JEG.

Nu? - Det findes kun for dig. Det findes ikke for mig, for jeg eksisterer ikke. Da jeg ikke eksisterer, har jeg aldrig været til. En gang fandtes Ivo, men efter hans død blev hans skamferede lig brændt efter en særlig procedure og delt til vand, kuldioxid og et par manganplumber.
   Jeg er ikke i himlen, ikke i helvede og ikke på vej i nogen retning. Jeg har ingen hastighed. Ingen vægt. Ingen farve. Ingen smag. Ingen Lyd. Ingen lugt. Jeg sanser intet og påvirker ingen andres sanser.
   Ivo er kun nogle elektriske forbindelser i hjernen på folk, der kendte ham, eller havde nærlæst de lidet sandfærdige beretninger om hans tragiske skæbne i formiddagssprøjterne. Og den der tror, at disse andres erindringer er lig med personen Ivo, tager så forbandet meget fejl. For Ivo eksisterer ikke mere.

Alligevel - eller måske netop derfor, kan der være et motiv for at være "god" mens man lever. For hvis man definerer livet efter livet her på jorden, som værende andres erindringer om én selv, således at et godt liv efter døden er det samme som at efterlade sig et godt rygte, kan de gode minder være himlen og de slette være helvede.
   Dette kan også forklare menneskets stræben efter positiv, eller bare neutral, berømmelse og hvorfor flere gamle mennesker lever under kummerlige vilkår med sekscifrede saldi på kontoen.

Hvis sadistiske pædofile, opofrende missionærer eller moraliserende samfundskritikere tror, de ender som mere eller mindre end Ivo - altså andet end ingenting, foruden andres minder om dem, er det naturligvis pragtfuldt for dem så længe de ikke er døde. -Det er bare ikke sandt.

Det eneste et menneske eller en skildpadde eller et ahorntræ kan efterlade, er nogle molekylære forbindelser, der hurtigt omsættes. Derudover er kun folks mere eller mindre fordrejede billede af det der var. Gennem generationer kan det blive til fordrejede beretninger af andre folks skrøner, og i værste fald ende med at blive nedskrevet og mangfoldiggjort på et tidspunkt, hvor en hver sandhed har forladt beretningen og kun gammelklog moraliseren står tilbage.
   Derfor bør man tage sig i agt for det skrevne - det viderebringer løgn, usandheder og enøjede indtryk. Nøjagtig som nærværende beretning, musikanmeldelser og biblen. Sidstnævnte har dog, foruden den underholdende gevinst, det sekundære formål at fungere som sabelraslende irettesætter over for skrupuløse samfundsborgere uden instinktiv moral. En henkastet bemærkning om ilden i helvede kan få både den bedste og den værste til at tøve et kort sekund, før køkkenkniven jages i ryggen på ægtefællen. Så er det en smagssag om frygt eller indsigt skal vise vej gennem livets spind af muligheder.

Nu er love ved at vinde indpas som erstatning eller supplement for alverdens hellige skrifter i de samfund, hvor kættere og skeptikere hellere vil tro på partipolitiske paroler og jordstrålers magiske kræfter end på stororganiserede religioner. Men det er muligvis bare tidens trend.

Lad endelig cirkulærer, partiprogrammer og hellige skrifter overleve et par generationer, men tro ikke at mennesket lever længere end fra hjerte til kryds.

Således heller ikke Ivo, hvis liv jeg hermed, ganske subjektivt, vil berette om.


IVO & DE FEM SANSER.

Ivo troede ikke på noget. Selv fundamentet for den gængse moral, tillod han sig at stille spørgsmålstegn ved. Men det blev da også hans skæbne - og måske grunden til hans død.
   Han fødtes med alle sanser i god behold og en rimelig evne til at indordne sig. Alt i alt et blankt velskabt barn, der bare manglede prægning af visioner, faste overbevisninger og fordomme.

At Ivo aldrig blev helt som de andre børn og aldrig blev helt som de andre voksne skyldes nok et særligt samspil mellem flere forskellige tilfældigheder, hvis konsekvenser hver for sig ville have været så ubetydelige, at ingen nogen sinde, end ikke Ivo selv, havde bemærket dem i forbifarten. Et uheldigt sammentræf i det komplekse system af tilfældige hændelser, der forskyder et hvert menneske lidt fra gennemsnittet.

Ivo var naturligvis sig selv men måske lidt længere fra gennemsnittet end de andre børn i skolen. Desuden havde hans forældre lidt færre penge end de andre børns forældre, så Ivo skilte sig ud hvad angik tøj, cykler og lignende.

