FØLESANSEN

Ordet følelse bruges ofte i dets betydning af "sindstilstand" og kun sjældent i dets fysiologiske betydning.

Evnen til at føle dækker strengt taget ikke over andet, end at jeg kan opfatte, om et legeme er glat eller groft, koldt eller varmt, og jeg kan føle en berøring. Hvis man koger det endnu mere ned kan man sige, at kulde egentlig er en tilstand med relativt lidt varme, det glatte er relativt lidt groft og det grove opfattes som pulserende tryk.

Ergo: Følelse er evnen til at opfatte tryk og varmeenergi - mere skal der ikke lægges i det!

Alle andre fysiske følelser er kombinationer af disse.
   Smerte kan være kraftig varme, ekstrem lidt varme (kulde) eller et kraftigt partialtryk - en nål, et spark eller lignende.

Hjertesmerte har derfor intet med følelser at gøre, selv om det ofte forveksles hermed. Smerten ved ulykkelig kærlighed, bristede håb, nedgørelser og skuffelser kaldes smerte, men er en psykisk tilstand eller muligvis en kemisk/fysisk tilstand, som stresser hjernen, men tilstanden kan ikke registreres direkte ved hjælp af de fem sanser.

FØLE.

De følgende dage sejlede Ivo rundt fra bar til bar i Bangkoks mest afsidige kvarterer.
   Hver gang han blev ædru begyndte hans sanser at plage ham. Men efter bare få slurke af den lokale romagtige whisky, gik det bedre. - Hans syn blev ligesom mere nuanceret, hyletonerne i hans ører dæmpedes, oreganosmagen overdøvedes af spritsmagen, den tørre hørm i hans næse forsvandt og hans krop, der efterhånden var aftaget i farve, blev mindre stiv og øm.
   Således var opvågningsfasen et rent helvede for Ivo. Hver eneste morgen blev han mødt af de værst tænkelige sanseoplevelser, så han lærte hurtigt at række armen ud på natbordet efter en dertil placeret flaske, som han kunne skylle liv i sig selv med.
   Forskellige velkendte behov begyndte at melde sig. Først trangen til fast føde, som han nu havde været foruden i godt en uge. Det lykkedes ham, på andet forsøg, at holde maden i sig. Med denne genopdagede evne kunne han optræde civiliseret nok til, hen på eftermiddagen, at indlede dagens druktur med et restaurantbesøg i de mere ansete dele af byen. Det var netop på en restaurant, at synet af de unge prostituerede kvinder fik Ivos mere grundlæggende behov op til bevidstheden igen.

Han var dog klar over, at han måtte forlade Bangkok for ikke at løbe ind i præsten igen.

En morgen på hotellet pakkede han sin kuffert, der egentlig ikke var andet end en stor håndtaske. I mangel på overblik over andre muligheder, prajede han en taxa. Ivo smed sig selv og sin håndtaske ind på bagsædet med den eneste besked til chaufføren om at køre sydpå. Han havde forsyninger med. Mens taxaen først passerede de områder, som Ivo havde vandret meget rundt i, men aldrig set i dagslys, og siden på støvede grusveje kørte gennem kvarterer, hvor husene var lavet af fladtrampede blikdåser og andet metalaffald, drak han den medbragte proviant. De kom ud på mere åbne vidder, hvor små kvadratiske rismarker lå side om side og strakte sig så langt øjet rakte. Ivo lagde sig på bagsædet med hovedet på sin taske, og følte igen en lettelse som over at være sluppet væk i sidste øjeblik. Trods den larmende taxa, der gang på gang knaldede hjulene mod inderskærmene på den hullede asfaltvej, døsede Ivo hen med et smil om munden.
   Da han igen vågnede, var det fordi chaufføren forsigtigt ruskede i hans skulder.
   -I must go and have something to eat now - won't you like to join me?
   Det var hen på eftermiddagen, og de havde kørt seks en halv time.
   Taxaen holdt foran et cafeteria, der trods det på facaden var prydet med et stort skilt, der averterede "Hotel og restaurant", næppe kunne hamle op mod forestillingen om en skolespisesal fra trediverne.
   Ivo satte sig alene ved et af de skramlende borde og spiste en uidentificerbar, men i øvrigt udmærket risret. Da chaufføren kunne se, at Ivo var færdig, kom han hen til Ivos bord og spurgte, hvor langt de skulle fortsætte. Ivo fik at vide, at der ca. halvanden times kørsel længere sydpå var one of the most beatiful beaches in Asia.
   Ivo gav, uden at have noget rimeligt sammenligningsgrundlag, chaufføren ret i sin karakteristik af stranden, hvor der kunne lejes stråhytter under palmetræerne kun 30 meter fra vandlinjen.
   Chaufføren fik hvad der svarede til 350 kr. for sin gerning, og Ivo checkede ind i en af hytterne. Han smed sin taske på sengen og drog straks mod baren for at sondere miljøet.
   Det viste sig hurtigt, at stedet var som en øde ø, hvor tilfældigt forbi-flydende turister var strandet, og blevet hængende i uger og måneder.

