Der skete engang det, at der blev spildt rosevin i mit moralske kompas. Jeg tænker om mig selv, at jeg gjorde det med vilje.
Det gør mig ked af det nu. Men sådan vil et skyldigt og ødelagt menneske, altid tænke om andre.
Mistroisk, småparanoid, misundelig?
Kynisk?
Altid en skjult dagsorden.
Jeg har udsat jer for meget. Jeg har set at det er begyndt at gå galt. Jeg gør intet, til gengæld. Været målrettet, mod død. Død ved ved druk. Cocain. Amfetamin.
Hvad jeg ikke har gjort af dumme ting. På grund af total mangel på dømmekraft. Selvudslettende og selvdestruktive adfærdsmønstre. Mangel på evne, til at sige nej.
Dårlig selvtillid, selvbillede og selvværd. Sygeligt ydmyg. Sygeligt behagesyg.
Ingen øjenkontakt.
Medvirkende og opmuntrende til utroskab. Hvor kunne jeg gøre det imod dem,
der der blev udsat for det samme, som jeg blev udsat for?
Uvidende om, at jeg blev brugt som lokkemad. I afpresning. Men jeg er ikke sikker på at det gælder, når jeg intet vidste? Det er i bund og grund ligemeget.
Havde nøglen til en vens lejlighed.
Hans kone var død, hun var gammel. Men hendes morfin, som han stadig havde, stod i det høje skab, i køkkenet.
Jeg stjal det.
Jeg skammer mig, men jeg gjorde det.
Der er mange grunde til at jeg ikke kan holde mig selv ud. Hvordan kan jeg forsvare, alt det jeg har gjort. Jeg kan undskylde det med sygdom. Jeg har undskyldt det med misbrug.
Det ændrer ikke på, at jeg, JEG, er gået ind i det, med åbne øjne.
Er det utilgiveligt? Det tror jeg. Jeg vidste at det var forkert. Min dømmekraft har været ikke-eksisterende. Ingen kontrol.
Mani,
Alkohol,
Stoffer.
Dårligt selskab.