Jeg står i lyset, under halvtaget et stykke tid. Det har regnet. Luften er fugtig. Alt er fugtigt. Jeg skal ud nu, under den åbne himmel. Han kommer ikke for at hente mig ind igen. Betyder det virkeligt ikke mere for ham?
   Træpallerne i indkørslen, der kommer til at stå og fylde for evigt, er våde. Bilen, buskene, græsset, jorden og alt muligt skrammel rundt omkring. Jeg er på coke, amf og jeg har drukket.

Jeg sætter langsomt et ben foran det andet. Jeg er nødt til at få ændret denne tøvende, triste og bange indstilling, til en mere beslutsom og bestemt. Det kan jeg måske bruge som en trøst. Jeg er nødt til enten at kravle ind til ham igen, eller gøre alvor af min trussel. Jeg vælger det sidste. Lad mig kravle ind til ham, lad mig nu bare.
   Det andet ben foran det første. Lyset bliver mere og mere svagt, jo længere væk jeg kommer fra campingvognen. Og det hele føles mere og mere truende. Jeg kan virkeligt mærke på underlaget at det har regnet.
   Jeg er nået hen til det sted hvor jorden bliver til asfaldt. Jeg ønsker at se silhuetten af døren til campingvognen der åbner sig, og ham der stikker hovedet ud og kalder mig tilbage. Hvornår begynder asfalten? Man holder sig til de ledetråde der er i mørket. Det er smattet.

Før kunne jeg ikke se en hånd for mig, men mine øjne har vænnet sig lidt mere til mørket. Hvorfor helvede er han ikke kommet efter mig? Det dumme svin. Han kan ikke være det bekendt. Hvorfor gør han det her ved mig? Jeg kan skimte lysningen, hvor træerne åbner sig og lukker vejen ud af skoven. Det betyder at jeg er nået en trejdedel af vejen.
   Jeg er virkeligt påvirket. Oveni stoffer og alkohol, er der mange dage med meget lidt eller ingen søvn. Nu er jeg en tredjedel af vejen, jeg aner ikke hvornår busserne går og jeg er virkeligt langt ude på landet. Nu begybder jeg at kunne se meget mere.

Hvorfor er han ikke kommet? Og hvorfor er det så smattet? Jeg kigger ned. Og jeg kan se at jeg står midt i en masse frøer, i oceaner af frøer. Jeg vender mig om og ser mig tilbage. Vejen jeg kom fra, er helt dækket med frøer. Jeg suger luft ind, men det er så fugtig og lammende koldt i min hals at det gør ondt når jeg endeligt får det hevet ned lungerne. Det hele er fuldstændig surrealistisk. Hvorfor er han ikke kommet? Hvorfor er han ikke kommet? Har jeg gået i frøer hele vejen??? Er jeg der ikke snart?

Har alt hele tiden været tyst?

Det er blevet lettere at træde udenom frøerne nu hvor der begynder at blive lyst. Det er stadig ikke helt let. Et minefeldt. Alle de frøer jeg har gjort ondt. Jeg er så påvirket.Hvordan kan han gøre det imod mig?

Jeg begynder at kunne se mig ud af det. Og nu begynder angst og stress, for jeg er så bange for se bagenden af bussen lige når jeg er nået næsten derop, så jeg går hurtigere, jeg skal huske at holde øje med frøerne. Åh gud så smattet. Alle de frøer. Hvorfor har han ikke været og hente mig? Han er sikkert på vej ud til en eller anden, nu hvor han er sluppet af med mig, der er så irriterende. Det sidste, korte stykke går jeg så så hurtigt jeg kan, det svider i mine lægge.

Jeg kigger hen på bustoppestedet, mens jeg skuffet lytter efter hans bil. Hvorfor kommer du ikke? Jeg ved ikke rigtigt hvor bussen går hen. Men det er forhåbentligt i retning, på den ene eller anden måde, mod København. Jeg kan se den vej bussen kommer fra også, så det dæmper helt bestemt stressfaktoren. Her er lidt flere huse, tættere sammen. Så selvfølgeligt er det her bussen stopper.
   Jeg når derhen. Klokken er 5 og bussen går kvart over otte, Såvidt jeg husker. Jeg sætter mig ned. Det har aldrig taget mig så lang tid at gå den tur før. Jeg husker med jævne mellemrum tilbage på den nat og morgen, hvordan det føltes at vende mig om og se det hav frøer.