Orkanen havde ramt firmaet i form af massefyringer. I orkanens øje, der hvor stilheden hersker, stod hun med den hvide kuvert. Intet bevægede sig. Ingen lyd. Et vakuum omklamrede hende. Hun sank og mærkede, hvordan blodet veg fra hendes ansigt og gjorde hende svimmel. Hendes chef havde givet hende den i hånden og gået uden et ord. Hun brød kuverten og læste indholdet.
   "Kære Eva Holm. Vi beklager at måtte meddele Dem...."
   Fragmenter af løsrevne ord fløj hende i møde: "...opsige Dem" "... besparelser" "...fritstillet" "Øjeblikkelig varsel.." "Vi takker for samarbejdet...."
   Hun stirrede tomt frem for sig, mens hjertet slog et slag over, og en forræderisk tåre pressede sig på. Ja, hun vidste jo godt, at der var besparelser på vej, men at de ville ramme hende, var hun slet ikke forberedt på. Sådan føltes det altså, tænkte hun, når hovedsædet fyrede én på gråt papir. Ud. Væk. Farvel og tak. 10 linier. Mere skulle der ikke til for at trække tæppet væk under et menneskes tilværelse.
   Et par kollegaer kom gående imod hende. De havde en lignende kuvert i hånden. Louise, den ukuelig optimist fra marketingsafdelingen, forsøgte at lette stemningen: "Et eller andet sted er det befriende. Nu kan man vel nemmere begynde at handle aktivt?" forsøgte hun sig. Men det lød hult.
   Uvejrets rasen havde rykket folk op fra deres rodfæstede hverdag og kastet dem ud på usikker grund. Hvor ville de lande?
   Ved middagstid pakkede Eva sine ting sammen, kastede et sidste sørgmodigt blik rundt i lokalet og lukkede døren stille bag sig. Efter en tårevædet afsked med gamle kollegaer, forlod hun den gamle bygning for sidste gang. Det var en underlig fornemmelse. Hun kastede et blik op mod den hvide facade med søjlerne og de smukke buer. Det gav et stik i hjertet, da hun mindedes den dag for snart 20 år siden, hvor hun var gået gennem hoveddøren for første gang. Sytten år gammel og ny elev. "Jeg var jo dårligt holdt op med at gå med hvide knæstrømper og skotskternet nederdel," tænkte hun vemodigt.
   En kold vind slog hende i møde og ruskede i de røde, utæmmede krøller. Hun slog dem væk fra panden med et tjat og trak kraven på sin hvide London Fog længere op, mens hun cyklede deprimeret hjemad. Pengene slog ikke rigtig til disse dage, efter at Jørgen var blevet arbejdsløs 4 måneder forinden. Hans firma havde ikke længere kunnet klare konkurrencen udefra og var bukket under.
   "Og nu mig!" tænkte hun bittert, mens panderynken dannede en fure i panden.
   Hun passerede kiosken. "Prøv det nye Lottoquick og skrab op til 5 millioner", skreg plakaten. Lokket af muligheden trådte hun ind i chancernes gevinstmekka og købte et skrabelod. Ved hjørnebordet stod en mand og skrabede ihærdigt. Eva stillede sig over for ham, mens hun afdækkede felterne et efter et med et koncentreret blik.
   "Jeps, 100 kr.!" sagde han med et bredt grin, mens han viftede med loddet, og fik det konverteret til en pakke cigaretter og kontanter.
   Eva holdt tungen lige i munden og tøvede, da den sidste rubrik manglede. Hun var tæt på. Hun lukkede øjnene og med et smil om læben fantaserede om alt det, hun og Jørgen ville kunne foretage sig med fem millioner:
   Et romantisk krydstogt i luksus kahyt med egen balkon. 3 måneder rundt i Caribien og måske et smut gennem Panama til fransk Polynesien. Eller en villa i Hornbæk med egen badebro og plads til mindst 3 ustyrlige børn. Hvad mon det ville koste at købe en turistrejse til rummet, så man kunne være mellem de første?
   Hun sænkede mønten og skrabede videre. Men da det sidste felt også var afdækket, måtte hun konstatere, at loddet var en nitte og pengene spildt. Med en ærgerlig bevægelse smed hun det i papirkurven til alle de andre.
