Det var nat. Matti lå i sin seng, da der lød en banken på vinduet. Matti så derhen, og fik øje på en fasan, der sad på den udvendige vinduesafsats. Matti vendte sig væk, ignorerede fasanen, der vedblev at banke på ruden med sit næb. Til sidst satte Matti sig op i sengen, og gik med et suk hen og åbnede vinduet. Fasanen flaksede hen på gulvet. Matti blinkede, og fik øje på en stor, brun hund, der nu optog pladsen på gulvet, hvor fasanen før havde befundet sig. "Jeg troede, børn kunne lide bjørne," sagde hunden. "De er i børnefjernsyn, på jeres morgenmad, tøj, og I sover endda med dem."
   "Min mor og hendes læge siger, at du kun findes i mit hoved," sagde Matti. Hunden logrede med halen, og lagde hovedet på skrå. "Det gør jeg også. Ligesom din mor, hendes læge og alt andet," svarede hunden.
   "Det forstår jeg ikke," svarede Matti.
   "Jeg er blevet sendt hertil af din far. Jeg er din værge, din beskytter og din gudfar," sagde hunden.
   "Min far?" spurgte Matti. "Jeg har ingen far."
   "Alle har en far," sagde hunden tænksomt. "Alle menneskelige væsner i hvert fald..." Matti så på hunden. "Jeg vil se dig," sagde han.
   "Du ser mig nu," svarede hunden.
   "Din rigtige form," sagde Matti irriteret.
   "Dette er min rigtige form. Lige så vel som enhver anden form," svarede hunden. Matti indså, at han ikke fik noget ud af at plage, og spurgte i stedet: "Hvad mener du med, at du er min værge?"
   "Det betyder at jeg vil beskytte dig, undervise dig og hjælpe dig i din fars sted," svarede hunden. Et øjeblik blev Mattis blik sløret, som om en sort tåge lagde sig for dem. Stofstrimler flød i luften. Den sorte tåge forsvandt, og en mand klædt i mørkt tøj stod foran Matti. Manden var mager med fremtrædende kindben og tykt, brunt hår. "Jeg vil flytte ind i huset overfor," sagde han. Der lød skridt ude på gangen. Matti så mod sin dør. Da han så tilbage, nåede han netop at se en solsort forsvinde ud gennem det åbne vindue.

Det var lørdag. Solen skinnede klart gennem Mattis skråvindue. Han stod ud af sengen, og gik ind i stuen. Her mødte han sin mor i gang med at servere kaffe og kage for den magre mand, der havde introduceret sig selv for Matti natten forinden. "Kom og mød vores nye genbo," kvidrede Anna. "Han hedder Theo Madsen. Hr. Madsen, dette er min søn Nathaniel."
   "Hej," mumlede Matti.
   "Kald mig bare Theo," sagde manden. "Kunne man bede om en kop kaffe mere?" spurgte han med et smil. Anna løftede kanden og hældte den, men den var tom. "Besynderligt, jeg har da lige fyldt den," mumlede Anna, og gik ud i køkkenet. Matti satte sig i stolen overfor Theo.
   "Nathaniel? Det kan jeg ikke kalde dig," sagde han med et skævt smil. "Jeg vil kalde dig Maro." Anna kom tilbage med kaffekanden.
   "Jeg talte lige med din søn. Jeg har selv en søn på hans alder," sagde Theo konverserende. "Virkelig? Er du gift?" spurgte Anna, og bed sig i læben.
   "Skilt," svarede Theo. "For nyligt. Jeg håber, at min søn kan finde nogle legekammerater herude."
   "Matti vil sikkert gerne ses med din søn!" udbrød Anna. "Så kan vi voksne drikke kaffe, mens børnene leger."
   "Det lyder skønt. Sebastian bor hos mig fra søndag til onsdag," sagde Theo, og slikkede en dråbe kaffe af læben med sin røde tunge.

