JESUS.

Forbandet være det hele -
   Jeg havde mareridt indenfor de sidste sekunder af mit korte liv -
   Læderremmen har gnavet om min højre og ene­ste hån­dryg, så der er små blodpletter på lagenet ud for mine hofter. For selv om remmen er foret, er den strammet så meget, at jeg ikke kan forhindre fuldbyrdelsen af den overordnede retfærdighed.

Jesus og jeg var på havet. Solen var smuk. Den stod lavt på himlen og gav et let rødligt skær ind på stran­den, hvor badegæ­sterne lå tilfældigt spredt og døsende nød de sidste lune sensom­merdage. Vi havde en pose pilsnere med. Ikke noget avanceret arrangement med pikante sandwich og oliven på tandstikker, bare otte pilsnere fra strandkiosken indiskret klirrende i en plasticpose. Vi var langt fra land, og det må have været et romantisk syn fra stranden, at ane den lati­ner­rigge­de træjol­le svagt vuggende i det varme modlys.
   Der var en fortrolig stemning imellem os af den slags, hvor ikke alt behøves at blive sagt. Meget skal bare tænkes for at den anden forstår meningen. Jeg havde tålmodigt forsøgt at for­klare ham, hvad virkelig kærlighed er ved at fortælle om de smukke­ste stun­der, jeg havde haft med Inger i vores unge dage. Jeg fortalte om den sugende fornemmelse af undertryk i maven, man kan føle ved længsel og de kuldegysninger man får ved gensynet med den man virkelig elsker.

Men han var seksuelt amputeret. Den eneste kærlighed han kendte til, var af den type man kan tildele børn eller sin gamle bedstemor og som, hos de fleste, er blottet for seksualitet. Fællesfølelse og kønsforladt næstekærlighed var hans definition på at elske.

Hver gang jeg følte at det begyndte at dæmre for ham, veg han fra emnet og talte sig videre til et dybere filoso­fisk plan.
   Han talte om det ideelle samfund, hvor alle mennesker arbejdede og levede for den samme gode sag. Alle stræbte mod et fælles lys i horisonten og havde et fælles mål, der var formuleret og efterlevet af en hellig profet. Ingen tænke på sig selv, men kun på at ære profeten
   Jeg mindede ham om, at mennesket havde prøvet noget lig­nende omkring 1930 på opfordring af en tysk profet, men at det ikke var lykkedes, fordi menne­ske­ne ikke ønsker at være som de andre, men kun at de andre er som de selv.

Det er nu engang genetisk bestemt. De enkelte individer vil videreføre arten i en version, der minder mest muligt om dem selv. Jesus sagde roligt, at videnskaben var Satans bibel og Guds værste rival i kampen om menneskets bevidsthed. Videnskaben ville fjerne alle moralbegreber og lade mennesket i den tro, at vi ikke er hævet over dyrene og dermed, at sjælen efter døden ville rådne op sammen med vore gasoppustede indvolde - som selvdøde svin.

Uden troen ville mennesket udslettes fordi kun troen forhindrer at vi slår hinanden ihjel.

Jeg forelagde ham trivielle argumenter som, at mange krige er ført og mange mord er eksekveret i Guds navn. At videnskaben påpeger bedre grunde til ikke at slå artsfælder ihjel.
   Det hele prellede tilsyneladende af på Jesus, men jeg anede en svag sejer, da han måtte ty til at konkludere, at mit liv uden gud havde ført til mine umoralske handlinger, mine nederlag i livet og mine slørede sanser.
   Som om vejret var bestemt af stemningen mellem os, begyndte det at trække op. Skyer, der mørkne­des til det sorte, lagde sig over havet som en para­sol, hvorunder den synken­de sol lyste ind og fremhævede det uhygge­lige syn af de tæppe-tykke regnskyl, der nærmede sig.
   På stranden sås de før så henslængte solbadene, løbe rundt efter børn og andet gods for, at stuve deres biler og fare mod deres kaffeduf­ten­de hjem. I løbet af et øjeblik var stranden forvandlet fra, at være en nærtliggende trykhed til en svag og vigende landkending.
   Stormen hvinede nu mod horisonten. Men selv da jollens ma­stefod knækkede, så det rebede sejl blev trukket i havet, følte jeg mig sikker sammen med Jesus. Han havde vundet min ubegrænsede tillid.
   Hvide bølgetoppe hævedes og slog ind over ræ­lingen. Da båden bordfyldtes, råbte jeg til Jesus, der var trådt ud og stod lige over bølgetin­derne, at jeg ville i land.
   Han lagde let smilende hovedet på skrå. Sagde noget, som jeg ikke kunne høre i stormens hvinen. Han vendte sig og gik ud imod horisonten.
   Stormen pressede hans tynde skjorte mod hans ryg, så jeg kunne se, at den var hul - da vidste jeg, at han admini­strerede døden, og havde været her for at udslette mig i Guds navn.
   Han, min eneste ven, havde med god samvittighed forrådt mig. For jeg var fjenden.