Niels tankede sin sølvgrå Vectra mens bilerne susede forbi ude på Ishøj Stationsvej bag ham. Snart ville trafikken syd for København klumpe helt til af folk, som skulle hjem fra arbejde. Han skyndte sig ind i Statoil-butikken for at betale, bare for at opdage at der stod tre personer og ventede på at blive betjent af en drenget kasseekspedient. Det var altid det samme med disse benzintanke. For høje priser og for langsom betjening.
   Niels fandt sin pung frem fra inderlommen, og fiskede benzinkortet op. Han havde fortalt Lotte, at han ville være der om ti minutter, og ikke kunne blive hos hende mere end halvanden time, før han skulle tilbage til kontoret. Knægten bag disken blev endelig færdig med den forreste kunde, og kiggede sløvt på den næste. En korthåret yngre mand, som bare skulle have kaffe og cigaretter, men knægten fumlede rundt med kasseapparatet. Niels kiggede utålmodigt på uret. Det var snart tre uger siden han sidst havde haft lejlighed til at køre forbi Lotte nede i Greve. Han kunne mærke på den svage kildren i maven, at han glædede sig til at kærtegne hendes buttede krop, fjolle med hende og opføre sig som en forelsket teenager i en times tid, inden livet igen kaldte på ham. Gad vide om ham knægten bag disken vidste, hvilken velsignet alder han havde? I den alder havde man ingen forpligtigelser. Hans job var det rene idiotarbejde, han vaskede formodentlig ikke selv sit tøj, bekymrede sig ikke om dyre lån og havde ingen kone og børn. Niels havde spildt sine bedste år på det rene ingenting.
   Den korthårede mand fik sine byttepenge og stoppe dem sammen med cigaretterne i lommen på hans grønne pilotjakke. Med kaffen i hånden forlod han disken, og Niels mødte hans blik i et millisekund, før manden passerede ham og gik ud af butikken. Synet af mandens ansigt føltes som et mentalt knytnæveslag i ansigtet. Niels mærkede hvordan hans krop trak sig sammen i ubehag og han følte sig svag og svimmel. Han greb fat om en hylde med slik og lukkede øjnene et par sekunder for at genvinde fatningen.
   "Ja?" sagde drengen bag disken. Det var allerede blevet Niels' tur.
   Han trådte frem til disken og lagde benzinkortet.
   "Syveren," mumlede han og lukkede øjnene i et par sekunder.
   "Andet?"
   Niels stirrede tomt frem for sig og kom i tanke om mandens navn. Mikael Johansen. Der var intet han ønskede mere i verdenen end at glemme det navn og det ansigt, men det lykkedes nok aldrig.
   Niels fik kortet og en bon tilbage og flyttede det ene ben foran det andet hen mod udgang. Han havde mest lyst til at gemme sig herinde, men glasdøren gled automatisk op og slusede ham ud til det overdækkede tankanlæg. Der holde kun fem biler herude og det var let at se, hvilken bil Mikael Johansen kørte i. Det var en ældre, hvid Mazda som stod parkeret langs med butikken. Den havde brede lavprofildæk og sænket undervogn. Niels så lige ryggen af manden inden han satte sig ind i bilen. Mon han også havde genkendt Niels? Det virkede ikke sådan, men det var måske heller ikke så underligt. Siden han sidst havde set Niels, var hans hår blevet en del mere gråt. Utroligt så hurtigt det var kommet. Han var endnu ikke blevet fyrre.
   Mens Niels gik hen til sin bil, trillede Mazda'en ud af tankanlægget og ud mod Ishøj Stationsvej. Niels sætte sig ind i sin egen bil, smækkede bildøren i og følte sig lidt mere fattet. Her kunne ingen nå ham. Her kunne Michael Johansen ikke gøre ham mere ondt. Han startede bilen og kørte ud mod motorvejen. På dette tidspunkt af dagen var det stadig den hurtigste vej til Greve. Imens checkede han mobilen for at se om nogen havde ringet. Det var der heldigvis ikke, men han havde selvfølgelig også sagt inde på kontoret, at han var ude og lave en tilstandsvurdering af et hus resten af eftermiddagen. For syns skyld havde han også taget firmaets værktøjskasse med og smidt den på sædet ved siden af sig, så ingen ville sætte spørgsmålstegn ved, hvad han rent faktisk foretog sig. Tilstandsvurderingen havde han lavet forleden dag, efter et møde med en anden kunde i nærheden, så hans alibi var vandtæt.