Hver logerende havde sin historie at fortælle, men Ivo var tilbageholdende med at fortælle sin egen. Han havde efterhånden indstillet sig på, at han for andre at se var en skammelig synder, og havde opgivet et hvert håb om at finde forståelse eller tilgivelse fra andre. Han nøjedes med at foregive en hvis indre stolthed over sit åbenlyse hemmelighedskræmmeri. En historie der ikke var fortalt, var som udgangspunkt bedre end de andres, der alle var præget af tragedie og fiasko.

Stedets eneste ulempe var, at der ikke i umiddelbar nærhed var de kødelige faciliteter, som Ivo egentlig var kommet efter. Men en tysk dreng i sytten- attenårs alderen, hvis mor var gået helt grassat i gejstlighed og fine fornemmelser på en forretningsrejse til Singapore, fortalte, at der bare en halv times kørsel derfra var rig mulighed for tilfredsstillelse af en hver art.
   Ivo tøvede ikke længe, før han gik de 600 meter af en mørk og støvet jordvej til en samling huse, hvorfra en taxa kunne køre ham til den anbefalede havneby, der til fulde kunne hamle op med Bangkoks luderkvartere.

Solen var kommet halvt til syne over horisonten og havet glødede, da en taxa næste morgen humpede ned af den smalle jordvej og læssede Ivo af.
   Ivo var relativ frisk, og kunne selv gå i seng.
   Ved middagstid blev der for varmt i hytten og Ivo lagde sig ud under palmernes skygge, hvor en svag brise fra det kinesiske hav kølede hans rolige legeme.
   Efter aftensmaden med de strandede turister, gentog han proceduren fra dagen før. Således gik den første uges nætter. Senere da det mest presserende tryk var lettet, nøjedes han med at tage til byen hver anden eller tredje aften. Ellers tilbragte han aftenerne i restauranten med de andre. Der var en hyggelig fortrolig stemning imellem dem, og ingen spurgte til Ivos natlige rejser for alle vidste, hvad det gik ud på.
   Ivo havde været ved kysten halvanden måned. Da den sidste rejsecheck var indløst, ringede han til banken, der uden problemer kunne overføre hans løn til en bank i havnebyen, hvor Ivo kunne hæve den. Pengene strakte mere end rigeligt. De to års løn fra direktoratet, kunne dække Ivos udgifter på stedet i ti til femten år, og selv om Ivo følte sig bedre tilpas nu, end han havde gjort længe, forekom det ham usandsynligt at han skulle kunne leve så længe at han ville komme i pengenød.

Nogle gæster rejste, og nye strandede kom til. Der var hele tiden tilpas overlap til, at essensen i stemningen på stedet var uændret. Det var den lykkeligste periode i Ivos liv. Der var ingen forventninger og intet behov for forklaringer. Hans ydre havde ændret sig i harmoni med stemningen på stedet. Håret var blevet langt og afbleget af solen og han havde samlet det i en lille dusk i nakken. Hans hud var mørkebrun og han havde taget mindst ti kilo på af den gode mad på restauranten og den kalorierige alkohol. De ti kilo menneske havde fundet sig til rette på Ivos mave og i hans ansigt, og fik ham til at se lidt mindre kantet ud.