   Hun rystede på hovedet, da hun forlod kiosken, "Hvor naiv har man lov til at være?" tænkte hun. "En gylden regn af penge hører kun hjemme i de eventyr, hvor heldet lander på den udvalgte i form af magisk tryllestøv og gode feer. Den slags sker ikke midt på Amagerbrogade, hvor graffiti, cigaretskodder og bilos er blevet den mest naturlige del af gadebilledet efterhånden." Hun kiggede irriteret på en henkastede pizzabakke, hvor et par ihærdige duer var i gang med at fortære resterne fra et vraget måltid.
   Hun rundede supermarkedet for at købe lidt småting, og tanken om at hun ville være "Kunde nr. 1 million" slog hende. For sit indre blik så hun, hvordan forretningsbestyreren overrakte hende blomster og en overdimensioneret check på et 5 cifret beløb, mens et par fotografer knipsede billeder til morgendagens avis. "Håbet er lysegrønt", tænkte hun, "det sker jo for nogen." Men da hun atter stod på gaden måtte hun erkende, at besøget blot havde givet hende 6 kilo ekstra at slæbe på og gjort hende 200 kr. fattigere.
   En firhjulstrækker dyttede arrogant af hende, da hun slingrende kom op på cyklen. Den kørte hensynsløst gennem en vandpyt, og en kaskade ramte hendes lyse frakke, mens de nye røde sko blev gennemblødte. "Åndssvage kraftidiot!" skreg hun af fuld hals efter bilen, og de grønne øjne skød lyn. Men den var allerede uden for hørevidde. "Ja, så er de sko ødelagte, og frakken skal en tur til rensning," hvæsede hun. "Pokker tage sådan en kvajpande!"
   Hun låste sig ind i lejligheden og fandt Jørgen siddende i lænestolen. Han stirrede tomt frem for sig, mens han kløede sig adspredt i skægget. "Jeg fik endnu et afslag med posten i dag" meddelte han med messende stemme. Det havde hun hørt på et par gange om ugen de sidste tre måneder. Jørgen blev mere og mere duknakket og rundrygget for hvert afslag han fik. Snart ville selvtilliden være helt væk.
   Eva sparkede de gennemblødte sko over i hjørnet og stillede varerne fra sig på køkkenbordet. På våde strømpefødder skyndte hun sig ind i stuen og lagde armen om ham. "Du må ikke miste troen på at komme i gang igen. Så længe du sætter madding på krogen, så skal der nok også være bid på et tidspunkt," trøstede hun. Men ordene lød tomme. Især i dag. Hun vendte hoved bort og skyndte sig ud på badeværelset, hvor hun kneb en tåre. Mens hun stod med bøjet hoved, blev hun enig med sig selv om, at det nok ikke var det rette tidspunkt at fortælle Jørgen, hvordan hendes dag var forløbet. I morgen, når hun ikke skulle af sted på arbejde, så kunne de snakke om det over morgenmaden. Ikke nu.
   Hunden stod med forventningsfulde øjne og var bedøvende ligeglad med, om hun havde arbejde eller ej. Om krøllerne trængte til en opstrammer eller om det regnede på Solkysten. Buster elskede dem betingelsesløst uanset hvad. Den forlangte kun kærlighed, kildevand og en fyldt madskål. Dens vimsende bevægelser mod døren fortalte mere end mange ord, hvad den gerne ville.
   I samme øjeblik døren blev åbnet, løb Buster ned ad trapperne, mens den ivrigt trak i snoren. Den logrende hale fejede fra side til side. I sin begejstring, fik den banket på både hr. Madsens og fru Olsens døre.
   Buster kendte vejen over til Volden og førte som sædvanligt an. Derovre fik den lov til at strække ud og løbe uden snor, selvom det ikke var helt lovligt. Hun lod tankerne gå på langfart og forsøgte at få styr på sit indre kaos. Hvor var alle hendes ungpigedrømme blevet af? Da hun startede som elev i firmaet, havde hun jo aldrig forestillet sig, at hun skulle blive på samme arbejdsplads i tyve år! Dengang havde hun haft vilde fantasier om at komme ud og rejse. Se verden. Få sig en uddannelse i fjerne lande. Prøve sig selv af. Møde nye kulturer.
