Alt starter et sted

I tidens begyndelse, var den uendelig store intethed altomfattende. Sådan lå universet hen i ubegribelig mange år. Først da en skabelse fra et fjernt univers fandt vej til vores, virkede tiden til at gå forbi. Skabelsen skabte små forstyrrelser i intetheden. Den uendelige stilhed blev nu brudt af forstyrrelsernes ekko, der efter at have ramt universets ende på uendeligheden, var blevet til en ligegyldig høj støj. Skabelsen vandrede rundt i vores univers og lavede sine forstyrrelser, men efter millioner og atter millioner af år, begyndte den at kede sig. Skabelsen begyndte at savne de andrer skabelser, men vidste ikke hvordan den kunne komme hjem. Skabelsen følte sig fanget...
   Ekkoerne susede rundt omkring skabelsen og nærmest drillende snittede de dens aura, som om de ville fortælle den at de ville lege. Skabelsen ville gerne lege, så den begyndte at fange forstyrrelsernes ekko og forme dem til masser. Sådan blev skabelsen i et til Skaberen. Skaberen havde nu genfundet glæden ved livet og begyndte at lege med masserne den havde skabt. Skaberen skabte sig, som noget af det første, et hjem. Et sted hvor den kunne hvile sig, efter det store arbejde den vidste den havde foran sig. Hjemmet lå som et stærkt lys i det fjerne mørke og lyste store dele af universet op. Det bestod af store flotte tårne, der strakte sig mod hinanden og derved skabte en ydre skal. Under skallen dannede de stærkeste materialer både væge, gulve og loft. Alle tænkelige og utænkelige farver strålede ud af bygningerne, der så så bløde ud, at man skulle tro, at deres eneste formål var, at få en til at falde i. Da Skaberen havde skabt sig sit eget lille paradis, vendte den endnu engang opmærksomheden mod den kolde intethed. Planet efter planet kastede den ud i det uendelige univers, som den var fanget i. De forskellige planeter var lavet af forskellige masser og gav derfor forskellige resultater i farve, lys og egenskab. Hele solsystemer dannede sig ud fra de varme energiskabende planeter. Formationer ud igennem det uendelige kaos skabte orden for Skaberen.
   Skaberen var nu for første gang i sin eksistens træt, meget træt. Men før den kunne hvile, skulle den skabe mere, der kunne passe på den selv og det den havde skabt, imens den sov. Den skabte derfor væsner, smukke som intet andet, høje og muskuløse, med en god portion elegance. De var meget magtfulde, dog kunne de aldrig vende sig mod deres skaber. Den kaldte sine beskyttere for Angeli. Med tryghed i hjertet lage Skaberen sig således til at sove. I mange.. mange... mange lange år.
   Angelierne var meget simple væsner. Deres hovedopgave var, at udføre Skaberens ønsker og holde sammen på alle skabelser og skabninger. Deres opgave var derfor meget simpel, ligesom deres intelligens. De fleste af dem overvejede aldrig at stille spørgsmål ved deres eksistens, men nød den derimod i fulde drag. For selvom deres sind var simpel, fyldte de deres fritid med lege af forskellig art. De var altid deres opgave meget bevidst. Solsystemer og planeter skulle opretholdes samt skulle udviklingen af selvsamme passes. Angeliernes største opgave var dog at passe på Skaberen. De tog deres pligter meget alvorlige og selvom de var skabt af en speciel og legende masse, levede de op til alle forventninger der kunne være til dem.