Men hverken forskellen eller den medfølgende distance generede Ivo eller de andre børn. Man tilpassede sig bare efter situationen - Ivo uden de andre og de andre uden Ivo. I hvert fald uden den sammensmeltning af fantasiverdner, der ellers finder sted mellem nære legekammerater.

Med tiden fik løftede pegefingre og irettesættende knips over fingrene fik ham alligevel indsnævret til en god samfundsborger. -I hvert fald på overfladen.
   Mennesker bryder sig ikke om andre mennesker, der ikke er som dem selv. Hvert enkelt individ kræver af sine omgivende, at de er nøjagtig som individet opfatter sig selv. Det voksne menneske har to formål med livet: At sætte børn i verden for derved at sprede sine gener, og at forsøge at påvirke mennesker med andres gener til at være som sig selv, - at missionere.

Men selvom det lykkedes Ivos forældre, i samarbejde med den etablerede stab af pædagoger og lærere og tilfældigt forbipasserende, at skabe et præsentabelt bygningsværk af et menneske i Ivo, var der denne brist i konstruktionen. En mindre synlig forskellighed skabt af tilfældige hændelser i hans opvækst.
   Ingen havde nogensinde lagt mærke til bristen, men Ivo vidste selv, at den var der. Han vidste ikke, hvor bristen var og heller ikke, hvad der skulle til for at udløse den, så det hele skred sammen. Han vidste bare, at den var der et sted, og han havde altid en instinktiv frygt for at blive røbet.
   Denne frygt for at blive gennemskuet gjorde ham måske en anelse sær, hvilket naturligvis i sig selv indebar en risiko for at blive gennemskuet. Socialpsykologiske analytikere ville sikkert tørt kommentere: Tvangstanker - helt almindeligt for børn i den alder! Men det fik de aldrig lejlighed til, for de opdagede ikke forskelligheden før det var for sent. Desuden var det ikke tvangstanker. Ivo havde siden pubertetsårene vidst, at hans brist ville være noget håndgribeligt, hvis han ellers kunne finde den.

Ivos distance til normalbarnet blev yderligere understreget af, at hans forældre var økonomisk dårligere stillet end de andres forældre. Ivo boede i rækkehus og de andre i huse som man kunne gå rundt om. Men Ivo led ingen nød. Huset var lidt mindre og de havde ingen bil, men Ivo var enebarn, så han var alene om at forbruge af det overskud der indimellem faldt af til cirkusture og biografbilletter.

Ivo blev egentlig aldrig drillet - han var bare for sig selv, uden at nogen med sikkerhed kunne se om det var ham der udelukkede de andre eller de andre der udelukkede ham.

Ivo gjorde sig altid den største anstrengelse for at reagere modsat af, hvad han forventede, at andre ville forvente af ham. Gjorde han noget i overensstemmelse med omgivelsernes forventninger, kunne de få den tanke, at de kendte ham. Et forudsigeligt menneske er gennemskuet og dermed røbet.
   Ubevidst, men måske af samme grund, værgede Ivo sig altid for at forklare ting til bunds. Han lod ofte folk stå tilbage med en fornemmelse af, at de egentlig hverken fattede, hvad han havde sagt eller agtede at gøre.
   Hvis for eksempel hans kone, når Ivo kom hjem fra bageren i centeret, konstaterende sagde "Nå - var du lige oppe i centeret?", kunne han finde på at lyve og påstå, at han havde været hos en anden bager. - Hun måtte for guds skyld ikke få det indtryk, at hun på forhånd kunne regne ud, hvad han havde foretaget sig.

Bortset fra denne lille særhed, holdt Ivos ukendte brist sig under overfladen længe nok til, at han nåede at etablere sig i overensstemmelse med de givne normer.
   Han var en dygtig dreng i skolen og dimitterede siden Niels Brock med en upåklagelig handelseksamen. Ved sessionen trak han frinummer og efter en alt for kort sommerferie tiltrådte han sin embedsmandsstilling i direktoratet, hvor han mødte Inger det førstkommende forår.
   Da Stine skulle starte i børnehave, flyttede de fra lejligheden på Østerbro til et pragtfuldt nyopført villakvarter i Ballerup.

Ingen opdagede noget, og til tider kunne Ivo næsten glemme, at han ikke var som alle andre. Men ved nærmere eftertanke var han aldrig i tvivl.

