Jeg drømmer.
   Det er det jeg gør lige nu. Og jeg ved det godt. Det er ikke altid jeg er bevidst om det. Men nu her er jeg. Jeg ved ikke hvor længe jeg har sovet. Ved dog at jeg har haft drømme tidligere i nat. Jeg ved ikke hvad jeg har drømt, det er borte i mit baghoved. Men nu har jeg påbegyndt en ny drøm.
   Men denne her drøm virker anderledes end de andre drømmer som jeg plejer at drømme. Det er som jeg på en måde er mere tilstede i denne drøm. Fysisk, på en sær måde. Jeg er også langt mere bevidst.

Jeg står på en landevej. Den ligner grangiveligt den vej som mine forældre bor på, måske er det endda den samme vej. Jeg ved det ikke. Men omgivelserne er på en eller anden måde bekendte, og på sin vis også trygge. Himlen er i en flot og let blå nuance og ganske klar. Det er et dejligt vejr. Der mærkes ikke en eneste blæst. Helt vindstille. Og helt stille.
   Jeg står ude midtpå vejen, hvorfra jeg betragter mine omgivelserne i et stykke tid. Tid, der alligevel ikke eksisterer i drømme. Så jeg ved ikke hvor længe jeg står der, eller om man overhovedet kan tale om et tidsrum. Men jeg står der. Og jeg tager det første skridt. Og det næste skridt. Jeg bevæger mig fremad, imens jeg kigger mig nysgerrigt omkring. Udover de uendelige og dybt imponerende gule og velplejede rapsmarker. Det er som om der kun er mig, himmel, marker og landevej. Og jeg ved at jeg bare skal bare fortsætte ligeud. Så det gør jeg. Jeg går. Uden at tænke, men betragtende. Dette fortsætter jeg med. Jeg suger drømmens stemning ind i mig. Og beslutter at jeg vil huske det hele. Jeg kigger til siderne. Og jeg kigger ligeud.
   Jeg kan skimte noget ude i horisonten. Noget større, måske huse?
   Jeg tror det er huse. Vejen fortæller mig hvor jeg skal gå hen, at jeg skal gå imod dem. Så jeg fortsætter.

Jeg kan se noget i vejkanten forude, imellem det som jeg antager er huse og mig. Det er svært at se hvad det er fra der hvor jeg står. For det er mange, mange meter foran mig, hvor mange ved jeg ikke. Lige som jeg ikke ved noget andet med sikkerhed i denne drøm. Men udsigten til dette noget der ligger og venter på mig gør at jeg sætter tempoet op. Da jeg langsomt nærmer mig kan jeg se at det der ligger der er meget stort. En stor, hvid plamage ser det ud til. En masse med noget tyndt, langt, parallelt der stikker op i luften. Massen ligner at den har været ved at glide ned i grøften, men besluttede sig for at stoppe på halvvejen. Så nu ligger det meget ubeslutsomt lidt i vejkanten, lidt i rabatten og lidt nede i grøften. Jeg kommer tættere på, men det er stadig svært for mig at bestemme hvad det er.
   Jeg indånder den friske luft, og kigger op i himlen. Det er svært at gå når man ser op. Men himlen er så evig, let og blå. Jeg fortsætter med at gå imens jeg kigger op. Til sidst bliver jeg svimmel. Og jeg er lige ved at vælte da jeg kommer til at træde halvt på vejen, og halvt i rabatten på grund af den ujævne grund jeg bevæger mig på. Jeg er nødt til at kigge tilbage på vejen. Og nu er jeg kommet så tæt hen imod den store, hvide plamage at jeg kan se den. Og jeg kan nu se hvad det er, jeg går hen til den. Det er et alarmerende syn der har ventet på mig.

For det er en stor, hvid, død hest. Det jeg kunne se før fra der hvor jeg stod, er de ribben der stikker op. Pelsen ligger, som store flapper ned af ryggen på hesten og blotter de skinnende hvide og slanke knogler. De peger ud mod marken. Hestens hoved er bukket lidt for meget bagud, halsen er helt strakt. Tungen, der er blevet brunlig, og halvt spist af insekter hænger ud af det store dyrs mund. Det ene øje der kan ses, er forsvundet. Også spist af insekter, så tilbage er kun et stort, sort, tomt hul. Der er en summen af kryb og en vild aktivitet blandt myrerne. De slæber frem og tilbage på stumper af hestens kød, og andre af dens rester. Rydder af vejen. Rydder det hele op. Efter det der er sket. Hvad det så end er.