   Angeliernes interesser var det eneste der virkelig adskilte dem fra hinanden. Hvor den ene type elskede at måle deres styrke mod hinanden, nød den anden type at takle logiske udfordringer. Der var dog et lille problem, Skaberen havde ikke givet dem direkte regler og retningslinjer at følge, kun en opgave at løse. Nogle af Angelierne begyndte efter nogle millioner års havepasning at kede sig. De begyndte at skabe livsformer på planeterne. Til at starte med, udelukkende for at se om det var muligt. De begyndte dog hurtigt at kede sig igen, så de begyndte at dele livsformerne op iblandt hinanden, for at se hvem der kunne frembringe den stærkeste form. Deres underholdning, imens skaberen stadig sov, var at se hinandens livsformer slås. De resterende Angelier var ikke begejstret over denne adfærd. De trak sig mere og mere tilbage til Skaberen for at sørge for ham, imens den anden gruppe havde deres underholdning i blod og kamp. De andre fandt en lyst i at skabe både store og små væsner, med forskellige egenskaber og dyste mod hinanden. De fleste af dem nød virkelig synet af kamp. Frygten og hadet i luften, lyden af knogler der flækker, kroppe der bliver flået op. De nød duften af brændt kød og smagen af adrenalin. Nogle af dem fandt endda ud af, at der kunne høstes styrke ved at spise modstanderens hjerte og tog derfor disse som præmier i deres kampe. Enkelte af dem havde dog en anden ide om hvad god underholdning var. Denne lille gruppe skabte væsener der havde mere end et formål. Ofte skabte de hele små samfund, hvor deres rolle så bestod i at påvirke væsnerne til at gøre forskellige ting. Ofte endte de også med at påvirke væsnerne til at dræbe hinanden, men det var ikke selve kampen der stod i centrum.
   Da Skaberen endelig var udhvilet og vågnede, blev den meget fortvivlet ved det syn som den blev mødt af. Angelierne med deres interne stridigheder, som havde delt dem i to lejre. Planeterne, fyldt med underlige og grove livsformer, der alle har det formål at besejre deres nabo. Skaberen blev vild af vrede og skam! Imens mærkede alle angelierne Skaberens bevidsthed, de der havde været tro mod deres pligter skyndte sig at vende tilbage til deres hjem. Forventningsfulde kom de ud af deres skjul på de mange planeter og samlede sig i store lysende flokke. I et kort moment så det ud som om der var et enormt fakkeltog igennem universet. Så skinnende og stærk at et genskær kunne anes i de omkringliggende universer. Hele vejen til Skaberens føde sted, det sted hvor den stadig bare var en skabelse, selv der kunne lyset mærkes.
   De af angelierne der havde trodset deres opgaver og fulgt deres lyst til underholdning i stedet, kunne også mærke at Skaberen var vågnet. En bølge af frygt skød igennem dem, efterfulgt at en trang til at forblive deres egen herre. Også de samlede sig i store flokke og vendte næsen hjem. Deres flok udstrålede dog ikke lys, tværtimod dannede de samlet en stor mørk sky, der lagde sig omkring dem. Skyen virkede til at opsluge alt lys og farve der ramte deres vej. Selv efter skyens passeren var lyskilderne meget svage og næsten opbrugte.
   Disse mørke angelier havde i Skaberens fravær skabt deres eget hierarki og havde taget et nyt navn for dem selv; Damian. Damianerne havde også valgt en leder, der skulle forhandle deres frihed med Skaberen. Den mest magtfulde af Damianerne. Han var både stor i størrelsen og havde et utroligt magtfuldt indre for en angelier. Han havde vundet sin position som damianernes leder i at have fremskabt nogle af de største, stærkeste og blodtørstigste væsner overhovedet. Aldrig havde et væsen af hans kreation tabt en kamp mod en anden damianers skabning. Hans navn var Luz-I-fa.
   Få tidsøjeblikke efter Skaberen vågnede var alle angelierne ankommet. Såvel de dunkle som de skinnende. På en stor plads i hjemmet, var de alle samlet, angeli side om side med damian, broder ved broder, som før Skaberen lagde sig til at hvile. For første gang længe var de alle samlet igen. Imens angelierne havde holdt sig i lyset og passet planeter der ikke var påvirket af damierne, havde de udviklet deres indre kræfter til et punkt, hvor den strålede ud af dem i alle farver. Derimod var damianerne påvirket af de blodbad de skabte. Deres energi kom ofte fra misundelse, had og magtbegær. Endnu havde de ikke vendt sig mod deres tidligere brødre, men den død der konstant omgav dem fra deres små lege, farvede deres indre energi. Damianerne slugte alt lys og energi omkring dem, for at samle styrke. Efter mange års dysten iblandt hinanden og mod hinandens væsner, var damianerne blevet afhængig af den energi der frigives ved et væsens død. Damianerne med Luz-I-fa i spidsen, krævede at blive gjort fri fra Skaberens bånd samt at få kontrol over en stor del af universet, hvor de kunne dyrke deres lyst til blod og dyst. De krævede at blive frigjort og truede med revolution, hvis Skaberen ikke gav sig.
