SMAGSSANSEN

Evnen til at smage er tæt beslægtet med evnen til at lugte. De to sanser både overlapper og supplerer hinanden. Hos slanger er de to sanser forenet i tungen.

Smagssansen indfrier de forventninger til maden, som lugtesansen har stillet mig i udsigt. Jeg kan stimulere den med slik, men det er vel snyd.

Ligesom orgasmen er incitamentet, der får mennesket til at kopulere og dermed reproducere sig, er det smagssansen, der belønner os for at spise og dermed vokse og overleve som art.

Når man ikke spiser - mad eller slik - bør smagssansen forholde sig neutral.

Mine forfædre - og mødre - har formentlig haft vigtigere formål med smagssansen.

Jeg smager det søde, det sure, det salte og det stærke. Specielle smagskombinationer giver mig kvalme, andre kalder jeg pikante.

Men jeg æder gerne det hele - for høflighedens skyld.


SMAGE.

Da Ivos familiære forlis tilfældigt kom den nykronede Generaldirektør for øre, forbarmede han sig, formodentlig i skyldfølelse, og skænkede, som et yderst beskedent "gyldent håndtryk" eller en mundkurv, via boligborgmesteren, Ivo lejekontrakten til en lejlighed på det ydre Nørrebro.
   Lejligheden lå på 4. sal i en ejendom fra tyverne med direkte udsigt til enten Nørrebros højbane eller bagsiden af en lignende ejendom. Gården mellem de to vejr-eroderede bagfacader var asfalteret og husede, foruden cykelskure og affalds-containere, et maskinværksted, hvorfra en skinger metallisk støj udstødtes fra klokken 7 morgen.

Ivo havde aldrig før boet rigtigt alene. Under studiet på Niels Brock, og indtil han flyttede sammen med Inger, blev han boende med sine forældre i rækkehusets kælder.
   Måske fordi Ivo til sidst var vel gammel til at bo hjemme, var kælderen blevet Ivos private lejlighed. Rækkehusets øvrige plan blev kun besøgt ved spisetid. Når der blev banket på døren, rejste Ivo sig og åbnede for sin mor eller far. -For der var aldrig andre besøgende. End ikke Inger havde besøgt ham i kælderen.

Han havde siden hen indimellem savnet fornemmelsen af at have sit fuldstændig private domæne, hvor han kunne gå nøgen rundt og tale baglæns med sig selv uden at skulle høre på andres vurderinger af hans handlinger.

Nu havde han muligheden igen.

Beboerne i ejendommen var hovedsageligt unge studerende og indvandrere. I lejligheden under Ivo boede et pakistansk ægtepar med et spædbarn.
   Som det hører sig til i Pakistan var underboernes gastronomiske færdigheder i høj grad præget af rundhåndet brug af orientalske krydderier. Uheldigvis var oregano deres yndlingskrydderi og - netop Ivos nummer 1 på listen over mest forhadte tilsætningsstoffer.
   At den pakistanske families måde at tilberede føde på overhoved influerede på Ivos hverdag, skyldtes en fejl i ejendommens aftrækssystem, der på uforklarlig, men sikker, vis kanaliserede den samlede udblæsning fra underboerne emhætte ind i Ivos lille badeværelse, hvorfra lugten af oregano mindst to gange dagligt bredte sig til resten af lejligheden.
   Efter at have konstateret at den tredje telefoniske henvendelse var lige så formålsløs som de foregående, rettede han i stedet en skriftlig henvendelse til ejendomskontoret, hvor i han gjorde rede for den uheldige situation og pointerede, at netop hørmen af oregano fik ham til, mentalt, at slå ud over hele kroppen.
   15 dage senere fik underboerne et brev fra ejendomskontoret med besked om, inden for to måneder, at forlade ejendommen som følge af deres misvedligeholdelse af lejligheden.

Alle lejerne i ejendommen var organiseret i en hidtil ikke særlig aktiv beboerforening.
   Da den unge pakistanske familiefar havde modtaget opsigelsen fra ejendomskontoret, drog han i sin nød til beboerforeningens formand, for at søge råd.
   Formanden, der var i starten af trediverne, studerede psykologi. Ivo havde ikke talt meget med ham, men ind imellem hilst på ham ved cykelskurene, når han foretog en af sine, efter forlydender, sjældne ekspeditioner på sin gamle sorte damecykel mod universitetet på Amager. Ivo havde, på et pinagtigt spinkelt grundlag, anslået ham til en - i hvert fald temmelig - påståelig type.