   Jeg står lidt og ser ned på liget. Det lugter grimt, eller er det bare noget jeg bilder mig ind? Man kan ikke lugte til ting i sine drømme, men man kan jo heller ikke føle ting som varme og sådan noget.
   Solen har gjort sit til udviklingen af stanken, uanset om det er noget jeg bilder mig ind eller ej. Det er meget fælt. Solen er dog ikke voldsom nu. Det er mest bare blå himmel. Og det er det. Det hele er mærkeligt.
   Det store dyr ligger der bare helt stille, alt imens livet fortsætter omkring det. Det er insekternes hele liv, at hesten ikke er mere. Og der, foran mig udspiller sig de vigtigste øjeblikke i de smås væren, efter den store stoppede med at eksistere. Andet, end som et gigantisk dødt korpus, der baner vejen for nyt liv. Livets cirkler er en kilde til evig forundring for mig. Selv i mine drømme.

Jeg løsriver mig en smule brutalt fra min falden i staver, over hele dette sære døds/livs optog, og begiver mig videre. Drømmen føles allerede lang, men det er svært at bedømme. Jeg kan have sovet i en time, eller fem minutter. Det er ikke til at sige, og det faktisk også ligegyldigt. Men jeg er begyndt at blive utålmodig, rastløs og jeg er også begyndt at føle mig temmeligt ubehageligt til mode. Scenariet vil måske nok ændre sig snart. For jeg vil nå de huse, som jeg tidligere havde kunne ane, stadig mens jeg sover. Jeg er nysgerrig og starter endnu engang på at gå mod målet i et raskt tempo. Jeg kan være ved de huse inden ikke alt for længe tror jeg. Jeg tænker at det er underligt for her ikke er nogen biler på vejene. Og ligesom der ikke er nogen biler, er der heller ikke nogen folk. Jeg har passeret en død hest, og nu er der stille og tomt. Jeg har mit mål, og jeg går hurtigt. Mine ben føles lidt som penduler, der med deres rytme forsøger at hypnotisere mig. Husene forude bliver større i takt med at jeg nærmer mig dem. Og det gør jeg virkeligt. Har gået længe, men nærmer mig afklaring, og måske endda intet mindre end en forklaring.

Kommer til et lille, helt tilmudret byskilt. Det er smurt ind i mudder men med menneskehåndsaftryk i den tykke, tørrede jordmasse. Det er det første rigtige spor af noget levende, udover det virvar af insekter der havde taget sig af hesten. Men det betyder at her er mennesker? Der er jo også husene, men de er så fjerne, og håndaftrykkene er så tæt på mig nu. Jeg vil helst ikke røre ved skiltet, så jeg finder derfor ikke ud ad byens navn. Kan bare ikke få mig selv til at røre ved det.
   Nogle meter længere henne ad vejen, måske en ti til femten meter står det første hus. Brune mursten. Det er placeret sådan at husets ene side er vendt hen imod mig så jeg ser dets hjørne og en smule af husets profil, men ikke meget. Vejen snor sig, og jeg kan ikke se hvad der ligger omme bagved huset. For imellem det og mig står der høje, mørke træer og buske af mange forskellige arter. Det er dem, der er årsag til at jeg kun kan se nogle meter af huset, der afgrænses af træerne og hjørnet. Jeg går hen ad vejen mod huset og begynder, da jeg nærmer mig at kunne se et hus der ligger lidt længere væk på den anden side af vejen. Og da jeg nu står foran det hus, som var det første jeg så, kan jeg se at der ligger flere huse på hver side af vejen et stykke frem. Huset til min højre side, det første hus er stort og gardinerne er trukket for. Haven foran bygningen er et rod uden lige. Græsset har vokset sig langt og er blevet en smule gulligt på grund af den kraftige sol og det er helt ude af kontrol. Det samme er alt ukrudtet. Det ser herrens ud. Dette gælder også for huset ved siden af. Her er der trukket for på samme måde, og haven ser lige så uplejet og vild ud. Også huset overfor disse to. Der er ikke biler i indkørslerne. Kun grus, der er ved at blive invaderet af græstotter, som nægter at lade sig holde nede, da tilsyneladende ingen har ville tage kampen op imod dem. Eller har opgivet denne kamp.

