Lasse stod på Oslo Sentralstation og fulgte med øjnene toget fra Drammen, der rullede stille ind foran perronen. Nu så han hendes ansigt i et af vinduerne, hvorfra hun vinkede til ham, et øjeblik troede han, at han ville få hjerteanfald.
   Da toget holdt stille, begyndte strømmen af mennesker at fosse ud af dørene. Nu kom hun ud knebent midt imellem to familier med børn. Hendes ansigt smilede stort, han tog tre hop og omfavnede hende vildt som en grizzlybjørn så hendes fødder blev hævet fra perronen.
   - Søde skat! Udbrød han og kyssede hende.
   - Hvor har jeg savnet dig! Sagde hun og gned sine håndflader op og ned ad hans ryg, de var lige så varme som han huskede dem. Han holdt hende tæt ind til sig og sugede indtrykkene af hendes krop til sig som en tørstende ørkenvandrer, der endelig finder vand og begærligt hælder det i sig.
   De stod længe og holdt om hinanden, hendes hoved hvilede mod hans skulder.
   - Er du faldet til oppe på din studenthybel? Spurgte hun.
   - Ja, og jeg har fået indskrevet mig nede på universitetet i går.
   - Så fint da! Hvordan er de mennesker, du bor på gangen med?
   - De er meget søde, der er bare en dansker, han er lidt underlig.
   - Men det er de danskere jo, svarede hun skælmsk og blinkede med øjnene mod ham.
   - Nu skal du ikke være fræk, sagde han og rystede hende blidt. Hun lo. De omfavnede hinanden endnu engang.
   - Skulle vi ikke tage ud til min lejlighed og så gå en tur ud i skogen? Sagde hun.
   - Jo, lad os det.
   De gik med hinanden i hånden hen ad perronen og op til T-banen, mens de udvekslede blikke. Hendes øjne var grågrønne og talte deres tydelige sprog.
   Trikken, som den hed i det lokale sprog, kørte roligt ud igennem et grønt område, hvor der stod skæmmende grå rækkehuse. Kari boede i en lejlighed på et lille højdedrag, hvor T-banen lå tæt på. Med armene om hinanden gik de til komplekset, hvor hun boede og kom snart ind i hendes lejlighed. Den var en stor stue, der var pyntet med landskabsbilleder på væggen, ved den ene ende stod et klaver.
   - Hvor bor du dejligt, sagde han.
   Han stod lidt og kiggede på omgivelserne. Det var som at se et nyt rum i det sind, som han havde fået lov at se ind i, opdage nye sider af det. Han kyssede hende endnu engang.
   - Vi går en tur over i skoven.
   - Lad os det, skat.
   De forlod hendes lejlighed med hinanden i hånden. Tænk at der i Europa var så uberørt natur inden for bygrænsen, det var umuligt for ham at fatte.
   - Skønt sted du bor.
   - Ja, hvordan er det oppe på dit studenthjem?
   - Der er en høj ås som er helt dækket af grantræer, den kan ses fra mit vindue.
   Skoven var mørkegrøn af sensommer, men skinnede af mange birkestammer. Suset i løvet spillede blidt for dem. På et tidspunkt førte stien forbi en stor sø.
   - Jeg tror du trænger til et bad, sagde hun og skubbede ham hen mod bredden.
   - Jeg trækker da bare dig med ned, svarede han og tog et fast tag i hende, hun udstødte et hvin. De væltede begge omkuld i græsset og rullede et par omgange i en brydekamp. De faldt til ro og blev liggende med armene om hinanden.
   - I weekenden skal vi da gå en tur op over den ås, der er tæt på Bjerke Studenthjem.
   - Det lyder skønt, sagde hun begejstret. Skal jeg komme lørdag formiddag?
   - Ja, klokken ni, så har vi hele dagen sammen.
   - Uh ja, dejligt. Hun lagde sin kind mod hans og nussede ham i nakken, det fik et par behagelige kuldegysninger til at pulsere ned ad hans rygsøjle. Han kunne ikke modstå at kramme hende heftigt.
   - Sidst vi lå sådan her var i Fælledparken, sagde han.
   - Ja, det var skønt, hviskede hun, vi var også i Dyrehaven og Grib skov.
   - Alle steder er skønne hvor du er.