Trods alle advarsler mod at skue hunde på hårpragten, havde Ivo gennem livet erfaret, at netop denne type anskuelser ofte var teknikken med at tale med folk, langt overlegen, når det gjaldt en hurtig vurdering af mennesketyper. Det var således hundehårsskueningsprincippet, der førte Ivo til konklusionen om, at beboerforeningens formand var påståelig - rank ryg, muskuløs hals og nakke, let udstående kranie ved øjenbrynene og kraftige blodårer på hals og pande. -Klare indicer for påståelighed i følge Ivos normer.

Formanden, der tog sig selv og sin formandspost yderst alvorligt, øjnede skandale ved pakistanerens henvendelse, og tog straks affære i sagen ved skriftligt at indkalde beboerne i ejendommens to opgange til krisemøde den følgende søndag formiddag.
   Mødet, hvortil formanden solgte klidkager, men forærede teen væk, afholdtes i gården, da ejendommen ikke var forsynet med bedre faciliteter til formålet, og vejret i øvrigt indbød til udendørs aktiviteter.
   Formanden åbnede mødet med en erklæring om, at ejendomskontoret med denne opsigelse, havde overtrådt alle etiske grænser og var gennemsyret af racistiske holdninger.

Etisk sløseri var tilsyneladende noget, der for alvor kunne fyre op under formandens raseri, men til gengæld også under hans initiativ. Ivo var sidst blevet konfronteret med formandens vidtrækkende ansvarsfølelse efter, at en avisartikel om drikkevandspild fik formanden til personligt at anbringe to mursten i hver lejligheds wc-cisterne. Ved dette tiltag kunne der spares to liter vand pr. udskylning, hvilket på årsbasis for hele ejendommen, overslagsmæssigt ville løbe op i en besparelse på omkring 73.000 liter vand.
   Ivo syntes principielt udmærket om initiativet, men fandt at selve handlingen tangerede det formynderiske.
   Det var da også med en hvis indre fryd, han kunne konstatere, at der efter miljøoptimeringen skulle skylles to gange i træk for at hæve vandkvaliteten i det hvide porcelænsmonoment til det rimelige efter brug. I vandsparemoralens navn lirkede Ivo derfor de to mursten op af cisternen, skjulte dem under køkkenaffaldet og listede ned til containerne med posen en skumrende aften.

Ved krisemødet i baggården var formandens engagement altså mobiliseret i anti-racismens navn. Hvad han endnu ikke vidste, mens han og efterhånden også hovedparten af de andre beboere, harcelerede over ejendomskontorets nazistiske væbnere var, at Ivo for så vidt havde en del af skylden for den skruppelløse handling.
   I en kort pause efter at en af de medrevede beboere hævdede, at hun havde set repræsentanter fra ejendomskontoret liste lyssky rundt i opgangene for lede efter uregelmæssigheder i forbindelse med beboere af udenlandsk herkomst, lykkedes det Ivo at få ordet for en kort bemærkning. Ivo, der efterhånden syntes, at stemningen var blevet temmelig oppisket, rejste sig og sagde, at han uden at vide meget om det ville mene, at problemerne med ventilationssystemet kunne udbedres for under 1.000 kr., og da det tilsyneladende kun var ham, der havde generne, var villig til selv at afholde udgifterne.
   Formanden gloede påståeligt på Ivo og belærte ham om, at forholdene omkring Ivos ventilationssystem, var denne principielle og skandaløse sag komplet uvedkommende.
   Først da Ivo fortalte om sine forgæves telefoniske henvendelser, sit brev og sit forhold til krydderiet oregano, vendte stemningen ved mødet.