Det hele er så småt og landsbyagtigt. Ikke engang et rigtigt fortov kan ses i vejkanten. Jeg tænker ved mig at selv at det engang har været hyggeligt. Men det er det ikke mere. Nu er det ubehageligt, helt forkert og forladt ser det ud til. Der har i hvert fald, siden jeg kom ind i byen og i alt den tid jeg er travet imod den, ikke været skyggen af noget menneske. Hvor er de alle sammen henne? Og hvorfor har de forladt dette sted, hvorfor har de gjort sådan at byskiltet ikke kunne læses? Her er helt stille, og vinden rører sig stadig ikke. Men tid her i byen nu, er ikke som tiden er i mine drømme. Tid her i byen får ting til at forfalde, alt for hurtigt, mens tid i mine drømme ganske enkelt ikke eksisterer.
   Der hersker en mærkelig og faretruende stemning over husene. Himlen er stadig blå, men jeg er kommet i tvivl om det er noget der er godt. Om det er noget positivt. Den er transparent, men dog dyb og forræderisk. Og alle huse er hermetisk lukkede og de føles tomme og triste. Imellem husene og himlen svæver usikkerheden, tvivlen og en art angst. Og det planter sig dybere og dybere i mig for hvert et skridt jeg ind mod denne her spøgelsesby.

Den vej som har fulgt mig igennem byen deler sig snart i to veje, lige så store som den jeg befinder mig på nu. Alle de huse jeg passerer er lukkede og gardinerne og persiennerne er trukket for eller rullet ned. Indkørslerne er tomme. Men vejen deler sig, og dette ved jeg et eller andet sted indeni mig, i min drøm at det vil forandre det hele.
   Det er et lille T-kryds, uden fodgængerfelt eller noget som helst andet. Og direkte nede for enden af den vej jeg går på, der ligger der endnu et lille hus som ligner alle de andre. Men jeg behøves ikke komme særligt tæt på det for at vide at det her hus anderledes, at det slet, slet ikke er som de andre. Først ved jeg ikke hvad det er. Men jeg kigger på huset og prøver at regne ud hvad det er der er så anderledes. Men med et slår det mig. Husets dør står åben, og gardinerne er ikke trukket for. Dette hus er åbent for mig. Og jeg ved, dybt nede i min sære, tunge søvn, at det er meningen at jeg skal gå derind. Selvom det er åbent for mig, og anderledes end de andre huse, så er det stadigt ensomt og trist.
   Jeg går over vejen da jeg når krydset, underligt nok og ganske unødvendigt kigger jeg mig faktisk for. Selvom alt er så forladt, og selvom jeg ingen biler har set. Jeg går op ad fliserne, der fører direkte op til de tre trappetrin der skal hjælpe mig ind i huset. Flisegangen er midt i haven, og døren er placeret midt på husets facade. Jeg tæller fliserne. Der er præcis syv. Det er mærkeligt, for det skal helst være et lige antal af fliser. Ellers er det ikke rigtigt. Det skal være lige. Jeg løfter venstre ben og træder op. Løfter højre og løfter endnu engang venstre ben. Og står nu lige foran den åbne dør og kan kigge ind i den mørke gang. Jeg venter lidt med af træde over dørtærsklen, tvivler dog ikke et øjeblik på at jeg skal derind, det er helt uundgåeligt. Men jeg står bare og kigger ind i den mørke gang. Luften står helt stille. Der er et slidt brunt gulvtæppe i gangen. Det er så mørkt derinde, og gulvtæppet gør det ikke bedre eller lysere. Til højre på væggen hænger der en knagerække, og på denne hænger der jakker i forskellige farver, under jakkerne på gulvet står der en række af sko. Der er et par damestøvler og et par damesko. Og så er der flere sæt børnesko. En samling børnesko i diverse blege pastelfarver. I to forskellige størrelser, ser det ud til. For enden af skorækken står to små skoletasker. De har lige som skoende og jakkerne samlet sig et tykt lag af støv. Den triste og beskidte støvsne, der fortæller mig at det nu er en glemt og fortabt barndom der har boet her i dette hus.
   Jeg har en følelse af at huset vil opsluge mig med det samme i et kæmpe sus når jeg træder derind. Og jeg er bange, virkeligt bange, men jeg tager mod til mig imens jeg betragter det hele. Direkte forude er køkkenet for enden af gangen. Til min venstre side, lidt forude er en åben dør. Kan endnu ikke se hvad der er derinde. Til min højre side er der også en åben dør, imellem den og åbningen til køkkenet er alle sko, tasker og jakker. Dørene åbner begge indad, og står begge helt åbne.