   Han kyssede hende. Nye omgivelser, men den samme Kari, de samme varme hænder, de samme bløde læber, de samme grågrønne udtryksfulde øjne, det samme halvlange mørkblonde hår, der berørte hans ansigt.
   - Vi skulle måske lige hjem og have kveldsmat, sagde hun.
   - Ja, det må vi hellere.
   De kom op at stå og gik med armene om hinanden til hendes hjem, hvor de fik deres aftensmad, som hun lavede med det hun havde i huset.
   De sad og så på hinanden samtidig med at de spiste.
   - Og din far er kommet over kræftsygdommen? Spurgte hun og lagde en hånd på hans arm.
   - Ja, han har det godt nu.
   - Så fint da!
   Hun kiggede ned og fik vand i øjnene.
   - Hvad er der galt, søde Kari?
   - Det er al den lidelse i verden.
   - Hvad tænker du på?
   - Din fars sygdom og så al sulten og nøden, og jeg kan ingenting gøre.
   - Du var sød overfor mig, dengang jeg hørte nyheden om hans sygdom. Det kan du da gøre, og det er meget.
   - Men hvad skal jeg gøre med al sulten? Og hvad med al krigen.
   Hendes stemme havde fået en klang, som han aldrig havde hørt før.
   - Jeg sender da lidt penge, så meget jeg formår, til Folkekirkens Nødhjælp.
   - Det rækker bare ikke.
   Hun begyndte at hulke, han gik hen og lagde en arm om hende.
   - Prøv at se! Nærmest skreg hun og pegede på en avis med en overskrift om misbrug af børn.
   - Ja, det er da forfærdeligt.
   De blev afbrudt af hendes telefon, hun gik ind og tog den. Da han var trængende, gik han ud på toilettet. Da han vaskede hænder, observerede han et medicinglas på en hylde. Han drejede lidt på den og fandt forskriften: to gange daglig mod depression.
   Det havde hun aldrig fortalt ham. Var det hvad han lige nu havde været vidne til? Det måtte det være.
   Han gik ind igen og satte sig. Efter et par minutter var hun færdig med samtalen.
   - Undskyld, at jeg sådan blev... lidt underlig, sagde hun, jeg snakkede lige med min kusine.
   - Det gør ikke noget. Må jeg spørge: jeg så et pilleglas derude...
   Det gav et ryk i hende, hun spilede øjnene op, så sank hun sammen.
   - Nu ved du det, sagde hun, en tåre begyndte at løbe ned over hendes kind.
   - Hvordan har du det nu.
   - Ikke godt. Er du vred på meg?
   - Nej, hvorfor skulle jeg dog være det? Svarede han og lagde en arm omkring hendes skulder.
   - Jeg har aldrig fortalt dig det, jeg er kommet ind og ud af Gaustad hele mit liv. Jeg var så ræd for, at du ikke ville holde af mig mere, hvis du opdagede det.
   - Det er derfor, du har været længe om studiet?
   Hun nikkede.
   - Jeg er jo snart blevet en gammel pige i forhold til dem, der går derude. Du går ikke fra meg, vel?
   - Søde skat, jeg elsker dig jo!
   - Jeg er over tredive.
   - Jeg er snart tredive.
   - Jeg kunne ikke tro, du ville falde for en gammel pige som mig.
   - Men jeg faldt jo bare for dig.
   - Jeg elsker dig, Lasse, jeg er lei for, at jeg ikke har fortalt om min sygdom.
   - Hvad er det for en sygdom.
   - Psykose, maniodepressiv, jeg er mest depressiv. Du er ikke vred, vel?
   - Nej, jeg kan forsikre dig: det er jeg ikke, søde skat.
   Han omfavnede hende og strøg hende blidt over håret. Da han så hende i øjnene kunne han se, at al mimik var forsvundet fra hendes ansigt.
   - Jeg er lei for at sige det, jeg vil helst være alene nu. Det er ikke noget med dig. Skjønner du?
   - Det er da i orden, søde.
   Han rejste sig op.
   - Du har mit nummer hvis du trænger til noget, sagde han og strøg hende over kinden. Hun smilede ikke taknemligt som hun plejede at gøre, ansigtet var som en stivnet maske fra en opførelse af de græske tragedier.
   - Vi ses på lørdag, sagde hun uden glød i stemmen.
   - Det gør vi, svarede han og kyssede hende.
