HØRELSEN
Jeg hører og jeg lærer. Jeg lærer og forstår verden omkring mig. Jeg hører og tager derved del i udbyttet af samspillet mellem mennesker.
Jeg hører smuk musik og frydes, så det risler mig koldt ned ad nakken. Jeg hører grimme ord og falske sange og græmmes. Jeg hører onde taler og fyldes med vrede.
Hvis jeg ikke hører, har jeg kun det skrevne, mig selv og mit eget gæt på en forståelse af verden omkring mig. -Jeg ved ikke med sikkerhed, om jeg bliver elsket eller hadet.
Hørelsen fortæller mig, hvad jeg selv siger, hvordan det lyder, og om jeg overhovedet siger noget.
HØRE.
Ivo havde indrettet sig på sit hotelværelse ved at åbne begge kufferter, og hente to flasker ellers billig whisky til ågerpris i en døgnkiosk længere nede ad gaden. Han serverede for sig selv i hotellets tandkrus. Han tænkte ikke på, hvad han skulle foretage sig i morgen om en uge eller resten af sit liv, men fornemmede, at situationen ville udvikle sig på en måde, der overflødiggjorde al planlægning.
Hans mad blev indkøbt på hovedbanegårdens grillbar. Ofte gik han op til banegården, satte sig ind i et tog og stod af i en tilfældig forstad, hvor han nostalgisk og lakridsgumlende vandrede rundt og tænkte på sin barn- og ungdom, der var løbet af staben i en forstad magen til disse. Forskellen på byerne var meget lille og i øvrigt uvedkommende. Det var midsommer. Hver eneste parcel spredte et utal af smukke dufte omkring sig og hver duft sendte Ivo ind i narkotiske drømmerejser til en fortid, hvor der ingen smerte fandtes, og som han ikke var gammel nok til at have eksisteret i.
Da han en dag kom slingrende ind i receptionen, og var på vej op ad trappen, råbte en ung pige, der arbejdede på hotellet, efter ham. Hun havde et brev fra en herre, der havde spurgt efter Ivo samme formiddag.
Ivo låste sig ind, smed brevet på gulvet og sig selv på sengen. Rakte ud efter whiskyen, som han efterhånden havde tillært sig at drikke direkte af flasken, og skulede ned på gulvet mod brevet, der mindede ham uhyggeligt om nutiden.
Han pirkede til det med en finger, som når man vender en død måge med en pind på strandkanten. Med et sæt rejste han sig og åbnede konvolutten:
"Det er kommet mig for øre, at De på flere områder har været offer for offentlige instansers bureaukratiske forretningsgang. Som et led i en artikelserie i formiddagsavisen om uflexible statsforetagender, er det mit brændende ønske, at lade Dem komme offentligt til orde."
Der var desuden suppleret med diverse formaliteter, deriblandt telefonnumre på journalistens arbejde og hjem.
Brevet var håndskrevet. Ivo troede ellers at nutidens journalister kommunikerede med munden eller via et tastatur.
Ivo følte sig faktisk i omtrent den situation, som journalisten skitserede. I hvert fald hæftede han sig ved ordet "offer". Hans underbevidsthed øjnede et svagt, naivt håb om at få sin tidligere tilværelse med huset, bilen, jobbet, Inger, Stine og respekten tilbage. Desuden mente Ivo faktisk, at han var moralsk forpligtet til, at slå et slag for retfærdigheden og rense sit omdømme ved, at lade journalisten publicere de åbenlyse fejltrin, som samfundet havde gjort - til skade for ham.
Ivo slingrede ud på toilettet, stak to fingre dybt ned i spiserøret, så han fik tårer i øjnene og kastede op. Smagen af hans eget maveindhold fik processen til at fortsætte autonomt. Han krampede som i et anfald af gråd og det begyndte at sortne for hans øjne. Han mistede bevidstheden og faldt om på det sort-hvide terrazzogulv i fosterstilling.