   Skaberen var tynget af de energier den var vågnet til. Ethvert dødsfald kunne Skaberen mærke, som døde en del af den selv. Tanken om at dens kæreste skabninger skulle dræne hinandens livsenergi var for meget. Skaberen gav derfor Luz-I-fa og damianerne lov til at leve frit efter eget ønske. En stor bølge af energi blev sendt ud fra Skaberen, alle angelierne på pladsen, fra begge sider, blev væltet omkul i ét stød. Alle undtagen Luz-I-fa, der blev stående med et stift blik rettet mod Skaberen. Et kort øjeblik efter susede den ene damianer ud i det uendelige univers efter den anden. Hver af dem satte sig på en planet i den sektor de havde raget til sig og vendte hurtigt tilbage til deres lege med liv og død.
   Skaberen sad længe og stirrede ud i mørket. Beslutningen om at sætte damianerne fri lå tungt i dens bevidsthed. Skaberen kunne mærke udfaldet af hver en leg damianerne dyrkede med deres kreationer. Hver bloddråbe der forlod en krop og regnede ned over planter, sten og jord, brændte sig fast i Skaberens sind. Efter det der virkede som hundrede af år begyndte Angelierne at blive bekymret for deres Herre. Skaberen havde ikke skabt noget siden beslutningen om at frisætte damianerne. Angelierne vidste at Skaberen var afhængig af dens livsglæde, uden glæde ved tilværelsen ville Skaberen svinde ind til en bold af energi der i sidste ende ville spise sig selv og derved ende sin egen eksistens.
   Angelierne holdte derfor et hemmeligt møde, hvor Skaberens fremtid skulle besluttes. Mødet blev holdt i en af de ældste sale i Skaberens hjem. Tusinder og atter tusinder angelier var samlet under et tag. Store sorte søjler med hvide lyskranse omkring dem, rakte flere hundrede meter i vejret, før de smeltede sammen med et stjernedækket loft. Selvom angelierne alle bar de samme klæder og knap skilte sig fra hinanden, var det dog tydeligt, at salen var delt i to meninger. Nogle af angelierne mente, at damianerne var skyld i Skaberens lystløse tilværelse og var overbevist om, at en total udslettelse af dem ville rede Skaberen. Andre mente dog, at denne løsning kun ville bringe Skaberen tættere på dens undergang. Disse angelier mente derimod, at løsningen på deres problem lå i, at få damianerne hjem igen. De mente, at enhver af damianerne der var kommet af den rette sti, kun skulle bruge en guide til at finde tilbage. Bølgerne var høje i salen og på et tidspunk var stemning kommet op på et punkt, at man havde kunne frygte, at en krig allerede kunne starte i denne sal af fred.
   Skaberen havde aldrig gjort forskel på angelierne, eller rettere, den havde altid forsøgt at undgå at gøre forskel på dem. Når det er sagt, var der enkelte af angelierne som igennem tegn på stærke egenskaber, havde gjort sig fortjent til at få en hierarkisk ophøjning. Mikayl var en af disse og på samme tid stor fortaler for en interangelisk krig mellem damianerne og angelierne. Mikayl var større og stærkere end de fleste af angelierne, han modtog stor respekt og anerkendelse, da selv de stærkeste af damianerne havde svært ved at måle sig med hans kriger potentiale. Mikayl havde mange følgere og inspirerede angelierne til at finde deres indre mod frem. På den anden side var den vise og smukke Gaabril, hun var hverken stor eller stærk, dog smukkere end alle universets farver tilsammen. Hendes lange, flydende og blåskinnende hår formede en krone på hendes hovede og gik ud i en kjole, som blidt lagde sig omkring hende. Gaabril var fortaler for at finde en fredelig løsning og troede fast på, at damianerne kunne føres tilbage på rette vej.
