Han blev forbavset over synet af kahytten, for i hans drøm var han stadig hjemme. Motoren dunkede støt og regelmæssigt under ham, det fik hans øjenlåg til at blive lettere, og hans opvågnende hukommelse til at dæmre. Da han følte sig udhvilet, kom han hurtigt op og sidde. Det var bedre at rejse om natten med skib end med tog, kunne han konstatere, for det var ikke så længe siden han havde rejst med nattog.
   De andre passagerer i kahytten sov endnu. Han havde været lettet over, at de ville sove på rejsen og ikke var til natteroderi i skibets diskoteker og barer, så var der nattero.
   Brusebadet i kahyttens brusekabine gjorde godt, og han kom hurtigt i tøjet. Der var halvanden time til ankomst, så han kunne sagtens nå at få morgenmad i selvbetjeningscafeteriet.
   Da han kom op på båddækket så han, at skibet allerede var i Oslofjorden, selv om der var rigeligt af sejlturen tilbage.
   Vandet lå stille og blankt på begge sider af skibet, ved agterstavnen kunne man se, at det blev sat i bevægelse. De grønne skråninger lå som en krans om halsen på fjorden, ind imellem lå der små træhuse opad den grønne krans som små bær. De små klippeøer lå i vandet som klatter, der spejlede sig i vandet og syntes dobbelt så store. Synet hypnotiserede ham til at stå stille, indtil maven knurrede for at kræve sin morgenmad. Han købte morgencomplet, den midaldrende dame ved kassen smilede venligt og ønskede ham god tur. Der var plads ved et vindue, så han kunne nyde de omgivelser, der gled støt og roligt forbi hans øjne.
   En familie med to halvstore og en mindre pige satte sig ved nabobordet, den ældste pige lavede lidt sjov med sin mindste lillesøster, der grinede lykkeligt. Deres far og mor smilede til dem alle tre og fortalte dem, at de godt kunne glæde sig til at se det norske fjeld. Synet af hvor godt de havde det sammen kappedes med fjorden om at fryde hans øjne.
   Da bebyggelsen inde på kysten blev tættere, gik han ned og børstede tænder og gik op på øverste passagerdæk ved stævnen med sin håndbagage. Fra det fjerne stak de to tårne på Oslo rådhus op med et gæstfrit blik og rykkede stille nærmere. Byen lå i bunden af en gryde skabt af højdedragene, der prangede i mørkegrønt på denne årstid. Den blå himmel hvælvede over sceneriet, og de hvide skyer drev lige så stille af sted, som det skib han stod på.
   Snart var byens konturer tydelige. Skibet drejede ind bag Akershus fæstningen, der stod som om den stadigvæk bevogtede indsejlingen. Lidt efter gled skibet blidt ind på kajen.
   Kari, nu kommer jeg!
   Han kunne ikke vente til hun kom til Oslo om to dage. Han kunne mærke hendes arme omkring sig, hendes varme kind, hendes læber, hendes hænder. Hans hjerte dunkede om kap med skibets motor.
   Ved rælingen kiggede han ned på kajen. Som dreng var han fascineret af skibe, når de enten lagde til eller sejlede, og ligesom dengang iagttog han havnearbejderne, der tog imod tovene og fik skibet fortøjet.
   Kari, jeg elsker dig så højt som himlen er blå!
   Han længtes efter at sige de ord til hende igen og kigge ind i hendes taknemlige blik.
   Nu lå skibet roligt ved kajen. Han bevægede sig fra borde med blikket spejdende efter bussen, der holdt nedenfor landgangen. Den ventede tålmodigt på skibets passagerer.
   Nu var han i Oslo, grundlagt af den danske konge Christian den Fjerde, der havde kaldt den Christiania. Da han havde fået sin rygsæk fra skibets bagagevogn, steg han op i bussen, der tog ham ind i centrum, hvor Nationalteatret med de hvide mursten pyntede midten af Karl Johan. Der var frit udsyn op til kongeslottet.
   Nu var det med at finde ud af, hvor Trondheimsvejen startede. På det lokale turistkontor fik han et busnummer, der gik fra torvet ved Sentralstasionen. Han gik den moderat lange tur derned og satte sig op i den rette bus, da den ankom. Mens den snørklede sig gennem gaderne, kiggede han ivrigt, for når han skulle bo her en tid var det med at lære byen at kende.
   Nu var det Trondheimsvejen, og han holdt øje med husnumrene. Bussen bevægede sig opad i en rolig stigning.