   Nu nærmede hun sig slutningen af trediverne og var gift med Jørgen. De var begge gået i stå, der i lejligheden på første sal med udsigt til genboens karnap. Gentagelsens tyranni havde opslugt dem, så de efterhånden var lullet ind i en tryg men indsnævret tilværelse uden plads til nytænkning. Hvor var alle visionerne blevet af? Hun rystede på hovedet. De havde ikke engang fået børn endnu.
   Hun tog en drastisk beslutning. Fra nu af skulle det være anderledes. Når deres liv nu alligevel var ved at tage flere uventede drejninger, så skulle disse bruges til at ændre tilværelsen til noget konstruktivt. Mærke på livet og foretage sig noget helt andet. Hun begyndte at tænke store tanker. Hvorfor ikke ansøge om emigration til USA? Canada? Australien? New Zealand? Der var jo masser af muligheder.
   Hun var langt væk i tankerne og lagde derfor ikke mærke til, at Buster forsvandt i det tætte krat. Med halen højt løftet, kom den pludselig brasende ud mellem grenene. I munden havde den en sort tingest. Det mindede i umiskendelig grad om en tegnebog. Lydig som Buster var, reagerede den prompte på "Sit" og "Læg den!"
   Evas puls bankede. Jo, det var en tegnebog. Hun nåede at gøre sig mange tanker inden hun fik den åbnet. Var der penge i den? Ville hun kunne modstå fristelsen for at stikke dem i egen lomme? Eller ville hun være ærlig og omgående kontakte ejeren? Den hvide engel og den røde djævel udkæmpede en drabelig kamp fra hver af hendes skuldre.
   Et hurtigt blik fortalte, at pungen var tom, hvilket nok var årsagen til, at den var havnet midt i krattet. "Yderligere en nitte," tænkte hun, mens solen forsvandt bag en mørk sky, og vinden bed gennem hendes tynde frakke.
   Evas sorg over fyringen gik over i vrede og frustration, mens hun gik hjemad. I 20 år havde hun trofast passet sit arbejde, men efter generationsskiftet i ledelsen var hendes afdeling blevet slettet med et pennestrøg, og i stedet skulle de erstattes af et call-center i Bangladesh. Hvad bildte de sig ind at behandle trofaste medarbejdere på den måde?
   Da hun trådte ind ad døren, stod Jørgen bøjet over nogle kasser med gamle bøger. "Jeg er ved at rydde op" mumlede han. "Jeg kan ligeså godt få det gjort, nu hvor jeg har tiden til det. Jeg har jo ikke så meget at lave i disse dage" Eva hængte overtøjet ind i skabet, mens et par hektiske røde pletter blussede på hendes kinder.
   "Jeg er skide sur!" snerrede hun pludseligt. Jørgen vendte sig om og kiggede forbavset på hende. Sådan plejede Eva ikke at tale.
   "Rigtig skide hamrende sur og vred!" fortsatte hun. "Vi i omstillingen, blev fyret i dag. Alle sammen. Fritstillet fra dags dato. Også mig. Væk. Ud. På trods af at de kan bruge penge til at renovere deres fine palæ med kunst og ædle træsorter, så er der ikke længere råd til os. Næh... Vi bliver i stedet for erstattet af folk, som sidder på den anden side af jorden i et call-center, og de aner jo ikke om revisor Løvquist sidder i kantinen og skovler skipperlabskovs i sig, eller om Laila fra sekretariatet er smuttet til fitness i frokosten. Marketingsafdelingen er heller ikke gået ram forbi. Der er også sket fyringer i dag."
   Eva havde talt sig varm og løftede blikket mod det oliemaleri, hun havde vundet gennem firmaets kunstforening, dengang hun var ung elev. "Hovedsædet" hed det og forestillede virksomhedens stolte hvide palæ. En pompøs bygning i klassicistisk arkitektur, udsmykket med relieffer, gesimsbånd, baldakiner, dannebrogsvinduer, hejst flag og et leben af mennesker.