Kun når Ivo blev rigtig fuld, hvilket Ivo, på den tid kun blev ved passende lejligheder, mente han, at kunne mærke bristen faretruende nærme sig overfladen. Han kunne ikke definere den, men følte, at han skulle tage sig voldsomt sammen for ikke at få det hele til at tilte.

Når han vågnede med tømmermænd søndag morgen efter en "komsammen", hvor han havde følt sig truet, måtte han ligge længe i sengen og gennemleve aftenen før, for at sikre sig, at han ikke havde røbet sig selv. Han lyttede og analyserede den mindste betoning fra Inger og udbad sig, til hendes store irritation, fuld forklaring for den mindste detalje i, hvad hun tilfældigt sagde. Senere op ad dagen derpå måtte han ringe til værtsparret og spørge, om han ikke havde glemt et halstørklæde, en kuglepen eller noget andet. I virkeligheden var formålet, at høre om der var antydninger der kunne indikere, at han skulle være faldet igennem.

Da Stine startede i skolen, og villahavens ligusterhæk havde vokset sig høj og kraftig, begyndte Ivo at føle, at det ene år tog det andet, og at dagene lignede hinanden til forveksling. Det var som om både Inger og Ivo trak sig mere og mere ind i sig selv. Relationerne mellem dem handlede efterhånden kun om de trivielle praktiske foranstaltninger der skulle få hverdagen til at fungere.

Ivo havde ikke det udseende, der kunne få pigerne til at forelske sig i ham ved første øjekast. Han var ikke lille for selv om at han var kort, var han så bred at han næsten var kvadratisk. Han var faktisk, efter eget udsagn, så gennemgående kubistisk at se på, at hans pasfoto kunne være malet af Picasso.
   Inger var der imod, som så mange andre, faldet for Ivos uovertrufne verbale udstråling. Ivo bestred nemlig en særlig tør og konstaterende humor, der i højere grad afledte eftertænksomme træk på smilebåndet end krampagtige latterudbrud. Ivo var derfor, uden at være festens sjove mand, en respekteret og attraktiv bordherre blandt dem der kendte ham.
   Ulempen ved hans særlige humor var, at hans udsagn ofte skulle bearbejdes så meget, at hovedparten af modtagerne aldrig forstod at der var tale om morsomheder, men hovedvirrende antog ham for en særling.

Inger var omtrent lige så spinkel, som Ivo var firkantet. Hun havde en alfeagtig let udstråling og kunne i uforudsigelige situationer få Ivos mavesæk til spontant at trække sig sammen af forelskelse.
   Hun var kvik i hovedet og gjorde hurtigt så meget karriere, som det var muligt for en kvinde i Direktoratet.

Stine var som snydt ud af næsen på sin mor, og selv om hun var enebarn ligesom Ivo, var hun urørlig normal. Stine og Ivo havde intet til fælles. Ivo følte at Stine betragtede ham som en installation på lige fod med vaskemaskinen og oliefyret.
   Han syntes selv, at der var noget komisk småborgerligt over hans liv, og blev mere og mere selvironisk. Selvironien udviklede sig til en slags selvsarkasme, der fik frit slag ved våde sammenkomster. Venneparrene havde svært ved at skelne mellem Ivos selvsarkasme og rå kritik af deres egen livsførelse, der ofte var mere borgerlig end Inger og Ivos. Og Inger, der ellers var påpasselig med at sige noget som helst til Ivo på en søndag, begyndte at hentyde til, at hans vittigheder var temmelig grove under middagen.

Ivo kammede over til en middag med Kim og Lise.

Lise og Inger havde mødt hinanden i mødregruppen efter Stines fødsel, og var blevet inkarnerede slyngveninder. Der var ingen begrænsninger for deres samtaleemner. Alt lige fra sammenligning af gamle kærester, mænds tåbelige opførsel og nedrakning af fælles bekendte, blev fnisende diskuteret, mens Kim og Ivo udelukkende havde fællesskab i form af himmelvendte øjne over pigernes fnisen.
   Det var uden tvivl Lises håb, at Kim og Ivo skulle blive rigtig gode venner, men Inger måtte give Ivo ret i, at Kim var et kødhoved, og hun fattede ikke, hvad Lise så i ham. Om aftenen, når Ivo og Inger kom hjem efter at have været sammen med Kim og Lise, nød Ivo at spejle sig i Ingers samdrægtighed med hans endeløse kritik af Kim. Ivos mesterlige imitationer af Kims værste udtalelser kunne altid få Inger til at hulke af grin.

