Dørene åbnes og jeg træder ind. Der er ikke mange mennesker. Blot nogle få, trætte. Klokken er ved at være mange. Det er efter myldretid, mennesket er færdigt med dets indkøb, afhentning af børn og de andre presserende ærinder mennesket bruger sin tid på. Nu er alle hjemme i tryghed. Bortset fra os. De sidste. Jeg går hen igennem gangen. Dørende lukker sig efter jeg er gået ind.
   Det er et underligt lys, der findes i den lange smalle gang. Det er et sært, skarpt lys, men samtidigt er det så mærkværdigt tungt. Som en art tåge, der omhyller passagererne.
   Jeg når til et tomt sæde, ud af mange, som jeg vælger. Jeg sætter mig ned og ånder ud, inde i den varme luft. Jeg kigger mig lidt omkring, hvorefter jeg kigger på mit spejæbillede i ruden. Dette kigger tilbage på mig fra min venstre side.Det er helt mørkt, derinde eller ude, hvor mit spejlbillede er. Udenfor og nedenunder jorden hvor vi sidste mennesker befinder os.
   Alle i metroen sidder og stirrer tomt ud i luften. Det er næsten som om der er en kollektiv komatiøs stemning. Og selvom der sidder nogen stykker i vognen føles det virkeligt ensomt. Ingen taler til hinanden, eller ser på hinanden. Der er konsensus om roen.
   Vognen slanger sig smidigt under den trætte by. Weekenden har sagt farvel til den gamle uge, som næsten allerede er glemt. Sløvheden hersker stumt og dovent.
   Jeg er selv på vej hjem og bliver rokket i takt til vognens bevægelser. De jævne stød luller mig ind i en uundgåelig apati, der gennem luften fra metroens ventilatorer sniger sig ind i de rejsendes næsebor, og trækker hjerneaktiviteten ud. Jeg bliver forvandlet til en stiv og ensom stenstøtte blandt disse sidste mennesker. De sidste mennesker i metroen.

Overfor mig har der sat sig en kvinde, der, til forveksling godt kunne ligne mig lidt. Lyset er dårligt og det er mørkt nedenunder København. Tunellerne føles uendeligt lange og snoede. Jeg kan ikke lade være med at kigge på kvinden overfor. Hun kigger tilbage, men ikke direkte på mig. Hun stirrer stift ud i luften imod mig. Som om hun intet ser. Det giver mig kuldegysninger. Hendes ansigt ser ud som om det er skåret i sten. Hun syntes tom, uden et egentligt indhold.
   Hendes hud ser gullig og syg ud. Hun ligner næsten hun er varmet og håndformet i voks. Hendes træk er lange, slanke og smidige. Hun er grå rundt om øjnene, med dybe rynker om munden, rundt om øjnene og i panden. Som om hun har haft for mange bekymringer. Jeg får indtryk af at, hendes indre er imploderet grundet overbelastning.
   Sådan tænker jeg om kvinden der sidder overfor mig i metroen. Det er ikke særligt pænt, men der er ikke andet at tage sig til, herunder byen hvor de få der opholder sig enten tænker det samme som jeg, eller slet ikke noget.

Metroen er et mærkeligt sted. Eller det er jo ikke rigtigt ét sted. Hele tiden skifter stedet, så man befinder sig på et nyt punkt hele tiden. Uden at man tænker over det. Man overvejer ikke alle de steder man befinder sig på den rute man følger for at nå sit endemål, det sted man skal hen.
   Det burde være kedeligt men det er hypnotiserende med de velkendte lyde og den velkendte udsigt. Man falder hen, og holder på sin vis op med at være, et lille stykke tid indtil man får fast grund under fødderne igen.

