For nogen mennesker vil denne beretning ikke være let at forstå, den vil sågar endda for nogen mennsker være komplet ligegyldig. Men for andre vil den måske åbne døren, munden og det indre væsen der findes i os alle, for den verden der findes udenfor, og som nogle af os ikke rigtigt er en del af.

Jeg ved med sikkerhed at jeg er med den rigtige bus. Men alligevel er jeg dybt bekymret. Kommer jeg af det rigtige sted? Kan jeg finde mit bestemmelsessted? Jeg er bange for at jeg glemmer at holde øje med hvor jeg skal stå af. Jeg er bange for mange ting i dag.
   Jeg har solbriller på, høretelefoner i ørene der spiller alt, alt, alt for højt fordi det er den eneste måde hvorpå jeg kan holde afstand til virkeligheden. Vi kommer ikke så godt ud af det med hinanden, virkeligheden og jeg. Jeg kæmper med en klump i halsen. Solbrillerne beskytter så andre mennesker ikke kan se at jeg græder lidt.
   Heldigvis sætter der sig ikke nogen ved siden af mig. Mit tøj er temmelig beskidt og mit hår er virkeligt fedtet. Jeg har forkølelsessår på hele underlæben. Samt et begyndene bygkorn i højre øje. Dette skjules dog heldigvis af mine solbriller. Jeg er, hvis det skal udtrykkes pænt, alt andet end indbydende. Men det er, tro det eller lad være, den mindste af mine bekymringer i øjeblikket. Nej, som tidligere nævnt er bekymringer noget jeg har så rigeligt af. Og det er heller ikke ford jeg aldrig har taget bussen til hospitalet før og jeg kommer nok til at gøre det igen en dag, og vandret rundt på det enorme område og forsøge at finde den rette indgang, ved at kigge på kort eller spørge om vej.
   Men i dag kan jeg intet. Jeg er ikke i virkeligheden og kan ikke intereagere med andre mennesker. Så jeg lader musikken fylde mit univers. Musikken fjerner de onde, de dårlige, de aggressive, de mistroiske, de skadefro og de ligeglade mennesker.
   Solbriller og mp3-afspiller er mit survival kit. Jeg har dog også min rygsæk med. Min bog som jeg har kæmpet med i noget der føles som tusinder af år. Jeg har min tegneblok og mit penalhus med, samt min kalender der på nuværende tidspunkt i realiteten er identisk med min hukommelse. Jeg har koldt vand i tasken, jeg tog en dunk fra køleskabet før jeg gik ud af døren.
   Jeg ved godt at jeg ikke rigtigt får brug for noget af det. Andet end cigaretterne og det kolde vand. Men det giver mig en smule tryghed at have det der identificere mig som person, hvis man kan kalde mig det, med mig.
   Det er så mange dage siden at jeg har spist at jeg ikke længere er sulten, og jeg tror det er to uger siden jeg sidst har været i bad. Derfor tog jeg nogen dybe indåndinger og lidt flere beroligende piller end lægen havde anvist. Jeg kunne ikke tage mig sammen, rene strømper og underbukser var det bedste jeg kunne klare.

Pludseligt er vi ved et stop jeg genkender. Heldigvis har andre trykket på stopknappen ud foran hospitalets hovedindgang. Så jeg skynder mig at tage min taske og kravle ud fra sædet for at bevæge mig ned mod bussens udgang. Jeg træder ud til et stort område der føles tomt, men også grønt. Det er mærkeligt for der er en stor vej, et kæmpekryds, men på trods af dette er det, det grønne der dominerer. Der er enkelte biler, men ellers bare tomt, trist, grønt og underligt. Det føles som om der mangler noget essentielt i det store kryds. Jeg kan ikke sætte fingeren på det, men der er noget helt forkert ved det. Jeg føler mig nødsaget til at stoppe op og betragte omgivelserne. Sådan føler jeg altid når jeg har været på vej til hospitalet af den ene eller anden grund. Der er noget særligt ved dette sted. Det er et meget mærkeligt sted.

