Jeg kan ikke holde fast i mine tanker.
Det er alt for langt, for kæden i mit anker.
Jeg gynger i min jolle, ser det blå trænge ind.
Mens tankerne spredes af en hvirvlende vind.
Pointerne tabes, daler ned imod glemslen.
Endnu en lille der kan tilføles længslen.
Der ligger de, glimter, og afgiver bobler.
Som bruser og sluges af lysende gobler.
Jeg strækker mine arme og knuger om mit vand.
Det glider gennem fingrene, som timeglassets sand.
Imens jeg rør vandet, drypper tankerne ned.
Forsvinder så trist til det smaragd-grønne sted.
Først er de store, men de bliver mindre og mindre.
En dyb sorg og smerte som jeg ikke kan lindre.
Så kom dog tilbage! jeg kalder og kalder.
Pointerne stråler blandt muslingeskaller.
Hver lille pointe er en stor del af mig.
Den der drypper nu bliver hurtigt bleg.
Den forkølede jolle, er snart under under vand.
Og det er snart løbet ud, timeglassets sand.