Lørdag morgen sad Lasse i fælleskøkkenet og nød udsigten, mens han spiste sin morgenmad. Ude i retning af Karis bopæl hang solen som en kuppellampe, der var ophængt på himmelhvælvingens loft. Han havde fundet ud af, at huset med hendes lejlighed stak lidt op over en gruppe træer derude. Det var ikke noget smukt hus, det lignede københavnsk forstadsstil, men hun boede der.
   Iver kom ud i køkkenet og hilste med et smil som han plejede.
   "Hvordan står det till?"
   "Fint, hvad med dig?"
   "Fint også. Har du så mødt kæresten?"
   "Ja, og vi skal mødes i dag og gå tur på åsen derovre."
   ""Det kan I glæde jer til. Der er en vældig fin skov derovre."
   "Jeg vil da prøve at lære at stå på ski til vinter."
   "Fint. Jeg må bare advare dig: danskere på ski er en vits her i Norge."
   "Det har jeg godt hørt. Kari har drillet mig med det."
   "Drillet..? øh?"
   Lasse tænkte lidt.
   "Hun har ertet mig med det!"
   "Ah just det!" lo Iver, "så I siger "driller"? Jeg vil gerne spørge: hvad betyder det, når danskere siger: hvad skal vi lave?"
   "Hvad skal vi gøre."
   "Just det! Der er mange udtryk, jeg ikke helt forstår. De danske talord er helt forvirrende."
   Jens Peter trådte ud, både Lasse og Iver hilste på ham.
   "Fanden i helvede," udbrød han uden at gengælde hilsenen, "der er ingen steder til at købe en øl her i dette land!"
   "Betyr øl så mye for danskere?"
   - Jeg forstår ikke en skid af dit sprog alligevel! Luk røven! Glæder du dig ikke, til du skal hjem, brølede han til Lasse.
   - Lige nu glæder jeg mig nu mest til at skulle på tur med Kari.
   - NÅ! Det høje udbrud fik Lasse til at blinke nervøst med øjnene. - Og hvem fanden er så Karin? Og er du nervøs, sådan som du blinker?
   - Hun hedder Kari! Min kæreste.
   - Fanden om jeg begriber at du kan holde det sprog ud! Var der da ikke nogen danske piger?
   - Man er jo ikke herre over..
   - Men kan du holde det sprog ud, som hun snakker?
   - Man vænner sig..
   - De fatter ikke en skid af hvad man siger i supermarkederne her! Hvordan fanden bærer du dig ad med at gøre dig forståelig for din kælling?
   - Ved at tale sagte og..
   - Ih, hvor jeg fanden raspeme glæder mig til jeg skal hjem! Og så bor man på gang med ham her, det ender vel med man skal høre prædikener her i køkkenet!
   - Man taler ikke på den måde om folk, der er til stede! Tal til ham selv!
   - Skal du nu også til at lege moralens vogter? Det er jo ikke dig, der er præst, vel? Desuden forstår han jo ikke en skid af hvad man siger, for helvede!
   Døren gik op, Antonio trådte ind og satte vand over til sin morgente.
   - Jens Peter, hold dig lige på et lavt lydniveau! Sagde han.
   - Bland dig udenom! Lasse, du studerer litteraturvidenskab, hvad fanden bliver man egentlig bagefter af det?
   - Gymnasie- eller HF-lærer, måske..
   - Men hvad laver man dog på sådan et studium? Hvorfor fanden er der så mange meninger om, hvad der er god litteratur?
   - Altså, jeg for min del..
   - Glæder du dig ikke til du skal hjem?
   - Hvis jeg skulle det, så skulle jeg finde en bolig..
   - Har du da ikke noget sted at bo?
   - Tja, det bliver et kollegieværelse som her eller også hjem til mine forældre igen.
   Døren gik op igen, nu var det Linda, hun havde en lille lyshåret dreng i førskolealderen med sig.
   - Hej da, hilste hun, De andre hilste igen, undtagen Jens Peter.
   - Ja, det er min brorsøn Øystein, som jeg passer i helgan.
   - Hej med dig, sagde Lasse til den lille, du kan ikke forstå hvad jeg siger, vel? Jeg er ikke norsk.
   Øystein kiggede lidt genert til siden. Linda gik hen for at lave morgenmad til sig selv og hendes lille gæst.