   Efter en tid kunne han genkende den høje bygning fra fotografiet, en betonklods der var som trådt ud af en københavnsk vestegnsforstad. Han steg ud, bevægede sig med sin tunge oppakning over gaden og ind i forhallen, hvor han blev modtaget af en yngre smilende mand, der snakkede klingende nordlandsdialekt.
   Der blev udleveret to nøgler, en til hans værelse og en til hans postkasse i stuen. Han skulle bo på syvende etage af de i alt tretten.
   Den blå elevator kørte lydløst opad. Først kunne han ikke finde ud af de snørklede gange på etagen, men nu var det der, kollegieværelset, eller studenthyblen som de kaldte det her.
   Han kunne høre Kari sige det.
   Det var møbleret, i løbet af kort tid fik han sat møblerne, som han ville have dem og pakket rygsækken ud. Uden for vinduet var en høj, kugleformet ås, der pyntede sig med grantræer. Den ville han på et tidspunkt gå tur opad.
   Hvor han dog glædede sig til at gøre det med Kari i hånden.
   Han havde hele dagen i dag. I morgen skulle han registrere sig på universitetet, så han ville finde ud af det elementære, hvor der var supermarkeder og posthus og en bank, hvor han skulle have åbnet en bankkonto.
   Nu ville han først ringe til hende og høre hendes stemme. Han tog mobiltelefonen op og ringede. Hans hjerte løb som en af hestene på den galopbane, der lå overfor studenthjemmet.
   "Det er Kari." Han syntes hun lød lidt trist.
   "Hej, skat, så er jeg i Oslo," sagde han. Han slog om i at snakke halvnorsk, som hun havde fået lært ham. Han var lige ved at spørge, om der var noget galt.
   "Hej, søde skat. Hur var din reise?"
   "Fortrinlig! Nu er jeg godt indlogeret."
   "Så er der kun to dage, til jeg kommer tilbake til Oslo."
   "Jeg glæder mig sådan til at klemme dig igen."
   "Uh ja, hvor bliver det dejligt! Jeg har sådan savnet dig, søde."
   "Jeg har også savnet dig, må jeg spørge: er der noget, du er ked af?"
   "Nej da," forsikrede hun. Det forekom ham ikke overbevisende.
   "Jeg syntes bare du lød lidt trist."
   "Jeg er bare træt."
   "Vi ses. Knus og kys."
   "Knus og kys tilbage."
   Da han havde ringet af, følte han det som om han svævede over den øverste etage af studenthjemmet og henover den høje ås.
   Det næste var at ringe til forældrene og fortælle, at han var godt fremme. Han spurgte til sin far, hvordan det gik med efterkontrollen af hans nyligt overståede kræft. Alt gik den rigtige vej.
   Nu svævede han med benenes hjælp hen til det butikscenter, hvor der ifølge en plan over området i stueetagen var både posthus og bank. En et-etages bygning af mørkt træ strakte sig hen ad en gade, der lavede en brat stigning lige efter gavlen. Der var et supermarked, bank og posthus. Han gik ind i banken og fik lavet en bankkonto. Heldigvis havde han husket sit pas, han mindede sig selv om at melde flytningen til det lokale folkeregister. Der var meget at holde styr på, men oprettelsen af bankkontoen gik let. På vej tilbage gik han i supermarkedet og købte de vigtigste madvarer og noget aftensmad..
   To dage endnu, så skulle han igen holde om Kari, kysse hende og løbe fingrene gennem hendes mørkblonde hår.
   Ude i fælleskøkkenet var der en anden beboer, han var mørkbrun og sorthåret som en sydeuropæer, lavbenet og tynd.
   "Davs, er du lige flyttet ind på gangen?" sagde han på flydende dansk med et imødekommende smil.
   "Ja, det er jeg. Er du dansker?S
   "Ja, halvt, og halvt chilener. Jeg hedder Antonio."
   "Jeg hedder Lasse. Hvor længe har du boet her?"
   "Jeg er lige flyttet ind for en uge siden. Jeg begynder på ernæring i morgen."
   "Her i Oslo?"
   "Ja, den fællesnordiske ernæringshøjskole, som man kan gå videre på efter husholdningshøjskolen, der går alle fra hele Norden, der vil gå videre med den uddannelse.
   "Hvor lang tid tager den?"
   "To år."
   "Så skal du bo to år her?"