Det er mange dage siden jeg sidst har været udenfor min lejlighed. Der har været flere personer der har tilbudt at tage med mig, hjælpe mig og følge mig på vej. Men jeg vil ikke være sammen med andre. De minder mig om virkeligheden, og den vil jeg ikke være en del af. Jeg vil heller ikke have at de ser mig når jeg er sådan her. Jeg er blevet til en skygge af mig selv, af den pige jeg engang var. Jeg er alligevel ikke i stand til at interagere med andre mennesker mere. Jeg kan ikke kommunikere. Jeg er et hemmeligt sted inde i mit baghovede hvor jeg er blevet ført hen med bind for øjnene, for at jeg ikke skal kunne finde vej tilbage til virkeligheden selv. Der er ikke blevet smidt nogen brødkrummer på vejen. Det føles umuligt at finde tilbage.

Mine ansigtsmuskler er lammede, det føles som om jeg har fået støbt en tom, intetsigende og sjæleløs maske udover det gamle, efterhånden glemte spejlbillede jeg engang så, når jeg kiggede mig i spejlet. Hvornår så jeg det sidst? Jeg ved det ikke, ligesom jeg overhovedet intet andet ved. Jeg ved ikke hvordan man træffer en beslutning, et valg. Jeg kan ikke engang huske hvordan man tænker. Hvad skal man tænke? Hvordan gør man det? Den eneste grund til at jeg står her ved fodgængerfeltet, ved det store kryds foran hospitalet er fordi jeg fik en ordre fra den grimme virkelighed. Jeg fik at vide at jeg skulle tage afsted, og da jeg er ude af stand til at træffe en selvstændig beslutning, har jeg taget konsekvensen og fulgt den givne ordre. Jeg kunne ikke sige nej, jeg kunne ikke sige ja, jeg kunne ikke sige noget, så jeg gjorde det jeg fik besked på. Jeg er lige nu en tom skal. Der burde være et stillads indeni mig, med små psykiske håndværkere der arbejder i døgndrift, men jeg er på nuværende tidspunkt af den opfattelse at de har valgt at strejke.

Jeg står overfor det kryds, som jeg har stået der så mange gange før. Jeg tror faktisk at lyset når at skifte farve adskillige gange imens jeg står og stirrer tomt ud for mig. Jeg er beskyttet af rytmen fra min mp3-afspiller, for omverdenen i mit, ellers så tomme hoved. Endeligt går det op for mig at det nu er blevet grønt. (Rød mand stå, grøn mand gå). Så jeg begynder at gå over vejen i mit ualmindeligt langsomme tempo. Og jeg når det andet fortorv, på trods af at den grønne mand er transformeret til en rød mand.
   Hospitalet virker lige så stort og uoverskueligt som det plejer at gøre, når man står udenfor som en lille, enlig eksistens. Der er alt for mange bygninger,med alt for mange funktioner, alt for mange ansatte, alt for mange indlagte, alt for meget af alt der er virkeligt. Det er intet mindre end komplet forvirrende, så tanken om at give op, sætte sig i græsset og vente på at blive taget i en omsorgsfuld hånd, er langt mere fristende end at skulle begive sig ud i den store, snirklede hospitalslabyrint. Men en lille smule rationel tankegang findes stadig i mit gråliggrønne kranie, så jeg erkender faren ved at slå lejrbål ved indgangen.
   Dette er konklusionen når den indre hvisken er rationel. Den tydeligere stemme, næsten hvæsende siger til mig at jeg kan være aldeles ligeglad. Den siger det til mig jeg udemærket godt ved, at der ikke venter mig noget behageligt.
   Men jeg har fået en ordre. Derfor betragter jeg kortet over hospitalet og alle dets afdelinger, ganske grundigt. Jeg forsøger at affotografere det forvirrende kort ind i min hukommelse af en si. Det er så stort, så stort. Som stjernehimlen ude midt på en mørk landevej. Så stor er virkeligheden, i virkeligheden.
   Mit beordrede mål er heldigvis ganske tæt på hospitalets hovedindgang, hvor jeg stod af med bussen. Psykiatrisk skadestue. Det er ikke min beslutning, mit valg, min skyld så jeg behøver ikke at skamme mig, og det gør jeg heller ikke. Jeg tror at jeg vist bare følger efter den ordre der blev givet mit stive maskeansigt og min sjælløse krop. Jeg er viljeløs, jeg er ikke mig. Jeg er det jeg har fået besked på.

Jeg prøver at være et godt menneske, eller en rest, en skygge af et godt menneske, så jeg gør hvad jeg får besked på. Derfor går jeg nu igennem vejsystemet inde på hospitalets grund og holder nøje øje med skiltene der vejleder mig igennem rejsen til labyrintens indre, det sted jeg skal gå hen for at finde skadestuen.