   Jeg løfter foden og træder tøvende over dørtærsklen. Står stille et afventende øjeblik. Vil se hvad der sker, men der sker intet. Og jeg går langsomt ned mod køkkenet. Jeg kigger ind. Der er støv overalt, og proppet med køkkensager, der bare ligger hulter til bulter overalt. Der ligger beskidte tallerkener i opvaskebaljen der stadig står i vasken. Vandet er snavset og næsten fordampet. Det er ulækkert. Og det er længe siden her har været nogen.
   Vender mig om, og kigger på det lille bord der er placeret i køkkenets midte, med fire træstole omkring. Der står rene tallerkener på det, og kun støvet viser hvor længe de har stået der. Der er dækket op til tre. Med knive og gafler og glas og midt på bordet venter varmebrikkerne for evigt på de fyldte gryder. På køleskabet hænger der børnetegninger. Lige som dem jeg lavede da jeg var barn. Huse med tyk, grå røg op ad skorstenen. En fjollet, men storsmilende og dejlig, gul sol. Glade tegninger, sunde tegninger. Tændstikmennesker, og en enkelt prinsesse. En Hest, en hvid, stor hest i galop med manen og halen stående stift bagud, og store, sorte øjne. Jeg går hen til tegningerne og ser dem tæt på. Det er fine streger, jeg kan se der er blevet lagt mange timer, og en stor del koncentration i det. Det er så uskyldigt og så naivt. Og meget, meget sødt. Men også forladt og glemt som alt andet her i min drøm. Det er trist, og her er trist. Gryderne står på komfuret, med låg på. Der er edderkoppespind i hjørnerne, oppe i loftet. Og imellem kaffemaskinen og væggen og gryderne. Overalt er der edderkoppespind, sammen med og ovenpå støvet. Jeg kører en finger igennem støvet på bordet ved kaffemaskinens fod. Skriver mit navn i det. Ved ikke hvorfor. Det kommer af sig selv.
   Det er ligesom om, da jeg rører ved huset, ved dets inventar at noget aktiveres. Huset liver på en eller anden måde op. Lyset skifter farve. Jeg snurrer rundt og nu er her ikke mørkt længere. Nu er her et varmt lys og her er en behagelig stemning. Jeg kan lugte maden, og det dufter godt. Luften er ikke længere tung og stille. Kogepladerne som gryderne står på et tændte, og støvet og edderkoppespindet er væk. Nu er her blevet behageligt. Jeg står stille og forsøger at regne ud hvad det er der foregår omkring mig og hvorfor det hele er forandret. Der er også kommet lyde nu, hvor det før var helt stille. Jeg kan hører barnelatter fra et andet sted i huset.
   Jeg føler ikke længere den samme angst og følger uden egentligt at tænke over det efter lydene. Træder ud af køkkenets åbning, og ud i gangen der fører til husets andre rum. På min venstre side er der den stue lidt henne ad gangen. Jeg kalder højt ud efter stemmerne af de andre som var her lige før. De første levende væsener jeg ser udover insekterne. Jeg råber "Hallo? Er her nogen?". Idet samme slukkes det varme lys jeg havde fremkaldt da jeg først havde rørt ved støvet. Det er som om fortryllelsen med et sæt brydes, som om der slukkes på en stikkontakt. Og tilbage er den stillestående og lidt kvalme luft, der ovenpå denne oplivende og betryggende afbrydelse føles endnu tungere imod mit bryst og i mine lunger. Farverne er vendt tilbage til det grå, og det varme lys er helt forsvundet, nu ser jeg bare støvet jeg selv har hvirvlet op i soltrålerne der kommer ind ad døren. Og her er stille. Helt stille. Jeg stopper op og prøver endnu engang at forstå. Men jeg forstår ikke. Jeg prøver at stoppe mit hjerte der banker for at kunne høre den glade latter jeg hørte for et minut siden. Men jeg hører intet. Og angsten er kommet tilbage. Jeg har byttet lyset og livligheden ud med en snigende frygt der får de alarmerende klokker indeni mig til at overdøve alt. Jeg føler mig desperat, For et øjeblik siden var jeg ikke alene, men det er jeg nu. Jeg er helt alene i huset, i denne drøm af min. Jeg står ikke stille længe, men træder ind i det rum hvorfra jeg hørte de stemmer der gav mig tryghed. Det er en stue, og en lille en af slagsen. Den er helt tom, som jag havde regnet, men ikke som jeg havde håbet på.