   "Ja, men det betyder ikke noget, jeg er opvokset i Chile, men har taget min skoleeksamen i Danmark og gået videre der. Det var min mor, der lærte mig dansk."
   "Så det er et fremmed land for dig uanset?"
   "Ja, det eneste der foruroliger mest er nok den norske isvinter."
   "Ja, den er kold."
   "Men hvad laver du her, Lasse?"
   "Jeg fortsætter mit litteraturstudium her."
   "Det lyder da interessant. Du skal måske skrive speciale om norsk litteratur?"
   "Ja, Knut Hamsun, men det er ikke kun derfor. Det er for at være tættere på min kæreste, som bor her i Oslo. Hun er for tiden hos sine forældre i Drammen, men kommer til Oslo i overmorgen."
   "Det må du da glæde dig til!"
   "Det kan du tro jeg gør."
   "Hvordan mødte I hinanden?"
   "Ved en litteraturkonference i Göteborg, hun læser det samme som mig."
   "Så nu flytter du til Norge?"
   "I hvert fald foreløbig, på et tidspunkt må vi finde ud af, hvor vi skal bo."
   "Men så er vi jo tre danskere her på gangen, der er også Jens Peter henne i nummer 12, han skal også gå på ernæring, ham og jeg gik på husholdningsskolen sammen."
   "Det bliver en hel lille danskerkoloni vi får heroppe," svarede Lasse muntert.
   "Jeg føler mig godt nok mest som chilener, men ok."
   "Du er sikkert vant til at se høje bjerge, for mig fra et fladt land er det overvældende."
   "Ja, det kan jeg tænke, men Norge er nu et smukt land alligevel, selv om jeg er vant til at se Andesbjergene."
   "Ja, jeg kunne godt lide indsejlingen i fjorden."
   Døren gik op.
   "Hej, Jens Peter," hilste Antonio.
   Lasse vendte sig om og kiggede. Det var en høj mand, som Lasse mente måtte være omkring de tredive, lidt kraftig om bæltestedet, mørkblond med et kraftigt overskæg. Et øjeblik var Lasse lige ved at tænke, at det var skuespilleren Mogens Wieth fra de gamle danske film.
   "Goddag," sagde Lasse og rakte hånden frem, "jeg hedder Lasse. Du er så Jens Peter, Antonio har lige nævnt dig."
   Jens Peter gav hånden. "Nå, for fanden, har han det? Men hvad laver du så her i landet."
   Lasse rykkede sig lidt tilbage, for Jens Peter snakkede med vidt åben mund og med en forceret høj stemme.
   "Studerer litteraturvidenskab."
   "Hvorfor helvede gør du det her?"
   "For at være sammen med min kæreste, hun er norsk, men så kan jeg også skrive mit speciale om Knut Hamsun tæt ved kilderne."
   "Hvad helvede var han for en fyr?"
   "Norsk forfatter."
   "Nå, for helvede, men hvorfor fanden fandt du dig ikke en dansk kæreste?"
   "Nu var det jo hende jeg faldt for."
   "Nå, for satan da. Men glæder du dig så ikke til du skal hjem!?"
   Ordet hjem fik et ekstra solidt eftertryk.
   "Jeg er lige kommet i dag, altså, og nu har jeg glædet mig til at se Kari igen så længe, at jeg ikke lige sådan tænker på at tage hjem per omgående."
   "Hvem fanden er Kari?"
   "Min kæreste."
   2Nå, for satan.".
   Da Jens Peter og Antonio begyndte at snakke indforstået, fangede Lasses blik udsigten. Han så udover et blankt vandspejl, hvori eftermiddagssolen lavede blinkende mønstre. Da han nede ved bredden så de to tårne på rådhuset, regnede han ud, at det var Oslofjorden. Han kiggede lidt på Oslo by, det var som at stå foran en livagtig model af byen. Ude i vandet lå øerne som grønne pletter, Nesodden pegede ud i det glimtende vand med sine grantræer. Langt ude i siderne af fjorden stak højdedragene op, på den ene side var der nogle klippesider, der ledte tankerne hen på Bornholm.
   "Hvor er her dog smukt heroppe!" sagde han henført.
   "Synes du?" Udbrød Jens Peter i et højrøstet leje, der fik de to andre til at give et ryk, "næ, jeg skal sgu have taget min uddannelse her, og så skal jeg fandme raspeme hjem! Jeg har sateme vadet rundt her siden jeg kom i supermarkederne, de har ikke engang sødmælk heroppe!"
