Det ville ikke være forkert at sige, at det hele var min skyld. Man kunne kalde det skæbne, men hvordan jeg end vender og drejer det, kunne jeg ikke slippe af med følelsen af ansvar. Ansvaret for et dødsfald som allerede var indtruffet inden jeg fik den første tanke om turen.

Da jeg først foreslog Jon, at vi skulle tage på vandretur i fjeldet i Sverige, svarede han noget i stil med: "Hold da kæft Thomas, vi ska' sgu da til Grækenland eller så'n noget! Det er sgu da kun spejdere der tager på vandretur". Og som vi sad der på caféen, med Jon overfor mig iført tøj som først lige var ankommet i de mest trendsættene modebutikker, havde jeg faktisk også selv lidt svært ved at forestille mig ham i vandafvisende, kakifarvede vandrebukser.
   Jeg havde læst om fjeldvandring i et friluftsmagasin hos tandlægen, og tanken havde straks tiltalt mig, men jeg var selvfølgelig også spejder, da jeg var lille. Ikke fordi vi vandrede så meget dengang, det gik mere ud på at give pigerne buksevand og gå med dolk. Men at bruge en uge eller 14 dage alene, kun udstyret med rygsæk, vandrestøvler og et kort, forekom mig mere tiltrækkende end Grækenlands ubarmhjertige sol og opskruede natteliv.
   "Specielt på de lange ture dybt ind i fjeldet, kan man gå en hel uge uden at møde en eneste person," stod der i bladet. Det fortalte jeg ham nu ikke, i stedet viste jeg ham en brochure med vandrestøvler til 1500 for et par, og fablede om det specialplaster man bruger til de vabler man uundværligt får efter 40 kilometers vandring med 30 kilo på ryggen. Jeg hev meterstore kort op på bordet med spindelvæv af højdekurver og myriader af uforståelige signaturer, og pegede begejstret på alle de ruter vi skulle følge og steder vi skulle slå telt op. Jon nikkede langsomt mere interesseret, og til sidst sagde han ja. Jeg tror han så samme udfordring i at indtage de øde svenske vidder, som han så i alt andet. Om det gjald et maratonløb eller diskotekets kønneste pige, så var Jon svær at slå af banen, når han først havde sat sig et mål.

Vores tur startede i en lille midtsvensk flække, som vi forlod under to timer efter vi var stået af toget.
   Vi fyldte vi vores vandbeholdere, fandt ruten og en halv time senere forsvandt byens kulørte træhuse bag en bakketop. Vi var alene i det uendelige svenske fjeld.
   "Hvad er oddsene for at vi møder en laber, svensk sild. Sådan en lille, blond fjeldræv?" grinede Jon efter et par timers vandring. Rygsækkenes bæreremme var begyndt at bore sig ned i vores utrænede skuldre, og den første begejstring ved at være i ét med naturen havde lagt sig.
   "Der ligger en pigeskole to kilometer længere fremme," svarede jeg. Jon løb begejstret nogle meter inden han stoppede op og vendte sig mod mig.
   "For helvede, Thomas! Der går jo over en uge før vi kan få en ærlig øl igen. Hvad er det, du har lokket mig ud i?"
   "Naturen, Jon. Vi kalder den naturen," sagde jeg og travede rask forbi ham.
   Men Jon elskede det langt mere end jeg havde turde håbe på. Da vi havde gået i fire timer, foreslog jeg at vi stoppede tidligt for ikke at ligge for hårdt ud, men Jon insisterede på at vi tog tre kilometer ekstra. Når det kom til sport og fysisk udfoldelse, lod Jon sig ikke skræmme af modgang og udmattelse. Det fik ham blot til at kæmpe hårdere, og vi gik de sidste tre kilometer i noget der nærmede sig strækmarch.
   Vi slog lejer ved et lille vandløb. Mens Jon hentede vand og slog teltet op, begyndte jeg at lave mad.
   "Smager det?" spurgte jeg da vi var halvvejs gennem festmåltidet.