   - Men hvad fanden laver I dog på sådan et studium? Fortsatte Jens Peter. Sidder I og læser hele dagen?
   - Ja da, som alle andre..
   - Men hvorfor har du valgt det? Og så skal du være her i det røvsyge land, hvor det ikke er til at købe øl nogen steder og de ikke forstår en skid af hvad man siger til dem. Kan din kælling forstå hvad du siger?
   - Altså, gider du ikke..!
   - Jeg glæder mig til jeg skal hjem til mit hus og lillemor, hvor jeg ikke skal nogen steder for at se fjernsyn som her! Må jeg lige høre dig igen derovre, hvis du forstår hvad jeg siger: hvorfor er der så mange religioner?
   Lasse kvalte et suk.
   - Kan du ikke tale lidt mere dæmpet, så var du lettere at forstå? Svarede Iver.
   - Du tåler vist ikke jeg bander! Men jeg vil bare have at vide: hvad er de der Jehova for nogen, du har fandme ikke svaret mig på det endnu!
   - De er en sekt, der..
   - Hvorfor er der så mange sekter?
   - Tante Linda! Udbrød den lille purk, hvorfor råber den mand sådan?
   Antonio fik en slurk te i den gale hals og hostede, Lasse tog begge hænder for munden for ikke at sprutte indholdet af den ud over bordet, Linda blev rød i hovedet.
   - Hvad fanden sagde han? Brølede Jens Peter.
   Jens Peters råbte endnu højere og spurgte, hvad det dog var, der var morsomt og om det var ham, der var til grin.
   - Sig mig dog, brølede Jens Peter til Lasse, hvad sagde knægten? Hvad er det, der er morsomt.
   - Han spurgte hvorfor du råbte, svarede Lasse så godt han formåede gennem latter.
   - Som I siger i Danmark, kommenterede Iver, der også lo, af børn og fulde folk skal man høre sandheden.
   - Det er korrekt, svarede Lasse.
   - Jeg skal sige dig en ting, råbte Jens Peter ind i hovedet på Iver, du skal aldeles ikke sige noget til mig! Kirken har altid stået for intolerance, jeg kender skam udmærket verdenshistorien! Al den krig der har været på grund af en opdigtet person som Jesus.
   - Jesus er lige så historisk virkelig som Julius Cæsar uanset hvad du tror om Gud, indskød Lasse.
   - Hvem fanden er Julius Cæsar?
   - Hovsa, sagde Antonio med et bredt grin, fordampede din viden om verdenshistorien lige med et?
   - Du skal aldeles ikke gøre dig morsom på min bekostning, at du bare ved det! Tag du bare og pas lidt på!
   Lasse forlod køkkenet inden skænderiet begyndte at tage mere fart med et ønske til de tilstedeværende om en god dag.
   Nu nærmede klokken sig ni. Han konstaterede i forbifarten, at Antonio havde ret, Jens Peter kunne høres over hele gangen.
   Han stillede sig hen til vinduet og kiggede ud. Busstoppestedet kunne ses lidt til højre for studenthjemmet fra hans hybelvindue. Nu kom der en bus, men hun kom ikke ud af den. Hjertet hoppede i ham. Hun var nok blevet forsinket, så han ventede på den næste.
   Han satte sig ned og lukkede øjnene, inde i dette sorte rum dannede der sig billeder af ham og Kari gående med hinanden i hånden.
   Han hørte Jens Peter bande derude og en dør, der smækkede, det føltes som var det fra en anden verden.
   Han blev revet tilbage til denne verden af at se, at hans vækkeur viste kvart over ni. Så var den næste bus kommet for længst. Var hun mon på vej op til ham? Havde hun svært ved at finde vej? Han gik ud til elevatoren og kørte ned. Hun var ikke at se. Hjertet begyndte at spurte, det trykkede for brystet.
   Han kørte op igen. Neil stod i gangen og ventede på at komme til fællestelefonen.
   - Hello, how are you?
   - Fine thanks. And you?
   - Fine too. You look a little worried, is something wrong?
   - No, nothing, I'm fine.
   Han fortsatte ind på fælleskøkkenet for at tage et glas vand, Jens Peter sad derude.
   - Nå, skal du allerede have frokost?
   - Nej, bare et glas vand.