Matti skulede. Hans mor nynnede, mens hun klædte ham på. Han følte sig som en dukke i kløerne på en pyntesyg pige. Han lyttede til sin mors nynnen. Det var længe siden hun havde nynnet sidst. Hun havde vasket ham grundigt og iklædt ham pænt tøj. Han syntes selv, at han lignede en duksedreng. Hans mor smilede til ham, og han smilede tilbage. Anna tog sin søn i hånden, og gik ud af hoveddøren. Matti betragtede genboens hus, der altid havde forekommet Matti at være det mest interessante på gaden. Huset Matti boede i, var et nyere hus opført af røde mursten, bygget på ét plan, og det var mere eller mindre identisk med de fleste af gadens huse. Huset overfor var bygget af træ, der var blevet skævt af ælde, vredet og bøjet af vinden gennem årene, revnet af fugt og hærget af insekter. Det havde engang været malet gult, men malingen var falmet og skallet af. I forhaven stod forvredne træer. Buske kæmpede om de få solrige pladser, og urterne, der engang havde været arrangeret i en urtehave, voksede vildt. Anna bankede på døren til det gamle hus. Døren blev åbnet af Theo. Der var et blankt udtryk i hans øjne. Bag ham trådte drengen fra skoven frem.
   "Åh! Du må være Sebastian," sagde Anna og smilede imødekommende til drengen. Han nikkede, og gemte sig genert bag sin "far". Matti så nærmere på Theo. Manden svingede langsomt fra side til side. Tøjet sad underligt på ham, Han var sunket sammen, så hans ryg rundede. Hans arme dinglede slapt ned langs siderne som en orangutangs arme. Jo mere Matti betragtede skabningen, jo mere blev han overbevist om, at det ikke var et menneskeligt væsen, men snarere en dukke. Anna havde også bemærket det. Sebastian puffede til Theo-dukken. "Vilduhavenogetkafffff?" sukkede dukken, drejede om på hælen med armene svingende om sig, og sjoskede indenfor. Sebastian skyndte sig indenfor, Anna og Matti fulgte tøvende efter.
   Huset var næsten tomt. På væggene var der firkantede mærker efter, hvor billeder havde hængt. Tapetet var flænset flere steder. Langs væggene var stablet bøger. Der var hundredvis af bøger. En trappe var placeret i enden af rummet. Matti lagde hovedet tilbage. Trappen førte flere etager op. Matti trådte op på det første trappetrin. Tæppet på trappen afgav små støvskyer under Mattis fødder. Anna fulgte efter, hendes blik var drømmende. Ovenpå lå køkkenet, hvor de mødte Theo og Sebastian. Matti så øjeblikkeligt, at de havde byttet plads. Theos udseende havde ændret sig markant. Hans øjne var levende igen, og han bevægede sig elegant. Sebastian derimod virkede fraværende, og bevægede sig uelegant, som en sæk kartofler.
   "Sikke et smukt hus du har," nynnede Anna. "Indretningen må have kostet en formue." Theo lagde hånden på Annas skulder, og fulgte hende blidt ned ad trappen. "Jeg er glad for, at vi har lært hinanden at kende," hvæsede han mellem sammenbidte tænder, og puffede Mattis mor ud af døren. Han vendte sig om, tog trappen i 3 spring, og mødte Matti i køkkenet. Matti gloede på Sebastian-dukken, der havde sat sig under bordet, hvor den sukkede dybt. "Hvad er det?" spurgte Matti.
   "En bulletum. Skabene er fulde af dem. Jeg har prøvet at lære den at opføre sig menneskeligt, men... tja," sagde Theo, og trak på skuldrene. "De er tåbelige væsener," tilføjede han.
   "Hvad gjorde du ved min mor?" spurgte Matti.
   "Du er fuld af spørgsmål, Maro. Blot alle de forkerte," svarede Theo. Han lagde sin slanke hånd på et dørhåndtag, og åbnede døren til det tilstødende rum. Han vinkede Matti med sig. "Hvad du burde spørge om, er: Hvordan gør du det? Kan jeg også lære det?" Han så på Matti med et strengt udtryk i de mudderbrune øjne. "Det vil kræve års træning, men jeg tvivler ikke på, at du kan lære det," fortsatte Theo. Matti var stille lidt. "Hvordan lærer jeg det?" spurgte han. Theo smilede.