   "Min mor kunne ikke have lavet det bedre," smaskede Jon og bøvsede højt.
   "Det forklarer hvorfor du er så tynd," sagde jeg.
   Der opstod hurtigt en rytme i vores dage.
   Efter en dagsvanding i det uvejsomme fjeld, var der ikke meget liv i os om aftenen. Vi spiste med sarkastiske bemærkninger om maden, og bagefter diskuterede vi næste dags rute. De første dage var vejret solrigt og lunt, og det syntes aldrig rigtigt at blive mørkt om natten, men når kulden kom krybende hen under aftenen, kravlede vi ind i teltet og begravede os i vores soveposer. Vi lå og småsludrede i en halv eller hel time inden vi faldt i søvn på det knoldede underlag. Om morgenen vågnede vi tidligt og opkogte, og kravlede trætte ud af det lille telt. Jon var noget morgensur indtil han havde fået sin første kop pulverkaffe, men derefter kunne det ikke gå hurtigt nok med at få pakket sammen og komme af sted.
   Sådan tog den ene dag den anden, til vi til sidst ikke kunne huske hvor længde vi havde været væk.
   Vi mødte ham en time efter vi havde spist frokost. Vi skulle passere én af turens højest beliggende fjeld, og ifølge kortet var der kun ét sted det kunne lade sig gøre, hvis man ikke skulle have bjergbestigerudstyret frem. Vi indtog vores frokost for foden af bjerget, og da vi lettere udasede nåede passet mellem de endnu højere fjeldtoppe, stødte vi på ham.
   Han sad med ansigtet rettet mod solen, mageligt lænet mod en afrundet sten, som havde han siddet der længe, og havde tænkt sig at blive siddende et stykke tid endnu. Han havde en lys anorak og grå, løstsiddende bukser på. På fødderne havde han et par lange, snørede støvler, i samme farve som anorakken. Det hele så ud til at være lavet af et silkeagtigt stof.
   Jon så spørgende på mig, og jeg forstod hvad han tænkte. Det var seks dage siden vi sidst havde set andre mennesker, og der var over halvtreds kilometer til nærmeste by. Selvfølgelig var dette en ofte benyttet rute for andre vandrere i fjeldet, men denne mand lignede alt andet end en vandre. Han havde ingen rygsæk liggende ved siden af sig, hans tøj var rent, og var ikke i det sædvanlige Fjeldrævs vandre-look, han var nybarberet og havde ikke fedtet hår som ellers er standard i fjeldet.
   "Hvad er det for en bøsserøv, der sidder der?" sagde Jon mens vi stadig var uden for hørevidde.
   Manden var ikke helt ung, og så malplaceret ud i sit feminine tøjvalg. Han havde endnu ikke set os, eller også lod han sig bare ikke mærke af det.
   "Han må komme fra en lejerplads på den anden side af bjerget," sagde jeg.
   "En bøsselejr," grinede Jon og skar ansigt.
   Vi gik det sidste stykke op til manden. Han havde virkelig valgt et godt sted at side. Der var udsigt til begge sider af bjerget, og man kunne se fjeldet og skoven strække sig langt ud i horisonten.
   Selvom vi tydeligvis ikke havde meget til fælles med manden, standsede vi op. Efter seks dage alene i fjeldet, var det egentlig fællesnævner nok at han var menneske. Han så op da vi var et par meter fra ham, og jeg forventede at høre ham snakke amerikansk.
   "Nå, er I blevet tørre?" spurgte han henvendt til Jon på dansk. Han stumpede ordene på en pudsig måde, men det lød som var dansk hans modersmål. Da han havde stillet spørgsmålet, smilede han venligt.
   Jon stirrede overrasket på manden og så på mig.
   "Hvad, er du hemmelig agent for et fransk modehus?" svarede Jon i forsvarsposition.
   "For det regnede ret kraftigt i går, ikk?" spurgte manden og fik en dyb rynke i panden.
   "Jo," svarede Jon. "Og det gjorde det vel også her."
   Han svarede ikke. I stedet sprang han adræt op og strakte en hånd frem mod Jon. Det virkede nærmest som prøvede han at undgå øjenkontakt med mig.
