner? Den var der stadig i spejlet men ikke når jeg kiggede ned ad gangen.
   Jeg forsøgte med alle mine mentale kræfter at slå det hen. Kom hjem og så tv, uden egentligt at se det. Men denne gang var jeg alligevel ikke tom for tanker. Jeg så den hånd for mit indre syn. Jeg drømte om den. Og undrede mig i drømmen, og i vågen tilstand over hele episoden. Jeg forsøgte, overfor mig selv at skrive det på overtræthedens regning. Selvom jeg godt inderst inde vidste at det ikke var det der var problemet. Det var nok nærmere mig der var problemet. Jeg prøvede lidt at tale med en kollega om det, da jeg var kommet på arbejde dagen efter. En af de andre der også tog de sene vagter, når han kunne slippe af sted med det. Han kunne godt lide at freden, lige som jeg kunne. Og han kørte også ofte den rute jeg natten før havde kørt. Jeg mumlede vist til ham, om han nogensinde havde oplevet sære ting på den rute. Det var et enormt svært emne at tage hul på uden at det ville komme til at lyde som om jeg havde roterende kuppelkatar. Men han ville gerne høre mere om hvad jeg mente. Jeg havde dog ikke den store lyst til at udspecificere, så godt kendte jeg ham ikke. Og endnu vigtigere, så godt kendte han ikke mig. Derfor holdt jeg det indeni. Men jeg var spændt og måske også en smule ængstelig for den næste tur jeg skulle tage med den særlige rute. Det skulle komme til at foregå to aftener efter den korte snak med min kollega, og tre aftener efter selve episoden. Da jeg den eftermiddag satte mig ind bag rattet med en kop kaffe, havde jeg en snigende uro indeni. Jeg fik dog en bus med et spejl, så jeg havde udsyn til hele bussen.
   Folk var som de plejede, jeg var ikke. Jeg fandt en smule trøst i alle de lallende idioter der brugte den offentlige transport, hvilket var ganske atypisk for mig. Men som timerne gik, og det tyndede ud i dem der havde benyttet natlinjen, da tog uroen i min mave til. Det var helt mørkt og der sad kun enkelte mennesker i bussen, sporadisk. Det sneede også denne nat. Det var tyst. Ingen snak. Min radio havde været slukket hele turen, for at jeg kunne høre dem bagved mig. Det beroligede mig med deres tilstedeværelse. Jeg kiggede i spejlet. Der var ikke noget. Jeg kiggede ned af midtergangen. Kunne kun se de folk der sad og slappede af, og fik deres dags begivenheder på plads i hovedet. Stop-klokken ringede. Der var en eller flere der skulle af. Jeg ønskede at jeg kunne holde dem tilbage. At jeg kunne få dem til at blive hos mig i bussen. Men det kunne jeg ikke. Jeg måtte finde en måde hvorpå jeg kunne slå det ud af hovedet. Et voksent menneske der ikke turde at køre i bus alene. Det var mit arbejde, og det kunne ikke nytte noget.
   Der stod tre personer af. De talte ikke til hinanden. De kendte måske ikke hinanden. Man burde da mene at det var mere utrygt for dem der skulle alene ud i natten, men sådan føltes det ikke for mig. Det føltes mere usikkert at sidde inde i bussen. Der var stadig nogen stykker tilbage i bussen. Men ved det næste stop blev der ringet igen. En person skulle af. Et stop hvor ingen skulle af. Men stoppet efter hoppede tre af. Nu sad der en på et af sæderne midt i bussen, mellem mig og bagenden. Den sidste. Den person der adskilte mig og den ukendte ensomhed. Der blev ringet. Den sidste unge pige skulle hjem til sig selv og sove. Og nu ville jeg være alene om lidt.
   Hun sagde godnat, betragtede mig kort men indgående og hoppede ud i mørket. Jeg ville have svaret men jeg var helt tør i halsen, og kunne ikke få et eneste ord frem. Dørene lukkede og jeg var alene. Kiggede tilbage gennem gangen, der førte ned mod bagenden af bussen. Ingen mennesker men heller intet usædvanligt at se. Kiggede i spejlet, og jeg kunne se hånden. Og kunne, nu hvor jeg havde fået en bus med et spejl bagi der var intakt, se en ryg. Den person der stod nede bagved, jeg kunne se hans ryg. Han stod stille. Rokkede lidt i takt med bussens bevægelser. Men ellers stod han stille. Han var ikke rigtigt foroverbøjet, men hans skuldre var hævede og hovedet var rykket en smule fremad. Han kiggede ind i billetautomaten. Ved ikke hvorfor jeg vidste det var en mand. Det vidste jeg bare. Min uro var blevet voldsom. Jeg var stadig tør i halsen, min krop rystede og jeg havde fået kvalme. Jeg drejede mig og kiggede ned af midtergangen. Intet at se, men i spejlet var der noget at se. Den person der stod i min bus, uden faktisk at være der. Mørkt tøj, brunt, gråt, sort. Et eller andet. Mørkt hår. Tjavset. Beskidt. Beskidte hænder, der knugede den skinnende metalstang. Rørte ved virkeligheden. Uvirkeligheden rørte ved virkeligheden.
   Man kan ikke køre bus og følge med i hvad der foregår i bagenden af bussen på samme tid. Det er den sikre måde at køre galt på. Jeg sad og skiftevis drejede mig og kiggede ned i bussen, kiggede i spejlet og kiggede på vejen. Han blev stående nede bagi. Faretruende stille. Resten af turen kiggede jeg. Kiggede på det hele, hele tiden.