Kort efter vågnede han med en dirrende summen i kroppen. Rejste sig og lænede overkroppen ind over håndvasken.
Ivo så sig selv i spejlet. Han lignede - og var - en bums. 14-dages tynd skægvækst. Hans høje pande var brændt af solen under villakvarter-vandringerne, og det hvide omkring hans sorte iris var blodsprængt af druk.
Udsigten til oprejsning havde fået ham til at mobilisere en artilleri-tung kampgejst mod samtlige uretfærdige handlinger på jorden.
På hovedbanegården købte han en liter yoghurt, en liter sødmælk, en bakke leverpostej og en pakke skiveskåret rugbrød. Hjemme på hotelværelset drak han det meste af yoghurten, ryddede et lille sofabord for tomme flasker og stillede mælken og maden frem foran lænestolen.
Han stod længe under bruseren og vaskede sit legeme grundigt ned til mindste detalje. Barbering, barbersprit og deo. Satte sig til bords, kun iført hotellets håndklæde, i den tykke lænestol duftende som en italiensk alfons.
Tidligt næste morgen gennemgik han samme vaske- og spiseritual, som aftenen før - alt inklusive. Ivo forlod hotellet med rank ryg, og pigen i receptionen gloede forbløffet på ham, da han passerede.
Fra en boks på Vesterbrogade fik han fat i journalisten på hans privatadresse. Journalisten virkede overrasket over Ivos refleksion på brevet, men foreslog straks at mødes over en kop formiddagskaffe på en restauration i Tivoli.
Journalisten må have været omkring de 40. - 20 år yngre end Ivo havde sat ham til, på baggrund af brevet og telefonsamtalen. Han lignede næsten en forretningsmand og havde ikke en antydning af den sædvanlige journalistiske sjuskethed til at signalere intellektuel overlegenhed.
Han gik direkte til sagen: Hvis du vil fortælle mig om din afskedigelse fra direktoratet, som du selv mener, at det er gået for sig. - Lad bare følelserne strømme - jeg skal nok afbryde dig, hvis der er noget jeg ikke får rigtigt fat i.
Ivo fortalte løs uden udglattende biord og nøjagtig så følelsesladet, som han mente var rimeligt, uden at vige fra sandheden, som han så den. Imens stenograferede journalisten ivrigt. Han havde medbragt et stort kamera af den type, hvor man beskuer motivet oppefra, og som Ivo syntes, så noget gammeldags ud.
Da Ivo var nået til afskedigelsen i historien, afbrød journalisten ham:
- Du er måske ligefrem en slags slipserevolutionær?
Ivo havde ikke antydningen af et jakkesæt på, men han formodede at journalisten hentydede til Ivos status som kontorfuldmægtig i direktoratet.
- Nææ, ikke medmindre du antager det for revolutionært ikke at respektere partipolitik overhovedet.
Ivo fortalte journalisten, at han faktisk aldrig havde stemt på noget parti, og at han mente, at alle partierne førte den samme grundpolitik, blot med hver deres præg af egoistiske pynteholdninger med det ene formål, at friste den ene eller anden størst mulige befolkningsgruppe.
- Gu' ved om ikke fodboldpartiet, der bebuder nedsatte ølpriser og forhøjede tipspræmier, vil kunne score 15-20 mandater i folketinget?
Journalisten løftede diskret det ene øjenbryn og sprang hastigt videre med et andet spørgsmål:
- Føler du, at der lå noget personligt til grund for din fyring, eller ville det samme være sket for enhver anden i din tidligere stilling?
- Ikke for at prale, men jeg mener, at enhver person i min tidligere stilling med en smule principfast humor, ville have endt på samme måde som jeg. Jeg blev simpelthen konfronteret med en aggressiv mand uden humor. - En giftig type, der garanteret er skadelig for det samfund, han selv befinder sig i.
- Ifølge Darwin indgår jo netop den aggressive adfærd i forædlingen af arten og dette gælder vel for så vidt også forretningslivet som helhed?