   Som bølger på det store hav, kastede ord og meninger sig frem og tilbage i den store sal. I dagevis for stemningen op og ned. Når det ikke så ud til at angelierne ville flå hinanden før de fandt en løsning, virkede det som om at det ene moments enighed lynhurtigt blev afløst af alt tilintegørende kaos og krig. Endnu en gang vendte brødre og søstre sig mod hinanden. Som om de aldrig før havde haft noget med hinanden at gøre, bredte der sig et fremmedhad igennem mængden. Det der var startet ud som rolige menings forskelle og diskussioner var nu blusset op til højtråbende slagord og fysiske konfrontationer. I krogene af hallen brød der små slagsmål ud, hvor en ene angelie kastede den næste igennem luften. Flere og flere deltog og kort efter var salen fyldt med brølende, skrigende og hadende individer. Få holdte deres indre ro og kunne ikke gøre andet end at se fortvivlet mod Mikayl og Gaabril, der sammen stod på en forhøjning i midten af stjernesalen. Gaabrils empatiske evne var stærk, så stærk, at hun kunne føle hver eneste følelse i salen. Enhver angelies vrede, sorg og had fyldte hende fra top til tå og påvirkede hende så meget, at hendes hår blev så rødt, som det mørkeste blod. I en fortvivlet og desperat tilstand, valgte hun at give sig. Valget stod, i følge Gaabril, mellem at føre krig mod damianerne eller lade de sidste angelier rive hovedet af hinanden. Siden at Gaabril trods alt var en sand angelier, ville også hun heller følge Mikayl i krig end at bade i hendes søstres og brødres blod. Med et blik udvekslede hun sine følelser med Mikayl, der øjeblikkeligt accepterede hendes forslag. Mikayl fløj derpå op, så højt at hans prægtige horn, der dannede en spids hjelm på hans hoved, næsten rørte stjernesalens loft. Mikayl kunne derfra overskue hele stjernesalen, ethvert hjørne og afkrog var nu synlig for ham. Også han kunne ikke holde det syn der mødte ham ud. I en glidende bevægelse trak han sit blålige sværd og begyndte at svinge det over hovedet og nærmest tegnende mønstre i luften, hvorpå et stærkt grønt lys begyndte at samle sig omkring ham. Mikayls hænder og arme var nu omgivet af dette grønne skær, som fortsat bredte sig længere langs hans krop. Kort efter var Mikayl fuldstændig indhyldet af det grønne lys. Han var nu fyldt med Skaberenergi, hvilket gjorde den største af angelierne stærkere end nogen nogensinde før havde været. Stråler skød nu ud af Mikayls øjne og oplyste loftet af stjernesalen, i et gik enhver uenighed og konfrontation i stå. Ingen af angelierne kunne vende deres øjne væk fra Mikayl, der nu langsomt svævede mod platformen igen, hvor den blodrøde Gaabril stadig stod og ventede. Med en stemme som torden, der bølgede mellem stjernesalens væge, befalede Mikayl alle angelierne til at stoppe med det samme. Mikayl befalede derfefter, at alle angelierne skulle deltage i forberedelserne til en intergalaktisk krig. En summen gik igennem salen, de af angelierne der var imod sådan en krig stod spændte og ventede på Gaabrils respons. Da Mikayl var færdig med at tale til angelierne, vendte også han sig mod Gaabril, der stod med bøjet hoved. I samme øjeblik strøg hun håret væk fra hendes ansigt, rettede sig op og kiggede rundt i salen. Spændingen steg. Ville hun give sin accept, betød det at angelierne skulle i krig, ville hun nægte denne mulighed, betød det, at angelierne skulle forberede sig på endnu en gang at blive splittet i to lejre. Gaabrils blå farve vendte langsomt tilbage, imens hun kiggede sig rund i stjernesalen. Hendes indre ro var ved at være i balance igen. Efter det der virkede som om hun kiggede samtlige angelier i øjnene, fangede hendes blik det, af den energifyldte Mikayl. Med stor sorg i hjertet, lukkede hun øjnenen og nikkede. I samme sekund udbrød der stor jubel blandt alle af angelierne. Endelig var der enighed, endelig var der afklaring, endelig var det tid til krig.