   Måske skulle han alligevel lige ringe hjem til Marianne og sige at han blev en halv time forsinket? Nej, hvorfor skulle han? Hun var vist ret ligeglad med hvad tid han kom hjem. Hun lå alligevel bare på sofaen og så et eller andet dumt i fjernsynet. Han kunne ringe når han var færdig hos Lotte. Måske var hans tilstandsvurdering trukket ud? Det ville være en dækkende undskyldning.
   I krydset før motorvejstilkørslen, opdagede Niels den hvide Mazda længere fremme. Den holde i svingbanen og drejede ned på motorvejen, da det blev grønt. Hvor var det egentlig urimeligt, at han måtte køre bil, tænkte Niels. Niels kørte over for gult og kørte også ud på motorvejen. Han pressede farten op og trak ud i yderste bane til han kunne ligge sig ind bag Mazda'en. Han forestillede sig et kort øjeblik, hvordan han kørte op på siden af bilen og kørte den af vejen. Han ville elske at se eksplosionen i bagspejlet, velvidende at Mikael Johansen allerede var på vej til helvede. Men som han lå der bag bilen, var det vist mest Niels som var i helvede.
   De sidste fire år havde ikke været gode. Hele det første år var selvfølgelig barskt, men da retssagerne endelig var afsluttet, var der bare opstået et tomrum. Hverdagen begyndte igen for ham og Marianne, og så gjorde den det alligevel ikke. De talte ikke så meget sammen mere, og når de endelig åbnede munden, var det mest for at aftale praktiske ting, som hvem der handlede ind, lavede mad eller pudsede vinduerne. Fjernsynet var efterhånden blevet Mariannes bedste ven. Så snart hun kom fra arbejde, lå hun på sofaen og så de der åndssvage amerikanske serier, som ikke var til at genkende fra hinanden. Hun var også hold op med at spille badminton, selvom hun engang havde været rigtig dygtig til det. Niels vidste ikke, om hun havde taget ti eller tyve kilo på de sidste fire år, men slank var hun i hvert fald ikke længere. Ikke at det betød så meget for Niels. Det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange de havde haft sex de sidste fire år. De delte seng og hus og husholdningsøkonomi, men andet var der ikke længere. Ingen kærlighed, men heller ikke had. Det var vel nærmest bare en ligegyldighed.
   Niels havde overvejet en skilsmisse, men han orkede det egentlig ikke. Selvom han ikke lå på sofaen, så var han også sunket ind i en tilstand af ugidelighed. Han brugte godt nok meget mere tid inde i firmaet, men det var mest en undskyldning for ikke at tage hjem. Efter en bytur med nogle kollegaer havde han en sen nattetime mødt Lotte. Hun var en sjov og single pige på 28, og en overgang troede Niels faktisk, at han elskede hende. Men de ugentlige besøg i Lottes lejlighed i Greve blev også hverdag, og nu var det ikke andet end sex. Lotte var sød nok, men hun var alt for naiv til at han kunne holde ud at være sammen med hende hver dag. På det sidste var der blevet længere mellem Niels' besøg, og Lotte spurgte heller ikke længere om, hvornår de kunne ses igen.
   De passerede Hundige-afkørslen med 140 i timen.
   Mikael Johansen har stjålet mit liv, skød det op i Niels og han pressede læberne tæt sammen i frustration. Den mand har taget alt det der gjorde mig til et komplet og lykkeligt menneske og revet det ud af mig. Tilbage er en tom skal, som lever sit liv per automatik. Hvad er det for et liv? Niels så Mikael Johansens ansigt for sig. De tunge øjenlåg, den brede næse og munden som aldrig syntes at se andet end sur ud. Alle de gange Niels havde mødt ham, havde han virket som én der var ligeglad med alle andre menneskere, som var han blottet for enhver form for empati og social intelligens.