Den fortolkning ville Ivo absolut ikke give journalisten ret i, selvom det til tider var populært at drage paralleller til Darwin i virksomhedspolitik. Men man tillægger dermed Darwin nogle holdninger, som han aldrig har udtalt sig om.
Darwin talte om dyr og dermed også om det primitive menneske. Men når man taler om "survevil of the fittest" i forretningslivet, glemmer man dels, at virksomheder ikke har arveanlæg og dels, at der hele tiden fødes nye idioter parat til at deltage. Der er intet statistisk belæg for at tro, at de snedige får flere børn eller lever længere end kvajpanderne, når det drejer sig om menneskers adfærd inden for de sidste tusinde år.
Der sker derfor ingen forædling af arten og efter hver generation står nye idioter parat til at gentage historiske fadæser.
Det enkelte individs, formodentlig instinktive, kamp- og konkurrencelyst er næppe altid til menneskeartens fordel. Tværtimod ser det ud til, at iveren efter en evig stigende social velstand skygger for fremsynet i en sådan grad, at det går ud over kommende generationer, der må døje med resultaterne af hvor tids forurening og voldtægt af naturen.
Ivo fornemmede, at han var ved at bevæge sig uden for emnet, og lod journalisten få ordet.
- Inden du kommer ind på dine oplevelser i boligforeningen - hvad er egentlig din personlige holdning til folk af fremmed herkomst i landet?
Ivo fortalte, at han absolut ikke mente, at alle mennesker med brune øjne og mørkt hår havde fortjent den opmærksomhed i både positiv og negativ forstand, som visse aviser, politikere og snæversynede idealister lagde op til. Ikke alle fremmede her i landet er stakkels flygtende forrådte - her er også velfungerende indvandrerne fra 70-erne, hvis små forretninger blomstrer op i byerne til tjeneste for borgerne med ubetinget service for den halve pris. Utvivlsomt til glæde for beboerne omkring dem, men lige så utvivlsomt til sorg for den uddøende race af hvidkitlede hårdpomade-hørmende vær-så-artig-købmænd, der i mangel på flexibilitet og opfindsomhed ser sig nødsaget til at dreje deres nøgler om i kor.
Mange "danskere" har svært ved at acceptere indvandrerne, så længe de ikke er mere integreret end, at de stadig er synligt anderledes. Mange af dem, der er for kloge til racistisk vrede tyer til medynk over, at staklerne ikke får mulighed for total integration. Øjensynligt ser kun de færreste det opløftende i, at andre kulturer smykker den danske kultur som blomster på en fodboldbane.
Hvor ofte ser man i øvrigt danskere, der arbejder til fyrstelønninger for saudiarabiske olieselskaber, promenere rundt i Jedda's gader iført lange flagrende gevandter?
Det er typisk for debatten om de fremmede, at alle sættes over en kam. Fascisterne er overbeviste om, at de alle er bigamistiske narkohandlere, der tror på noget, der er værre end fanden og omskærer deres kvinder fra armhulerne og nedefter.
Humanisterne ser dem alle som politiske frihedskæmpere, der er kommet til landet med blod på ryggen i sidste sekund inden den endelige eksekution.
Det er med "de fremmede" som med alle mulige andre grupperingsbegreber: Håndværkere ser stort på skattesystemet. Kvinder er mere miljøbevidste. Socialdemokrater er småkristne. De fremmede er rabiate islamister. Københavnerne har lavere levealder. Cyklister skider på bilisterne. Bilister skider på cyklisterne.
Alt sammen er grupperinger på baggrund af tyndbenede statistiske observationer, som uden smålig skelen til virkeligheden udelukkende tjener det formål, at gøre livet og levevejen lettere for samfundsanalytikere, skurvognsdebatører og psykologer, der er nødt til at indkubere fiktive menneskegrupper under begreber for at kunne underbygge de mest firkantede, snæversynede og generaliserende teorier.
