I dag, er det præcis 12 år siden at... Nej, hun vil ikke tænke på det.
   Det nytter alligevel ikke noget, nytter ikke noget at blive ved med at søge efter det svar, hun aldrig nogen sinde vil finde. Der er gået for lang tid nu.
   Gitte skubber langsom dynen til side, og med tunge skridt står hun ud af sengen.
   Hun har ikke lyst til at tage på arbejde i dag.
   Men at blive hjemme i den kolde, triste og tomme lejlighed, i selskab med alle minderne, har hun bestemt endnu mindre lyst til.
   Gitte skynder sig i bad, lader den kolde bruser løbe for fuld drøn, det gør godt. Kvikker op. Lader hende op med ny energi. Får hende til at glemme for en stund.
   Hun gemmer sit trætte, og triste ansigt i et lag af tyk makeup. Trækker i jeans, og trækker en af sine mest farvestrålende T-shirt ned over hovedet.
   Hvorefter hun skynder sig ud i køkkenet, for at sætte en hurtig kop kaffe på kedlen.
   Mon der er kommet nogle nye patienter i nat, tænker hun alt i mens hun får noget hurtigt morgenmad i sig.
   Inden hun tager af sted, glider hendes blik forbi rækken af billeder.
   Billeder der har hængt der de sidste 12 år, men stadigvæk gør lige ondt.
   Men på trods af smerten og længslen, kan hun ikke få sig selv til at tage dem ned.
   "Jeg synes det ville være en god idet at tage dem ned. Gem dem i et album, og tag dem frem når du magter. Det er for hårdt for dig at se på dem hver dag"
   Fik hun engang af vide Maria, sin den gang bedste veninde.
   Kort efter skippede Gitte kontakten. Hvordan kunne hun så meget som overhovedet forslå, at pille de billeder ned?
   Det lykkes lige Gitte at afværge tårerne der af alt magt presser på.
   Hun skynder sig at tage jakke på, finde taske og bilnøgler og smækker så døren i med et brag.
   Gitte arbejder på ungdoms psykiatriske afdeling.
   Et arbejde hun holder meget af.
   Hun nyder at kunne være noget for andre, at kunne hjælpe nogen af de svageste.
   Afdelingens vante og daglige travlhed møder hende som en hvirvel vind, med det samme hun træder ind af døren. 
   Og med et, er alle private bekymringer sat på standby, og Gitte ændres til den professionelle plejer. Kvinden som er værdsat af alle, kvinden med overskuddet og tålmodigheden, til selv de vanskeligste patienter.  
   Hende som mange misunder, for sin enorme styrke til at komme over, de mest tragiske oplevelser. 
   "Godmorgen"!
   Siger Gitte med sin altid friske stemme, i det hun stikker hovedet ind i personalestuen.
   Der er næsten tomt derinde.
   Kun Maja, den unge lyshårede praktikant er at se.
   Hun sidder med hovedet begravet i en stak papirer, men kikker op, da Gitte kommer ind.
   "Er der kommet nogle nye patienter."
   Fortsætter Gitte mens hun stiller sin taske, og sætter personaleskiltet, med teksten "GITTE MADSEN PLEJER" godt fast på trøjen.
   "Ja vi har fået en ung Pige, politiet kom med hende. Hun blev fundet i en skov. Hun vil ikke sige noget, så vi aner intet om hvem hun er, eller hvor hun kommer fra.
   Men det prøver politiet vist at finde ud af."
   Svarer praktikanten, mens hun igen travlt optaget sidder med næsen helt nede i de mange papirer.
   "Okay, kan være jeg kan få noget ud af hende. Kan se jeg skal havde hende i dag."
   Svare Gitte mens hun gennemlæser tavlen på væggen, for at opdaterer sig om, hvilke personaler der i dag, har ansvaret for hvilke patienter.
   "Held og lykke, hun er en stædig rad, ikke til at få et ord ud af."
   Det er Jytte, der i det samme træder ind af døren.
   Jytte er den ældste i personalegruppen, tæt på de 60, og bestemt ingen humør spreder. Har altid en eller anden negativ kommentar om noget.
   "Jeg vil nu gøre et forsøg alligevel" Svare Gitte glad, i forsøget på at få lidt positiv stemning frem. Selvom hun dybest inde bobler af raseri, og har allermest lyst til, at give Jytte et kæmpe møgfald.
   Men hun ved samtidig med sig selv, at det vil der ikke komme noget som helst godt ud af.
   I stedet sætter hun sin overfaldsalarm i bukserne, og begiver sig hen til værelse 14.
   -Bank Bank-, intet svar. Gitte åbner stille døren. På sengen sidder en meget tynd pige, hun ligner en på 9-10 år, men Gitte bliver enig med sig selv om, at hun nok alligevel må være noget ældre.
   Pigen har mørkt halvlangt hår. 
   Gitte sætter sig på sengen ved siden af hende.  "Hej, jeg hedder Gitte, hvad hedder du?"
    Pigen er fortsat tavs, sidder og stier på sine små blege hænder.
   Dette bliver bestemt ikke nemt, tænker Gitte, mens hun desperat overvejer hvordan hun bedst får pigen i tale.
   Pludselig banker det på, og praktikanten Maja stikker hovedet ind. "Har du lige tid Gitte, der er nogen der vil snakke med dig"?