   Hvor mon han var på vej hen? De nærmede sig Grevej-afkørslen, hvor Niels skulle af. Niels forstille sig at Mikael Johansen var på vej hjem fra arbejde. Dengang for fire år siden havde han vist arbejdet på et lager. 'Truckfører' havde hans titel været på de officielle papirer fra retten. Ikke at han havde lignet en truckfører, da han mødte op i retten, i et nyt, gråt jakkesæt med lyseblå skjorte og mørkeblåt slips. Niels havde nærmest følt sig som den kriminelle i den forvaskede sweater, han var mødt op i.
   Tanken om retssagen fylde som altid Niels med fortvivlelse. Det der bare skulle have været afslutningen på en trist affære, endte med at blive en langstrakt og uretfærdig oplevelse.
   Hvilket liv mon Mikael Johansen havde? Havde han en kone og et hus og venner han spillede kort med, måske et barn der skulle hentes daginstitution. Blev hans hoved nogen sinde fyldt anger og fortrydelse? Eller havde han bare rystet begivenheden af sig, som man tager et beskidt sæt tøj af og tager noget rent på? Det var i hvert fald det indtryk Niels havde fået efter retssagerne. Ikke en eneste gang havde Mikael Johansen henvendt sig til Niels og Marianne, ikke engang for at sige goddag eller farvel. Han havde opført sig som eksisterede de ikke. Mazda'en overhalede en bil og Niels fulgte efter ham og fandt samtidig sin mobil. Lottes nummer havde han gemt som en kundekontakt.
   "Det er Lotte," sagde hendes altid usikre stemme.
   "Hej Lotte, Det er Niels."
   "Hej. Kommer du snart? Jeg har sat kaffe over."
   "Lotte, der er kommet noget i vejen. Jeg bliver nød til at aflyse."
   "Nå," mumlede Lotte.
   "Jeg er ked af det, men der har bare været så meget på arbejdet den sidste tid," løj Niels.
   "Kommer du så senere?" spurgte hun.
   "Idag?"
   "Ja."
   "Det tror jeg ikke," svarede Niels. "Jeg når det ikke."
   "Okay," svarede Lotte lavt.
   "Jeg ved ikke, hvornår vi kan ses igen," sagde Niels og passerede Greve-afkørslen. Mazda'en fortsatte sydpå.
   "Du kan jo bare ringe," sagde Lotte.
   "Faktisk synes jeg, du skulle gå lidt mere i byen. Se om du ikke kunne møde en sød fyr," sagde Niels.
   "Hvad med dig?"
   "Du skal ikke tænke på mig. Tænk på dig selv. Jeg føler jeg bremser dig. Du skal vel også have en familie en dag?"
   "Kaffen er færdig nu, " mumlede Lotte. "Farvel Niels."
   "Farvel Lotte," svarede Niels og hørte at hun lagde røret på.
   Niels lagde telefonen væk med en følelse af tomhed. Lige som når man har ryddet op på skrivebordet og alle papirer er sat i de rigtige mapper. Måske havde han bare brug for en hovedrengøring i sit liv?
   Han fortsatte efter Mazda'en indtil den pludselig satte farten ned og lagde sig ind i inderste spor. De var nået Solrød. Bilen trak ind på Solrød Nord-afkørslen og Niels fulgte blot efter. Da han kom op på broen, drejede den hvide bil foran ham til venstre, ind mod Solrød. Niels overvejede hurtigt om han skulle køre tilbage på motorvejen og køre hjem, men uden rigtig at vide hvorfor, blev han i samme bane som Mazda'en. Han vidste at han var ude på et skråplan, men han måtte vide mere om Mikael Johansen. Ellers fik han aldrig ryddet op.