   - Nå, for helvede. Jeg har en glædelig nyhed: jeg skal mødes med en af de andre danskere på min uddannelse i eftermiddag, og han har noget øl fra Danmark. Skal du have nogen med?
   - Ikke i dag.
   - For satan, hvad skal du da?
   - På tur med Kari.
   - Hvem fanden er Karin?
   Lasse kvalte endnu engang et suk. - Min kæreste, og hun hedder Kari!
   - Kan man da hedde det?
   - Det er et typisk norsk pigenavn.
   - Nå, for satan, men hvorfor helvede tog du ikke en dansk pige?
   - Det rager ikke dig! Og jeg behøver ikke nogen genudsendelse af dine udtalelser, jeg hørte det godt første gang!
   Der kom en lang bredside af høj snak fra Jens Peter. Lasse ønskede han ville klappe i, han kiggede uroligt ud efter den næste bus, der ankom. Der kom ingen Kari ud af den. Han bevægede sig ind på sin hybel og kiggede på mobiltelefonen. Ingen beskeder. Han trykkede Karis nummer. Telefonen blev ikke taget hos hende. Pulsslagene kunne mærkes i tindingerne. Hun havde ikke købt mobiltelefon, så han kunne ikke finde ud af hvor hun var.
   Nu kunne han ikke klare det mere. Han gik ned og tog bussen til hendes bopæl. Turen derud føltes som et ondt år. Ved det næstsidste stop før hendes lokale station, trykkede han hendes nummer på mobilen igen. Denne gang tog hun den og sagde hallo. Lettelsen fik ham til at føle sig som en karklud.
   - Hej, hvordan har du det.
   - Hej, hilste hun igen, jeg har det ikke godt. Forlad at jeg ikke kom.
   - Men hvad er der galt?
   - Jeg kan ikke klare verden. Det er et helvede inden i mig.
   Hun begyndte at græde.
   - Kære ven, jeg er på vej ud til dig nu og næsten fremme. Jeg var urolig.
   - Jeg er lei for at jeg skremte deg.
   - Tænk ikke på det nu.
   - Du kommer nu?
   - Ja.
   - Jeg skal nok lukke op. Vi ses.
   - Vi ses.
   Da han havde lagt på kom angsten krybende. Hvad skulle han gøre? Han havde ingen erfaring med psykisk syge. Ville han komme til at såre hende uden at ville det?
   For første gang siden ankomsten længtes han hjem. Det var ikke almindelig hjemve, det var en bestemt person. Han havde boet dør om dør med Jørgen, der var lægestuderende. Hvis bare han var her, så han kunne spørge ham til råds.
   Vejret var blevet gråt nu, det trak op til regn. Han spændte alle muskler i sin krop, da han ringede på.. Da hun lukkede op kendte han hende ikke i første omgang, hendes ansigt var så fortrukket af smerte, at det så meget anderledes ud. Der havde dannet sig flere striber af tårer.
   - Sødeste skat da! udbrød han med gråd i stemmen, lagde begge arme om hende og trykkede hende ind til sig.
   - Jeg fortrød sådan, at jeg sagde til dig i forgårs, at jeg ville være alene.
   - Tænk da ikke på det.
   - Blev du såret?
   - Nej da, det er i orden, svarede han og kærtegnede hendes ryg.
   - Straks efter du var gået ville jeg pludselig gerne have du kom tilbage og var hos mig.
   - Det skulle du bare have ringet og sagt.
   Han strøg hende blidt over håret.
   - Verden er så pervers! Prøv at se!
   Hun viste ham en avis med overskrifter om tragiske begivenheder.
   - Den er fuldstændig uden kærlighed!
   - Da ikke helt.
   - Jeg kan ikke se meget til det!
   - Men kære, jeg elsker da dig!
   - Jeg kan ikke gengælde det, når jeg er sådan her, så begrænset, så syg.
   - Sig dog ikke det, søde, sagde han, jeg har da ikke mødt nogen, der har givet mig så meget som du har.
   - Jeg er så ked af, at du skulle opdage min sygdom på den måde. Jeg skulle have fortalt dig det.
   - Du får god grund til at hade mig nu.
   - Hvorfor skulle jeg dog det?
   Han strøg hende blidt over ryggen i et forsøg på at berolige, der var ingen følbar reaktion.
   - Skal vi sidde lidt ned og snakke sammen? Foreslog han.