Jeg var kommet ind til busstationen. Jeg havde kunne se ham i spejlet. Men når jeg kiggede ned ad gangen, stadig ikke. Jeg var steget ud fra min lille boks. Gået ned bagi, og havde undersøgt det selv. Havde ikke kunne få mig selv til at røre ved den metalstang han havde holdt om. For så ville uvirkeligheden på sin vis også røre ved mig. Men alt havde været som det skulle være nede ved billetautomaten. Intet var anderledes end det sædvanlige. Det var meget, meget mystisk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene om det. Blev så usikker på om det var mig, min hjerne der spillede mig et puds. Jeg ryddede op i bussen. Samlede affald sammen, med en følelse af at jeg ikke var alene. Jeg var blevet ved med at få pludselige indskydelser, vende mig om med et sæt. Men bussen var virkeligt tom. Jeg var altså alene. Selvom det ikke havde føltes sådan. Jeg lukkede og slukkede det hele, og var gået selv hjem i natten. Det var som om mine sanser var skærpede, jeg var hudløs. Lydene var ekstremt høje og sneens hvidhed havde gjort mig næsten blind. Mit hjerte var en subwoofer, og jeg kunne mærke hvordan blodet pulserede i mine årer, det dunkede tungt og rytmisk. Måske havde jeg lidt feber. Måske var jeg træt. Måske var jeg bare bange og forvirret. Måske en kombination.
   Jeg kom hjem. Tændte ikke tv'et, men lagde mig bare i sengen, med det formål at lade mig opsluge af mørket. Og tænke. Det var ikke rart. Jeg besluttede at jeg måtte sige op, eller i det mindste sørge for at få nogen andre og gerne nogle tidligere ruter. Der var noget galt med den rute. Eller der var noget galt med mig når jeg kørte den. For min kollega havde jo ikke haft sære oplevelser. Ellers var han bare bange for at sige det til mig, som jeg havde været bange for at sige det til ham. Men beslutningen var blevet taget, jeg måtte finde på noget andet. Men jeg var nødt til at tage ruten de sidste gange, for selvom det var en forfærdelig tur for mig, så skulle vagtskemaet overholdes. Ville først kunne slippe af med den til det møde der skulle komme ugen efter, hvor vagterne skulle deles imellem chaufførerne. Det var frustrerende for ruten havde tidligere været, ja nærmest den bedste men nu var den blevet til den værste.