   "Lad mig introducere mig selv. Mit navn er Thomas!" sagde han.
   "Det gør ham her også," sagde Jon og trykkede hans hånd mens han bankede mig på skulderen. "Jeg hedder Jon."
   "Ja," sagde Thomas og strakte hånden frem mod mig. Jeg trykkede den hurtigt og begyndte at tage rygsækken af.
   "I er her jo lige til tiden," sagde Thomas og så sig på armen. Men han havde ikke noget armbåndsur på, faktisk havde han ikke andet end sit tøj. End ikke et par solbriller havde han på.
   "Vi er måske ventet?" spurgte Jon igen i forsvar. Det virkede som vidste manden mere om os end vi vidste om ham.
   "Ja, det må man sige," svarede han.
   "Du har måske set os tidligere ud i fjeldet," spurgte jeg og kastede med hovedet i den retning vi var kommet fra.
   Han smilede til mig, men svarede ikke. Det var meget forvirrende. Alt ved hans påklædning og det han sagde virkede mistænkeligt, og alligevel var der noget tillidsvækkende over ham.
   "Hvor har du set os henne?" spurgte Jon.
   "Jeg har set jer ... tidligere," svarede manden kryptisk.
   Jon gryntede utilfreds. Det var ikke fordi min navnebror virkede fjendtlig. Han ville bare ikke svare på vores spørgsmål.
   "Er du alene af sted?" forsøgte jeg mig.
   Thomas kiggede på mig med et lille afvejende smil.
   "Ja, det er jeg," svarede han så.
   "Men hvor er din lejr og dine ting?"
   "Jeg har ingen lejr! Jeg er kommet for at møde jer."
   "Hvorfor, er der sket noget?" spurgte jeg.
   "Ikke endnu," svarede Thomas. "Lad os sidde ned. Der er en fantastisk udsigt herfra. Jeg havde helt glemt, hvor smukt her var."
   Jon smed også rygsækken, og vi satte os over for Thomas. Han sad i lotus-stilling og stirrede ud over landskabet, og han mindede mest om en munk i sit enkle tøj og søgen efter ro. Hans person var et mysterium, som han åbenbart ikke havde tænkt sig at afsløre lige med det samme.
   "Er det ikke rigtigt at fjeldet indbyder til store tanker? Tanker om liv og død og al tings sammenhæng," sagde Thomas mens man missede øjnene mod solen. "Det hele er så stort og uendeligt at man efter få dage herude føler sig som en lille ubetydelig plet i denne barske natur."
   Jeg nikkede og Jon grinede irriteret.
   "Jeg tror man begår en fejl når man planlægger en vandretur her i fjeldet. Man burde kun gå den halve distance, og bruge den resterende tid på at nyde naturen. Hvis man bare vil gå, kunne man lige så godt have gjort det i Danmark," fortsatte Thomas.
   "Hvad er det egentlig du vil?" udbrød Jon.
   "Tålmodighed, Jon. Jeg er kommet for at lære dig tålmodighed!"
   "Nå," sagde Jon og jeg kunne se på draget om hans mund og det løftede øjenbryn, at han ikke havde for høje tanker om ham Thomas.
   "Jeg er kommet lang vej fra, så hør venligst hvad jeg har at sige. Jeg vil dig kun det bedste."
   "Hvis du skal til at prædike om en eller anden religion, så kan du godt spare dig. Jeg er meget afklaret med hensyn til Gud og sådan noget."
   Thomas smilede overbærende.
   "Jeg lover, at jeg ikke vil tale om religion. Tværtimod!"
   "Hvad mener du?" spurgte Jon.
   "Det jeg om lidt vil fortælle jer vil virke absurd I jeres øre..."
   "Så lad være med at sige det," sagde Jon hurtigt.
   "Hør nu på mig," bad Thomas. "Der er et formål med min tilstedeværelse her. Og når jeg fortæller jer om det, skal I forsøge at acceptere tankegangen, selvom I ikke forstår den."