Mertroen er magisk. Tunnellerne og rytmen har denne her mystiske effekt på mennesker. De bliver hypnotiserede og metroen kan bringe selv de mest modstandsdygtige tænkere i en dyb trance. Metroen bevæger os så hurtigt under byens aktiviteter, men vi sidder bare her, helt stille. Overladt til vores egen tomhed. Vi ænser ikke at livet går så stærkt, mens vi bevæger os igennem rummet og tiden, i de lange, mørke, snoede gange. Metroen giver os en følelse af at tiden står stille.
   Der er flere personer end der plejer at være med toget i aften. De sidder hver for sig på de alt for smalle og ubekvemme sæder, og glor stift ud i luften.
   Engang imellem er der en der hoster, men ellers hersker der en salig ro. Nedenunder gadens postyr høres der kun maskinernes stemmer. De tager passagererne med væk fra verden, og ind i jordens indre.
   Jeg gør mig ikke nogen tanker mere. Jeg stirrrer, som alle de andre stift ud i luften, er helt tom og tømt indeni. Jeg har intet at forærer nogen, og jeg vil ikke have noget af nogen. Jeg vil have fred, have lov til at være mig selv, alene. Det er som om det er den fælles følelse der hersker i vognen. Ingen ser på hinanden. Ingen ser noget. Ingen siger noget Det er næsten perfekt, men kun næsten.
   Mine kinder er varme. Jeg er meget træt. Verden er uvirkelig. Det er som om jeg kun er tilskuer. Jeg sidder inde bag alt kødet og de varme kinder og kigger ud. Det er inde i min skal, der er jeg fanget og derfra ser jeg ud på den verden som kun min krop, og ikke mit sind er en del af.

Min metrotrance afbrydes da kvinden overfor mig hoster dybt i sit ærme. Hendes sæde er snavset og smalt som mit. Hun ser træt og mere gammel ud, end hun egentligt er. Jeg gransker hendes ansigt mere indtrængende og jeg kommer frem til at hun er på alder med mig. Men denne iagtagelse kræver intens studerén. Hendes hår hænger tyndt i fedtede leverpostejstjavser, pandehåret er alt for langt. Det burde klippes. Den unge kvinde der sidder overfor mig kunne godt trænge til et bad, en børste og gennemgående omsorg.
   Det skarpe metrolys fremhæver den giftigt blege hud, og det blåligtynde lag over og under kvindens øjne. Kindbenene er tydelige og ansigtet er alt for tyndt, det er magert. Øjnende synker ind under den anstrengte pande og de rynkede øjenbryn, men samtidigt er disse øjne gennemborende hvis de skulle rette deres fokus imod mig, konkluderer jeg. Disse øjne er i stand til at stirrer sjælen ud af alt levende.

Da jeg forlader metroen føler jeg mig stadig ikke rigtigt som et levende menneske. Jeg er stadig i koma, og de følelser jeg har følt og de ting jeg har set på turen fylder for meget i mig, så de pasificerer mig helt. Jeg er chokeret over at jeg gloede så meget og reagerede så kraftigt, for jeg ser folk opfører sig mærkeligt hver dag.

Jeg er til begravelse. Det er jeg meget ofte efterhånden. Det begynder at blive anstrengende. På trods af at jeg ikke ved om jeg kender afdøde. Det er umuligt at identificere de andre sørgende. De har ikke nogen ansigter. Altså jeg tror de har ansigter, men de er tilslørede og udflydende på en måde, så jeg umuligt er i stand til genkende dem. De sørgende er over det hele omkring mig, de græder en underlig, ikkemenneskelig gråd. Det lyder nærmere som den susende vind og havets bølger der er forstærket og fylder hele mit hoved med brusen. Næsten som om naturen græder for den døde.

Efter drømmens slutning finder jeg mig selv, siddende stift ret op og ned i sengen. Jeg sidder i et fugtigt virvar af sengetøj. Jeg er tør i munden og skynder mig ud i køkkenet for at hente et glas med vand. Jeg er næsten nøgen, har kun trusser på. Jeg lader vandhanen løbe lidt. Først føles lejligheden stille, men så fokuserer jeg på en svag lyd. Jeg trækker vandglasset ind til brystet hvor det køler, og bevæger mig tilbage mod soveværelset. Her finder jeg ophavet til lyden. Der er en natsværmer i min lampe. Jeg står og kigger på den i et stykke tid.