Ingen lykke varer evigt. Heller ikke Ivos. En nat i havnebyen blev han stoppet af politiet, der bedte om at se hans pas. Ivo havde, klog af skade passet liggende under madrassen i hytten, og da betjentene insisterede, kørte han med dem tilbage til stranden. På stranden foran hytten blev Ivo gjort opmærksom på, at hans visum var udløbet fra tre dage siden, og at han straks måtte forlade landet. Det var ikke muligt at forlænge det på ambassaden, når udløbsdatoen allerede var overskredet.
   Ivo vækkede den australske ejer af hotellet og forklarede ham situationen. Han betalte restancerne for opholdet plus to uger frem, for dermed at sikre sig, at hytten stod klar, når han vendte tilbage med et nyt visum. Han måtte af sted til Bangkok med det samme. - Politiet ventede tålmodigt på ham, mens han pakkede sin taske. På vej mod Bangkok skiftede Ivo politibil tre gange. Hver gang hans politibil nåede den nordlige grænse for politidistriktet, holdt en ny uniformeret duo i en ny ramponeret politibil for at bringe ham videre nordpå mod Bangkok. Ivo blev checket ind i internationalt område, men måtte vente 36 timer på det næste fly mod Europa. Der var tre lufthavnsbetjente til at holde øje med Ivo, men de var forstående over for hans specielle behov i retning af en jævn forsyning af alkohol, så det varede ikke længe, før Ivo faldt i søvn.
   Ved hans sidste thaiske opvågning i sædvanlig sansesmerte, var der ikke mere end to timer til flyet afgik. Han morgen-toileterede med en kvart flaske lokal whisky, og fik overdraget sin taske, som betjentene havde haft i deres varetægt siden den pludselige afgang fra kysten.
   Mellemlanding i Pakistan, melankolsk selvmedlidende sindsstemning og kontinuerlig konsumering af sjusser.

I toldkøen i Kastrup blev Ivo udpeget af et større opbud af repræsentanter for den danske ordensmagt. Gruppen var flankeret af fire kraftige schæferhunde, der råbte hidsigt ad Ivo.
   En af betjentene trådte ud mod Ivo i køen og bad ham følge med ind i et tilstødende lokale, hvor to andre ventede. I det lille rum var en høj smal briks, der med sit forkromede stålstel og sorte venylpolstring mindede Ivo om briksen i en lægekonsultation. En af de tre betjente virkede mere myndig end de andre. Han afskærmede rummet fra offentligheden ved at trække et forhæng for det dørløse dørhul, og bad Ivo om at lægge tøjet på briksen. I mellemtiden var de to andre fordybet i undersøgelsen af Ivos taske ved til mindste detalje at beføle alle gen-stande, trykke Ivos tandpasta ud på et stykke crepepapir og lugte til de tre flasker gin, som han havde forsøgt at smugle med fra flyveren. Ivo stod lidt forlegen over sin nøgenhed og undskyldte, at han nok var kommet til at købe et par flasker for meget, men at han vist var blevet lidt snalret i flyet og, at han absolut agtede deklarere varerne, når han nåede frem til tolden.
   Den myndige rakte de to andre Ivos tøj og mumlede, at Ivo såmænd ikke skulle tænke på det med ginflaskerne.
   Situationen så yderst alvorlig ud på trods af, at det virkede så afvæbnende for Ivo at overhøre betjentenes samtaler på dansk, som han ikke havde hørt meget til i mere end to måneder.