Kim var slet og ret en skinhellig idiot. Han havde, af grunde ingen rigtig kender, været enearving efter sin stenrige morfar. Formuen administreredes af en advokat, der sørgede for, at Kim og Lise ingen udgifter havde til hus, bil og sommerhus. Det i sig selv kunne der selvfølgelig ikke siges noget ondt om. Det skinhellige lå i hans letkøbte socialistiske holdninger til alle politiske og erhvervsmæssige spørgsmål, samt hans meninger om miljø, bæredygtig økologi og dyrebeskyttelse, der var taget direkte ud af Greenpeace-bladet uden den mindste vurdering af indholdet. Han kunne derfor aldrig argumentere mere end et par minutter for sine egne standpunkter, og når han måtte indse, at han nu var trængt helt op i en krog, blev han sur i stedet for at tænke sig frem til nye argumenter.
   Ivo kunne ikke dy sig for at tage diskussionen, hver gang Kim fremlagde sine nyeste udenadlærte fraser. Det var ikke, fordi Ivo nødvendigvis var uenig med Kim. Han mente bare, at en hver sag var berettiget til at blive anskuet fra flere synsvinkler.

Man poster penge i beskyttelse af hvaler og andre truede dyrearter. Ofte på bekostning af primitive menneskesamfunds historiske levevej. - For hvis skyld? Næppe for selve dyrets skyld, men snare for at tilgodese menneskets egen pseudosamvittighed. Så vidt Ivo var orienteret, var der ingen, hverken samfund eller enkeltindivider, der har lidt under vandreduens uddøden i 1901. Ligesom det næppe har haft nogen sønderlig positiv betydning, at "man" i 1938 opdagede, at Den Blå Fisk ikke, som tidligere antaget, var uddød.

Man er bare glad for arter.

Folk hader myg. Alle gør, hvad der er muligt for at slå disse blodsugende amøber ihjel, så indvoldene vælter ud af dem. Skulle det derimod en dag vise sig, at myggen var ved at uddø som art, ville der straks være panik og "Red-en-myg-kampagner" i den helt store stil. Det er tilsyneladende ikke for myggens skyld. Er det bare nostalgi eller er det for artens skyld? Kan en art tænke - eller føle smerten ved at uddø?
   En enkelt arts eksistens har selvfølgelig betydning for andre arters liv og færden, men økologiske systemer er samtidig kendetegnet ved deres tilpasningsevne og tendens til at ændre sig i takt med de givne forhold. Når et element i et miljø går tabt opstår et nyt miljø. At enhver miljøændring pr. definition er til det onde, er en subjektiv menneskelig vurdering. End ikke en global atomkrig ville være en bemærkning værd i jordens milliard-årige historie.

Rige lande presser på for at opretholde kæmpestore naturreservater, der bugner af føde i lande, hvor mennesker dagligt dør af sult uden for reservatets grænser. Man bebrejder afrikanske krybskytter, at de udrydder næsehornene. Men værdien af et enkelt reinusaurus-horn kan måske rede et større antal mennesker end antallet af individer i den største population, der nogensinde har været af samme næsehorn. Men mennesket er naturligvis heller ikke truet som art.

Ivo påstod, at han principielt var komplet ligeglad med næsehornene, og ikke mente, at det ville få den fjerneste betydning for jordens økologi som helhed, når det sidste eksemplar blev skudt og efterladt hornløst rådnende i tropesolen.
   Værdiforholdet mellem fjerne mennesker og de rige landes (fra TV kendte) kæledyr understreges ved, at der i flere lande er dødsstraf for krybskytteri.

Mens man sidder med funklende glorie og underskriver en check til pandaens bevarelse, springer naboen ud af vinduet på grund af sin depressive ensomhed.

Kim var rasende. Ivo elskede det, og smurte tykt på.

Ingen mener, at det er synd for de bakterier, der dør i vandet, vi koger til kaffen. Få udtrykker medlidenhed med grisen, der må lade livet for at realisere flæskestegen. Stort set alle - i vores del af verden - ser det som hovedløst barbarisk at spise kødet fra en hund, der ikke desto mindre er udstyret med en væsentlig ringere intelligens end grisens. Men hunde er mere synlige for de fleste mennesker.

Det er en så ubetinget tragisk skæbne, de små hvide mus må lide under forsøg, tests og eksperimenter, provokerede Ivo og spurgte Kim:
   - Er det mere rimeligt bare at sende uafprøvede medikamenter på markedet og først trække dem tilbage, når tilpas mange patienter er omkommet? - Eller skal der hyres forsøgsmennesker i stedet for forsøgsdyr?