   "Ja ok, jeg kommer." Gitte rejser sig og giver Pigen et forsigtigt kram, inden hun forlader stuen.
   Ude på gangen står to uniformerede betjente. "Hej." Gitte hilser på de to herre, mens hun viser dem ind i mødelokalet.
   Den ene betjent, den yngste af dem, en mand i starten af trediverne tager ordet. "Det var mig der var med til at tage mig af pigen sent i aftes. Har virkelig ondt af hende. Men grunden til vi også kommer, er fordi vi har anholdt en mand. I et andet anlæggende. Men vi fandt noget ret interessant da vi ransagede hans hjem."
   Politimanden rømmer sig, kikker alvorligt på Gitte, og fortsætter med at fortælle. "Vi fandt en masse avis udklip af en lille pige, en lille pige der forsvandt for mange år siden. Ja faktisk fandt vi alt, hvad der havde været bragt om den ulykkelige sag. 
   På mandens computer, var der gemt videoer af en grædende kvinde, der desperat råber om hjælp til at finde sin datter. Og denne kvinde er dig."
   Politimanden holder inde. Der er dyb tavshed. Tankerne kværner rundt i hovedet på Gitte, hun aner ikke om hun skal grine eller græde, og hele sagen dukker frem igen, alle minderne om den rædselsfulde dag.
   Hun tænker tilbage på, hvordan hun desperat kaldte og kaldte på sin lille Pige. Og igen skylder bølgen af vrede og skyldfølelse ind over hende.
   Hvordan kunne hun lade en 3 årig pige løbe i forvejen hen til sandkassen, mens hun snakkede om ligegyldige ting med naboen?
   Tårerne masser sig på, hun gør et ihærdigt forsøg på at holde dem tilbage, men det er umuligt, og snart løber de som en flod ned af kinderne.
   "Vi fandt den her på mandens adresse." Politimanden smider en børnesommerkjole frem på bordet.
   Gitter kikker på Kjolen. Husker tydeligt hvor glad og stolt sin lille pige var, da hun fik den.
   I flere dage nægtede hun at havde noget som helst andet på.
   Ja, hvis det stod til hende havde hun også sovet med den om natten. Gitte snøfter og siger så med stille rystende stemme:
   "Ja det er hendes, det var den hun havde på den dag hun forsvandt."
   Politimanden nikker og fortsætter.
   "Vi ved det er svært, du har i mange år troet din datter var død, har måske også lært at affinde dig med aldrig at få vished om hendes skæbne. Sidst du så din Datter var hun 3 år. Nu dukker der en fremmed Pige op, som du ikke kender. Men vi er sikre på, at denne Pige er din Nanna, der forsvandt for 12 år siden.
   Vi ved ikke hvad hun har været ude for i disse år, vi ved ikke hvordan hun er kommet hen i den skov, hun blev fundet i, men det arbejder vi selvfølgelig hårdt på at finde at finde ud af.
   Vi vil også meget gerne tage en blodprøve på jer, hvis du har brug for det.
   Men vi er sikre på den vil vise præcis det vi regner med, at du er hendes mor."
   Gitte snøfter, tørre de sidste tårer bort fra kinderne og svare bestemt. "Nej, det er ikke nødvendigt. Både hun og jeg har lidt nok.
   Men der er en sidste ting jeg forlanger at få at vide: "Hvad har manden udsat min datter for?"
   "Det kan vi desværre ikke svare dig på. Vi ved det ikke engang selv endnu.
   Lige nu sidder manden vi anholdt til afhøring, og vi håber han kan og vil fortælle os mere om, hvad der skete for 12 år siden, og efterfølgende med din datter."
   "Okay, jeg bliver nødt til lige at gå lidt, i finder selv ud."
   Gitte rejser sig i en fart.
   Hun kan ikke rumme mere i sit hoved.
   Får pludselig en voldsom trang til at komme væk. Og kan ikke komme ud af rummet hurtigt nok.
   Gitte løber ind på toilettet, hvor hun endnu engang bryder ud i gråd.
   Hvad er det med mig, hvorfor hyler jeg sådan, jeg burde vel være glad, Nanna er i live, jeg har fået hende tilbage.
   Hun trækker sin pung op af lommen, hvori hun stadigvæk har billedet af Nanna.
   En smilende lille pige med runde æblekinder og rottehaler vinker til hende.
   12 år har de mistet.
   Hun kender slet ikke længere sin datter.
   Og Nanna kender nok endnu mindre hende, hvis hun da overhovedet kan huske hende.
   De har meget at indhente.
   Men under alle omstændigheder kan det vel ikke blive værre for Nanna end det liv hun kom fra, eller hvad?
   Tankerne drøner der udad.
   Gitte frygter Nanna slet ikke vil kendes ved hende som mor.
   Frygter at der er gået for mange år.
   Gruer for, at afstanden imellem dem er blevet for alt stor.
   "Tag dig nu sammen for pokker Gitte. Hvad kan værre end det der allerede er sket?"
   Gitte vasker sit ansigt, mens hun irriteret skænder på sig selv.
   Hvorefter hun drikker en stor mundfuld vand, mens hun samler sig sit sidste mod.
   Gitte river personaleskiltet af trøjen.
   Nu skal hun ud på en stor opgave. Men denne gang, ikke som sygeplejerske. Men Som mor.
   Hun skal i gang med lukke det sår. Der i 12 år har stået så smertende åbent.