   Jeg var ret sikker på at han ville fortælle os, at han havde fundet kilden til evig ungdom, og at vi kunne købe hans hemmelighed for en sølle formue. Jon havde åbenbart den samme fornemmelse.
   "Enten fortæller du hvad det er du vil, eller også er vi skredet. Vi kan jo ikke sidde her hele dagen," sagde han.
   "Ha' nu lidt tålmodighed, Jon," sagde Thomas indtrængende men uden at blive sur. "Jeg er her for at rede dit liv, så du kan i det mindste høre hvad jeg har at sige!"
   Jeg forventede at Jon ville springe op og erklære at vi havde brugt tid nok på den idiot, men han sagde ikke noget. I stedet fortsatte Thomas:
   "Jeg ved ikke blot om fortiden, jeg kender også til fremtiden."
   "Er du synsk?" spurgte jeg tvivlende. Jeg tror på masser af ting som ikke kan forklares rationelt, men at nogle personer er i stand til at se ind i fremtiden, mener jeg er helt utænkeligt.
   "Ikke mere end dig," svarede Thomas. "Men til forskel for dig har jeg været i fremtiden! Jeg kommer fra det I kalder fremtiden!"
   Jeg grinede hurtigt. Det var så latterligt sagt at det var komisk.
   "Nå, så du er for fremtiden," sagde Jon langsomt mens han nikkede. Jeg havde set det udtryk massere af gange når vi stod på en bar og en eller anden fulderik begyndte at tale til os. Så ville Jon nikke på samme måde til alt hvad han sagde, og til sidst ville fulderikken ende med at punge ud for en omgang øl.
   "Spar det, Jon," sagde Thomas på en underlig bekendt måde. "Jeg er da godt klar over at I ikke bare hopper på et sådan udsagn. Heldigvis kan jeg bevise det!"
   Han startede med at fortælle os om en sommerferie Jon og jeg holdt sammen for nogle år siden på Kos. Han kunne levende redegøre for den bar vi foretrak fordi priserne var lave, musikken god og fordi det vrimlede med skandinaviske piger. Han fortalte om stranden, om fyren med det store smil og de skæve tænder, som lejede os liggestole og parasoller, og han vidste alt om den dag vi lejede motorcykler og kørte op i bjergene. Han vidste endda at Jons motorcykel punkterede og vi måtte køre sammen tilbage på min.
   Han vidst alt. Det var mildest talt foruroligende at høre en fremmed mand fortælle i detaljer hvad man lavede på en græsk ferieø for tre år siden. Men jeg vidste at det ikke kunne passe, at der var et eller andet lusket over det.
   "Det er meget imponerende," måtte jeg indrømme. "Men hvordan ved vi at du ikke bare er en eller anden syg stodder, som har brugt sin ferie på at udspionere os?"
   "Ligner jeg en syg stodder?" spurgte Thomas drillende.
   Jeg trak på skuldrene. Egentlig ikke, men det udelukkede jo ikke noget.
   "Ok," sagde Thomas til mig. "I to har jo været på mange ferier sammen. Vælg én og så skal jeg forsøge at fortælle hvad der var det mest mindeværdige."
   "Ibiza," sagde jeg uden at tøve.
   Thomas smilede lumskt.
   "Karina og Hanne fra Horsens, ikk?" sagde han og jeg nikkede. "Dem havde I meget sjov med, men jeg vil fremhæve den sidste aften, hvor I var nede på stranden. Jon førte sig frem over for Hanne, men hun var selvfølgelig også den der havde de største bryster og i øvrigt var hun ikke for smart, var hun? Men det passede dig fint, Thomas, for du var også langt mere tændt på Karinas brune hår og intelligente øjne. Og da I havde drukket jeres øl ville Jon på diskotek en sidst gang, hvilket Hanne selvfølgelig var helt med på, men fornuftige Karina ville hellere hjem og pakke. Kan du huske hvad der så skete, Jon?"
   "Ja," svarede Jon forbløffet over nøjagtigheden. "Jeg tog ind på diskoteket med Hanne."
