LUGTESANSEN

Jeg går tit og lugter - altså snuser. Jeg kan kende piger på deres parfumer og huse på deres lugte, der er sammensat af mennesker, materialer og madvaner. Jeg lugter til det hele: blomster, benzin, bagerens morgenbrød og bussernes udstødningsgas.

Intet som lugte kan vække minder. En tilfældig passerendes duft graver pludselig noget frem i underbevidstheden, som har været væk længe. Måske noget rart, og måske noget, som jeg ikke ønskede at blive mindet om, eller måske noget jeg aldrig havde forstået uden lugten.


LUGTE

Der var mindst 25 grader varmt, og luften var mættet af fugtighed. Larmen fra faldefærdige biler og trehjulede taxaer med scootermotorer skar igennem tropenatten som motorsave.
   I sekunderne før havde Ivo haft en lettet fornemmelse af at have trådt det sidste skridt ud af en smertefuld zone, kommet op til overfladen og få reduceret et tolv bars overtryk mellem pande og nakke.
   Men nu var han tilbage i samme tilstand, som han havde forsøgt at kvæle med vodka i flyet.

Yderst splittet havde han været, da han gik ind på et rejsebureau i Skindergade og bestilte en åben returbillet til Bangkok med uspecificeret hotel. Skizofrenien bestod i, at han på den ene side var drevet af det formålstjenlige i at rekreere ved smukke brede palmeprydede badestrande efter den senere tids strabadser, og på den anden side var drevet af en udefinerbar hypnotiserende kraft fra hans sammensnørede mave. Rekreationen kunne hans fornuft nikke anerkendende ja til, men den intuitive trang til at rejse, kunne han ikke gennemskue og han var lidt utryg ved ikke at kende hele motivet bag sin handling.
   Ivo havde derfor forladt rejsebureauet med dårlig samvittighed men dog med en billet i lommen. Fornemmelsen af at være på vej med en rasende fart ud af et moralsk sidespor, voksede proportionalt med dagene der gik, indtil han sad i flyet og, vel vidende der ingen vej var tilbage, druknede den i gratis sjusser.

Præsten var svedig som en fremmedlegioner, under et malariaanfald. Sveden havde samlet sig til dråber på hans behårede hænder og i hans firskårne ansigt, der rødmedes under den trykkende hede. Det fik ham til at se næsten grotesk hidsig ud.
   Ivo nåede vist lige at tænke på, hvilken opsigt præsten ville have været genstand for, hvis det var på Istedgade, han havde promeneret rundt i kl. fire om morgenen med sort/hvid kjole og krave. Men i Bangkoks luderkvarter skulle der mere til at fange folks opmærksomhed.
   Præsten havde en hårvækst som en negrid gorilla og Ivo sittede ham til typen, der skulle barbere sig mindst to gange dagligt for at kunne optræde bare nogenlunde velsoigneret.

Ivo var lige nået ned på gaden igen. I samme øjeblik han havde passeret de blinkende neonlys, hvis formål var at lede de brunstige kunder op i netop dette fireetages eldorado for kødelige lyster, stod han stille på fortovet - lammet af øjenkontakten med præsten på den modsatte side af den trafikerede gade. Det gav et sæt i ham, da præstens store kjoleklædte krop pludselig accelererede op til en halsbrækkende spurt gennem tudende taxaer med direkte retning mod Ivo.
   Noget i ham ville gerne løbe væk gennem menneskemængderne, men trangen til at retfærdiggøre sine handlinger over for sig selv, fik ham til at blive.

Ivo havde aldrig brudt sig om præster. Siden han var barn, havde han følt sig ubehageligt seksuelt berørt ved synet af det halvnøgne lig, der hang over alteret som en galionsfigur. Nogen ville sikkert påstå, at Jesus signalerede en seksuel afvigelse som Ivo forsøgte at fortrænge i sig selv.
   Desuden var Ivo i den grad realist og følte sig bedraget af al fiktion, der foregav andet end det var.
   Religionens moralske mission var muligvis berettiget, men Ivo mente, at denne mission langt bedre lod sig fremføre af noget faktisk. Noget der tog udgangspunkt i virkeligheden og virkede i nutiden i stedet for at manifestere grundlove, der var forældede allerede inden, de blev nedfældet på papir.
   Ivo mente, at religion burde erstattes af et litterært forum eller for den sags skyld et Tv-program med en holdning, der kunne revideres i takt med tidens diskussioner om etik og moral.

Religioner retfærdiggør aldrig den moral, de står for, men forsøger at lokke folk med løfter om bedre genfødsler og det himmelske paradis eller trusler om et brændende helvede, dommedag og hjemsøgelse af fritsvævende ånder.

Sund fornuft ændrer sig med tiden. Der er ingen rimelig grund til at fastlåse tidens regler og irrationelle tvangstanker i petroglyffer for al evighed.
   At knapper er forfængelige, eller at man er et bedre menneske, hvis man barberer sit hoved og vader rundt i gåsegang i for koldt tøj og generer sine medmennesker med skingre messingklokker, må i vore tider være umuligt at argumentere for ved hjælp af sund fornuft. Sikkert omtrent så umuligt, som det vil være at skulle forklare det rationelle i, med lukkede øjne og foldede hænder, dag efter dag, at køre den samme ligegyldige smøre af, mens maden bliver kold.