   "Jo, du kan," svarede Lasse, "det hedder helmjølk."
   "Nå, men jeg skal i hvert fald fandme have lavet mig noget rugbrød, så jeg ikke bare skal spise det forpulede kneipbrød!"
   "Nå," sagde Antonio med et smil, "vi skal måske alle have noget mad nu, vi må lige sørge for, vi ikke kommer i vejen for hinanden."
   "Jeg skal bare lige varme en frostret i ovnen," svarede Lasse.
   "Fint nok," sagde Antonio, "mig og Jens Peter laver noget i gryder, så er vi jo ikke i vejen for hinanden."
   Lasse fiskede sin frostret frem og stillede den i ovnen, Antonio og Jens Peter satte deres mad over varmepladerne.
   "Har I fået set noget af Oslo i den tid i har været her?" spurgte Lasse.
   "Ikke endnu," svarede Antonio, "men jeg regner da med at skulle ned og se Kon-tiki og Fram."
   "Hvad fanden er det I ævler om?" brølede Jens Peter.
   "Kon-tiki må være spændende for dig som chilener," sagde Lasse, idet han modstod fristelsen til at fortælle Jens Peter, at han ikke var døv.
   "Ja, lige akkurat."
   "Men hør, for helvede, kan man ikke få en forklaring?" udbrød Jens Peter mere højrøstet.
   "Fram er det skib nordpolsfarerne brugte til ekspeditioner, det er indrettet som museum nu, og Kon-tiki er den tømmerflåde, som Thor Heyerdahl.."
   "Hvem fanden er han?"
   "Det var en, der mente at inkaerne kunne have sejlet til Påskeøerne.."
   "Hvad satan er inkaerne? Og hvad er Påskeøerne."
   "Inkaerne er et indianerfolk, der har levet i mit hjemland," sagde Antonio, "og Påskeøerne er en øgruppe i Stillehavet."
   "Nå, for helvede! Ja, jeg kan ikke forstå, at I kan få tid til det for jeres studier, og det interesserer mig fanden raspeme heller ikke! Jeg er her kun for at få min uddannelse og ikke andet! Det er også forbandet, at man ikke har den i Danmark!"
   "Men så se dog det positive," sagde Lasse, "tag ud og se sæteren og meget andet."
   "Hvad fanden er der oppe på den? Jeg har sgu ikke tid til andet end mit studium! Det er sgu godt vi er nogen danskere her, så der bliver nogen jeg kan snakke med, jeg skal have så lidt som muligt med nordmændene her at gøre, de drikker sig så skidefulde når de kommer til Danmark."
   "Det troede jeg var svenskerne," sagde Antonio.
   "Det er da et fedt, for helvede!"
   Døren til køkkenet gik op og en lille bred fyr med lyst hår kom ud.
   "Hej," sagde han i en tone, der tydeligt afslørede han var lokal.
   "Hej", hilste Lasse tilbage.
   "Nye folk på gangen, danskere, kunne jeg høre?" sagde han med et smil..
   "Rigtigt," sagde Lasse.
   Han rakte Lasse hånden. "Hej da, jeg hedder Iver."
   "Lasse her."
   Så var det Antonio, der fik hånden.
   "Er du spanier eller noet?"
   "Chilener," svarede Antonio.
   "Hej da, velkommen hertil."
   "Tak."
   Da Iver rakte Jens Peter hånden, blev det ikke gengældt med andet end et surt grynt.
   "Hvad hedder du?" spurgte Iver, stadig venlig i tonen.
   Intet svar.
   "Han hedder Jens Peter," sagde Antonio.
   "Du er ikke særlig høflig," indskød Lasse.
   2Luk røven!" svarede Jens Peter med et smæld. Der sænkede sig en kvælende tavshed over køkkenet. Antonio brød den ved at smile til Iver og spørge, hvad han så lavede. Han studerede teologi.
   "Teologi?" rungede Jens Peter så Lasse følte hans trommehinder sagde flap, "men altså, hvad fanden er Jehovas Vidner så for nogen?"
   "Det er en sekt, der.."
   "Men hvorfor satan er der så mange kirkeretninger? Og så det fanatiske præstestyre i Iran, hvad fanden er så det?"
   "De er muslimer, men altså, du..."
   "Ja, jeg ved sgu ikke hvad det alt sammen er. Og jeg kan fandme ikke tage, at vi sådan skal være underkastet en forpulet romersk diktator som vi gør i vores folkekirke i Danmark."