   Der blev grønt lys og de kørte videre. Han kørte ind mod Solrød. Måske boede han der? De passerede yderligere to kryds men så drejede Mazda'en pludselig ind på en stor grusbelagt rasteplads. Der holde en lastbilanhænger, men ellers var pladsen øde. Den var på den ene side omgivet af høj, tæt bevoksning ind mod et villaområde og på den anden side af vejen var der åbne marker. Hvad skulle Mikael Johansen her?
   Svaret kom ret hurtigt. Bilen bremsede hårdt og Niels standsede fem meter bag ham. Niels nåede knap at overveje, hvad han nu skulle foretage sig, før Mikael Johansen sprang ud af sin bil og løb hen mod Niels. Han flåede døren og og skreg:
   "Hvad fanden vil du, din nar?"
   Han stirrede olmt på Niels, med en hævet knyttet næve.
   "Undskyld," mumlede Niels og gjorde sig klar til at modtage slaget. Men det kom ikke. Mikael Johansen nedstirrede Niels et stykke tid, inden han med et fnys vendte sig og gik tilbage til bilen.
   Niels kiggede på hans ryg, hans kraftige nakke og hånden der stadig var knyttet. Så tog Niels selen af og steg ud af bilen.
   "Jeg tænkte bare på, hvordan det gik dig?" råbte Niels netop som Mikael Johansen var ved at sætte sig ind. Mikael Johansen stoppede midt i bevægelsen, vendte sig og gik tilbage mod Niels.
   "Hvad var det du sagde?" hvæssede han.
   Nu var Niels helt sikker på at han ville få nogen på hovedet. Men hvad betød det? Det var jo bare fysik smerte, som ville fortage sig i løbet af en uge eller to. Det var ligegyldigt i forhold til hvad han ellers bar rundt på.
   "Det er jo lang tid siden. Jeg tænkte på hvordan du havde det?" sagde Niels og gloede ned i jorden.
   "Det skal du kraftedme ikke bekymre dig om. Du skal slet ikke tale til mig, forstået?"
   Mikael Johansen stak en pegefinger helt op i ansigtet på Niels.
   "Bor du i Solrød nu?" spurgte Niels alligevel.
   "Og hvad så? Hvad rager det dig?" svarede Mikael Johansen og pegede en gang til.
   "Jeg ville bare høre, om du var kommet videre," sagde Niels. "Du ved, efter retssagen og alt det der."
   "Hvad skulle jeg komme videre med, hva'? Hvad skulle jeg komme videre med?" råbte Mikael Johansen selv om hans hoved kun var tredive centimeter fra Niels'.
   Niels trådte et halv skridt tilbage, men Mikael Johansen fulgte blot med.
   "Hvad arbejder du med?" spurgte Niels. Han havde stadig ikke fået den knytnæve i ansigtet, så han kunne jo lige så godt blive ved med at spørge.
   "Jeg gider ikke at snakke med dig, ka' du ikke forstå det? Hvis du ikke vil noget, så skrid!"
   "Har du fået en kæreste eller en kone? Eller børn? Har du fået børn?"
   "Du er fandme syg i hovedet! Hvis du ikke holder op med at forfølge mig, ringer jeg sgu til politiet! Er det forstået?"
   Mikael Johansen vendte sig og gik tilbage mod sin bil.
   "Fortryder du nogensinde, det du har gjort?" spurgte Niels.
   Mikael Johansen standsede og vendte sig.
   "Hvad skulle jeg fortryde? Jeg har taget min straf, for helvede. Der er ikke mere at tale om."
   Niels mærkede at hans mave snørede sig sammen og han blev fjern i blikket. Hvad var det for en straf Mikael Johansen havde taget? Det var ikke nogen straf. Det var en vittighed.