Der ofres millioner af kroner på at opføre og vedligeholde enorme bygningsværker, hvis tunge erigerede tårne skal hædre noget, der overhovedet ikke findes.
   De står der hverken for kunstens eller for barmhjertighedens skyld.
   De står bare der og stritter i en verden, hvor tusindvis af indlysende uopfyldte behov råber om kap med kirkeklokkernes bimlen.

Moralen burde retfærdiggøres med dens medmenneskelige følgevirkning.
   Ideen med Jesus som forbillede for menneskene var egentlig glimrende, hvis han ellers havde været levende og nutidig og ikke en 2000 år gammel fiktiv person.
   En eller anden person eller måske et helt samfund burde ofre sig og leve i henhold til et moralsk og etisk regelsæt i harmoni med tiden. Andre kunne så frit vælge om, og i så fald, hvor langt de ville gå i samme retning.

Ivo stod nu på nært hold og stirrede ind i et par marmorerede øjne, der dækkedes af store buskede øjenbryn.
   Det overraskende ikke Ivo, at præsten med det samme tiltalte ham på dansk:
   Må jeg på menneskehedens vegne udbede mig en forklaring på Deres tilstedeværelse her.
   Som om han selv var hævet over, hvad definitionen på menneskeheden indebærer.
   I selvretfærdiggørelsens ærinde berettede Ivo uden omsvøb, og muligvis temmelig udiplomatisk, at han havde tilbragt de foregående tre timer bagbundet med læderremme. Han havde underlagt sig total dominans af tre asiatiske prostituerede, der blandt meget andet, en for en havde tvunget deres skød mod hans ansigt og tisset.
   Det så ikke ud til at ryste præsten videre, da Ivo fortalte, at han uden trusler havde betalt kvinderne rigeligt - efter seancen!
   Men præstens manglende reaktion skyldtes muligvis blot, at han ikke var i stand til at mobilisere et ansigtsudtryk, der signalerede mere arrigskab, end det gjorde i forvejen.
   Han rakte dirrende armen ud, lagde sin store behårede hånd på Ivos skulder og messede sagte, at han på Guds og den værdige menigheds vegne hermed bandlyste Ivo.
   Samtidig løftede han langsomt sin venstre arm. Armen standsede først da hånden med udstrakte fingre befandt sig omkring 10 cm. foran Ivos hals. Med en svirpene bevægelse, som rekylen fra et riffelskuds, slog præsten sin håndflade skråt op mod næsen så det gav et smæld i Ivos kranie.
   I samme bevægelse vendte præsten på hælen og forsvandt i menneskemasserne. Det gjorde ikke særlig ondt, så Ivo åndede lettet op som efter med snilde, at have afværget et håndgemæng med en murersvend. Men han følte sig svimmel.

Han vågnede fuldt påklædt på sit hotelværelse med eksplosive tømmermænd. Han havde tisset i sengen. Der var rifter på hans håndled, hvor armbåndsuret havde siddet, og hans tegnebog var også stjålet.
   Overalt var hans krop mørkegul i spredte felter med en lille rød prik i midten som om han var blevet angrebet af en flok aggressive gravehvepse eller gennembanket med et særligt raffineret instrument. Hans næse var tilstoppet af blod og han fik tårer i øjnene af smerte, når han rørte den. I badeværelset fik han forsigtigt vasket blodet af ansigtet og kunne konstatere, at hans næseryg heller ikke denne gang var blevet udpræget hverken højre- eller venstredrejet. Den var imidlertid totalt tilstoppet og hans krop føltes som om han havde overnattet i en tørretumbler.
   Pas og rejsechecks lå stadig under madrassen. Da han samme eftermiddag stod i Bank of Asia, bemærkede han en kalender, der påstod, at der var gået to dage, siden han ankom. Hvor han havde været, og hvad han havde foretaget sig de sidste 36 timer, kunne han ikke lige gennemskue. Hans tilstand indikerede at det var gået vildt for sig. Han havde voldsomme tømmermænd, men ikke den sædvanlige formalinsmag i munden.

Med de friske penge i hånden satte han sig i en lænestol i det airconditionerede banklokale og lod som om han med stor mistro måtte kontrollere bankens udbetaling. Den kølige tørre luft påvirkede de tilstoppede nasalgange, og efter et par små blob, havde han pludselig frie luftveje. Det første duftindtryk, der ramte ham som et slag, var en tør, støvet og indelukket hørm. Han flyttede sig fra den tykt polstrede læderstol over i en stofsofa, men lugten flyttede med.
   Tankerne cirkulerede omkring begivenhederne fra, da han sidst var ved bevidsthed, men hele tiden med præsten som rotationscentrum. Langt ude i periferien af hans bevidsthed kunne han ane nogle slørede erindringer om at ligge i en overbelyst tandlægestol omgivet af dropstativer med farvede væsker i poser. - Måske var det hans fødsel. Han forsøgte at fokusere på tanken, men den flød længere og længere bort, som når man vågner om morgenen og, uden held, forsøger at fastholde en drøm.

Han kom i tanker om den behårede prædikant og bandlysningen, og kunne da pludselig identificere den vedhængende lugt som gammel støvet kirkefims - måske kælderen i en domkirke.
   Fra den dag af, og alle de resterende skulle Ivo konstant påmindes kirkens eksistens og guds overvågenhed.