Intet at finde - konkluderede den ene endelig efter adskillige anspændte minutter.
   Klokken er 14.38 og De er anholdt - hvis De vil være venlig at klæde Dem på igen - jeg må bede Dem om at følge med til stationen - sagde den myndige til Ivo.
   Måbende over situationens mystiske drejning, steg Ivo tilbage i sit tøj, og en betjent klikkede et sæt håndjern om hans håndled.
   Endnu en gang sad Ivo i en politibil. De kørte over Sjællandsbroen og langs havnefronten ind til politigården nær hovedbanen. Efteråret nærmede sig, og regnen piskede mod bilruderne.
   Ivo blev indlogeret i et pænt, men udefra aflåst værelse, der langt fra levede op til Ivos forestilling om små beskidte celler med tremmer for vinduet.
   Efter en times tid i ensomhed lød en nøgle i døren. En civilklædt betjent, der præsenterede sig som Odgaard fra politiets narkoafdeling, ville ikke nærmere ind på, hvad der lå til grund for Ivos anholdelse, men spurgte om Ivo havde en bestemt advokat, som han ønskede at tale med. I modsat fald ville han få beskikket en advokat. Det eneste bekendtskab Ivo havde haft med advokater, var da han og Inger i sin tid havde købt villaen i Ballerup. Advokaten havde i den grad bagatelliseret et bygge-sjuskeri, der forårsagede vandskade fra taget, hver gang det regnede med blæst fra vest. Flere år efter at de, på advokatens opfordring, havde opgivet erstatningssagen, fandt Ivo tilfældigvis ud af at advokaten og sælgeren blandt andet ejede en 36-fods sejlbåd i Sletten havn sammen.
   Tidligt næste morgen fik Ivo det første af mange besøg fra sin beskikkede advokat, Teddy Kirstrup. Kirstrup var en lille kraftig mand med skæld i håret, der dryssede på skuldrene af hans mørkeblå blazer. Han var absolut ikke playboy typen, og havde garanteret ikke en BMW cabriolet, men snare en Peugeot eller en Saab. Da Kirstrup stod af moderæset for 20 - 25 år siden, må han have været i starten af trediverne. Kirstrup var desuden en alvorsmand. I et særdeles alvorligt og noget tørt tonefald satte han Ivo ind i situationen.
   Politiet havde fået et tip fra Burma om, at en dansk narkosmugler ville forsøge at bringe 11 kilo heroin fra Bangkok til København. Tippet havde i øvrigt inkluderet Ivos navn, pasnummer og opholdsadresse i Thailand.
   På Kirstrups opfordring fortalte Ivo, at han aldrig havde indtaget andre rusmidler end alkohol - end ikke en cigaret - og, at han naturligvis ikke kunne drømme om at smugle. Tværtimod var det ganske imod hans vilje, at han overhovedet var rejst tilbage til Danmark.
   Kirstrup sagde, at hvis Ivo ikke havde dårlig samvittighed, havde han intet at frygte, men at det anonyme tip havde sagt, at Ivo ville smugle stoffet indvortes, og at Ivo derfor skulle ind på Rigshospitalet og scannes allerede i aften.
   Indvortes? - sagde Ivo - du siger, at det drejede sig om 11 kilo heroin - Hvordan fanden skulle jeg få det placeret indvortes ?
   Kirstrup svarede mumlende, at det vist også var lidt af en fantasifuld historie. Da han kort efter forlod cellen, efterlod han Ivo med en fornemmelse af, at historien alligevel ikke var fantasifuld nok til at berolige Kirstrup.

Ivo lå på et nærmest svævende leje omkredset af en kolossal stålring. Fra siden måtte det hele havde lignet det gamle tryllenummer, hvor en, som regel ung glimmerklædt, kvinde svævede frit i midten af tryllekunstnerens magiske tøndebånd.
   På stålringen cirkulerede en dims, der måtte være selve scanneren.
   Ivo led. - Ikke p.g.a. undersøgelsen, men hans forbandede sanser var overrumplende i det tørre stille rum. Det stank og hvinede. Oreganosmagen var ulidelig og det hele så trist og gråt ud.
   Scanneren cirkulerede i ti minutter, hvorefter Ivo blev overdraget til de samme to betjente, som havde bragt ham fra politigården til hospitalet.

Advokaten kom igen næste dag ved middagstid med en halv flaske gin, som Ivo havde tryglet ham om. Ivo var målløs over Kirstrups velvilje, for han så hverken ud til at have humor eller hang til andet end cerutter og danskvand. Til gengæld kunne Ivo fornemme en foruroligende trist medlidenhed fra advokaten.
   - De kunne ikke finde noget på scanningen, men de agter at gøre yderligere tiltag på baggrund af det sindssyge tip.
   Kirstrup fortalte med ubehag i stemmen, hvad tippet egentligt var gået ud på.
   Ivo skulle efter sigende ved en slags operation eller kemisk dialyse have fået fjernet en del benmateriale fra knoglerne, som i samme proces var erstattet med en syntetisk legering, der bestod af omkring 90 % heroin hærdet med polyester. Kirstrup havde i løbet af formiddagen kontaktet to læger der begge havde forsikret ham om, at der overhovedet ikke fandtes kirurgiske teknikker, der kunne erstatte et knoglestykke uden at efterlade synlige ar.
   Dog havde en kemiker fra tandlægehøjskolen erklæret, at det ikke var usandsynligt at der kunne laves en heroin/polyesterlegering, som med en hvis styrke ville kunne indeholde op til 75 % heroin.