Og modsat de fleste andre emner er der næsten ingen, der tør fremstille virkeligheden som den blanding den er, af frygt for at få en af marginal-holdningerne skudt i skoene.
Selv den mest fodformede humanist må da rødme ved spørgsmålet om Danmark kan modtage et ubegrænset antal flygtninge. Titusinder - ja, hundredetusinder - måske, men den dag, det virkeligt går løs, og det drejer sig om millioner, da går det vel ikke.
Samtidig vil lommefascisten bævrende banke mågestellet i kakkelbordet og se firkantet ud i hovedet af raseri over postulatet om, at pensionister og handicappede, der objektivt set er til større samfundsøkonomisk byrde end 70-ernes indvandrere, skulle sendes til Bloksbjerg eller en eller anden banan-stat, hvor de kunne nasse på hinanden.
Ivo argumenterede sjældent ud fra et fast standpunkt i en diskussion, men cirklede omkring emnet og beskød det fra alle synsvinkler. Denne evne eller uvane havde ofte fået Ivos bekendte til koge over af arrigskab, for han argumenterede altid imod alle andre for at belyse emnet bedst muligt og ligesom skabe balance i argumentationen. Når andre til sidst var ved at give Ivo ret, skiftede han standpunkt.
Ivo kom i tanke om formålet med journalistens tilstedeværelse og indskød undskyldende, at han nok skulle fortælle historien om, hvorledes han var blevet forvist fra sin lejlighed.
Men journalisten havde pludselig travlt og måtte tilbage til redaktionen. - Der var jo visse deadlines - som han sagde.
De tog afsked med hinanden, og Ivo takkede journalisten dybt for at have taget hans parti i sagen. Han blev siddende på restauranten med en danskvand og nød stemningen i den halvtomme forlystelsespark, hvor den dannebrosklædte garde marcherede forbi for fuld musik.
De næste par dage købte Ivo formiddagsavisen i kiosken ved siden af hotellet og fulgte nøje med i serien om myndighedernes magtmisbrug. En var kommet i karambolage med naturgasselskabet, der til sidst havde lukket og låst hovedhanen til den stakkels ejeres villa. I et andet tilfælde havde en ældre enlig dame fået aflivet sit et og alt af en skotsk terrier, som myndighederne mente, at hun van-røgtede. Ivo var ikke i alle tilfælde på "ofrets" side, men gjorde, hvad han kunne, for at sympatisere med dem, da han nu måtte betragte dem som allierede skæbnesfæller.
Den unge pige i hotellets reception, der efterhånden havde vænnet sig Ivos nye velsoignerede look, syntes Ivo vældig godt om. De var begyndt at småsnakke sammen i henkastede bemærkninger om vind og vejr.
En eftermiddag da Ivo kom hjem fra en gåtur i byen, kaldte hun på Ivo:
- Det er flot at du tør sige din mening - sådan lige ud.. Sagde hun, på en overraskende måde som om de pludselig havde et nært personligt venskab. Hun stod og lænede sig over skranken og viftede sig for ansigtet med formiddagsavisen. Der er folk som dig der kan kæmpe for retfærdighed. Se ud på gaden. -Den er gennemsyret af narko og arbejdsløshed.
Ivo var helt uforstående. Han havde som sædvanligt nærlæst dagens afsnit i artikelserien, men småløb op på sit værelse tog avisen fra bordet og skimmede den igennem. Ivo fandt artiklen. Den var ikke opstillet på samme måde som de andre i artikelserien med "dommerskranke-logoet", der symboliserede statens dominans over borgeren, øverst i højre hjørne.
Ivo læste hurtigt artiklen, der var dekoreret med et billede fra restauranten, hvor han var flankeret af en servitrice med voluminøs prøjsisk opsat barm og overskriften "En fascist bekender kulør. Ledende poster i direktoratet er gennemsyret af fremmedfjendske holdninger " Interviewet var klippet sammen til ukendelighed og blev leveret i små brudstykker mellem journalistens kommentarer.