   Angelierne ventede på det rette tidspunkt, da Skaberen ville gøre alt for at stoppe deres fortagen, hvis den ville få nys om deres plan. Skaberen var utrolig magtfuld, dog vidste angelierne at selv den skulle hvile fra tid til anden. Hele hjemmet summede af uro da Skaberen endelig overgav sig til sin udmattethed. Jo mere Skaberen skabte, jo mere energi kostede det den at holde den kosmisk balance ved lige. Især Damianernes indflydelse på universet kostede megen opmærksomhed, energi og livsglæde. Angelierne havde længe forberedt sig på dette øjeblik, selv de der med al deres væsen havde forsøgt at finde en anden løsning, gjorde deres til forberedelsen. I lang tid havde angelierne på skift arbejdet på hver deres brynje, hjelm og våben. For at undgå at vække opsigt, blev disse genstande gemt i huler, under monumenter, i toppen af søjler og ethvert andet tænkeligt og utænkeligt sted. Nu var tiden så kommet, tiden til at bringe disse hemmelige genstande frem i det åbne. Angelierne stillede sig i lange rækker, nærmest på led ved siden af hinanden. En efter en fik de udleveret det udstyr, de havde brugt så meget tid på at perfektionere og personlig gøre. Deres hjelme rakte op i luften og smeltede sammen med deres hår, det gjorde at et hav af farver var repræsenteret og ledende af angelierne nærmest dannede en regnbue. Rustningerne var mere eller mindre ens, med den undtagelse, at hver af dem bar deres eget billede af Skaberen på brystet. Da hver af angelierne så Skaberen på deres helt egen måde, var heller ingen af rustningerne ens. Som sidste del af deres rustning var skjoldet. Skjoldet var af stor betydning, da man så skjoldet som den sidste mur mellem liv og ødelæggelse, for at modtage held, lykke, styrke og visdom, havde hver af angelierne tegnet deres ynglingeskabning på skjoldet. Skjoldene repræsenterede derfor næsten alt liv der var skabt af Skaberen igennem tiden. På relativ kort tid, blev hyrdeskaren til en gennemført og frygtindgydende, dog prægtig og farvestrålende hær. Angelierne var nu iklædt den smukkeste rustning, støbt og samlet af glimtende, lysende materiale. Fra hals til lår beskyttede sammensatte plader, ringe og skæl angelierne fra deres kommende møde med damianerne og deres leder. Da hver af angelierne havde lagt en del af deres sjæl i deres våben, fungerede de nu som en unik forlængelse af deres krop. Derfor var der heller ikke to buer, to sværd eller to spyd der var identiske. Udover et hav af forskellige former, var farvesammensætningerne og udsmykningen det der spejlede angeliers unikhed. Indtil dette øjeblik var alle angelierne mere eller mindre ens. De havde aldrig set hinanden, og sig selv, som andet end en del af massen. Dette skabte mod og lyst i angeliernes hær. Selv de største tvivler blandt dem, var nu sikre på, at dette var den rette vej med det rigtige middel mod damianerne. Universets uendelige mørke blev erstattet af et altoverskyggende lys, da angeliernes flåde af lysende krigere drev ud i rummet. Som en sol der fødes, pumpede den energi ud til alle sider. Planeterne på deres vej kastede for første gang i deres levetid, lange skygger, som nærmest fungerede som en advarsel for deres modstandere.
   Hæren fandt snart de første hundrede damianer i de nærmeste solsystemer. Lige så overraskende og pludseligt hæren var dukket op, lige så hurtigt blev de enkeltstående damianer ryddet af vejen. De få damianer der mødte hæren og formåede at overleve, skyndte sig ud for at advare de andre damianer og deres leder. Luz-I-fa sendte derpå budskab ud, om at alle damianer skulle samles til en fællesfront, for at gå angelierne i møde. Damianerne var hurtige til at organisere sig. Igennem deres måd at leve på, var krig ikke et ukendt fænomen for dem. Godt nok ejede ikke hver damianer en rustning, dog var deres omgang med våben stærkt præget af rutine.
   Luz-I-fa, som var den ubestridte leder af damianerne, havde hidkaldt dem til en central planet i deres sektor. Her havde han skabt sig et rige fyldt med forskellige væsner og store bygninger. Han selv boede på et bjerg han havde lavet om til sit hjem. Bjerget tjente som en uindtagelig borg, som beskyttede ham mod både de damianer der ville udfordre hans magtposition, såvel som de største og mest skræmmende væsner han havde skabt. Bjerget , som Luz-I-fa kaldte for hjem, var en aktiv vulkan. Ud af flere åbninger i de høje tårnagtige bjergspidser, flød der brændende varm lava, der lagde sig som en voldgrav omkring foden af bjerget. På den store åbne hede foran bjerget begyndte damianerne at samle sig. For første gang nogen sinde havde andre damianer fået lov til at sætte fod på Luz-I-fas planet, uden at blive dræbt på stedet af den mægtige damianer.