Narkosmugling var naturligvis en forbrydelse, der blev set meget strengt på, så Kirstrup mente, at anklagemyndighederne ville få medhold i deres krav om at få udtaget en knogleprøve.

Ivo blev af sikkerhedshensyn opereret i fuld narkose. Da han vågnede, var han fragtet tilbage i sin celle, og Odgaard fra narkoafdelingen stod bøjet over han.
   - Hvordan fanden kunne du få dig selv til det? Regnede du virkelig med at overleve det? - Det er da indlysende, at din danske kontakt straks ville have parteret dig, når du meldte dig.
   Ivo havde tømmermænd efter narkosen, og hans hjerte bankede voldsomt.
   - Lægen måtte tage en hel knogle for at få tilstrækkelig bevismateriale. - Og når de alligevel var i gang, så kunne de jo ligeså godt.......
   Ivo så mod sin venstre hånd, men der var intet at se, for den var indbundet i gaze fra midt på underarmen.
   - Du kan forvente en afgørelse i retssagen inden for de næste par uger.

Ivo døsede hen igen, men havde makabre mareridt om sin krop, der blev maltrakteret på de mest groteske måder med endnu mere perverse formål.

Kirstrup dukkede op to dage efter operationen. Han virkede endnu mere bekymret, end da han sidst havde forladt Ivos celle. Han havde mere gin med.
   Kirstrup søgte efter muligheden for, om Ivo kunne havde været uvidende om transplantationen, men Ivo blev mindre og mindre samarbejdsvillig, for selvom Kirstrup fortalte, at han selv havde haft en knogleprøve til en uvildig undersøgelse, nægtede Ivo at tro på historien og blev ved med at kredse om muligheden for et komplot mellem de to institutioner: Loven og lægevidenskaben.

Var det ikke for hans medbragte alkohol, havde Ivo nægtet at tale med Kirstrup fremover.

Næste dag, tre dage efter operationen, kunne Ivo ikke dy sig for at tage forbindingen af for at se sin venstre hånd igen. Ivo kastede en kvart flaske dyrebar gin op på gulvet ved synet. Den havde nok føltes mærkelig i forbindingen, men det syn der mødte ham havde han aldrig ventet. Hele hånden fra fingerspidserne til håndledet var tynd og flad, som en polstret, men tom og slatten svineskindshandske. Den var mørk, og i håndfladen var der syninger fra hver eneste fingerspids. De fem syninger samledes midt på håndledet og dannede et vifte mønster. Når han spændte musklerne, som han ville have gjort for at knytte hånden, endte hele "handsken" som en lille ujævn klump for enden af under-armen.