Drømmen har gjort mig urolig og den har trukket mig så langt væk fra søvnen at det vil tage mig lang tid at flyde ind i søvnen igen. Min virkelighed er sløret og min krop er virkeligt tung. Jeg befinder mig i en mat klokke, helt nede på bunden af den dybeste grav.
   Jeg ligger mig i den rodede, fugtige seng og vil prøve at læse. Jeg fryser, men min hud er klæg af nattesved. Min kind føles brændende når jeg ligger den ned imod min skulder. Jeg sætter mig op i sengen og ordner min pude så den støtter min ryg, og skåner min sensitive hud for det kolde sengegærde og væggen. Distret tager jeg min bog og fumler ved bogmærket, et gammelt, bøjet klippekort. Jeg når ikke at læse så meget som en enkelt side.
   Den grå natsværmer fanger endnu engang min opmærksomhed. Den flakser stadig rundt i den runde, store rislampe. Natsværmeren vifter med vingerne i vild panik, i håb om at der er noget mere, måske. Den er fanget i en hvid kuppel hvor udgangen er umulig at finde. Til sidst vil den falde til jorden af udmattelse, dø og blive til støv med tiden. Jeg tænker på om natsværmeren er klar over dette, og så tænker jeg om jeg er bevidst om at jeg vil dø og blive til støv med tiden.
   Jeg betragter natsværmeren i dødstrumlen i noget, der føles som en evighed. På et tidspunkt må jeg være faldet i søvn, for da jeg vågner sidder jeg med en lukket bog i skødet og en helt stiv nakke der føles, som om den støttes af smerte, hver gang jeg bevæger den. Jeg er faldet i søvn med ansigtet rettet mod lampen, og den har været tændt hele natten.
   Hele min krop værker, og udenfor skinner lyset ind fra den blå himmel og den alt for store sol. Natsværmeren i lampen er væk. Er den død?
   Tiden sættes i gang igen, det blinker rødt i mit perifære syn. Jeg kigger på digitaluret som fortæller mig at klokken er 10.32. Jeg skulle have befundet mig et sted klokken otte. Jeg overvejer at melde mig syg.

Dagen tilbringer jeg i sengen med min bog. Engang imellem kigger jeg op på lampen, og tænker, uden at jeg selv er klar over det, på hvorvidt natsværmeren fandt vejen ud i natten, eller vejen ind i den tunge død. Jeg ønsker at natsværmeren er sluppet ud. Men jeg ved at den nok ikke er.

Om aftenen tager jeg til et foredrag på Københavns Universitet. Foredraget er kedeligt og menneskene i salen larmer for meget. Jeg stirrer op mod foredragsholderne uden at forstå hvad hun siger. Jeg stirrer tomt ud i luften og holder hårdt om stolesædets sider.
   Jeg har været i et underligt humør hele dagen. Måske på grund af den drøm jeg drømte og fordi jeg sov dårligt, måske fordi jeg pjækkede. Måske fordi jeg generelt føler mig uduelig og utilstrækkelig. Måske en blanding af det hele.
   I foredragets pause tager jeg en kop kaffe og beslutter mig for at jeg ikke bliver hængende til anden del. Den første etape op ad bjerget var hård nok, jeg behøver ikke en gentagelse, og da det ikke er obligatorisk gider jeg ikke bruge en time mere.