   "Men hvad med Thomas?" sagde manden og svarede selv. "Han tilbød at følge Karina hjem for så at møde jer andre senere. Men du kom aldrig, gjorde du, Thomas?"
   "Nej, du kom sgu aldrig," sagde Jon og jeg kunne høre at han stadig var skuffet. Selvfølgelig havde han været fuldt optaget af veldimensionerede Hanne, men han tog det meget personligt, når man ikke overholdt en aftale med ham.
   "Da Thomas og Karina var kommet lidt ned af stranden, tog Thomas Karina i hånden, og inden de var nået 200 meter ned af den mørke strand lå I på en liggestol og kyssede."
   Jon stirrede tvivlende på mig. Det havde jeg aldrig fortalt ham. Imens fortsatte Thomas:
   "Alle de skjulte blikke I havde sendt hinanden de foregående to dage eksploderede nærmest der på liggestolen. Det lykkedes Thomas at rive tre knapper af hendes skjorte for at komme til at tage på hende bryster, som lå perfekt i hånde. Hendes brystvorter var hårde og hendes hænder var varme i dine bukser."
   "Bollede du hende?" udbrød Jon forarget.
   "Lige der på stranden, og det var fantastisk," svarede Thomas for mig.
   "Gjorde du?" gentog Jon. Han ville høre det fra mig.
   "Ja," svarede jeg som om det ikke betød noget, men alt hvad Thomas havde sagt, havde været rigtigt.
   "Tror I nu på, at jeg kommer fra fremtiden?" spurgte Thomas.
   Ét var at få genoplivet sine mest private øjeblikke af en mand jeg aldrig havde mødt før, men at indrømme at han kom fra fremtiden var en tand for meget.
   "Man kan ikke rejse tilbage i tiden," sagde jeg derfor. Det havde min fysiklærer lært mig.
   "Jeg er mere interesseret i hvorfor du ved mere om Thomas end jeg gør," sagde Jon surt.
   "Mennesket bliver hele tiden klogere, finder hele tiden nye måder at dreje naturen på. Det var nærmest et tilfælde at vi opdagede måden at rejse i tid på. Man ledte efter en energikilde, og pludselig stod man med døren til fortiden."
   Jeg rystede på hovedet. Det hele var for forvirrende. Jeg havde aldrig fortalt nogen om hvad der skete på stranden, om mig og Karina. Men tidsrejser. Det var simpelt hen for langt ude. Det måtte være for langt ude.
   "Hvornår kommer du så fra?" spurgte Jon.
   "Ikke så langt endda! Ikke mere en 23 år fra her. Tingene går stærkt i fremtiden!"
   "Lidt for stærkt for mig," sagde Jon og drejede sig mod mig. "Tager han pis på os eller hvad?"
   Han sad lige der over for os. Et menneske af kød og blod helt klart, men med den lille forskel fra Jon og jeg, at han kom fra et sted ude i fremtiden. Han var sympatisk og lignede bestemt ikke en løgne. Jeg trak på skuldrene og vidste ikke hvad jeg skulle svare Jon.
   "Det der undre mig," sagde jeg i stedet, "er det med Karina. Det var min oplevelse. Hun var ikke en tilfældig pige, støvet op på et diskotek. Hun var noget specielt. Derfor har jeg ikke engang fortalt dig om det. Nogle gange er jeg næsten selv i tvivl om det virkelig skete, eller om det bare er en vild drøm som har plantet sig i mit hoved, for det var sgu en drøm, og jeg har aldrig oplevet noget lignende."
   "Men hvorfor ved han så om det?" spurgte Jon.
   "Det undre mig egentlig at I ikke har gættet det endnu. Jeg troede at det ville være helt indlysende," sagde Thomas. "Grunden til at jeg ved så meget er selvfølgelig at jeg selv har oplevet det."
   Vi stirrede begge på ham.
   "Jeg er dig, Thomas!" sagde han og smilede.
   Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hvad ellers skulle jeg gøre? Over for mig sad en mand som påstod han var mig om 23 år. Det var bizart.