   Hun nikkede. De satte sig ned i sofaen klods op ad hinanden efter deres sædvane. Men i stedet for at de kyssede og kærtegnede hinanden var det nærmere ham, der kyssede og kærtegnede hende.
   - Du er god ved mig, Lasse, men jeg er bare ingenting til.
   - Du må ikke sige sådan om dig selv.
   Han strøg hendes kind. Hans ansigt havde front ud mod vinduet, hvor han kunne se solen kigge frem mellem skyerne og lave et prismeagtigt mønster.
   - Prøv at se lyset derude! Det er fantastisk.
   Hun drejede hovedet og kiggede.
   - Det er vi ved at ødelægge ved vores forurening, sagde hun mens et par tårer trillede ned ad kinderne. Han tørrede blidt væk med sine fingre, hun lagde hovedet mod hans skulder. De sad længe sådan, mens han vuggede hende blidt frem og tilbage og ind imellem aede hendes kind. Da ringede telefonen.
   - Jeg orker ikke at snakke, sagde hun.
   Han rejste sig og gik ind og tog den.
   - Hej, du må være Lasse! Sagde en begejstret norsk kvindestemme i telefonen. Jeg synes næsten jeg kender dig efter alt det, jeg har hørt om dig.
   Han nikkede og følte sig dum.
   - Ja, det er jeg.
   - Det er Turid, Karis kusine. Hvordan har hun det?
   - Ikke så godt.
   - Det er trist at høre. Tror du hun orker at snakke?
   - Jeg kan lige spørge hende.
   - Jeg glæder mig til at træffe dig en dag.
   Lasse gik ind til Kari og fortalte hvem det var. Hun sagde, at så ville hun godt snakke, alle andre var udelukket. Hun rejste sig langsomt og gik ind til telefonen. Lasse kunne høre hendes stemme gennem væggen.
   Han vidste godt, at de to kusiner var meget gode veninder, det havde hun fortalt, men hvorfor var alle andre udelukkede inklusiv hendes forældre? Det føltes så sært at opdage, at der var noget, han ikke vidste om hende.
   Han kunne høre hende græde gennem væggen. Et øjeblik var hans refleks at gå ind og lægge en arm om hende, men han tog sig i det, for sæt nu det var en fortrolig samtale, som hun førte med sin kusine.
   Åh, Kari, jeg er her jo. Kunne jeg dog blot fjerne smerten fra dig.
   Du overvurderer dig selv. Hvem siger, at du kan hjælpe hende? Han vidste kun hvad Jørgen havde fortalt ham fra sin praktik i psykiatrien. Kunne han klare at have en kæreste, der var plaget af sindslidelse?
   Kari, jeg vil ikke svigte dig, det ved jeg. Du er bare det bedste, der nogensinde er sket for mig.
   Nu talte hun så højt derinde, at han hørte hendes ord. Hun bad indtrængende Turid om ikke at fortælle det til hendes forældre, hun ville ikke indlægges igen og pumpes med medicin.
   Hans blik fangede et lille billede i glas og ramme på reolen. Det var da Kari som en stor pige, det kunne han se. Håret var længere og hun var omgivet af et midaldrende par. Det måtte være hendes forældre.
   Hans blik loddede mere af hendes lejlighed. Hun havde fortalt, at hun dyrkede lidt maling som hobby, nogen af billederne kunne være hjemmelavede hobbymalerier.
   Nu kom hun endelig ud fra sit soveværelse, han gik hen til hende og gav hende et knus. Denne gang gengældte hun det og gav et suk af velbehag.
   - Jeg er glad for, at du er her, sagde hun.
   Han holdt hende tæt ind til sig.
   - Skulle vi have noget at spise? Sagde han.
   - Jeg har ikke fået købt noget, sagde hun med lidt gråd i stemmen.
   - Pyt med det, søde, jeg går ned og henter noget på grillbaren.
   - Bare køb til dig selv, jeg orker ikke at spise noget.
   - Heller ikke et par skiver brød?
   - Jeg orker ikke at smøre dem.
   - Men kæreste ven, det kan jeg da gøre for dig.
   - Du er sød, men jeg har ingen appetit.
   - Er du sikker?
   - Ja, jeg er sikker. Åh, hvor må det her være hårdt for dig.