   "Ja, jeg har altid været stolt over at kunne sige, jeg var ansat dér. I et af byens ældste og mest velrenommerede firmaer, men nu er det som om, at glansen er gået af Sct. Gertrud!" harcelerede hun og satte trumf på ved at klaske i spisebordet med flad hånd, så lysestagerne dansede hopsa.
   "Da jeg fik det billede overrakt i sin tid, var der ingen, der havde forestillet sig, at telefonomstillingen ville flytte til Langt-bort-istan og at marketingsafdelingen ville blive halveret. Dengang var det en ære at få det indrammede smøreri dér overbragt af gamle direktør Villumsen på vegne af kunstforeningen. Dengang værdsatte firmaet sine medarbejdere. I dag aner hans efterfølger ikke engang, hvad jeg hedder."
   Jørgen lod hende rase af. Af egen erfaring vidste han, at det var bedst. Eva var jo rødhåret, og levede til fulde op til alle de myter, der herskede om dem. Efterfølgende ville der blive brug for de trøstende ord, men lige nu hvor vulkanen var gået i udbrud, var det bedst at tie og samtykke. Buster havde, som den kloge hund den var, søgt asyl omme bag sofaen.
   "Men nu skal det være slut. Hvis ikke firmaet kan bruge mig, så kan jeg heller ikke bruge firmaet. Ikke om jeg vil have det hængende på væggen. Vi kan nok finde et mere farverigt og muntert billede." Med en resolut bevægelse hægtede hun det af krogen og efterlod en bar plads over chatollet.
   Jørgen følte sig så inderlig tom. Alle de ord, som han gerne ville trøste hende med føltes forkerte. Tavsheden var derfor den største ven. Han tog hende blidt i sit favn og strøg hende over håret.
   "Det har du ikke fortjent, men vi skal nok finde en løsning på det hele."
   Eva borede ansigtet ind i hans uldne sweater og forsøgte at skjule et grådkvalt hulk, mens hun langsomt lod sig berolige af hans strygende hånd og velkendte duft.
   Han smilte ømt til hende. Hun var en lille furie, når det tog hende, det måtte han indrømme. Men inderst inde, var hun blød som smør på en varm sommerdag.
   "Nu synes jeg, at de gamle bøger skal pakkes ned i kasserne. Bagefter kører jeg ned til Ejner i Kramboden med dem, så de ikke står her og fylder op" foreslog Jørgen.
   Eva rettede sig op, snøftede og tørrede øjnene med sit trøjeærme. Hun nikkede og forsøgte at smile, selvom mascaraen var tværet ud og fik hende til at ligne en vaskebjørn.
   Da Jørgen var på vej ud ad døren med de tunge kasser, hørte han Evas beslutsomme røst kommandere: "Stop! Lige et øjeblik. Det her skide maleri kan ryge samme vej. Farvel og tak." Herefter blev det placeret ovenpå læsset, hvor det sad og vippede med fare for at ryge ned. Jørgen fik med nød og næppe forhindret glideturen ved at holde et par fingre fast om rammen.
   Buster sendte ham et forhåbningsfuldt blik og skævede mod hundesnoren. Men det var forgæves. Jørgen så ingenting, mens han kantede sig sidelæns gennem døren og forsvandt ned ad trapperne.
   Eva kiggede ud ad vinduet. Det havde været en rigtig møgdag. Sagt på godt gedigen dansk, en lortedag over alle lortedage. Verden var styrtet sammen om hende fra det øjeblik, hun havde åbnet den hvide kuvert i morges. Hun gik tilbage til køkkenet og opdagede, at indkøbsvarerne endnu ikke var stillet på plads, og isen var i mellemtiden smeltet og løbet ud på bordet.
   Mørket faldt på, og hun tændte lyset i stuen. En begyndende uro prikkede i kroppen. Jørgen var endnu ikke kommet hjem. Hun slog sig til tåls med, at han nok var faldet i snak med Ejner, som han havde kendt siden barndommen. De sad nok og hyggesnakkede om lystfiskeri i det støvede baglokale mellem udstoppede ugler, gulnede olmerduge, klukflasker og bulede krudthorn.