Jeg står foran et stort, firkantet område, omkranset af bygninger til alle sider, på nær den lille vej jeg kom af. Her virker tomt, enkelte cykler er parkeret I et stativ og enkelte biler holder rundt omkring. Det er en parkeringsplads. Jeg kigger lidt rundt og undgår ikke at se de store bogstaver over en glasdørsfacade: PSYKIATRISK SKADESTUE. Foran facaden, ved skadestuens indgang er der ganske tomt.
   Overalt på jorden ligger der cigaretskodder. Sådan gør ordentlige mennesker ikke, de smider ikke deres skodder på jorden når der står et stort askebæger ved siden af. Men måske er de personer som har smidt skodderne ligesom mig, også bare tomme hylstre der har mistet modet på at forsøge at være et ordentligt menneske og nu er reduceret til eksistenser der smider deres skodder på jorden? Hvem ved, måske smider jeg mit cigaretskod på jorden og træder det ud med min slidte, billige converseplagiat inden jeg træder ind i bjørnens hule.

Jeg tager de obligatoriske dybe indåndinger og åbner døren ind til skadestuen. Det hele virker lukket og koldt. Personalet er inde bag en lukket glaslåge og i venteværelset sidder der nogen enkelte mennesker, der ligesom jeg, er opslugt af deres egen personlige, miserable tilstand og eksistens. Det ville være en moderat overdrivelse hvis jeg påstod at venteværelset emmede af hygge.

Jeg tager mine høretelefoner af for første gang I lang tid, og sætter mine solbriller op i panden. Op I mit fedtede pandehår. Og så stiller jeg mig til at vente. Jeg kigger nervøst og scannende rundt imellem den låste dør hvor de indlagte er låst inde, og andre er låst ude, og ind I venteværelset, de sjæleløses limbo og til sidst ind til personalet, som arbejder i deres transparente bur. Jeg kan, på trods af at min betragtning kun varer få øjeblikke se at de ler ad noget inde I deres bur, de griner. Jeg forundres over hvorledes glæde kan voksne op imellem de tunge og tossede sten dette sted er bygget på. Her hersker den pureste elendighed.