   De der kom først begyndte at bygge lejr op på heden. De der havde evnerne til det, skabte sig små huse, som gav dem ly for angreb fra de væsner der normalt regerede heden og den tilgrænsende skov. Andre der havde specialiseret sig i væsenskabelse, havde intete andet valg end at lave telte og lade deres stærkeste tjenere beskytte dem imens de hvilede. Da tiden var kommet til at Luz-I-fa skulle tale til sine tropper, var mange af dem allerede blevet sat på prøve overfor skræmmende og blodtørstige skabninger.
   Luz-I-fa tog position på en afsats der strakte sig fra bjerget ud over heden. Hans lange sorte hår blæste i vinden og hans livsløse udseende blev brudt af gennemtrængende rubinrøde øjne. Han havde hverken rustning eller hjelm, tværtimod stod han i bar ovekrop, så man tydeligt kunne se hvorfor han var damianernes leder. Hvert ar på hans krop beretter om en kamp, hver kamp symboliserer et kupforsøg, hvert kupforsøg en leg med liv og død. Den erfaring var at spore i hele hans væsen, hvilket også var dét damianerne søgte og respektrede i en leder. Ved sin side havde han sin stærkeste skabning indtil nu, Mahdi. Mahdi var ikke stor og stærk, han kunne knap nok holde sig oprejst uden at gøre brug af sine usædvanlig lange arme. Der var heller ingen elegance eller stolthed over Mahdi, som gemte sit ansigt under en lysopslugende kappe. Mahdis styrke lå i at tjene sin herre og i hans formåen at ændre skabelser og skabninger i sit eget billede. Sammen stod de side ved side på afsatsen og kunne se ud over den store lejer, damianerne havde bygget på heden.
   I store vendinger talte Luz-I-fa til sin hær, ikke et øre var vendt væk fra ham under talen. Imens sørgede Mahdi for at sanse damianernes tanker, for at sikre sig at ingen forræder var iblandt dem. Mahdis evner forbløffede selv de mentalt stærke damianer, der ikke kunne holde ham ude af deres tanker. Dog var der ingen tegn på at der var angelier iblandt dem. Luz-I-fa befalede sine tropper at søge ud og dræbe alt de kunne finde på hans planet, for at sikre sig at de var værdige at tage med i krig.
   I den anden ende af universet var angeliernes hær, under Mikayls ledelse, i gang med at jagte enhver damianer der krydsede deres sti. Jo længere de kom mod kanten af deres rige, jo tydeligere var det at kun få damianer havde turdet at blive indenfor angeliernes domæne. Nu var tiden kommet til at angelierne skulle møde damianerne på deres hjemmebane, det betød at angeliernes hær skulle krydse over i det lysløse rige. Da også angelierne havde brug for hvile, betsemte Miakyl at de skulle gøre hvile på en stor og frodig planet i yderkanten af det neutrale område. En planet der i oceaner af tid var kontrolleret af den legesyge damianer Ogdoad. Ogdoad flygtede allerede inden udbruddet af den intergalaktiske krig, da han begyndte at frygte Skaberens straf for sine lege med denne planets skabninger. Inden Ogdoad forlod denne frodige planet skabte han en bred variation af forskellige skabninger. Få damianer havde gjot sig så umage som Ogdoad. Alle skabninger hang sammen, fra den mindste til den største, fra skabningen under vandet til skabningen i luften. De små levede af planter, de større af de små og sådan fortsatte fødekæden på planeten. Der var balance mellem frodigt land og isbelagte områder. Havet slugte med tiden landet imens landet igen dukkede op ud af havet et andet sted. På sin egen forskruede måde, var denne verden i harmoni.