Jeg var langt om længe faldet i søvn. Det havde taget mig mange timer fordi jeg bekymrede mig så meget, men det var lykkedes til sidst. Mine drømme havde jeg ikke kunne huske, da jeg vågnede dagen efter. Men jeg var vågnet med et sæt, og havde haft meget uro indeni. Jeg havde godt vidst at uroen kom fra den bustur og den mand der var bagerst i bussen, uden at være der. Spiste morgenmad, på trods af min manglende appetit. Det samme som jeg plejede. Jeg havde gået lidt hvileløst rundt i lejligheden og havde ventet på at klokken skulle blive hen imod den tid hvor jeg skulle gå på arbejde. Det havde været spild af tid, men jeg havde spildt meget tid på den måde, og havde vænnet mig til det. Jeg kunne ikke rigtigt koncentrere mig om at læse eller gøre noget andet konstruktivt. Mine tanker kunne ikke tages bort fra nattens begivenhed. Endelig var tiden kommet til at jeg måtte begive mig på arbejde. Så jeg havde taget mine støvler på. Min uniform, med sweater og alt det andet grimme mørkeblå tøj. Jeg hadede den uniform. Men det havde været den mindste bekymring. Jeg skulle klare aftenen og nattevagten, med et spinkelt håb om at det ville blive uden alt for meget angst. Men jeg var allerede bange.
   Jeg var ankommet på arbejdet, 20 minutter før jeg skulle starte. Men jeg havde ville se om min chef sad på sit kontor, for jeg ville se om ikke det kunne arrangeres at jeg fik nogen andre vagter. Kontoret havde været tomt, han var vel gået hjem for dagen. Bordet havde rodet med papir, gamle og nye vagtplaner og en masse andet. Det måtte altså vente, kunne ikke lade sig gøre. Jeg havde lagt en seddel om jeg ville have andre vagter så hurtigt som muligt. Jeg havde været ligeglad med om jeg ville blive fyret, jeg ville bare ikke tage den tur mere end den ene sidste gang.
   Jeg havde forladt kontoret og var gået ind og for at få en kop kaffe i kantinen, hvor der sad chauffører rundt omkring. De sludrede om løst og fast. Der lå sjap på gulvet, alt det optøede sne fra de andres sko. Og snart skulle der også ligge sjap fra mine. Gik hen og tog en kop kaffe. Satte et kryds på kaffe og te-sedlen, og satte mig ned alene ved et bord. Jeg tror jeg så ret elendig ud. Syntes de andre havde kigget og hvisket lidt. Min kollega som jeg havde snakket med tidligere, var kommet hen og havde sat sig ved siden af mig. Jeg havde kigget på ham, og havde bagved ham kunne se det bord han netop havde rejst sig fra. De to andre han havde talt med kiggede afventende over på os. Da jeg havde set på dem og fået øjenkontakt med den ene af dem, kiggede de dog på hinanden og var begyndt at snakke sammen igen. Jeg kiggede sløvt på min kollega, havde kunne mærke mine øjne føltes sære, og nok også så mærkelige ud på grund af for lidt, og for urolig søvn. Men det var ikke første gang jeg var dukket op på arbejdet efter for lidt søvn, tværtimod.
   Min kollega havde spurgt mig om jeg var syg, om jeg var ok. Jeg sagde at jeg havde haft det bedre, men at jeg var ok. Men jeg kunne se på ham at han ikke rigtigt troede på mig. Men jeg havde været ligeglad. De kunne sidde og glo på mig imens de tænkte over hvad der var ved at ske med mig. Det gjorde jeg jo også selv. Så hvorfor skulle de ikke også?