Hele min krop er lavet af gele, undtagen den stivnede maske min såkaldte sygdom har iført mig som en klokke på den spedalske. Jeg sætter min taske på jorden og roder efter det lille gule kort der beviser overfor mig selv og min omverden at jeg reelt eksisterer. Idet jeg retter mig op træder en smilende og imødekommende kvinde ud fra buret og præsenterer sig som Stine. Hun ser undersøgende og dog åbenhjertigt på mig. Jeg fortæller hende mit navn og hun spørger til min alder og spørger om ikke hun og jeg tidligere på dagen har talt I telefon. Dette kan jeg kun bekræfte, at hun og jeg havde en kortere konversation.
   Hun gør et ihærdigt forsøg på at få øjenkontakt med mig, og jeg gør et ihærdigt forsøg på at undvige, imens hun med dyb alvor siger mit navn. Da øjenkontaktsforsøget slår fejl fortsætter hun, stadig med alvor I stemmen. "At spise så mange piller på een gang er ikke direkte dødeligt, men indirekte, hvis man ser hvilken effekt det har på dine vitale organer kan en sådan dosis sagtens være dødelig". Jeg har ikke andet forsvar end at jeg egentligt gerne bare gerne ville have noget fred. Jeg fortæller hende ikke om min knap så positive indstilling til virkeligheden som jeg, på visse niveauer har meldt mig ud af, jeg kan blot konstatere at jeg gerne vil have fred.
   Jeg fortæller sygeplejersken at jeg ikke er sikker på at jeg er berettiget, altså syg eller hvad de nu kalder det, nok til at være på skadestuen, men Stine siger at hun synes jeg skal sætte mig ind I venteværelset, og at der så herefter noget tid vil komme en sygeplejerske og kigge på mig. Jeg accepterer forslaget og undviger øjenkontakten der er døren til virkeligheden. Jeg har ikke lyst til at træde igennem den.
   Først går jeg ud og ryger. Jeg tager rygsækken af og putter mit sygesikringskort tilbage i min pung hvor det kom fra. Tasken kommer på igen, det samme gør høretelefoner og solbriller. På trods af at jeg er fjernet fra min hule er jeg igen i mit eget univers. Hvor er jeg dog heldig at der er så let adgang til mit hemmelige og allerbagerste sted i hovedet. Der hvor ingen andre kan eksistenser kan være. Her ophører de ganske simpelt med at være. Dette er ofte til min fordel, men det er også et af mine største problemer.
   Jeg suger så hårdt på min cigaret at, det engang, så rene, hvide filter bliver helt brunt, gulligt og virkeligt ulækkert. På trods af min væmmelse ryger jeg helt ned til filteret, det får mig altid til at føle mig så desperat. Men det er jeg vel også. Så smider jeg skoddet i kummen og bevæger mig fra den næsten tomme gård, ind til det næsten tomme venteværelse.
   Stine sagde at der ville være lang ventetid idag fordi de har meget at se til på afdelingen. Men det er ikke det umiddelbare indtryk jeg får, tværtimod. Men hvad ved jeg. Ingenting. Jeg vælger en stol længst væk fra de andre, denne stol skal være MIN stol. Når jeg er et sted vælger jeg altid et bestemt toilet, en stol, et bord eller hvad det nu end kan være. Er denne adfærd et forsøg på at finde tryghed? Det ville jo være idiotisk. Men ikke desto mindre har værre og mere idiotiske tanker kørt frem og tilbage for den indre skærm. For eksempel dengang jeg var panisk angst for at bive skubbet ud foran s-toget, eller værre endnu, da jeg måtte holde mig for øjnene med hænderne og knuge mine øjenlåg sammen fordi jeg var helt overbevist om at mine øjne ville springe ud af hovedet på mig hvis jeg nyste. Idioti er der såmænd rigeligt af, og jeg er overbevist om at jeg bidrager med min del af den. Ingen tvivl om det.
   Heldigvis forsvandt en stor del af idiotien for fem års tid siden da jeg begyndte at tage antidepressive piller. Jeg har spist den, af lægen foreskrevne daglige dosis her til morgen, men jeg er ikke klar over om jeg har taget den en, to eller tre gange. Jeg kan ikke engang huske om jeg har fortalt dig det tidligere her I min lille fortælling om min rejse ud i virkeligheden. Min hukommelse er som alt andet indeni mig, enten lukket med uigennemtrængelige tunge blydøre, ellers er den flygtet fra den synkende skude. Jeg er en synkende skude.
   Engang kom der et lille hul i skroget og siden dengang er der fosset vand ind. Resultatet af skrigets boring er at jeg nu sidder i et venteværelse i en grim og ubehagelig stol. Jeg scanner hurtigt omgivelserne. De andre mennesker er som jeg, synkende skuder der udsender det allersidste "save our souls". Jeg erindrer min psykologs, på daværende tidspunkt ganske komiske freudian slip: psykiatrisk skidestue. Men nu føles det bare ikke så sjovt længere. Det er ikke engang tragikomisk. For min psykologs freudian slip er mere rammende end stedets virkelige navn. Her I venteværelset, her er vi allesammen ude at skide, langt ude at skide. Jeg er ligesom dem, på trods af mine utallige benægtelser og mine gentagne forsøg på at lyve mig levende, nærværende og lade som om jeg har en sjæl.