Jeg træder gennem dørene ind i metroen. Der er helt tomt, og dørene lukker mig inde i tomheden. Suset, og det ryk det giver når toget starter vækker mig til live og jeg går ind og sætter mig. Jeg føler mig meget ensom og isoleret. Helt alene under byen hvor folk samles foran tvet, rundt om bordene og ikke er alene som jeg. Jeg er ødelagt, føler mig nærmest dopet. Mine øjne føles som om de er pakket ind i et tykt lag vat inde i kraniet, og jeg er på grådens rand over min egen ensomhed og situation. Jeg er overtræt, prøver jeg at forklare mig selv. Men jeg har en mærkelig, ængstelig følelse indeni som ikke vil slippe mig. Jeg er tung om hjertet og jeg føler at jeg har sorg, men jeg har ikke noget at sørge over.
   Jeg kommer til at tænke på natsværmeren der gik i døden, alene. Det er jeg sikker på at den gjorde. Og jeg tænker at jeg er ligesom den. Fanget i et underligt lys, uden udgange eller nogen til at trøste mig. Alene sidder jeg her og føler at jeg skal dø. Der er ikke mere tilbage at leve for. Der er ikke mere grund til at jeg trækker mit vejr, jeg vil ikke have det længere. Jeg føler mig sløv og ligegyldig. Jeg er ufatteligt tung i hovedet og mine øjne, og min pande dunker.

Jeg forsøger at visualisere afdøde fra begravelsen for mit indre syn, men det nytter ikke.

Mit hoved føles bare tungere og tungere. Jeg sidder og nikker i metroen fordi jeg er så søvnig. Til sidst forsvinder jeg ind i den tætte tåge i mit hoved. Det hele er opfyldt af en mat grød der lukker sig om mig, og fylder alle åbningerne i mit ansigt, øre, næse, mund og øjne.

Vi sidder på kirkebænkene. Oppe foran i kirken, næsten oppe ved alteret, blot adskildt af bænkene til altergangen står der en kiste. Jeg har en stærk følelse af den person der ligger i kisten. Jeg er sikker på at jeg ved hvem det er og jeg er sikker på at jeg har ret. Hele menigheden synger "Se nu stiger solen" og jeg føler en tåre trille ned ad min kind, for afdøde og for det tabte liv.
   Jeg kigger mig omkring i den store mørke kirke. Der hængere spindelvæv i hjørnerne. Og skyggerne fylder det meste af kirken. Der er ikke noget sol ind ad de store mosaik-vinduer. Jeg kan ikke få deres motiver til at give mening. Jeg forsøger at identificere menigheden til højre og til venstre for mig, men jeg kan ikke se dem ordentligt. De har ikke nogen ansigter. Jeg forsøger at betragte en kvinde mere grundigt, og hun kigger tilbage på mig med hendes øjenløse ansigt.

Jeg vågner i metroen med et sæt. Overfor mig sidder den kvinde jeg tidligere havde set under jorden. Mit ansigt er svedigt efter jeg har drømt, så jeg løfter højre arm for at tørre sveden væk og stryge mit hår tilbage med min håndryg. Kvinden gør de nøjagtigt de samme bevægelser som jeg, på samme tid som jeg udfører dem. Da jeg midt i min forbavselse stopper, gør hun ligeså. Hu stirrer tomt ud i luften og jeg stirrer stumt og forbløffet på hende.
   Jeg lader hånden falde ned på låret og det samme gør kvinden, denne, min nye følgesvend overfor mig. Jeg iagttager hende i en rum tid. Herefter retter jeg hurtigt på håret. Hun gør det samme. Jeg kommer til at tænke på at det må ligne en parodi fra en film, hvorefter jeg får et kort smil om læben, og det gør mit spejlbillede, kvinden også. Men hendes øjne er stadig døde og tomme.
   Jeg er nu helt sikker på at kvinden overfor mig er en refleksion, og jeg løfter langsomt min hånd der glider nærmere hende. Ganske rigtigt da min højre hånd er halvvejs oppe, er hendes venstre det samme. Det er ligesom at kigge sig i et spejl. Bortset fra at kvinden overfor er slidt, indsunken, mager, grå og trist. I hendes øne kan jeg se at hendes sjæl er væk. Hun er død indeni og med et går det op for mig at den person jeg drømte jeg begravede var den kvinde der sidder overfor mig. Jeg ved at hun ikke rigtigt vil være i live. Døden har trukket for hårdt i hende til at der er noget liv tilbage. Hende og natsværmeren.