   "Det gør vi heller ikke!" indskød Lasse, "vores kirker i Norden er protestantiske."
   Iver og Antonio nikkede.
   "Min kirke i hjemlandet er katolsk," forklarede Antonio, "men min mor er jo protestant som de fleste andre danskere."
   "Er vi da ikke katolikker i Danmark, for fanden?"
   "Nej, det er I ikke og heller ikke i Norge," svarede Iver, "vi brød jo ved reformationen..."
   "Men hvorfor fanden er der så mange retninger?"
   "Det er jo historiens tilfeldighet.." begyndte Iver.
   "Ja, jeg skal sige dig en ting, din forpulede præstetorsk! Du skal sateme ikke prøve at omvende mig, jeg vil sgu ikke være hellig! Pas du bare dit, så passer jeg mit! Og så få lavet din mad, så jeg ikke skal høre dit skrækkelige sprog! Det er nok jeg skal være her i to år og høre på det! Det er et fandens til besvær at købe ind, de fatter ikke en skid af hvad man siger til dem i supermarkederne her. Gudskelov, at der er danskere her, man kan snakke med!"
   "Det kunne være jeg forstod dig bedre hvis du talte mere sagte," sagde Iver med det venlige smil intakt.
   "Kan du ikke tåle at jeg bander? Jeg skal fanden raspeme sige dig en ting: jeg taler sgu som det passer mig!"
   "Jeg er ikke sart," sagde Iver, hans smil holdt endnu.
   "Jeg forstår ikke en skid af hvad du siger! Jeg skal ikke have nogen prædikener her mens jeg spiser! Jeg går ind for tolerance, at du bare ved det, og kirken har altid..!"
   Antonio lagde en hånd på Jens Peters skulder. "Hold nu kæft, ikke?"
   Jens Peter kiggede olmt på ham. "Det skal du fandme ikke bestemme!"
   "Jo, hold nu kæft! Vi skal ikke starte vores ophold her med skænderi."
   Lasse havde siddet i tavshed og spist sin mad. Han var lettet over, at han var færdig nu og rejste sig for at vaske op.
   Da han var færdig med opvasken, gik han ind på hybelen. Hans humør var sunket. Han ville vente med at lave noget aftenkaffe, til der var tomt i køkkenet og så høre noget musik på radioen imens.
   Tankerne gled videre til Kari, det hævede humøret opad igen. Han tog sit lille fotografi af hende frem og kærtegnede det blidt.
   Da tusmørket var ved at sænke sig over åsen gik han ud og lavede sig en kop nescafe. En høj brunhåret mand med drenget udseende trådte ud i køkkenet.
   "Hello," hilste han.
   "Hello," hilste Lasse tilbage, "where from?"
   "Canada."
   "Wow, would like to go there some day, it has such nice nature."
   "Yes, but Norway is not bad either."
   "Not at all. I'm from Denmark."
   "Oh, what's the name?"
   "Lasse."
   "And I'm Neil."
   "What are you doing here?"
   "Doing some literature studies."
   "Then we're colleagues."
   "Oh, I see! What subject?"
   "Hamsun."
   "Cool. I write about Ibsen."
   De fik sig en længere snak på engelsk, hvor de fortalte om deres baggrunde for at være her. Lasse viste ham billedet af Kari, som han betegnede som "a nice girl." De skiltes og blev enige om, at de nok ville møde hinanden nede på Oslo Universitet. Han mødte Jens Peter uden for køkkendøren.
   "Hvem fanden snakkede du engelsk med?"
   "Det er en canadier, der bor her."
   "Nå, for helvede."
   Lasse gik hurtigt ind med sin kaffe og hilste lige på Antonio i forbifarten, der også var på vej ud i køkkenet. Han satte sig på sovesofaen og kiggede ud på den mørkeblå himmel. Pludselig lød der råben ude på gangen. Han rejste sig og gik hen og kiggede. Det var sandelig Neil, der var ved at skælde Jens Peter ud. Antonio var på vej ind i sit værelse.
   "Hvad sker der dog?" spurgte Lasse.
   "Jens Peter sagde til vores canadiske ven, at de var tåbelige i hans land at vælge Bush til præsident."
   "Hold kæft," halvvejs grinede Lasse, "jeg vil nødig se hans karakter i geografi."
   Antonio grinede og sagde godnat. Lasse besluttede at gå til ro og redte sin seng.
   Da han havde lagt sig, gled han med Kari i tankerne ind i søvnen.