- Ja - det ville da være helt fint! Det er jo alligevel kun menneskerne, der får glæde af de forbandede produkter.

Ivo vidste at Kim ikke mente, det han sagde, for han var frem for alt humanist, selv om mange af hans holdninger efter Ivos mening ikke lod sig forlige med humanisme.

Ivo påstod, at det instinktivt måtte være menneskeartens primære ansvar, at verdenssamfundet af mennesker lever under værdige forhold, og at dette under alle omstændigheder måtte være på bekostning af andre dyr. Hensynet til andre arter må således, for mennesket, komme i anden række. Hver art må tage ansvar for sig selv på de præmisser, de nu engang har.
   Han vidste godt, at det var noget af en tegneserieanskuelse, men på et eller andet plan syntes han alligevel, at det var rigtigt, - og Kim var mundlam, så det primære formål var nået.

Ivo var naturligvis selv imod hovedparten af alle disse overgreb på dyr og natursamfund. Han var bare ikke principielt imod det, men følelsesmæssigt.

Kims husholdningsbudget havde ingen begrænsninger, men når han sad og belærte Ivo om, at det var et svineri på højde med at hælde kviksølv i kloakken, hver gang man købte en ikke-biodynamisk gulerod eller et ikke-økologisk franskbrød, måtte Ivo minde ham om almindelige menneskers økonomiske begrænsninger. Desuden så han med absolut skepsis på nogle af disse frelste ineffektive produktionsmetoder, der finder sted i en verden med katastrofal mangel på fødevarer.
   Det var ganske vist noget teoretisk, men Ivo holdt sig alligevel ikke tilbage for at påstå, at biodynamisk landbrug var indirekte kannibalisme. De glade veltrænede høns havde trods alt deres gode humør på bekostning af en langt mere effektiv produktion, der for de halve udgifter og på en tiendedel af pladsen kunne levere fem gange så mange høns. I en verden hvor mennesker dør af sult, kunne man derfor propaganderende råbe: "Glade høns, døde mennesker".

Og når det gælder beskyttelse af miljøet mod overgødning og giftrester, må det være mere effektivt og rimeligt at lovgive herimod end at lægge ansvaret i hænderne på mere eller mindre frelste organisationer og sekter, der unuanceret forkynder et budskab, som kun indforståede har viden til at tage stilling til. Ivo kritiserede uden nåde princippet i, at disse ikke-videnskabelige argumenter uimodsagt blev refereret i flæng, og lagde i øvrigt mindre vægt på at fortælle, at han faktisk var enig i budskabet.

De to ægtepar havde en stående aftale om skiftevis at lave middag for hinanden. Det foregik en gang om måneden. Den sidste gang det løb af staben, var det Ivo, der stod for maden. Ivo havde inviteret til kl. 18.00, men da Kim og Lise mødte op, duftede der ikke som sædvanligt af mad. I stedet fik de overrakt en massiv velkomstdrink og blev ført ud i haven. Inger, der lige var kommet hjem fra arbejde, var omtrent så målløs som Kim og Lise. Men alle kendte Ivo godt nok til ikke at spørge om, hvad der skulle foregå.

Ivo havde forberedt en teaterisk opstilling med en huggeblok, en økse og to papkasser, der stod på havebordet.
   - Vi skal selv slå maden ihjel i dag. Sagde han mens han rodede i den ene papkasse. Han trak en hyperaktiv høne op og holdt den mellem hænderne foran Kim.
   - Vil du skære for? Spurgte han Kim, der så syg ud i ansigtet.
   - Hvis det her er dit alvor, så er du fandeme pervers.
   - Den er ellers økologisk "dyrket" - og selvom du nok ikke kan forestille dig det, så har dine biodynamiske kødvarer faktisk måtte lade livet på lignende måde.
   - Men hvis du ikke har lyst, så har jeg. Sagde Ivo og greb fat om øksen, mens han holdt hønen på huggeblokken med den anden hånd. Et hurtigt hug delte dyret i to, og mens Ivo stod med den vingeblafrende hovedløse krop og lod blodet pulse ud, kørte Kim og Lise ud af indkørslen og hjem.
   - Nå, men hvis de går, så nøjes vi da med en høne. Sagde Ivo.

Men Inger var ikke sulten og gik ovenpå lagde sig.

Kim og Lise tog aldrig initiativet til næste middag, men Inger og Lise mødtes fortsat på en café inde i byen, hvor de uden tvivl har fniset uanfægtet videre.