Ingen i den pakistanske familie kunne forstå særligt meget dansk. De havde kun været i landet et års tid, og skulle hjem til Pakistan igen, når faderen, der var teknisk konsulent for et større amerikansk IT-firma, havde afsluttet de oplærings-projekter i forskellige danske virksomheder, som han var leder af. Den spartanske bosættelse gjorde det muligt at tage familien med på opholdet, og alligevel få en kontant opsparing med sig hjem.
   Ivos sidste udtalelse havde nu fået flere mødedeltagere til at stå op og råbe ned mod Ivo på en så ubehagelig facon, at først moderen med barnet og kort efter faderen i den pakistanske familie forduftede til en mere rolig stemning oppe i deres lejlighed. Fra køkkenvinduet på tredje sal kunne faderen iagttage de afsindige mennesker i gården, og da faderen altid havde syntes godt om sin overbo, der ofte havde hjulpet ham og konen med oversættelse af svære danske skrivelser, var det med stor væmmelse, at han overværede Ivos stening.

Efter at de mest aktive beboere, mere og mere højlydt i samtidige monologer, havde belært Ivo om alverdens uretfærdigheder lige fra præstestyret i Iran, religiøse forfølgelser, nazisme, sultende i Etiopien, hvaldrab og burhøns, tog en eller anden den første sten og kastede den. Skytset stammede fra en samling murbrokker, der lå i gården op ad bagfacaden. "En eller anden" råbte, at Ivo her kunne få en smagsprøve på smerten fra de steninger, som hans egne syndebukke var flygtet fra.
   Ingen bemærkede, at den første sten havde ramt Ivo så præcist i tindingen, at han allerede dá havde mistet bevidstheden. De efterfølgende sten formåede derfor ikke at straffe Ivo, men kun at glæde deltagerne i steningen.
   Ivo overlevede takket være den pakistanske familiefar. Allerede ved første stenkast havde han kontaktet politiet, der efter kun 5 til 10 minutter kunne føre en engelsktalende politibetjent til røret. Politiet, hvis sirener i god tid havde vækket de, for anstændigheden, kæmpende beboere, i deres blodrus ankom til en tilsyneladende mennesketom asfalteret baggård.
   I et hjørne mellem huset og muren mod højbanen, fandt de Ivo halvt dækket af gamle røde mursten.
   Inden politiets ankomst havde en opfindsom frihedskæmper hentet en krydderi-pose med oregano, og tømt den i munden på den angrende racist.

Hen på eftermiddagen næste dag, vågnede Ivo og kastede op. Maveindholdet, der smagte voldsomt af oregano, fik ham til at brække sig endnu mere. De mavetømmende kramper sendte smerter rundt i hele kroppen på ham.
   Hans næse og to ribben var brækket. Et sår fra højre øre til højre mundvig var lappet sammen med 18 sting, og fik Ivo til at se fjollet smilende ud i betragtning af situationen. Han faldt i søvn igen med den rædselsfulde smag i munden, og vågnede først næste morgen. En sygeplejerske kom ind og fortalte, at der var besøg til Ivo.
   Pakistaneren havde sin datter med, og Ivo fik historien som den så ud fra pakistanerens vindue.
   Da Ivo blev udskrevet fra hospitalet en sen eftermiddag, satte han sig i Rigshospitalets forhal med en cola og en pose stærk saltlakrids for at overdøve oreganosmagen. Han ventede til det var blevet mørkt, hvor pakistaneren, som aftalt, kom og hentede ham.
   Moderen havde lavet flæskesteg med sprøde svær, som hun vidste, var alle danskeres livret. Personligt syntes hun nu, at svinekød var lidt for fedt, men tilberedt på denne måde måtte hun indrømme, at det var kalorierne værd. Ivo roste maden under hele måltidet. Mere af taknemmelighed end af appetit. For det hele smagte ham af væltet krydderihylde.
   Efter desserten gik Ivo op til sig selv og pakkede to kufferter med tøj og andre fornødenheder. Han ringede til et par hoteller, bookede et værelse til en rimelig pris på Vesterbrogade og gik ned igen. Et par whiskysjusser senere var klokken blevet lidt over to, og faderen hjalp Ivo ned på gaden med kufferterne, hvor den bestilte taxa ventede.
   De tog afsked med en omfavnelse af den moderne type, som Ivo ellers altid havde syntes var for intimt eller falsk. Denne gang føltes det som det eneste rigtige.