   "Der er da ligheder," mumlede Jon. Han virkede forvirret.
   "Prøv i det mindste at gå med på tanken om at jeg kommer fra fremtiden," sagde Thomas venligt. "Det betyder ikke så meget om I fuldt og fast tror på det. Det vigtigste er at I lytter til mit budskab."
   "Og hvad er det budskab?" spurgte Jon.
   "For 23 år siden var jeg på den samme vandretur, som I er på nu. Men dengang skete der en ulykke, og det er den jeg er her for at forhindre."
   "Hvilken ulykke?" spurgte Jon.
   "Den skete om to dage fra nu, få kilometre før vi ville vende tilbage til civilisationen," sagde mit påstået fremtidige jeg. "Det begyndte at regne igen midt på dagen, og Jon havde fundet en vej som han mente var hurtigere end den planlagte rute. Jeg protesterede over at det var en dårlig vej, specielt i det vejr, men Jon skar i gennem og sagde at han var træt af pasta og storslået natur. Vejen var i hvert fald kortere, men den gik forbi et sted, hvor vi skulle ned af en stejl klippeskråning. I tørvejr havde det sikkert ikke været noget problem, men nu var de mosbelagte sten blevet glatte af regnen. Jon havde til vane at gå forrest, og det gjorde han selvfølgelig også denne gang. Jeg ved egentlig ikke præcis hvad der skete, men pludselig hørte jeg et skrig fra Jon, og jeg så ham rulle ned af skåningen og banke mod adskillige klippestykker inden han lå stille 30 meter længere nede. Han havde åbent kraniebrud, og var sandsynligvis død inden hans fald var standset."
   Jon skar ansigt. "Hvad fanden snakker du om?" nærmest snerrede han. "Påstår du at jeg skal dø?"
   "Jeg fortæller dig hvad der skete for mig for 23 år siden," sagde Thomas roligt.
   "Ser jeg måske død ud?" sagde Jon. "Hvordan fanden ka' jeg så dø for 23 år siden?"
   "Jeg kan godt se at det er svært at forstå. Det bunder i ting som paralleluniverser og dimensioner i rumtiden. Selv jeg har svært ved at forstå det!"
   "Men alligevel er du sikker på at jeg skal dø om to dage?" råbte Jon. Han var ved at blive godt ophidset.
   "Som jeg lige har fortalt jer, er alt i vores livsforløb ens til denne dag. Alt fra den mindste prut til de vigtigste beslutninger har været nøjagtig ens i Thomas' og mit livsforløb," sagde manden over for os. "Og derfor vil du dø om to dage, hvis ikke jeg skrider ind."
   "Men mødte du også dig selv, som jeg gør nu?" spurgte jeg.
   "Nej!" sagde Thomas og sendte mig et stolt blik. "Dette er et såkaldt breakpoint i rumtiden. Fra nu af vil dit og mit parallelunivers ikke udvikle sig parallelt mere. Intet af det jeg har oplevet fra denne dag af for 23 år siden, vil være nøjagtig det samme for dig i din fremtid. Og du vil sikkert ikke engang rejse tilbage i tiden som jeg gør det nu, men det er umuligt at forudsige. For nu af er fremtiden uforudsigelig."
   "Og Jons dødsfald er altså heller ikke forudsigeligt mere?" resonerede jeg.
   "Ikke hvis I går den anden vej."
   Jon var afvisende:
   "Jeg forstår det ikke," sagde han. "Du er simpelt hen kommet flyvende ud af fremtiden, bare for at redde mig?"
   "Ja," svarede Thomas enkelt.
   "Hvorfor? Hvorfor skal jeg reddes, og ikke alle mulige andre. Jeg går ikke ud fra, at I ligefrem har dannet et redningskorps, som skal redde alle dem der var uheldige i fortiden? Så hvorfor mig?"
   Igen smilede Tomas. Uanset hvor meget han blev angrebet, svarede han blot med et smil. Der må være rart i fremtiden.