   Da han tog tilbage med T-banen, var det blevet mørkt. Husene kunne anes i gadebelysningen. Han var blottet for tankevirksomhed, hjernen skulle fordøje tung kost.
   Da han stod ved studenthjemmet, var det første der løb gennem hans hoved, at han ikke orkede at snakke med nogen - slet ikke Jens Peter. Han gik lige ud og kiggede på vinduerne. Der var kun lys i et af dem, Antonios. Lad gå med ham! Der var lys i køkkenet, det var ikke lige til at regne ud, hvem det kunne være. Han gik ind i elevatoren, en lav lyshåret pige gik med ham ind.
   - Nå, du skal også til syvende, sagde hun på syngende norsk og smilede.
   - Ja. Så er du vist den eneste på gangen jeg ikke har mødt endnu, sagde han.
   - Og du er dansk. Jeg hedder Linda.
   - Lasse her.
   - Det er dig, der læser litteratur og har en norsk kæreste. Ham chileneren fortalte om dig.
   - Ja, og hvad med dig?
   - Jeg læser geologi.
   - Interessant. Der må da være nogle muligheder i fjeldene her.
   - Ja da. Hun smilede.
   De fulgtes ad ud og blev stående lidt i gangen, hvor de fortsatte deres samtale. Da kom Jens Peter ud af køkkenet. Han havde et bredt grin på.
   - Hvad fanden laver I to turtelduer her? Sagde han højrøstet.
   Lasse fik en klump i maven af afsky.
   - Nå, du er også dansker, sagde Linda med et smil, det er dig, der læser ernæring?
   - Jeg forstår ikke en skid, buldrede Jens Peter, er det hende du knepper, Lasse?
   Linda rynkede panden. - Knepper...? Øh?
   Lasse blev varm i kinderne. Han vidste godt, at nordmændene havde andre udtryk for dette, men han kunne ikke få sig selv til at sige det.
   - Kan du ikke tåle at høre de ord? Grinede Jens Peter, hans stemme fik gangen til at vibrere. Antonio stak hovedet ud af sin dør.
   - Jens Peter, altså! Der er ikke lydtæt her! Sagde han.
   - Har jeg da ikke lov at være lidt glad? Råbte Jens Peter endnu højere, du gør jo hele tiden vrøvl over, at jeg er sur!
   - Jeg går ind nu, sagde Lasse afvisende. Vi ses.
   Han gik ind på sin hybel og satte sig ned på en stol, hvor han sad længe og tænkte det ene efter det andet.
   Han kunne stadig ikke fatte den nye viden. Han magtede heller ikke at tænke konsekvenserne igennem nu, så han gik i seng.
   Søvnen var længe om at melde sin ankomst, men han kunne ikke tænke de tanker, der holdt ham vågen, ordentligt igennem.
   Havde der været tegn på sygdommen tidligere, som han burde have lagt mærke til? Han kunne ikke komme i tanke om noget med det samme.
   Det var kun lidt over et år siden de havde mødt hinanden til konference i Göteborg.
   Det var ikke kærlighed ved første blik, der var andre piger ved konferencen han havde kigget interesseret efter de første dage, men han var i samtalegruppe med hende, og de havde arbejdet godt sammen. Han vidste ikke hvorfor, men hun fik ham til at føle sig rolig og veltilpas, hvis han på det tidspunkt havde hørt hun havde en psykiatrisk diagnose ville han ikke have troet det. De ville begge gensidigt holde kontakt med hinanden efter konferencen, og derfor havde de udvekslet e-mailadreser og telefonnumre den sidste dag, og hun ville komme til København ind imellem, fordi hun havde en veninde der. De tog afsked med et venneknus.
   Der var ikke gået mange dage før hun sendte ham en e-mail, og ved hjælp af Nettet kommunikerede de i lang tid. En dag skrev hun, at hun skulle besøge sin veninde i København, og så ville hun også besøge ham.
   På det tidspunkt havde hans far fået konstateret kræft. Nu var hans hjemegn ikke længere væk end Sydsjælland, men bare tanken om, at han nu ville rejse meget hjem og at det måske ville betyde, at han ville se sin far falme og bukke under for den frygtede sygdom var en ækel tanke, og hvad med hans to søskende, hvoraf den yngste efternøler endnu kun var næsten voksen?