   For fire år siden var Mikael Johansen kørt gennem Gladsaxe i hans tunede Honda Civic. Niels kunne stadig høre den brølende larm fra udstødningen for sig. Bilen havde kørt mindst hundrede kilometer i timen midt i byen, formodentlig mere, men politiets teknikere havde ment, at der var for stor usikkerhed på sporene, så han var kun blevet straffet for en fart på 86 kilometer i timen. Der var aldrig kommet klarhed over, hvad der præcis var oversagen til at Honda Civic'en pludselig var røget tværs over kørebanen og helt op på fortorvet. Niels havde bare set bilen skøjte tæt forbi sig, og feje hen over hans søn, Kasper, som cyklede tyve meter længer fremme. Kasper var blevet dræbt på stedet, og Niels var gået momentant i chok.
   "De lukkede mig endnu ud en uge før," opfattede Niels at Mikael Johansen råbte efter ham, mens Niels langsomt satte sig ind i bilen. Benene rystede under ham.
   Retssagerne var en ét år lang påmindelse af ulykken. Først i byretten som gav Mikael Johansen otte måneders fængsel og tre års ubetinget frakendelse af kørekortet. Den dom blev anket af Mikael Johansens advokat til landsretten. De gav ham stafnedsættelse på grund af de teknikske bevisers karakter, så han fik en måneds fængsel og tre års betinget frakendelse af kørekortet. Skuffelsen over den doms størrelse havde slået Niels og Marianne helt ud. Var det virkelig retfærdighed? At en person som vælger at køre sindssygt stærkt gennem byen og dræber en seks år gammel dreng får en måneds fængsel og end ikke mister sit kørekort? I Niels og Mariannes øjne var det så godt som en gratis forbrydelse, men de orkede ikke at kæmpe mere. Og i de efterfølgende tre år havde de ikke kæmpet for noget som helst.
   Mikael Johansen stod lænet op ad sin bil og var ved at ringe op på mobilen, da Niels igen steg ud af sin bil. Denne gang gik han med hurtige skridt hen mod Mikael Johansen, som lige nåede at vende sig og løfte armen, inden Niels svingede den tunge tømmerhammer fra værktøjskassen. Hammeren ramte Mikael Johansen på håndleddet og slog mobilen ud af hånden på ham.
   "Hvad fanden..." udbrød han overrasket og kiggede efter mobilen. Derfor så han ikke det næste slag, som ramte ham rent i tindingen. Niels mærkede at noget gav efter inde i hovedet på Mikael Johansen, men svingede alligevel igen og denne gang ramte han baghovedet. Så væltede Mikael Johansen livløst om på jorden. Niels vendte hammeren en halv omgang i hånden og slog med fuld styrke den spidse ende ned i Mikael Johansens baghoved. Niels mærkede at den gik gennem kraniet, men hans øjne var fulde af tåre, så han kunne ikke se, hvilken skade han havde forvoldt. Med et greb om hammerhovedet, trak han hammeren ud og vaklede tilbage til sin bil. Han smækkede døren i og mærkede langsomt roen vende tilbage til kroppen. Han havde uddelt den straf domstolene ikke ville give.
   Niels tørrede øjnene og pudsede næsen. Så startede han bilen og kørte. Mikael Johansen lå livløst i gruset ved siden af sin bil. Synet mindede Niels om den måde Kasper havde ligget på efter at han var blevet påkørt.
   Da han var kommet ud på motorvejen fandt han mobilen frem og ringede til Marianne.
   "Jeg er på vej hjem nu. Der var ikke nogen hjemme, der hvor jeg skulle lave eftersyn."
   "Nå," svarede Marianne.
   "Kan du ikke bestille bord til os nede på den nye italienske restaurant i arkaden? Til i aften."
   "Hvorfor det?" spurgte Marianne.
   "Fordi vi skal tale sammen. Jeg har noget at fortælle dig. Gør det nu bare."
   "Øh... ja, det skal jeg nok," svarede hun.
   "Vi ses, skat."
   "Øh, ja. Hej."
   Niels følte sig underligt opløftet. Som skulle han se sin elskede for første gang i lang tid. Han mindede sig selv om at købe en buket blomster, inden han kom hjem. Inden længe skulle han i fængsel og tage sin straf. Mon han også slap med en måned? Sikkert ikke. Men Niels havde ikke noget imod at tage den straf Mikael Johansen ikke fik.