   "Du har ret i at vi ikke redder alle og enhver. At du er blevet valgt er nærmest en tilfældighed, men ikke desto mindre bør du værdsætte det."
   "Men hvorfor gør I det?" gentog Jon en tand mere irriteret.
   "Det er et forsøg," svarede Thomas. "Det er et forsøg som skal undersøge enkeltbegivenheders effekt på det samlede system. Ved at redde dit liv, er der én person til forskel mellem dette univers og det jeg kommer fra, nemlig dig! Hvor meget betyder det, er hele formålet med forsøget."
   "Så jeg er et forsøg," sagde Jon og rejste sig resolut. "Vi skal også se at komme videre."
   Vi rejste os alle.
   "Ja," sagde Thomas. "Min tid er også ved at være brugt her. Men husk mit budskab. Selvom I gerne vil hjem, så hold jer til den oprindelige rute."
   "Ja, ja," sagde Jon og tog sin rygsæk på.
   Jeg tog også min på og der opstod et akavet øjeblik da vi skulle til at gå. Hvordan siger man farvel til en person som påstår han kommer fra fremtiden og er en ældre version af én selv, men som på den anden side lige så godt kunne være en fantastisk svindler. Jeg havde en følelse af at han talte sandt, men al logik skreg om det modsatte.
   Han rakte selv hånden frem mod mig, og jeg tog den.
   "Held og lykke," sagde han.
   Så trykkede han Jons hånd, inden han vendte om og gik ned af bjerget af den side vi var kommet fra. Han så sig ikke over skulderen en eneste gang og forsvandt til sidst af syne. Jon og jeg så kort på hinanden, men ingen af os havde lyst til at sige noget. Så gik vi.

To dage senere begyndte det at regne igen. Det var henover middag. Præcis som Thomas havde sagt.
   "Nu skal man jo ikke være meteorolog for at slå op i avisen og se vejrudsigten!" sagde Jon mens vi tog regntøj på.
   Jon nægtede at tro at Thomas var kommet fra fremtiden. Da vi lige havde forladt ham, havde Jon været tvivlende, men som dagene var gået, havde Jon taget mere og mere afstand til idéen om at vi faktisk havde talt med en person fra fremtiden. Vi havde selvfølgelig vendt det hundredvis af gange, hver eneste lille bid af samtalen var blevet analyseret og Jon var kommet med et hav af forklaringer på hvordan Thomas kunne vide så meget om os og specielt mig. Nogle af hans forklaringer var næsten mere fantastiske end Thomas' egen version, men ingen af dem var særlig overbevisende.
   "Han må have talt med hende Karina. Måske har hun siddet på en eller anden møgbar over i Jylland og plapret ud med de intime detaljer omkring jeres lille strandknald."
   "Hans ord var som taget ud af mine tanker," svarede jeg. I starten havde jeg forsøgt at sandsynliggøre at Thomas var min fremtidstvilling, men som Jon blev mere afvisende, blev jeg mere ligeglad. Hvad betød det om Jon troede på Thomas? Vi ville alligevel aldrig få et endegyldigt svar. Vi skulle bare holde os til den oprindelige rute.
   Da vi havde fået regntøjet på, tog Jon kortet frem. Vi havde 7 kilometer at gå endnu hvis vi fulgte den rute, som vi havde fremhævet med gul overstregningstusch for tre uger siden hjemme på mit sofabord. Vi havde for længst fundet den alternative rute, Thomas havde snakket om. Ad den var der højst 3 kilometer før vi var tilbage i byen, med massere af mennesker, god mad, rigtige senge og rigtige huse.
   "Jeg ville sgu da aldrig foreslå at vi skulle gå den vej. Enhver idiot kan da se at den vej er livsfarlig så tæt højdekurverne ligger," sagde Jon surt.
   "Vi kunne jo prøve, og pludselig ville vi vide om han talte sandt," svarede jeg påtaget muntert.
   "Hvorfor skulle vi det?" snerrede Jon. Han var ikke i humør til at joke om sin død.
   "Hvis du ikke tror på ham, så kan vi vel lige så godt snuppe den korte vej."