   Jeg kigger mig omkring. Sofaen står så den vender ryggen til mig imens jeg står i døråbningen, det er er en trepersoners. Den er brun og gammel, og beskidt og støvet. Ligesom alt andet her i huset, hjemmet. Der står en matchende stol på hver side af sofaen, skævt. Det hele vendt mod tv'et, der er vendt mod mig. Det er slået fra, altså ledningen er trukket ud. På bordet står der et tomt, og temmeligt fedtet glas. På væggene hænger der billeder. Kedelige billeder, det bliver ikke mere trivielt, tror jeg. Kronhjort ved skovsø-agtigt. Meget uopfindsomt. Men stuen er også stiv og upersonlig nu hvor den er så forladt. Der er ikke rigtigt noget liv over den, ikke mere i hvert fald. Gardinerne var vist engang hvide men nu er de blevet mere gullige. Stuen er absolut ikke moderne indrettet. Men den har været hyggelig da der var børn her der legede. Jeg går rundt om sofa arrangementet. Kigger ud af vinduet og kan se den vej jeg kom fra. Det er stadig lige forladt udenfor. Ruderne er tykke, som af gammelt glas. Og de får verden til at se grødet ud. Den er tykkere, og tyndere nogen andre steder end den plejer at være, den virkelighed.

Det kommer som sådan et sus. Lyset bliver endnu engang anderledes herinde i rummet. Jeg vender mig om og ser pludseligt de to små piger løbe rundt om sofaen. De løber efter hinanden. De griner højt, råber og den lille prøver at fange den lidt større pige. Måske syv og ni år. Eller deromkring. Der er den livsglæde som jeg havde søgt efter for et minut siden. Sofaen, gardinerne stuens fremtoning i det hele taget er ikke mere trist, nu er det hyggeligt og behageligt. Og lyst. Alle de brune farver der dominerer huset virker ikke længere ulækre og triste, nu virker de varme og beroligende. Pigerne stopper op, de ler fortsat men er blevet så forpustede at de ikke kan mere. Den lille knækker sammen på gulvet af grin, og lader sine korte arme vælte op over hovedet og hvile på gulvet. Hun er helt afslappet nu efter hun har grint færdigt. Den store pige sidder i sofaen, og er også færdig med at grine. Hun sidder og nuldrer sit hår. Det hænger i tjavser efter en lang dag ude i det dejlige vejr. De har begge en sund farve efter solen, og set er pæne og glade børn. Det er søde børn. Den lille rejser sig og stiller sig hen ved siden af sin søster. Så hører jeg deres mor kalde på dem. Hun kalder "Piger", der er et halvt minuts pause , hvor de to piger lytter koncentreret og afventende, før moren kalder igen. "Piger, vil I ikke hente den lille sorte kasse til mig. Den der ligger i badeværelseskabet?" Pigerne rejser sig i en fart og halvvejs løber om kap, endnu engang i vild latter ud af stuen for at være den der opfylder deres mors anmodning. Først går jeg, men jeg er hurtigt klar over at jeg må sætte farten op hvis jeg skal kunne følge med børnene. Så jeg begynder også og løbe. Og kommer ind i stuen overfor. Jeg når lige at være klar over at det er en lidt finere spisestue, og hører børnene trampe på trappen, ser den sidste strømpeklædte sok forsvinde ovenpå. Jeg tager vindeltrappen i stuens hjørne hurtigt, tager kun hver andet trin.
   Ovenpå er der lidt mørkere men har er stadig varmt og hyggeligt. Der er bagved mig et lille skråvindue der lukker sol ind. En nedadgående sol. Jeg drejer til venstre, og ser på min højre side to døre og på min venstre en enkelt dør. Lige forude, for enden af gange er badeværelset og jeg kan se pigerne derinde. De vimser rundt. Den lille er kravlet op på wc'et for at kunne nå toiletskabet over vasken. Hendes storesøster har allernådigst ladet hende tage den æske deres mor skal bruge, ned. Så den lille pige rakker ud og får åbnet skabet. Jeg står ved trappen og se hende tage den sorte æske fra øverste hylde i skabet. Den er læderindbundet, og skinner i det skarpe badeværelseslys.