   - Tænk ikke på mig, det er jo værst for dig.
   - Kan du blive her i nat? Jeg er bange for at være alene nu.
   - Det kan jeg da, svarede han og aede hendes højre kind.
   - Jeg orker bare ikke meget, ja, du ved vel hvad jeg mener.
   - Tænk ikke på det. Skal vi sætte os ned lidt?
   Hun nikkede og de satte sig igen. Han nød at holde om hende, men følelsen af afmagt gjorde glæden bitter. Han var kommet under huden på hende, hvis de gik fra hinanden ville såret være ulægeligt.
   Han pustede i hendes hår, hun udstødte et suk og smilede let til ham.
   - Hvis du er sulten, så bare find noget mad, sagde hun.
   - Jeg smører lidt brød. Er du sikker på, at du ikke skal have noget?
   - Ja, helt sikker. Jeg kan ikke.
   Han gik ud i køkkenet og smurte et par skiver. Den dårlige samvittighed meldte sig og fortalte, at han ikke kunne tillade sig at spise uden at hun fik noget. Han gik ind og spurgte hende endnu engang, om hun ikke skulle have noget. Hun rystede på hovedet og begyndte at græde igen. Han lagde armen om hende.
   - Kom jeg til at såre dig?
   - Nej, slet ikke. Det er bare altså.. verden som den er.. du skal bare tage noget at spise, tænk ikke på mig.
   Han gik ud igen, gjorde brødet færdigt og satte sig ind igen. Hun sad sammensunken henne i sofaen og kiggede tomt hen for sig.
   Nu ringede telefonen igen. Lasse gik ind og tog den.
   Denne gang var det en mandsstemme, den forekom bekendt.
   - Men det må jo være Lasse! Det er Thorstein, kan du huske mig fra i forgårs?
   - Jo! Udbrød Lasse, der kom i tanke om, at det var en af dem, der gik på samme studium i Oslo som ham og Kari, som han havde truffet ved semesterstarten. - Ja, du kender Kari?
   - Ja, vi har gået sammen på litteraturstudiet i mange år. Hvordan har hun det?
   - Ikke så godt. Vil du tale med hende.
   - Ja, hvis hun orker det.
   - Jeg spørger hende.
   Han gik ind og fortalte hende hvem det var. Hun rystede sørgmodigt på hovedet. Han gik tilbage og fortalte Thorstein, at hun ikke orkede det. Det var i orden, han spurgte lidt til hende. Sidst i samtalen gav han Lasse sit mobilnummer og sagde, at han bare skulle ringe, hvis der var problemer. Han gik tilbage til Kari og lagde en arm om hende.
   - Thorstein er god nok, sagde hun, men jeg orker ikke at snakke. Kun med dig og Turid.
   Han holdt hende tæt ind til sig og vuggede hende let frem og tilbage. En tåre løb nedad hans kind. Nu ringede den igen, han tog den.
   Denne gang var det hendes far, hans stemme lød ikke helt norsk. Han var venlig og regnede straks ud, at det var hendes danske kæreste, som han havde hørt så meget om, han glædede sig til at møde ham snart. Lasse svarede, at det gjorde han også og spurgte, om han ville tale med sin datter. Da svaret var ja, gik han ud og spurgte Kari igen.
   - Det bliver jeg jo nødt til, ellers opdager de det, svarede hun. Lasse satte sig ned og tænkte. Så meget vidste han nu, hun ville ikke have, at hendes forældre skulle vide hvordan hun havde det. Hun ville ikke indlægges igen. Men hvem ville egentlig ikke helst være fri for at skulle indlægges?
   Trætheden krøb ind over ham som en slange, han sank sammen på sofaen og blev væk fra verden. Drømmene kørte nu deres løb i et sammenkogt sammensurium. I det fjerne syntes han at høre Kari tale højt, men det blev væk igen.
   I et øjeblik var han ved overfladen. Et tæppe blev lagt over ham og der var en, der kyssede ham på kinden. Det var ikke en drøm, han var oppe ved overfladen i Karis stue og hørte hende hviske, at det måtte være hårdt for ham. Han faldt hurtigt hen igen.
   Han kom op til overfladen igen og så, at klokken var to. Der var helt mørkt. Han havde det tæppe over sig, som Kari havde lagt over ham. Han røg op i en pludselig intens angst og kaldte højlydt på Kari. Hun var straks ude af sit soveværelse, hun stod med et tæppe over sig.