   Angelierne slog hurtigt lejr og begyndte at samle føde. Under Mikayls ledelse tog en del af hæren ud for at sikre området mod fjender. Ingen vidste helt præcis hvad de kunne forvente at møde, da de kun vidste at Ogdoads fantasi ingen grænser kendte. Mikayls sikring var dog udelukkende af fysisk karakter, han var sikker på at damianerne hverken havde mentale evner til at skade dem eller overhovedet havde modet til at komme hans hær i møde. Gaabril forsøgte hårdnakket at få Mikayl til at genoverveje sin beslutning og afsætte hær til at sætte et skjold af energi op. Hun mente at det ville holde damianerne længe nok hen, til at angelierne kunne nå at samle sig, hvis det blev nødvendigt. Mikayl var dog ikke til at rokke, han var helt sikker i sin sag. Inderst inde håbede han faktisk på at damianerne ville komme efter dem, da han så hurtigere kunne komme hjem til Skaberen og berette om sin succes.
   Mikayl og de af damianerne der var med ude for at sætte sikkerhedsposter op, blev mødt af et syn de aldrig havde drømt om at opleve. Skabninger der var tunsinde gange større og tungere end dem selv, hvis halse rakte højt over skyerne og trods deres enorme størrelse, udelukkende ernærede sig af planterne. Skabninger så store at de ikke engang indså, at angelierne var kommet til deres planet. En blanding af respekt og frygt mødte angelierne hver gang de mødte en ny af disse utrolige skabninger. De bemærkede også, at skabningerne på denne planet ikke var det eneste usædvanlige. Det var den første planet de havde holdt hvile på, som levede i et sprudlende farvetema. Uanset hvilken retning man så, var der planter i alle universets farver og former. Hver af disse planter havde deres formål med deres eksistens og tjente til at planetens liv fortsatte, selvom alt liv også var forbundet med død.
   Det var især Gaabril og hendes trofaste følgere der bemærkede denne livscyklus. Gaabril følte en stærk følelse af fred og lykke, som for første gang i lang tid, overskyggede hendes frygt for blod og ødelæggelse. Overalt omkring hende fandt hun energi i omgivelserne. Det dybe mørkeblå hav, som gav hende en stærk indre ro, stod i stærk kontrast til den lyseblå himmel, der fik hende til at drømme sig hjem til Skaberen. Hjem til tiden før, til tiden hvor der herskede harmoni mellem alle hendes søstre og brødre. Gaabril havde fundet sig en plads tæt på himlen, i en trækrone, der kyssede skyerne. Længe stirrede hun ud mod universet og nød enhver farve der ramte hendes blik.
   Gaabril følte pludselig et andet væsen omkring sig, hun kiggede rundt for at se hvem der havde fundet vej til hende og forventede at se en af sine følgere. Dog var der ingen at se med det blotte øje. Dér vidste hun at der var noget galt, hun vidste at hun skulle skynde sig tilbage til lejeren før det var for sent. Hendes lange blå hår bar hende igennem luften, imens hun ilede mod lejeren. Jo nærmere hun kom, jo større voksede knuden i maven sig og hendes hår skiftede farve til en mørkelilla nuance. Hun var nu meget tæt på, kunne hun føle, så tæt på at hun også burde kunne mærke de andre angelier. Dog var der intet svar... Nu var der kun få træer mellem hende og angeliernes lejrplads. Med et frøs Gaabril - skrig fyldte luften og gjorde det svært at holde fokus. En stank af rådden kød og brændt metal mødte hende. I mellemtiden havde Luz-I-fa samlet sin hær som ved hjælp af Mahdis evner, havde fundet angeliernes tilholdssted. Uden Mikayl og Gaabril blev de hvilende angelier overrasket af den store mørke hær. Overalt lå der døde angelier, mange af dem havde end ikke formået at få gjort deres våben klar, før de blev overrumplet. En sort sky havde lagt sig over slagmarken, hvor spredte angelier tappert kæmpede mod de fremstormende monstre damianerne havde skabt til formålet. Ingen blev skånet, selv de skabninger der beboede planeten blev enten overtaget og sendt mod angelierne eller dræbt på stedet. Overalt var der afbrændte lig og planter. Krigen så ud til at være tabt for angelierne, før den overhovedet var begyndt.