Nu er jeg nået så langt. Jeg har erkendt at jeg er blevet transformeret til zombie, og ikke alene zombie, men også zombie på laveste plan. Der findes tre slags zombier. Der findes de fede, seje zombier. De zombier som Romero og Fulci laver film om. De er fede fordi de er hævet over alt, hævet over livet, alt er acceptabelt, og ligegyldigheden er ligegyldig for alt er ligegyldigt. Det er de seje zombier. Under dem finder vi konsumer-indkøbszombierne. De har ikke accepteret ligegyldigheden, så priviligerede er de ikke. De prøver at fylde det tomme rum indeni, der hvor deres sjæl skulle have været op med at købe lort. Dette har jeg forsøgt, men indkøb trylles ikke om til en sjæl eller en helbredt identitet i mit tilfælde, desværre. Jeg tror jeg har prøvet det hele, piller mig her og piller mig der, psykiater, psykolog, selvhjælpsgrupper, terapigrupper, gåture, rutine, ingen rutine, tøjvask, socialisering og selvfølgeligt har jeg nok været den hyppigste gæst hos min læge. Men lige tomt bliver der ved med at være indeni mig, så jeg begynder at tænke at det måske er min skæbne, hvis en sådan da findes.
   Jeg går ud og ryger igen. Dette er et sted hvor der intet er at lave selvom jeg aldrig har været dårlig til at aktivere mig selv, og på trods af at jeg har tasken fyldt med aktiviteter. De solbriller jeg så høfligt lader sidde i panden når jeg er inde i venteværelset trækker jeg ned over øjnene igen. Nu kan de andre ikke se ind i mig, og alle de ting der mangler derinde. Jeg suger så hårdt på min cigaret endnu engang at jeg føler jeg forsøger at suge en sjæl ud af et andet menneske for at få min egen. Min egen stjålne sjæl. Endnu engang væmmes jeg, men jeg glædes også over at jeg skader mig selv, det er selvdestruktiviteten, min evige følgesvend. Sådan en art tilfredsstillelse.
   Jeg ryger færdig, smider skoddet i kummen og går ind og banker på personalets glasbur, mens jeg trækker brillerne op og trækker høretelefonerne ud. Efter lidt tid kommer en kvinde ud, en ny kvinde, hun er mig ukendt. Jeg spørger om de ringer til kontaktpersoner. Hun fortæller mig at det gør de ikke altid, men i nogle tilfælde, og spørger hvorfor, hvorefter hun fortæller mig at dette kun gøres hvis jeg giver mit samtykke. Jeg fortæller hende at min primære kontaktperson er død, og hun siger intet. Men der er heller ikke noget at sige til det.
   Jeg vender tilbage til min grimme og ubehagelige blå stol og sætter musikken ind i mit hoved igen. Den unge fyr græder stadig og den midaldrende kvinde ser, som jeg blot ned i jorden. Jeg kan mærke at jeg virkelig trænger til en sprit automat. Jeg har behov for at føle mig ren nu. Jeg må nøjes med at gå ud på badeværelset og vaske mine hænder grundigt, jeg lukker for vandhanen med den serviet jeg har tørret hænderne i, låser døren op, og åbner med samme serviet. Jeg lukker ud til badeværelset med albuen. Det er egentligt et ok rent sted, men der er for mange mennesker der rører ved alting her, så det er ikke godt nok til mig. Jeg sætter mig igen. Og venter og venter og venter. Det hele tager meget lang tid og meget lidt tid.
   En kvinde i hvid kittel kommer ind i venteværelset og prøver at kommunikerere med mig. Jeg tager mine høretelefoner ud af ørerne og rejser mig. Hun beder mig om at følge med, og det gør jeg. Hun leder mig ind i et lokale hvor hun skal tage mit blodtryk, temperatur og andre tilsyneladende interessante og nyttige ting. Hvad ved jeg?
   Jeg spørger hende, efter jeg har fortalt om de alt for mange piller jeg har taget, om mit humør, mine søvnvaner og om min følelse om en manglende sjæl, om hun mener jeg har det dårligt nok til at være på den psykiatriske skadestue. Sygeplejersken siger at hun mener at jeg skal vente og lade mig kigge på af en læge, det samme Stine sagde da jeg kom. Hun fortæller mig at min temperatur er en smule for lav, men at det er meget normalt, specielt i forhold til min minimale indtagelse af næring. Eller nervøsitet.
   Men det er oveni manglen på mad, den antidepressive og den beroligende medicin der gør at min motorik får mig til at se beruset ud. Jeg er ikke påvirket på den måde, jeg er bare fuld af de meget fejlagtigt såkaldte lykkepiller, diazapamer og ikke noget mad overhovedet. Jeg er bare meget, meget usund og tom.
   Da sygeplejersken viser mig ud af lokalet, og tilbage til venteværelset kan jeg se at der er dukket flere folk op. Nu lugter venteværelset af alkoholisme. Jeg kan ikke klare den stank så jeg sætter mig udenfor. Lige præcis den væmmelige lugt bringer, forlængst gemte erindringer tilbage om ulækre mænd jeg er stødt ind i, i det liv jeg engang levede, og som jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at ligge bag mig. Den stank er det sidste jeg har brug for idag. Så jeg laver min lille lejr ude foran indgangen med musik og solbriller hvor jeg ikke skal konfronteres med andre mennesker, lugte til dem, tage stilling til dem eller konversere dem.