   Den yngste af dem hopper ned fra toiletbrættet, og knuger æsken op foran brystet med begge sine hænder. Hun kigger spørgende op på sin storesøster, som løfter hånden for at tage æsken, men tænker sig om et øjeblik og trækker armen til sig igen, og lægger en arm på den lilles skulder for ligesom at få hende i gang. Ned til deres mor for at aflevere det de blev bedt om at hente. Den lille begynder at gå, hen imod mig. Og storesøsteren følger efter. De kommer hen til mig og passerer mig, uden at ænse mig. Bevæger sig ned af trappen og de nynner i kor. Jeg følger efter dem nedad trappen, igennem den pæne stue og ind køkkenet. Moren står med ryggen til og rører i en af gryderne. Og den lille pige går hen og tager fat i hendes trøje, hvorefter hun vender sig og ser ned på sit barn. Moren ser træt ud, kan ikke se så meget af hendes ansigt fordi hendes mørke hår falder ned over det da hun bøjer hovedet fremover mod sin datter.
   Hun tager fat i æsken, ligger den på køkkenbordet. Hun slukker kogepladerne, og ligger låg på gryderne. Det hele foregår meget roligt og velovervejet. Og med et, for mig, ganske ukendt formål?
   Børnene står afventende bagved hende imens hun foretager sig disse ting. Da hun er færdig med det der skal gøres, vender hun sig om og slår armene ud mod sine døtre. De står med ryggen til mig, og moren står nu med front mod mig. Heller ikke hun ænser mig. Hun betragter sine døtre med en alvorlig mine og genner dem hen mod bordet. De sætter sig ved bordet og kigger afventende på deres mor. Hun går hen og sætter sig, overfor dem. De sidder side om side med ryggen mod døråbningen ud til gangen. Moren, som holder den sorte æske imellem sine hænder, sidder lidt og ser på børnene. Der er noget der ikke er som det burde være. Der er noget galt med moren. Hun ser for træt ud? Eller ser hun ulykkelig ud? Jeg kan ikke se børnenes ansigter. Jeg kan se deres rygge. De sidder uroligt. Det gør børn. Moren bøjer hovedet, og børnene retter deres rygge og sidder helt stille. Hun lægger æsken midt på bordet og lægger armene symmetrisk på hver side af sin tallerken. Hun skænker vand op i sit glas fra en glaskande der står til hendes højre side, ved siden af den sorte æske. Hun tager en slurk af glasset og sætter det tilbage. Så åbner hun æsken.

Først kan jeg ikke se hvad der er i den, da låget bliver vendt op imod mig. Jeg må gå om rundt om bordet og stå bagved moren, i stedet for bagved pigerne. Da jeg kommer om bagved hende kan jeg se at æskens inderside er dækket med hvis fløj. Og nede i det bløde, fine fløj ligger der tre genstande. Der er et lille brunt glas, der er en lille, gullig og sammenrullet gummislange, og der er en kanyle. En lille fin en. Den ser gammeldags ud. Den er lavet af glas og med runde metalringe til fingrene. Den ser ud som om den er blevet fint vedligeholdt. Som om den er blevet pudset. Børnene sender æskens indhold store øjne. De ved måske ikke hvad det er. Syv og ni? Moren tager genstandende ud af æsken, en efter en og ligger dem på bordet. Da hun har taget det hele ud, lukker hun æsken og ligger den tilbage, der hvor hun havde lagt den da hun skænkede vand op. Hun tager en ren nål, der er pakket ind i plast op af lommen. Sætter den i kanylen med besvær, der viser at hun ikke har en kunnen indenfor dette område. Men det lykkedes omsider og hun tager den og fylder den halvt med den klare væske fra det brune lille, glas. Støtter albuerne på bordet imens hun sprøjter en lille smule af væsken ud af kanylen, for at komme af med den mulige luftbobler der kunne findes i kanylen. Hun kigger op, og jeg se at hun vinker den mindste af pigerne hen til sig. Den lille pige rejser sig og træder langsomt rundt om bordet, imens hendes hånd følger bordkantens linjer. Hun er tøvende. Da hun kommer om til sin mor ruller moren hendes ærme op, og binder den gullige gummislange om hendes arm. Hun slår blidt på barnets arm, indtil en åre kommer til syne. Moren lader sit greb glide længere ned ad pigens arm og stopper midt på den korte, tynde underarm. Hendes greb bliver en smule fastere, og hun nærmer sig pigens arm med kanylen. Metallet rører pigens arm. Jeg kan se at hun spænder kæben, spænder hele kroppen. Jeg kan ikke se hendes øjne, da hun kigger ned i gulvet. Men kan se hendes næver er knyttede. Derfor gør det ondt på hende da nålen penetrerer huden. Moren presser væsken ind i pigens årer. Jeg kan se en tåre trille ned af barnets kind. Hun siger intet, men jeg kan se at hun ryster, af spænding og af smerte. Med den frie hånd tørrer hun tåren væk. Moren trækker nålen ud af armen, og jeg kan se at huden giver sig en smule, næsten forsøger at holde sig fast på nålen. Men huden slipper til sidst nålen. Og pigen trækker armen til sig. Hun kigger op fra gulvet, og jeg kan se hun græder, men hun gør det helt lydløst, imens hun sætte sig tilbage på sin plads overfor sin mor.