Avisen, der ellers ikke var kendt for sin humanisme, tog på lederpladsen skarpt afstand fra Ivos holdninger: "Det er sundt at have en kritisk holdning til indvandring i almindelighed, men at højtstående embedsmænd i den grad taler for racerenhed er uhyggeligt og kan kun lede tankerne tilbage fascismens Argentina, hvor embedsapperatet var gennemsyret af yderliggående holdninger."
Ivo blev varm i hovedet og hans sort-hvide syn blev sløret. Pludselig var det som om et indre tryk rejste sig i Ivos kranie. Han nåede lige at frygte, at hjernen skulle sprænge hans trommehinder, inden han faldt om med et skrig.
Pigen i receptionen, der havde hørt Ivos brøl af et skrig, løb op og bankede på døren. Da der ikke var nogen reaktion, låste hun sig ind. Hun gav et hvin fra sig og løb tilbage til receptionen for at ringe efter en ambulance.
Da Ivo atter slog øjnene op var det højst en halv meter fra et gravalvorligt ansigt, der stirrede på ham gennem ualmindeligt tykke brilleglas. Der var en forfærdelig larm. Ivo kunne gennem kaskader af fløjtelyde høre lægen spørge:
- Hvordan har De det?
Ivo spurgte:
- Er det -6?
- øhh - hva'?
- Ja - Deres briller - det er måske mere end -6?
Lægen løftede øjenbrynene bag de tykke glas og sagde i et endnu dybere stemmeleje:
- De har haft en hjerneblødning - formodentlig som følge af en kraftig anstrengelse. De blev fundet bevidstløs på et hotelværelse på Vesterbrogade. Har De udsat Dem selv for nogen usædvanlig kraftanstrengelse dér?
Sygeplejersken bag ham, der ikke var blottet for fantasi, måtte tørre et smil af munden med det ene ærme. Ivo spurgte:
- Er det ikke Tivoligarden?
- Nu må De prøve at tage situationen lidt alvorligt. - Hvad er Deres navn?
- Ivo, men hvad er det for en forbandet larm - hvis det er en eller anden form for beroligende muzak, kan jeg forsikre Dem om, at det preller fuldstændigt af på mig.
Lægens øjenbryn sprang igen op over de indfattede hinkesten, men faldt hurtig på plads igen.
-Ahaa! De har muligvis tilegnet Dem en smule tinnitus - det vil sige øresusen, som en konsekvens af Deres hjerneblødning, men det vil De få undersøgt nærmere i vor audiologiske afdeling.
Lægen bukkede sig pludselig ind over Ivo og sagde med lav stemme: Som offentlig person må jeg naturligvis sige, at De udtrykker Dem lidt kompromisløst, men mellem os to sagt, så er svenskerne i færd med at overrende landets hospitaler. De indtager alle spændende stillinger til dumpinglønninger.
Hvis de bliver ansat, er det vel fordi de er bedre - hviskede Ivo lige ind i lægens øre. Lægen rettede sig hurtigt op og forsvandt med en fornærmet rank ryg ud ad døren, efter at have overladt journalen til sygeplejersken.
Gennemgang af hele motorikken med den fnisende sygeplejerske som legemesfører.- Ingen fysiske skader.
På den audiologiske afdeling kunne hverken pipetter eller vatpinde rømme Tivoligarden fra Ivos kranie.
Audiologen trøstede, at det muligvis ville forsvinde af sig selv efter en tid, men at det ellers kunne fortrænges ved hjælp af et høreapparat, der ville overdøve orkesteret.
Da Ivo et par dage og et halvt hundrede undersøgelser senere kom tilbage til hotellet på Vesterbrogade, fandt han selv en kur mod de skingre blikfløjter. - De plagierede gardehusarer lod sig velvillig drukne i døgnkioskens sprittede whisky.