   Så ankom Kari for at besøge sin veninde. Hun kom over og besøgte ham en lørdag aften på hans kollegium. Da han fortalte hende den triste nyhed, gav hun ham spontant et kæmpestor kram for at trøste ham. Det havde fået ham til at sige, at han ville komme og vinke farvel til hende, når hun tog tilbage med Oslobåden. Det gjorde han, også der havde de krammet hinanden intenst, inden hun gik ombord. Hendes veninde havde med et glimt i øjet spurgt ham, om det blev til noget. Han havde først fattet den bemærkning efter en tid.
   Han mailede hende dagligt i tiden derefter, hvor han også lod hende få mulighed for at følge forløbet med hans far, der dog ikke gik så galt som frygtet. Hendes svar indeholdt mange venlige ord til trøst da det så sortest ud.
   På et tidspunkt opdagede han, at hans største ønske var, at Kari snart skulle komme til København igen.
   Hun var ikke den pige, han altid havde drømt om, det var ikke en som hende, der tidligere havde fyldt hans dagdrømme om drømmeprinsessen.
   Men hun havde fundet vej til drømmene og fyldte dem mere og mere som tiden gik.
   Næste gang hun kom på besøg havde han modtaget hende med en heftig omfavnelse, som hun villigt gengældte. Det var i december, og de gik en tur i byens julelys med hinanden i hånden.
   Her havde han opdaget hvor talende hendes blik var. Var hans følelser gengældte? Hun holdt ham i hånden, men hvad hvis han kyssede hende?
   Han turde ikke, for sæt nu han skræmte hende, så han aldrig så hende mere.
   Men ved et juletræ i det juleåbne Tivoli stod de og holdt om hinanden og før han vidste af det, havde de kysset hinanden. De kiggede på hinanden bagefter og var enige om, at det bare skete. Da havde han erklæret hende sin kærlighed, mens hjertet hamrede i ham. Hun havde spurgt ham, hvad han dog ville med en gammel pige over tredive, hvortil han havde svaret, at den gamle pige bare var hende, som han ville have. Han frygtede hun ville rive sig løs og flygte. Det gjorde hun ikke, hun blev stående med armene om hans hals. De ænsede ikke kulden og stod nu i lang tid og holdt om hinanden og kyssede hinanden flere gange.
   Deres e-mails blev fra den tid præget af kærlighedserklæringer mellem alt det andet. Hendes besøg i København kom som højdepunkter, hvor de som foråret skred frem tog på ture sammen. Han syntes ikke de gjorde andet end at omfavne og kysse hinanden på disse ture, en enkelt nat på hans kollegieværelse var det da også blevet til.
   Da han skulle til at skrive speciale havde han fået interesse for Knut Hamsun og især problemet om hvorvidt Norges dom for landssvig var retfærdig. Det skulle være hans speciale, og så kom ideen: at få et ophold i Norge, hvor han var tæt på kilderne og tæt på hende, som havde vundet hans hjerte.
   Hun var blevet begejstret, da han skrev til hende om det, og efter noget skriven frem og tilbage til Oslo Universitetet havde han fået et værelse fra efterårssemestret og adgang til at bruge universitetets faciliteter. Da hans far klart havde overlevet kræftsygdommen, blev det også lettere at skulle være langt væk fra familien.
   I midten af juni måned var hun kommet en hel uge på besøg i København. Der havde han fået hende introduceret for sin forældre og søskende, og det var gået godt. Disse dage huskede han som en lang strøm af kærlighedsakter i høj solskin og en enkelt under en paraply i regnvejr, nu glædede han sig voldsomt til at komme til Oslo.
   Nu lå han her i sit nye kollegieværelse nordpå og tænkte efter, om der havde været tegn på sygdommen, som han havde overset.
   Han huskede en dag under hendes sommerbesøg, hvor han jagtede hende rundt om et træ i den nærmeste park. Hun havde først grinet overstadigt, men brød pludselig ud i gråd. Han havde tørret tårerne af hendes kinder med sine fingre. Så havde hun smilet kærligt til ham og givet ham et knus.
   Var der ikke også et weekendbesøg, hvor hun havde snakket om al lidelsen i verden og kommet med noget om, at hun følte hele kosmos inden i sig? Havde det været et signal, han burde have opfanget?
   Han vidste det ikke, men efter en tids forsøg på at tænke det igennem faldt han i søvn.