Metroen stopper og dørene åbnes. Ind i de tomme vogne kommer der to kontrollører. Den ene bevæger sig hen imod mig. Dette registrerer jeg ud af min øjenkrog. Jeg er stadigvæk optaget af kvinden.
   Kontrollør-kvinden står snart ved siden af mig.
   -Må jeg se billetten? Jeg rækker ned i lommen og trækker mit bøjede klippekort op, hvorefter jeg rækker det videre uden at kigge op. Hun betragter det kort og giver mig det igen. Så går hun op til den anden kontrollør, og de taler dæmpet sammen. Jeg lytter ikke.
   Min refleksion og jeg er alene i verden. Det er ensomt selvom kontrollørene også befinder sig i vognen. Vi er ikke fysisk alene. Men psykisk er jeg helt alene.
   Kvinden overfor mig sidder bare som forstenet. Jeg rører hende i ansigtet, mens hun rører mig i ansigtet, men jeg kan ikke mærke hende. Det er lgiesom at stikke hånden ud i luften, der er intet at mærke. Jeg kigger på vores spejlbillede i ruden, men jeg kan kun se mig selv. Kvinden er der ikke.
   Metroen stopper og jeg rejser mig panisk og løber hen mod kontrollørene, skubber dem til side og løber ud imellem dem. Jeg hører kvindens forbavsede udbrud, lige før jeg styrter lige ned i gulvet. Min skuldertaske åbner sig og alle mine papirer fra oplægget falder ud over det hele. Kontrollørene kommer hen for at hjælpe mig op. De ser forvirrede ud. Men ikke så forvirret og bange som jeg føler mig. Jeg er et virvar af snigende angst og urolige følelser. Jeg kan ikke rumme alt det der foregår inden i mig. Eller alt det der foregår udenfor, omkring mig. Jeg kigger ind i ruden overfor mig, der hvor indgangen til den anden metro er, men jeg ser ikke migselv. Det eller den der kigger op på mig er kvinden under jorden. Hvad gør jeg?

Jeg stormer indad døren i lejligheden, kaster mine nøgler fra mig på de lille kommode indenfor døren. Lejligheden er næsten helt mørk, men lyset i soveværelset er tændt, og har været det hele tiden. Lejligheden er ikke tom og mørk at komme hjem til. Jeg har en smag af opkast i munden, og jeg har givet op omkring alting. Jeg kan ikke komme videre i mit liv, jeg kan ikke komme uden om denne forhindring. Jeg kender ikke mig selv og jeg fordtår ikke mig selv. Jeg er fastlåst og tom. Som natsværmeren i lampen.

Da jeg står med alle pillerne i håndfladen giver det hele mening. Jeg ved godt at jge efterlader min familie, men de ved hvordan jeg føler indeni og hvordan jeg har det, så de jan godt forstå hvorfor jeg ikke vil mere. Jeg ved at de ikke vil være vrede på mig, de vil forstå det hele.
   Jeg tømmer hulen fra min hånd og holder hovedet tilbage, for at få alle pillerne med. jeg tænker over at jeg er ude af stand til at føle noget dybt, noget alvorligt. Mine følelser er overfladiske. De er hule og flaske, et fantasiopspimd, i et forsøg på at være mere end jeg er.
   Hvem er jeg, hvad er mig og hvad er den person jeg ønsker at være? Ikke kvinden under jorden, men det er hende jeg er. Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har været mig selv, eller om jeg nogensinde har været det. Jeg er en opskrift på et menneske, men det er også alt. Jeg er ikke færdig. Og jeg er ikke mere end det der ses udenfra. Og det er alt.
   Jeg kan mærke en tåre trille nedad min kind. Jeg retter nryggen og ser mig selv i spejlet. De rødrandede øjne der stirrer tilbvage på mig er ikke dem jeg er vant til at se. Jeg er kvinden i metroen. Jeg falder om.

Der går to uger før nogen bemærker hun er væk. Studievejlederen prøver at ringe, men ingen tager den.
   Da de finder hende ligger hun på badeværelsesgulvet, helt tør og trist.

Hun er et grimt og ensomt lig.