   - Jeg er her, skat, sagde hun stille, jeg ville ikke vække dig igen.
   Han spænede han og gav hende et stort kram. Denne gang gengældte hun og smilede stort, hun lignede sig selv igen. Tæppet faldt på gulvet og hun stod nøgen foran ham og begyndte at knappe hans skjorte op.
   - Jeg er glad for, at du er her, sagde hun mens hun kyssede ham flere gange.
   Hans hænder gled op og ned ad hendes ryg. Med et brast hun i gråd.
   - Åh, kom jeg til at såre dig? Sagde han betænkeligt.
   Hun rystede på hovedet.
   - Jeg troede lige, at jeg havde det lidt godt, efter at have sovet lidt, sagde hun, tilgiv mig.
   - Der er ikke noget at tilgive, svarede han og kyssede hende. Han samlede tæppet op og svøbte det om hende, hvorpå han førte hende hen til sengen og lagde hende blidt ned.
   - Bliver du og holder om mig? Sagde hun gennem gråd.
   Det gjorde han gerne, han lagde sig ned og lagde armen om hende. Efter en tid faldt hun til ro i armen på ham og lå nøgen og tryg som et lille barn. Han kunne ikke sove, så han lå stille og nød hendes nærvær. Dog meldte søvnen endelig sin ankomst, da han så den første lysstribe komme op over horisonten. Det blev langt op ad formiddagen inden han vågnede, men han ville ikke stå op, han blev liggende og holdt om hende. Smerten var væk fra hendes ansigt, det var som intet plagede hende mere.
   Han vidste ikke hvor lang tid der gik inden hun vågnede og krammede ham længe og tæt.
   - Skulle vi to ikke blive her i sengen til vores dages ende? sagde hun halvsøvnigt med et lille grin.
   Han nikkede og kyssede hende. Tænk hvis det kunne lade sig gøre.
   - Skal du have skrevet på dit speciale i morgen? Spurgte hun.
   - Ja, det skal jeg.
   - Nu fik du lige pludselig alle mine problemer og smerter.
   - Sødeste ven da, skulle jeg ikke kunne bære det med dig, når jeg er din kæreste?
   - Det vil du stadig være efter dette?
   - Mere end nogensinde.
   - Du er dejlig, sagde hun og omfavnede ham tæt. Nu kunne han ikke stå imod, han gled ind i hende. Hendes glatte krop smygede sig hen over ham, hendes varmer hænder sitrede gennem hans rygsøjle. Hele verden reduceredes til baggrundsstøj, og snart var han i det frie fald..
   Da de efter dette lå og holdt om hinanden, ringede hendes telefon igen. Hun tog den selv, det var Turid. De to aftalte, at Kari skulle komme ud til hende om eftermiddagen. Da Kari havde lagt røret sagde hun, at de kunne følges ad, for Turid boede ved Sinsenkrydset, ikke langt fra Bjerke Studenthjem.
   De rejste sig og begyndte at lave morgenmad sammen. Han havde vænnet sig til, at de kaldte det frokost i dette land. Han nød at sidde og indtage dette måltid med hende, mens de vekslede kærlige blikke hen over bordet. Han ville ikke sige for meget, for han frygtede et ubetænksomt ord kunne såre. Det kunne ske når som helst. Hvornår ville han sige noget, der kunne slå skår i deres forhold?
   Men det skete ikke denne formiddag. I det hele taget viste hun ikke mange tegn på den sindstilstand, hun havde været i aftenen i forvejen. Var det drevet over for denne gang?
   Køreturen med trikken tog kun en time, der var en rute, der gik direkte til Sinsen.
   De stod længe og omfavnede og kyssede hinanden foran huset, hvor Turid havde sin lejlighed. Endelig slap de hinanden og han begyndte at gå op mod studenthjemmet. Han kunne ikke modstå at løbe tilbage og give et knus mere.
   På vej op ad stien, der løb parallelt med Trondheimsvejen, følte han en speciel form for ensomhed smyge sig om ham og begynde at tage kvælergreb. Med tunge skridt gik han ind og checkede sin postboks i stueetagen. Der var ikke noget. Han tog op til sin etage og satte vand over til en kop kaffe i fælleskøkkenet. Mange tanker begyndte i hans hoved, men de ville ikke tage form og blive færdige.