Jeg havde drukket min kaffe i stilhed, havde taget en ny kop og bragt den med ud til den bus jeg skulle overtage fra en anden chauffør. Vi havde hilst hurtigt på hinanden. Han var også træt. Havde nok været i gang i mange timer og havde nok skulle høre på en masse brok hele dagen. Jeg var steget ind og havde sat mig. Sad der lidt og stirrede, for der havde været lidt tid til jeg skulle køre så jeg kunne bare sidde og føle varmen i sædet fra den chauffør der havde kørt i bussen før. Jeg væmmedes en lille smule, ved den tæthed som jeg blev tvunget til at have med det fremmede menneske. Men jeg havde bidt det i mig, og havde samlet mod til mig for at kunne kigge ind i bakspejlet. Bussen var tom. Endnu. Men snart skulle ruten begynde og så ville den hurtigt fyldes op.
   Jeg startede bussen, og påbegyndte køreturen. Jeg kørte igennem gaderne og samlede folk op og satte dem af. Der lugtede af fugtigt tøj og gulvet sejlede i brunt, beskidt vand og sne. Men der var ikke så mange med bussen som der plejede at være. Og min radio havde ikke været tændt siden jeg var begyndt at se ham bagi bussen. Jeg lyttede blot til de mennesker der sad i min bus. Jeg syntes at jeg hørte nogle dybe suk. Kiggede i spejlet og de sad der bare stille, nogen enkelte talte med den de fulgtes med, sad på sæde med, men mest var de tavse. Jeg kørte min rute, med gentagne nervøse blikke i spejlet. Timerne gik, og desværre gik de hurtigt imens der var folk med. Det havde ellers tidligere været omvendt, hvor tiden med alle de folk jeg ikke havde lyst til at omgås havde snøvlet sig af sted. Jeg kørte de sidste af mine ruter. Og bussen blev mere og mere tom for hver rute jeg kørte. Der var enkelte med, men det blev færre og færre der hoppede på.
   Jeg havde sat den sidste unge fyr af bussen. Jeg kiggede ud på ham imens han gik og ligeså stille forsvandt ind i mørket. Der gik måske helt op til to minutter før jeg lukkede dørene for den iskolde blæst der blev ved med at komme ind til mig i stød, og jeg forberedte mig på at køre. Med blikket rettet mod bagenden af bussen. I spejlet.

Og han var der igen. Og det var ham der sukkede. Men hans suk lød mere som om de var inde i mit hoved. Inde i mig. Han kunne, som det hele tiden havde været, ikke ses når jeg kiggede tilbage i bussen. Men han kunne ses i spejlet. Jeg havde det dårligt indeni, følte det som om jeg skulle kvæles. Jeg kiggede op i spejlet og ned på vejen på skift.
   Han bevægede sig dernede. Han bevægede sig helt utroligt langsomt, men han bevægede sig. Han rykkede til sin højre side og væk fra billetautomaten, ud mod midtergangen. Med tunge og slæbende skridt. Nærmest trak fødderne med sig. Jeg kunne se i bakspejlet at han tog det første, tunge skridt op ad trappen. Langsomt. Jeg kiggede på vejen igen. Havde kvalme. Rystede.
   Jeg kunne se ham forfra, men hans ansigt var sløret, det var utydeligt og ikke til at fokusere på. Kunne jeg skimte hans øjne? Jeg kiggede på vejen igen, og kiggede i spejlet igen. Han havde trukket sig helt op på midtergangen, ved hjælp af armene, mere end de slæbende ben. Han støttede sig til metalhåndtagene på siderne af sæderne. Han svajede i takt med bussens bevægelser. Jeg kiggede på vejen igen. Skulle dreje bussen. Kiggede i bakspejlet igen og begyndte at kunne ane hans ansigt. Jeg kiggede på vejen, drejede mig og kiggede bagud igen. Intet at se. Kiggede i spejlet, han rakte langsomt ud efter det næste håndtag. Han var ikke engang halvvejs. Jeg kiggede på vejen og gav mig til at dreje den store bus. Det var som om disse minutter var uendeligheder om at tikke ud, som om tiden var blevet standset af angst, der koste hvad det ville skulle komme til sin ret ved at sætte verden i stå omkring sig. Ved at gøre sig til det eneste eksisterende. Det altomfattende eneste.

I det øjeblik jeg rakte armen ud og tog fat i rattets klæbrige og varme læder, mærkede jeg en pludselig varme ved mit ansigt. Jeg blev overvældet af en ubeskrivelig stank af råd, så ud af øjenkrogen hvordan han var bøjet ned imod mig. Han sukkede mig direkte ind i øret, meget højt. Denne gang kom det udefra, fra hans mund der åndede ind i mit ansigt og mit øre. Jeg nåede ikke at tænke over hvordan han havde bevæget sig så hurtigt for at komme op efter mig. Jeg nåede slet ikke at tænke overhovedet. Han var der bare, og han tog den smule kontrol jeg havde forsøgt at bevare over mig selv og min angst. Med et havde han transformeret angsten til vild panik og en choktilstand der fuldstændigt lammede mig. Jeg kunne ikke gøre noget.