   "Selvom manden hører hjemme på en kolbøttefabrik, kan han jo godt have ret i at den rute ikke egner sig til vandring i regnvejr. Det kan godt være han var kugle skør, men jeg har aldrig sagt han var dum!"
   "Tak," svarede jeg og begyndte at gå. Jeg fulgte den oprindelige rute.

Byen havde en underlig effekt på os. Det var bare en lille fantasiforladt, midtsvensk by med 5.000 indbyggere og hundrede kilometer fra alting. I den ene ende af byen lå jernbanestationen, hvorfra vi skulle med tog mod Danmark, og i midten lå et lille område med forretninger som de meget storslået kaldte centrum.
   Men der var mennesker. Efter otte dage i isolation i fjeldet, var det en befrielse atter at være omgivet af mennesker. Det var ikke fordi vi havde behov for at tale med nogen. De var jo svenskere og vi havde fedtet hår, lange skægstubbe og lugtede langt væk af sved og snavs, så der var ikke basis for lange samtaler. Men for et par bymennesker som Jon og jeg, var det befriende at befinde sig i det relative mylder der var og atter være på hjemmebane blandt artsfæller
   Vores humør steg mærkbart nærmest fra det øjeblik vi passerede bygrænsen. Fjeldet var bag os, og det var Thomas også. Vi havde passeret den usynlige mur han havde sat foran os, og vi var pludselig i stand til at lave sjov med det, hvilket havde været en umulighed få timer før.
   Da vi så en køn, blond pige på modsatte fortov, drejede vi begge ubevidst hovedet for at stirre efter hende. Hun værdigede os naturligvis ikke et blik.
   "Hvis jeg kunne rejse i tiden, ville jeg prøve at score sådan en pige," sagde Jon med et listigt smil. "Én dag tilbage, score, score og så én dag frem igen. Aldrig mere sur ekskærester, kun uforpligtende engangsaffærer. Og kunne man lide hende, kunne man jo altid gentage forsøget i ens egen tid."
   Jeg grinede og glædede mig over at Jon i det mindste i sine vittigheder accepterede de ting Thomas havde fortalt om paralleluniverser.
   Hvad betød det om Jon troede på tidsrejser? Vi lignede ikke hinanden på mange områder, men han var min ven.
   "Lad os afslutte endnu en uforglemmelig ferie med en bajer. Derovre ligne et sted man kan få øl," sagde Jon og trådte ud på vejen. Jeg så bussen ud af øjenkrogen og det må Jon også have gjort. Han nåede lige at udstøde et panisk grynt inden bussen fjernede ham, som havde han været en pose fjer. Hylet fra bussens bremse skar i ørerne og der lugtede af brændt gummi. Jon havde et åbent sår i hovedet, men lægen sagde at det var den brækkede ryg som havde dræbt ham, og at han allerede havde været død inden bussen var stoppet.


* * *
   Inspiration
   Hvad er skæbne? Er vores vej gennem livet lagt fast på forhånd eller har vi mulighed for at ændre på tingene gennem vores handlinger? Dette er vel hele grundessensen i enhver kontrafaktisk historie.

Det gængse svar er naturligvis, at vi mennesker er ansvarlige for vores egne handlinger og dermed vort eget liv. Men nogle ting lader sig måske ikke ændre, uanset hvad vej vi vælger. Emnet er tidligere behandlet i filmen "Sliding doors", og denne film kommer til samme konklusion som min novelle: Visse ting sker uanset hvad vej du vælger. I filmen giver det en slags happy ending, i min novelle en mere tragisk ending.

At det er en tidsrejsende som bidrager til at ændre historiens gang, syntes jeg også er en spændende tankegang. Kan en sådan situation ændre på verdenens gang, eller svarer det til at kaste en sten i søen? Der kommer ringe i vandet, men efter kort tid er vandoverfladen uændret.

På trods af at det kontrafaktiske i denne novelle kun strækker sig over to dage, og at ændringerne ikke virker af meget, håber jeg du har haft en god læseoplevelse.