   Et stærkt grønt lys brød igennem den mørke sky der havde lagt sig over marken og angelierne så nu et håb. Mikayl og de andre store krigere var vendt tilbage, nu var der udsigt til en fair kamp mellem angelierne og damianerne. Gaabril fandt hurtigt resten af hendes følge og beyndte at samle de sårede angelier og damianere. De tog sig af deres sår og satte de mest agresive af dem i en trance, for at sikre freden for healerne. Mikayl derimod samlede tropperne og førte dem hårdt mod damianerne. Uden mulighed for at trække sig tilbage, stormede begge hære nu mod hinanden. Gnister og blod fløj igennem luften og smertefyldte skrig lød atter en gang over slagmarken. Ingen af siderne viste nogen form for nåde og slagtede så mange som de hver især kunne, inden de selv stod for tur.
   Flere lysskift senere, stod kampen stadig på, begge hære havde mistet store krigere. Begge sider stod nu med en brøkdel af deres storhed tilbage. De eneste der havde formået at kæmpe uafbrudt siden start, var Luz-I-fa og Mikayl. Begge havde nu slagtet hundrede af modstandere og viste ingen tegn på hverken udmattelse eller anger. De havde hele vejen igennem kæmpet forbi hinandens sti, men nu kunne de ikke længer undgå dét, der lignede titanernes slag. Kampen over dem alle. Nu stod Mikayl ansigt til ansigt med Luz-I-fa. Nu mødte krigeren med flammesværdet herskeren med scepteret. Nu stod den lysende hvide skabning med de store horn og den skinnende rustning overfor den mørke prins, med de rubinrøde øjne og den blødende overkrop. I et for disse to giganter mod hinanden, idet de ramte sammen blev der udløst en energibølge, der væltede alt andet omkring dem. Alt gik i stå, alles øjne hvilede på dem, levende som døde. Nu var afgørelsens time kommet. Som torden og lyn slog de ind på hinanden, hvert slag udløste nye bølger af energi, hver træffer fyldte marken med øredøvende brøl. Tiden lod til at være gået i stå, da giganterne fortsatte deres slag, ingen af dem ville give sig blot en millimeter. Begge stod fast forankret i høje af lig og sten, begge nægtede at indse deres hovmod. Slagene mod hinanden blev langsommere og langsommere. Endda Mahdi, der havde tjent sin herre med sine evner og holdt ham fyldt med energi, kunne ikke længere assistere Luz-I-fa i slagte om tronen. De eneste der var tilbage på slagmarken, var nu kun skygger af dem selv og de kunne næsten ikke holde deres egen vægt oppe.
   Ingen af siderne, havde siden giganternes slag begyndte, været opmærksom på andet. Så da Skaberen pludselig viste sig på slagmarken, for der frygt igennem alle de overlevende angelier og damianer. Med ét bragede den imellem Mikayl og Luz-I-fa. Skuffelsen strålede ud af øjnene på den og begge giganter følte sig nu mindre end de nogensinde havde troet de kunne. Skaberen var for første gang nogensinde vred, flammer skød nu ud af dens øjne og jorden begyndte at ryste. Havene dannede store flodbølger som slog koldbøtter ind over land og trak alt fra angelier til tilfældige væsner og planter med sig i havets dyb og efterlod kun den bare jord. Solen der havde oplyst slagmarken så længe, blev nu dækket af enorme sorte skyer, hvis sorg kom til udtryk igennem massive lyn og tordenlyde. Mikayl og Luz-I-fa var som forstenede, det samme galte for de overlevende på begge sider. Dem der stadig kunne bruge deres ben, forsøgte at flygte i sikkerhed. En efter en blev de ramt af lyn, flodbølger eller slugt af den åbne jord. Skaberen var så vred at den besluttede sig for at forbande Luz-I-fa og Mikayl til at kæmpe videre til evig tid, på den fjerneste planet i det uendelig store univers. Uden nogen form for håb om at den ene vil ende ud som vinder, var udsigten til uendelig kamp tung. Ingen af dem ville være i stand til at besejre den anden, så længe forbandelsen lå på dem.
   De få overlevende angelier og damianer fik slettet deres viden om slaget, universet og sidst men ikke mindst, dem selv. De blev forbandet til at gå på denne planet, til deres dages ende. Uden det mindste glimt af deres fortids styrke, var de nu forsvarsløse på denne fremmede blå planet. Det var deres straf, for at have vendt sig mod sig selv. Brødre mod brødre, søstre mod søstre, venner mod venner.
   Efter Skaberen var færdig med at rase ud, forlod den planeten, for aldrig at ville vende tilbage til dette monument for død og ødelæggelse...