I arresten var der forskellige, om men få, underholdningsfaciliteter. Ivo måtte ikke læse aviser og måtte ikke se TV, men han havde mulighed for at låne forskellige bøger ved at afkrydse felter i et dertil trygt skema med diverse titler.
   Ivo spurgte den runderende bog-betjent, om der ikke var mulighed for at læse noget faglitteratur og fortalte, at han altid havde været dybt fascineret af menneskets krop.
   Næste dag kunne bog-betjenten, der formodentlig kendte til alle Ivos fysiske defekter, med tydelig tilfredshed overlevere tre bøger om menneskets anatomi, der iblandt et populært skrevet opslagsværk.
   I samme øjeblik "bog-betjenten" lukkede døren, flåede Ivo opslagsværket til sig, og i løbet af få minutter havde han fundet det.
   "Den samlede knoglevægt for en voksen mand er ca. 18 % af legemsvægten".
   Dengang Ivo var af middelvægt vejede han omkring 80 kilo. Han måtte derfor, jævnfør opslagsværket, være afstivet af et skellet, der vejede omkring 14,5 kilo. I følge Kirstrup forlød tippet fra Burma, at heroinlegeringen bestod af én del polyester og ni dele heroin. Skulle Ivo indeholde 11 kilo ren heroin i en sådan legering, måtte næsten samtlige 208 knogler i hans krop være fjernet og erstattet med heroinlegeringen.
   Ivo sad lidt og stirrede tomt ud i luften. Han bankede med knoerne i sin pande, befølte sin ene albue rokerede rundt med sine knæskaller og bøjede fingrene hårdt mod bordet. Alt virkede som det plejede. Han tog tøjet af og undersøgte sig selv foran spejlet. - Intet abnormt. - Ikke et ar ud over de velkendte ungdomsskader. Ingen hævninger, ingen indbulinger. - Komplot!
   Han så på sin flade hånd. Forsøgte at forestille sig, hvordan hele hans krop ville se ud uden knogler. Måske lidt som når en tegneseriefigur bliver kørt over af en damptromle. Dog med den forskel, at figurerne altid overlever i tegneserierne.

Tiden gik. Ivo sov mindst fjorten timer i døgnet uden videre hensyntagen til, hvad klokken var. Ivo ville ikke tale med Kirstrup mere. Hans sanser plagede ham. De var forstærket af en uhyggelig frygt, og føltes værre end nogensinde tidligere.

Ivo vidste godt, at det var nyttesløst at nægte at møde i retten. Men han havde mistet et hvert håb, og var forberedt på at skulle sidde fængslet i mange år, hvis han ikke flygtede ved at tage livet af sig selv. Og det regnede han egentlig med at gøre, når det hele var faldet lidt til ro.

Han sad i sit pæneste tøj, hvilket ikke rakte til mere end en pullover, sorte sko og et par mørke bukser. Han betragtede dommeren og de tolv nævninge, der nu var ubetingede herrer over hans fremtid, og han forsøgte at gætte sig til de tretten personers holdninger i sagen. Faktisk så ingen af dem ud til, at ville tage Ivos parti. I øvrigt kunne han slet ikke forestille sig hvordan en sådan person skulle se ud?

Ivo tænkte på, at selv om det, at valget af nævninge altid faldt blandt borgere, der er medlem af et eller andet politisk parti, kunne hæve det samfundsmæssige engagement, indebar det samtidig en hvis risiko for at samle en flok fanatiske individer med forudfattede kogebogsmeninger, og en dom de lige så godt kunne have telefoneret ind, før retssagen overhovedet var startet.

Anklager blev oplæst. Forsvar blev fremført. Alt sammen spild af de tilstedeværendes tid mente Ivo, for han var ikke i tvivl om, at han ville tage alle kegler, og at klokken ville ringe på den absolut højeste score i strafferammen.
   Præsten fra Bangkok tårnede frem på vidneskranken. Han havde ikke præstekjole på, men et sort jakkesæt og præstekrave. Ivo forestillede sig, at præsten ville klæde sig sådan, hvis han selv var tilskuer til en begravelse.
   Præsten fortalte, at Ivo havde opsøgt ham i Bangkok for at søge tilgivelse. Ivo havde været tydeligt påvirket af noget, der ikke kunne være andet end et stærkt narkotikum. Han havde talt i vildelse og spottet en hver moral og helligdom ved skændigt at udtrykke de skrækkeligste ønsker af seksuel karakter. Præsten måtte støtte sig til præstegerningens tavshedsløfte for at undgå at komme nærmere ind på Ivos obskure ønsker, men han kunne uden tvivl have nævnt både nekrofili og sex med dyrefostre uden, at det ville kunne overgå nævningenes opildnede forestillinger.

Afslutningsvis betænkningstid for nævningene. De tolv entrede podiet igen - med skriftlig besked til dommeren.

Ivo tænkte, at nu mente alle at de vidste hvem han var, og når nogen mente sådan, var det måske sandt. Før erkendelsestidspunktet er det ikke muligt at skelne mellem det man siden vil kalde "jeg vidste" og "jeg troede jeg vidste". Og det man ved - det er sandt.
   Måske er sandheden derfor individuel fra tanke til tanke, ligesom det forholder sig med begrebet "rigtigt". Det "rigtige" er heller aldrig blevet videnskabeligt bevist.
   Således kunne hele historien om, at Ivo skulle være omdannet til en smuglervare måske både være sand og falsk afhængigt af hvem der tænkte på den. Men det var ingen trøst for Ivo, hvis dommere godkendte historien.