Jeg kørte bussen ind i en mur. Nåede ikke engang at begribe hvad det var der skete.

Jeg havde enkelte glimt af tågede øjeblikke hvor jeg var ved bevidsthed, sporadiske billeder af begivenhederne. En fragmenteret og kaotisk verden. Lamper der lyste mig kraftigt ned i hovedet, et sådant lys man forestiller sig man ser når man er ved vejs ende i livets tunnel. En stor grøn operationsstue. Mennesker med filtmasker, der kiggede ned på mig, eller halvløb rundt og var hektiske i underlig og uvirkelig slowmotion. Jeg prøvede ikke engang på at tale. Troede måske at jeg var død eller var ved det. Det føltes sådan.

Dagen efter begyndte sneen at tø. Man kunne have håbet at det var ensbetydende med nyt liv i form af blomster og træer der springer ud, dyr der formerer sig og mennesker der kommer på gaden og forelsker sig efter en lang og hård, kold vinter. Nyt lys og nyt liv, men byen blev i stedet bare mere grå, sort og beskidt. Sneens kliniske hvide renhed forsvandt for at give plads for forfaldet, som det igennem en kort periode havde forsøgt at skjule, forsøgt at benægte. Intet varer for evigt, og der er ikke garantier for at udviklingen er forbedrende. Sneen dryppede fra træerne, og de brune, magre og krogede fingre kunne på ny begynde at pege hånligt rundt i verden. Dømme verden og dennes tilstand i bitter stilhed.

Jeg vågnede op. Havde ikke nogen fornemmelse af hvor lang tid der var gået, vidste ikke engang rigtigt hvad der var sket. Det hele var stadig en stor tåge. Jeg kunne kun åbne det højre øje. Hele min krop værkede, noget så forfærdeligt. Jeg kunne mærke det venstre ben og den venstre arm var ufatteligt tunge, og gættede i min uklare tilstand at de nok var blevet lagt i gips. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge dem. Jeg havde en iltslange i næsen. Havde drop i højre hånd, og elektroder hele vejen nedad brystkassen. Jeg var tilkoblet en bippende maskine der fortalte mig at jeg levede. Men det hele var ude af kontrol, og jeg var fanget i en tung og ubrugelig krop, der ikke føltes levende selvom elektronikken hårdnakket påstod det. Mine tanker flød i alle retninger, også de var ude af kontrol. Jeg kunne ikke få styr på at føle min krop som en helhed. Jeg forsøgte at orientere mig. Prøvede at gøre mit syn klart. Prøvede at blive mig selv igen.
   Der stod en sygeplejerske og en læge og gloede nysgerrigt ned på mig. Jeg var svag, fysisk og psykisk og forstod intet, sådan rigtigt. Det hele sejlede rundt og jeg kunne ikke huske hvordan jeg var havnet i den hospitalsseng.

Jeg prøvede at sætte mig op, et forsøg på at tage kontrol over situationen. Men hele min krop og ikke mindst mit hoved vejede mere end det nogensinde før havde gjort.
   Så gik det op for mig at der var en fjerde person tilstede, ved min venstre side. Jeg drejede hovedet, det gjorde ondt, var næsten umuligt. Manden fra bussen sad i stolen ved siden af mig, med lukkede øjne. Jeg kunne se hans ansigt. Hans profil. Han var grå og beskidt i ansigtet, mager og benet. Fyldt med rynker og furer der igen var fyldt med snavs, og derfor blev til lange sorte linjer. Det mørke hår hang i fedtede tjavser ned omkring hans kind. Han drejede sig langsomt og stift, med hele overkroppen og åbnede øjne og munden. Hans øjne var mælkehvide og tågede, uden pupiller og hans tænder rådne. Hans sukkede højlydt og klagende. Det sortnede for mine øjne og jeg forsvandt ned i min underbevidsthed. Han var nu kommet efter mig. Og selvom der havde stået en læge og en sygeplejerske, så vidste jeg godt at jeg, på trods af deres tilstedeværelse var alene med ham. Kun ham og mig.