   Eller var Jørgen mon smuttet på værtshus sammen med kammeraterne fra fodboldklubben?
   Efter yderligere en time, kunne Eva ikke længere styre sin rastløshed og ringede til hans mobiltelefon. Men der blev ikke svaret.
   En rislende kulde løb igennem hende. Tankerne slog over i galop. Med dagens andre oplevelser in mente forestillede hun sig det værst tænkelige. Det lignede slet ikke Jørgen at blive væk så længe uden at ringe. Hvor blev han af?
   Hun besluttede sig for at tage hen til marskandiseren. Så ville hun i det mindste føle, at hun foretog sig noget nyttigt. Uden for var det blevet helt mørkt, og himlen var sort som tjære. Tunge dråber på ruden fortalte, at regnen tog til i styrke. Gadelamperne kastede deres trøstesløse skær over vandpytterne. Hun tog sin tykke frakke på og fandt paraplyen samt gummistøvlerne frem.
   Idet hun tog i dørhåndtaget, ringede telefonen. Det var Jørgen, og hun åndede lettet op, men begyndte samtidig at skælde ham ud, fordi han ikke havde ringet noget før. "Jeg var ved at blive rigtig bange" sagde hun irriteret.
   Han afparerede hendes bebrejdelser. Telefonen havde ligget i bilen, og derfor havde han ikke hørt hendes opkald. "Men du kan godt knappe rødvinen op!" grinte han kryptisk og afbrød forbindelsen uden videre forklaring.
   Eva kiggede forundret på telefonen. Rødvin? På en dag som i dag? Manden blev da også mere og mere sær.
   Hun fandt en flaske vin frem. Skulle de drikke vin, kunne det lige så godt gøres med maner, tænkte hun, og valgte en af deres bedste: En Chateauneuf du Pape, årgang 2004. Hun hentede en hvid dug, satte nye lys i stagerne og dækkede et hyggeligt middagsbord. Han havde nok ret, tænkte hun. Vi skal ikke sørge, men fejre det. Trods alt, så kan det blive startskuddet til en afgørende forandring i vores liv. Hun spekulerede på, hvor der ville være bedst at flytte hen for at starte på ny. USA? Canada? Australien eller New Zealand?
   En halv time senere trådte Jørgen ind ad døren og skuttede sig veltilpas. Han rakte hende en buket langstilkede røde roser og nød hendes befippelse.
   "Hvad i alverden....? Har vi vundet i lotteriet? De er utrolige flotte Jørgen, men det kan jo ikke nytte noget. Vi skal spare. Men tusind tak alligevel."
   "Ikke lotteriet, min dejlige tøs, men så godt som," grinte Jørgen og stillede en flaske champagne på kommoden.
   Eva så måbende til, mens han yderligere fremtryllede en kogt hummer og 2 mobbedrenge af et par kalvebøffer fra slagteren. "Yes, madam! Nu skal der saft-suse-me festes igennem, som der ikke er blevet det længe," lo han larmende, så det gav genlyd i dørklokken. Han tog Eva i armene, kiggede hende intenst i øjnene og kyssede så længe og heftigt, at hun begyndte at rødme.
   "Må jeg SÅ få en forklaring," udbrød hun og hev efter vejret.
   Jørgen svingede hende rundt. "Der er lige én ting mere: I morgen skal vi være i lufthavnen kl. 8. Jeg har købt en afbudsrejse til Rom. Fem dage i luksussuite. Solskin og 22 grader. Buster skal på ferie hos fru Olsen allerede i aften, så der er nul hund i sengen i nat," lo han smørret.
   Eva havde for en gangs skyld mistet talens brug og gestikulerede spørgende med armene. Var manden gået fuldkommen fra forstanden? Havde hendes elskede Jørgen slået hovedet eller sniffet lim?
   Med et drenget smil fortsatte han: "Dit billede er malet af den berømte og eftertragtede kunstner Otto Pilsted, så jeg kørte lige et smut ind om Auktionshuset Bruun Rasmussen. De har vurderet salgsværdien til mindst en halv million kroner", sagde han og fangede hendes flakkende blik. "Hvordan vil du have det med at sige farvel og tak til "Hovedsædet"?"