Kirstrup så værre ud end nogensinde før, da han blev slæbt ud af retssalen. Ivo følte for ham, men forsøgte samtidig at vænne sig til tanken om ikke at kunne føle noget som helst.

Først troede han, at der var tale om en total frifindelse. Det var der på en måde også - i hvert fald for straf i retssystemets gængse forstand. Det indsmuglede narkotika skulle konfiskeres.
   Dommeren sagde, at det ikke, som Kirstrup råbende havde påstået, var dødsstraf, men en simpel og direkte konsekvens af tiltaltes handlinger. Konfiskation - ikke mord. At konfiskationen ville medføre døden, var ikke retssystemets, men lægevidenskabens skyld.


Jeg føler. Jeg føler og gør mig meget umage med at føle fuldstændigt. Det er min sidste intakte sans - og den vil snart forlade mig sammen med mine andre sanserester.

Jeg ligger fikseret på operationsbriksen. Lægernes hår og ansigter er dækket af sterile klæder, for ikke at inficere patientens blottede kød.
   Det bliver en lang dag for kirurgerne. Hele skelettet skal ud og fragtes til destruktion under ledsagelse af narkotikapolitiets teknikere, der skal stå som garanter for, at alt går rigtigt for sig

Nu - da jeg ved at jeg skal dø - har jeg en voldsom trang til at forklare mig.

Til at forklare Inger hvad jeg virkelig følte og i detaljer fortælle hende hvordan fadæsen på direktoratet var forløbet. Vise hende min virkelighed. Jeg ønsker brændende at stille mig som en gårdsanger på bænken i den asfalterede baggård og forklare alle beboerne om udluftningskanalen, mit forhold til den pakistanske familie og navnlig deres forhold til mig. Jeg vil indrykke en helsidesannonce i formiddagsbladet hvori jeg forklarer, at der er nuancer mellem sort og hvidt og, at sandheden ikke kan findes i den generaliserede udgave som pressen fremlægger. Lad mig forklare den svedige præst at seksuel tilfredsstillelse og kærlighed harmonerer fint sammen, men ikke nødvendigvis er afhængige af hinanden.

Jeg har trang til at søge, og få, forståelse. Ikke for at finde tilgivelse, men for dermed at kunne forstå den verden jeg endnu befinder mig i.
   Jeg har næppe forstået handlingen i mit liv. Måske er det min brist der har ført til den forskydning i kommunikationen med omverdenen, som har ført til at jeg aldrig har forstået livet og, at livet aldrig har forstået mig. Min evigt lurende frygt for at blive røbet er måske bare en frygt for at vise omverdenen, at jeg ingenting forstår. Måske ligger jeg slet ikke her?

Narkoselægen fortæller rutinemæssigt, at dette lille stik ikke vil gøre ondt.
   Det gør lidt ondt - men det er godt at føle. Med min sidste sans føler jeg, og nyder den sidste smerte.

Jeg forsøger at overbevise mig selv. Alle mine sanser er smertedetektorer. Er fornemmelsen af velvære så ikke blot en tilstand af relativt lidt smerte? - Jo mindre smerte, des mere lykke. Er det forklaringen på paradiset efter døden, hvor alle sanser har forladt mennesket? - Eller er det ikke?

Jeg bliver ikke overbevist. Det er jo tanken, der giver livet kvalitet - og naturligvis fantasien. Måske fantasien i sig selv er nok. Måske kan fantasien stå alene uden hverken tanken eller sanserne og give det mest forarmede menneske et liv i lykke.

Men i døden er det hele væk.

Jeg vrider mig af al min kraft i læderremmene for ikke at miste grebet om den vidunderlige smerte. Et kort sekund er der stille, lugtfrit, smagsløst og visuelt farve flimmer, men følelsen er væk.
   Jeg drømmer.

Forbandet være det hele - Jeg har mareridt inden for de første sekunder af min død -