Jeg er hævet over den virkelighed. Det skal senere vise sig at jeg også er hævet over tiden. For jeg venter den ene time efter den anden uden at der sker noget. Jeg ryger alt for mange cigaretter, jeg hører det samme album på min mp3-afspiller igen og igen. Jeg er så træt. Sygeplejersken havde spurgt om hun skulle finde et sted til mig hvor jeg kunne sove, men jeg havde kigget ned i gulvet og takket pænt nej. Jeg kan ikke rigtigt slappe af på det her sted. Her er mange narkomaner der er på afvænning, og her er alkoholikere der er på afvænning. Fred være med det, guderne skal vide at et menneske skal være lavet af granit for at fungere I denne her verden. Men jeg føler ikke dette er stedet for mig, jeg har ikke lyst til at være her. Men jeg har ikke andre steder at være. Jeg ville aldrig sove her, det vil jeg bare ikke. Jeg føler mig tryg i min hule derhjemme, ikke inde I venteværelset og heller ikke her udenfor. I det mindste er der konsensus om at alle lader hinanden være, lader mennesker passe deres egen elendighed. Og jeg vil have min elendighed for mig selv. Det er min, og min alene.
   Jeg rykker ind i venteværelset igen. Her sidder jeg i timer. Engang imellem går jeg ud og forsøger at suge sjælen ud af en cigaret på samme måde som noget engang sugede sjælen ud af mig. Alle de sjæle der forsvinder ud i min indre intethed.
   Jeg går ind igen og sætter mig i min stol. Jeg ser på uret og erkender nu at jeg er hævet over tiden ligesom virkeligheden. Der er gået så mange timer. Alt for mange timer. Jeg har svært ved selv at tro på at det kan være sandt, at det ikke er uret der er i stykker. Klokken var omkring tre om eftermiddagen da jeg kom og nu er den halv otte om aftenen. Hvordan kan det gå til? Det er mere eller mindre de samme mennesker der sidder i venteværelset som da jeg ankom. Jeg undrer mig over at dette vanvittige limbo ikke har påvirket mig mere end det har gjort. De håb og forventninger jeg havde til at ankomme på psykiatrisk afdeling er dalet til den samme intethed der har huseret mit indre i årevis, den samme flade pige er jeg. Det har været sådan her, selvfølgeligt op og ned, men sådan her i årevis. Hvilken forskel skulle dette visit kunne gøre? Mit bedste bud er en boltpistol, men den terapiform tror jeg psykiatrien gik bort fra engang i tresserne.