   Den anden pige ser på moren, som åbenbart signalerer på en måde der ikke kan ses af mig at det nu er hendes tur. Så hun rejser sig langsomt, hun har lige set sin søster opleve smerten, og er derfor bange. Hun går ad samme vej som sin lillesøster, og da hun går forbi denne ligger hun kort en trøstende hånd på hendes skulder. Da hun når om til moren smøger hun selv sit ærme op. Hun forsøger at samle mod så hun ikke skal græde også, hun koncentrerer sig meget om dette kan jeg se. Og jeg tager mig selv i at håbe inderligt at det vil lykkes hende ikke at lade sine tårer få afløb. Moren binder gummiet om hendes arm også. Tager en smule hårdere fat, men stadigt ømt. Jeg undrer mig over hvorfor hun bruger den samme nål på begge børnene. Det gør man da ikke. Det er ikke mere sterilt. Hvad tænker hun på? Jeg vil gerne tage fat i hendes arm og stoppe hende, jeg kan ikke. Har glemt hvordan jeg bevæger mig, og kommer et kort øjeblik i tvivl om jeg overhovedet kan huske hvordan jeg trækker vejret. Får et ordentligt sug ind i lungerne, fordi jeg anstrenger mig så meget. Underligt nok er føles luften iskold indeni min krop. Som om den vil bryde alt indeni mig op. Moren strammer gummibåndet, og slår på armen, blodåren dukker op. Hun fører nålen hen mod pigens arm, og stikker den nænsomt ind. Den store pige kigger med et stift, fokuseret blik, direkte ud i luften, hun prøver at holde smerten og tårerne i skak. En lille tåre triller ned ad kinden, men ikke flere end en. Moren presser stemplet ind, og pigen spænder kæberne, som hendes søster gjorde det da hun gik igennem det samme. Moren trækker nålen ud af hendes arm. Og pigen går rundt om bordet, først en lille smule vaklende efter hendes dybe koncentration. Men hun kommer hurtigt efter det og får sat sig over på sin plads. Pigerne betragter deres mor, nysgerrigt, en smule forvirrede. Jeg kan ikke se hvad hun foretager sig, så jeg går udenom bordet, og om på pigernes side. Jeg kan nu se moren gør klar til endnu en indsprøjtning. Hun fylder kanylen, tømmer den for luft, og binder ved hjælp af tænderne og højre hånd gummibåndet om sin venstre arm. Med højre slår hun på armen, så årenes blålige nuancer hurtigt kan anes under huden. Hun stikker nålen ind, noget mindre nænsomt end ved de to små piger. Hun sidder et kort stykke tid inden hun trækker nålen ud igen.
   Så tager hun nålen ud fra kanylen og skruer låget på det lille brune glas, folder gummislangen sammen og ligger det hele på plads i æsken. Lukker den og ligger den tilbage på bordet. Hun støtter sine albuer på bordet endnu engang og folder hænderne og ser på pigerne som sidder med ryggen mod mig. Hun smiler et underligt påtaget smil til dem, imens hun vrider sine hænder utroligt hårdt.
   Jeg går om på den anden side af bordet, om til hende igen. Og kigger på børnene der er livet lidt op efter den underlige oplevelse med deres mor. De er begyndt at sidde og pjatte og være sig selv igen, i stedet for at være optaget af deres mors sære opførsel. De begynder at sende blikke hen mod komfuret hvor gryderne med mad står, og ser spørgende på deres mor, der efter deres reaktion at dømme ikke tegn på at hun har bemærket deres sult.

Det er blevet mørkt udenfor, kan jeg se ud af vinduerne. Det er ikke sommeragtigt mere. Nu virker det mest som om mørket har lagt sig utroligt tungt om det lille hus, og som om det nægter at slippe sit tag, før det har fået hvad det vil have. Og der er noget det vil have. Noget som det ikke må få, men noget som det vil tage. Uanset hvad vi gør for at slippe. Så vil mørket tage det.