   Døren gik op, han drejede hovedet lidt, det var Linda.
   - Hej, sagde hun, har du været ude ved kæresten her i denne helg?
   - Ja, da, svarede han med et smil som om intet usædvanligt var hændt.
   - Du har tydeligvis ikke været her, det ved alle, for din landsmand hamrede vildt på din dør og råbte og skreg.
   - Hvad? Gjorde han virkelig?
   Hun nikkede.
   - Han sagde, at din dør klaprede og han ikke kunne sove for det.
   - Det er rigtig nok, den klaprer lidt, fordi vinduet ikke er helt tæt og det trækker lidt, men jeg har vænnet mig til lyden.
   - Ja, men Jens Peter kunne altså ikke sove for det, og han vækkede hele gangen ved at stå og hamre på din dør og råbe og skrige om, at du skulle gøre noget ved den dør, så han kunne sove. Han var overbevist om, at du måtte være der, han ville ikke give op. Ham halvchileneren prøvede at dæmpe ham ned, men det var umuligt.
   - Ja, jeg havde da lukket op, hvis jeg havde været der. Fik I ham dæmpet ned?
   - Nej, da nogen af os andre begyndte at sige, at han da ikke skulle vække hele gangen bare fordi han selv ikke kunne sove, så gav han sig til at skrige op om, at han ikke forstod hvad vi sagde, og han var også ligeglad, du skulle komme op af sengen og gøre noget ved den dør, så han kunne sove.
   - Jeg ender nok med at bede om at få et andet værelse her, sukkede Lasse, ja, ikke på grund af jer andre på gangen, men altså..
   - Forståeligt. Kendte I to hinanden i forvejen?
   Lasse rystede på hovedet. - Ham og Antonio gjorde.
   Hun var blevet færdig med sin te og sagde farvel. Nu var hans kaffe også snart færdig. Mens den løb gennem filteret var det første, der løb gennem hans hjerne, at han håbede den blev færdig inden Jens Peter kom ud i køkkenet. Men han havde knap nok tænkt tanken, så kom han ud.
   - Nå, der er du! Hvorfor helvede svarede du ikke i nat, da jeg bankede på?
   - Fordi jeg ikke var hjemme, svarede Lasse kort for hovedet.
   - Nå, for satan! Brølede han ind i hans ansigt, det fik som sædvanlig Lasse til at blinke nervøst med øjnene, hvor er du dog henne i den her røvsyge by?
   - Hos kæresten, og dæmp dig lige ned, tak!
   - Ja, bare det var mig, der havde min kone her! Du kan fandme tro, jeg glæder mig til at komme hjem til hende. Men gør dog lige noget ved den dør, for helvede! Den klaprer så jeg ikke kan sove.
   - Ja, ja, det skal jeg nok, men du behøver ikke at skrige det ad mig på den måde, og du behøver ikke vække hele gangen midt om natten for det.
   - Hvem satan har fortalt dig, at jeg gjorde det? Der er jo ikke nogen her på gangen, der taler dansk, Antonio er væk i dag, han er i Bærum hos en anden chilener.
   - Jeg fik det lige at vide af Linda.
   - Hvem fanden er Linda?
   - Altså...! Ja, det er hende, der bor i det første værelse her efter køkkenet.
   - Den lyshårede pige? Men hun taler jo norsk!
   - Har jeg benægtet det?
   - Men så ville du jo ikke kunne.. åh, for satan ja, din kælling er jo også norsk, det glemte jeg lige!
   - Nu vil jeg altså bede dig om at få en anden tone på, at du bare ved det! Hvad ville du sige, hvis nogen omtalte din kone på den måde?
   - Men se så at få gjort noget ved den dør, så man kan sove om natten! Det er også for galt, at man skal bo her under disse forhold! Jeg var så glad for at jeg skulle have en dansker til nabo, og så er det en, der bare er optaget af sit eget og ikke er til at komme ind på livet af!
   Lasse havde fået sin kaffe færdig og lukkede termokanden. - Knyt ædespalten! Smældede han, og hvis du hamrer på min dør i nat, så klager jeg over dig til kollegiets ejere!
   Med disse ord forlod han køkkenet og satte sig ind på sin hybel.