Efter at have noteret mig at der kravler små dyr på venteværelsets gulv, og mange timer med cigaretter og ingen tanker beslutter jeg mig for at de må bruge deres tid på nogen andre. Efter at have ventet siden klokken tre og indtil nu, gider jeg ikke røre deres hjælp med en ildtang.
   Jeg rejser mig langsomt, nogen ville måske kalde det opgivende, og slentrer henimod ruden hvor personalet sidder inde bag ved, og banker på. Der er stadig aktivitet derinde, så jeg føler mig brutalt uforskammet da jeg ligeså stille banker på ruden. En kvinde kommer ud til mig og jeg fortæller hende hvor længe jeg har ventet, og hvornår lægen får tid, for ellers tager jeg hjem igen. Hun ser lige så beklemt ud ved situationen som jeg føler mig, og fortæller mig at der er en læge der vil se mig om fem minutter. Så endnu engang går jeg ud og ryger for at få de sidste minutter til at gå.
   Det sker endeligt at lægen kommer. Han skal lige hjælpe alle med noget men jeg bliver vist til rette i det samme lokale som jeg fik taget blodtryk og temperatur i. Jeg sætter mig pænt og venter, ikke nogen solbriller og ikke noget musik. Jeg befinder mig i den virkelige verden, det er et mærkeligt sted. Her burde lugte af noget mere, men der lugter ikke rigtigt af noget. Den virkelige verden lugter slet ikke. Hvem skulle have forestillet sig det?
   Omsider træder lægen ind i lokalet/på kontoret, han rækker mig hånden og fortæller mig sit navn. Det skal her forklares på forhånd at jeg nægter at huske hans navn, da alle de informationer jeg de følgende minutter giver ham fiser ind ad det ene øre og ud af det andet.
   Jeg fortæller ham at jeg ikke kan huske om jeg har spist min pille en, to eller tre gange, og at det er fire dage siden jeg sidst har spist noget mad. Herefter spørger lægen om jeg har spist aftensmad og fortæller mig at han mener jeg skal tage min daglige dosis antidepressiver sammen med aftensmaden. Jeg forsøger, en smule forvirret at fortsætte samtalen, ved at forklare ham om de søvnproblemer jeg i mange år har haft, heriblandt besvær med at falde i søvn, at vågne alt for tidligt eller bare tage søvnen i intervaller på for eksempel en time eller halvanden. Jeg fortæller ham at jeg har fået indslumringstabletter og at jeg også har prøvet diverse naturprodukter, såsom baldriantabletter og hvad der ellers findes.
   Jeg begynder her at få en mistanke om at den læge der har taget sig tid til mig ikke rigtigt er særligt interesseret i min tilstand da han efterfølgende foreslår mig at bede min læge om at udskrive mig en recept på indslumringstabletter der skulle kunne hjælpe mig med at falde i søvn.
   Hvis man som udefrakommende ser denne situation, vil den nok mest af alt ligne olympiske lege i senilitet. Og hvis man som udefrakommende bedes om at dømme i denne disciplin, så er det lægen der ender med at stå øverst på podiet.
   Han spørger mig adskillige gange om jeg tidligere har været indlagt. Jeg kan kun svare at jeg ikke har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Jeg prøver at læse udfra lægens formuleringer om han i virkeligheden spørger mig om jeg gerne vil indlægges, men det kan ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke finde ud af om han synes jeg skal indlægges, jeg kan kun sige at jeg ikke ved om man skal indlægges når man siger at man er ligeglad med alt, at man ikke vil noget og at det hele I bund og grund kunne være hamrende ligegyldigt.
   I det hele taget er situationen en smule akavet, jeg føler mig ilde til mode, og på trods af min langsomme tankegang står det tydeligt med neon bogstaver at lægen og jeg taler direkte forbi hinanden. Måske er det fordi han taler det sprog der tales i den virkelige verden. Den verden og det sprog jeg hverken er en del af, eller forstår. Og lægen biver ved med at spørge mig om hvad jeg vil. Jeg siger ikke noget. Jeg forstår ikke rigtigt hvad der sker.
   Det ender selvfølgeligt med at det ikke ender med noget. Jeg får da at vide at jeg altid kan ringe eller komme igen, og endnu engang forstår jeg ikke hvorfor, eller hvad der sker. Måske hvis de ansatte nogen der kunne mit sprog eller bare en tolk eller noget, en læge der kunne forstå når man fortæller om hvordan det er indeni en, om alle de ting der mangler, om en identitet der føles som om den slet ikke er der, eller måske er knust i tusinder stykker. Om hvordan det føles ikke at have nogen sjæl, og derfor være ligeglad med alt. Men dem som forstår sig på dette sprog er der nok mangel på. Ellers er de sparet væk.

Da jeg samler min taske op fra gulvet kan jeg ikke mærke om jeg er skuffet. Den eneste følelse der findes i mig er følelsen af spildt tid. Men hvilken tid? Denne såkaldte tid eksisterer jo ikke hos mig så derfor er resultatet af dette besøg blot et grimt glimt af den virkelige verden som jeg altid prøver at undgå. Dette lille fragment af den virkelige verden er ganske simpelt, blot endnu et elendigt og negativt indtryk der har påvirket mit synkende skrog. Lægen, og besøget på skadestuen har boret et hul mere i skibet. Måske er jeg vred, bitter eller frustreret, ellers er det bare meningen jeg skal være det. Jeg burde være det i den virkelige verden. Men jeg er stadig bare det skrog jeg var da jeg kom.

På trods af mørket tager jeg mine solbriller på og lader musikken skubbe omgivelserne ud i intetheden. Oplevelsen er ikke værd at gemme i arkivet.
   Jeg har sat et hurtigere tempo på vejen hjem, jeg kan nok ikke komme hurtigt nok væk fra sygeplejerskerne, lægen, menneskene uden sjæl og venteværelset med små dyr på gulvet. Jeg vil bare hjem til min hule nu.
   Og hvis jeg sætter tempoet nok op kan jeg måske nå hjem til min egen verden. Der er sæsonpremiere på en af mine krimier.
   Så synker skibet uden nogen ligger mærke til det.