Efter noget tid sker der en forandring med de to piger. Den yngste piges øjne bliver slørede og begynder at køre rundt i hovedet på hende. Den store vender sig mod hende og lægger en arm om hende, men hun ser ud som om hun også selv begynder at have det mærkeligt. Det er svært for hende at holde armen oppe, så hun er nødt til at lægge alt sin vægt på lillesøsterens skulder. Desværre er lillesøsteren ved at være så svagelig at hun ikke kan klare byrden, og dette får hende til at synke delvist indover bordet. Med kun armene der prøver at holde hende oppe. Men efterhånden kan armene heller ikke holde hendes overkrops vægt længere. Og hun synker længere ned så til sidst hendes ansigt ligger på bordet. Halvt inde over hendes tomme tallerken. Denne vipper op, ved pigens vægt. Den store pige aer hende over håret. Men hendes bevægelser bliver langsommere og langsommere. Til sidst går også hun i stå. Og hendes hoved hviler i hendes ene hånd, den hånd der ikke ligger på hendes søsters hoved.
   Jeg står bagved moren og kan ikke se dennes ansigt, men jeg kan se at hun, ligeså vel som hendes datter, har taget venstre hånd op for at støtte sit hoved, der hænger en smule. Det vil sige at hun er ved at blive sløv som sine piger. Jeg stirrer så intenst på morens baghoved at jeg får et enormt chok da den ældste piges hoved lander med en høj klirren ned på hendes tallerken. Hun er nu, ligesom sin lillesøster, ikke ved bevidsthed længere.
   Jeg går endnu engang over på den side af bordet hvor børnene sidder, og har nu udsyn til morens ansigt. Hendes øjne kører rundt i hovedet på hende. Hvis ikke det havde så sær en situation havde det måske endda virket komisk. Men nej, der er intet komisk ved dette øjeblik.
   Tværtimod får alt dette mig til at føle mig kold ind til knoglerne og aldeles hjælpeløs og alene. Jeg har ikke på noget tidspunkt været i kontakt med nogen, men nu, nu er der ingen, og de vil aldrig komme nogen igen. Jeg skal være alene og kold for altid.
   Moren ligger begge hænder fladt på bordet, på hver side af hendes tallerken. Til slut overgiver hun sig helt og ligger hovedet på sin tallerken, som hendes to piger har gjort det. Nu har de alle givet op. Moren trækker vejret en sidste gang, og så er der helt stille. Jeg står og prøver at forstå at de ikke trækker vejret. Men jeg kan ikke. Jeg vil ikke.
   Det er som om der går skyer for himlen. Men jeg er indenfor, så jeg ved ikke hvad det er der sker. Her bliver bare mørkt igen, men denne gang mørkere end huset var før. Og her er mere uhyggeligt.
   Nu vil jeg ikke være her mere. Moren og hendes døtre er døde. Og jeg er her selv, og jeg ved ikke om huset, om mørket, om denne her forladte by har fået hvad den vil have. Jeg ved ikke om den også vil have mig. Børnene og moren ligger ind over bordet, som forstenede. Jeg må ud herfra så hurtigt som muligt. Jeg begynder at bevæge mig hurtigt hen imod døren. Jeg kan mærke hvordan panikken presser på under overfladen. Og jeg ved at hvis jeg begynder at løbe så vil panikken overtage mig fuldstændigt. Og hvis dette sker mister jeg min forstand. Jeg går hastigt igennem gangen, og det føles som om det bliver til et vakuum bagved mig, et vakuum der vil suge mig ind igen. Jeg føler jeg er nødt til at sætte farten op, men jeg må ikke. Det vil blive fatalt hvis panikken får sit jerngreb i mig. Jeg har voldsomme kuldegysninger, der kommer i krampetrækninger.
   Da jeg sætter foden på trappen kan jeg ikke styre det længere. Jeg begynder at løbe, mine øjne er spærrede vidt op og jeg kan mærke varme tårer imod mine kinder der blevet iskolde. Hele min krop føles sær, og mit blod dunker indeni mig.
   Jeg løber den vej tilbage jeg kom fra. Himlen er ikke længere blå. Den er tung og faretruende. Og ligesom huset og alt andet her truer det med at æde mig og mine tanker.
   Det bliver mørkere i et voldsomt tempo, og jeg prøver at løbe hurtigere, alt imens panikken vokser til en størrelse jeg ikke havde troet muligt. Den truer med at få mig til eksplodere.
   Og så vågner jeg med i min seng, med hjertebanken, fuldstændigt badet i sved. Og en helt forkert følelse indeni.