   Kaffen smagte ham ikke rigtig. Han sukkede. Det var måske rigtigt, at han kun var optaget af sit eget. Havde han siddet så meget over bøgerne i mange år og forstod slet ikke menneskene omkring sig? Det var hvad han altid hørte om universitetsstuderende derhjemme i hans fødeby.
   Selvfølgelig skulle der gøres noget ved døren. Han rejste sig op og kiggede på den. Han forsøgte at sætte et papir i klemme nederst. Det hjalp. Han måtte bare huske at anbringe det, inden han gik i seng. Det var en midlertidig løsning inden pedellen fik set på det. Han lagde sig lidt på sovesofaen.
   Han hørte Jens Peter gå og bande for sig selv gennem væggen. Nu var han altså på sit værelse, så var der fri bane ud i køkkenet. Han skulle jo have sin aftensmad, selv om han egentlig ikke var sulten. Han tøvede lidt, da han hørte at der var nogen i køkkenet, men gik alligevel derud. Det var de to eneste lokale på gangen, han fik sat et venligt smil sammen og hilste på dem.
   - Nå, sagde Iver med et skævt smil, du var vist ikke hjemme i nat.
   - Nej, Linda har fortalt mig om nattens begivenheder.
   - Vær glad for at du slap for den brutale vækning.
   Lasse grinede lidt og begyndte at gøre maden klar. Han var færdig med den omtrent samtidig med at de to andre var færdige med deres, så nu sad de tre og spiste sammen ved køkkenbordet.
   - Nå, og du får vel skrevet noget om Hamsun? sagde Linda.
   - Ja, det er ikke blevet til så meget endnu, men det kommer.
   - Og din kæreste har det godt.
   Han tøvede lidt.
   - Ja.
   Dette lille ord sad som et fiskeben på tværs i halsen.
   - Der er en ting, som jeg godt kunne tænke mig at spørge jer om.
   - Vi ser, om vi kan svare, sagde Iver.
   - En af mine venner i Danmark har lige fundet ud af, at hans kæreste har en sindslidelse. Han ved ikke, hvad han skal gøre ved det. Hvad synes I?
   De to norske sad og tænkte lidt.
   - Han skal i hvert fald ikke have nogen urealistiske forestillinger om, at han kan gøre mirakler ved sin kærlighed, svarede Linda, det troede min bror, da han var i den situation for nogen år siden.
   - Nej, det er sandt, svarede Lasse.
   - Det er jo risikoen, at når en er psykisk syg, så trækker de også andre med ned, forklarede Iver, det skal din ven være opmærksom på.
   - Han fortæller mig, at hun ikke reagerer på nogen kærtegn fra ham.
   - Hun kan godt være glad for det alligevel, sagde Linda, det kan betyde meget for hende, at han viser hende kærlighed.
   Lasse nikkede. - Det vil jeg prøve at forklare min ven derhjemme.
   - Du ser lidt trist ud, indskød Linda.
   - Åh, det er bare.. Han sukkede let.
   - Har du hjemve? Spurgte Iver.
   - Nej, ikke rigtig, men det er bare ham, min landsmand.. altså..
   - Er han grov overfor dig? spurgte Linda.
   - Nja, altså.. han sagde lige til mig i eftermiddag, at jeg kun var optaget af mit eget, og jeg kan godt føle.. måske har han ret.
   - Åh hold op, sagde Iver, hvis du vil finde ud af det, så spørg alle andre end ham!
   Lasse faldt hen og følte at gråden var ved at komme frem. Lindas hånd lagde sig på hans arm.
   - Har du det godt? sagde hun
   - Ja, fint nok, svarede han, men syntes ikke det lød overbevisende.
   - Du skal ikke spekulere for meget på, hvad han siger til dig, sagde Iver.
   Døren gik op og Jens Peter trådte ud og begyndte straks at genudsende sine spørgsmål til Lasse om, hvad dog det med litteraturvidenskab gik ud på og hvorfor han ikke havde fundet en dansk pige. Lasse rejste sig.
   - Nu tror jeg vist, jeg har noget at gøre inde hos mig selv, vi ses.
   De to nordmænd rejste sig også og gik efter at have vasket op.
   Det var nu mørkt uden for, og træernes konturer ledte tankerne hen på spøgelser. Han gik tidligt i seng og længtes efter Karis omfavnelse.