(Laura)
   Jeg vågnede gispende op og flåede dynen til side. Det føltes, som om jeg var ved at blive kvalt ... som om noget tungt sad på mit bryst og hældte beton ned i mine lunger. Halsen brændte, øjnene sved. Mit ansigt gik fra at være ligblegt til højrødt, og jeg begyndte at gå i panik.
   Det var slemt nok at føle, at man var ved at blive kvalt.
   Det var langt værre, når man vidste, hvad der kom bagefter ...
   Udenfor gled et tæt skydække ind foran månen og mørklagde mit værelse. Hængslerne på mit vindue blev åbnet af usynlige hænder, og et koldt vindpust fløjtede ind i rummet, da vinduet blev slået op på vid gab. Persiennerne blafrede.
   Hvis jeg havde kunnet trække vejret ordentligt, var jeg uden tvivl begyndt at hulke, da jeg så den sorte skygge glide hen over vindueskarmen. Som fed olie gled den ind i mit værelse, hvor den landede med en klæbrig lyd på gulvet.
   Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke tale, men inde i mit hoved skreg jeg igen og igen: Forsvind!
   Den klæbrige, olieagtige masse strakte sig op mod loftet og antog en form ikke helt ulig et menneske. Den vred sig, gyngede usikkert fremefter. Så dannede et ben sig og tog det første skridt frem. Det andet ben antog form. Den tog endnu et skridt frem imod mig.
   Jeg klemte øjnene hårdt sammen.
   Måske, hvis jeg koncentrerede mig ...
   Den slæbende, klistrede lyd kom nærmere. Jeg åbnede øjnene tids nok til at se væsnet læne sig ind over mig. Hvad der før mest havde mindet om en oliemasse, havde nu antaget menneskelig form, men den var ikke mindre skræmmende.
   Det var en kvinde. Ung, måske engang smuk. Hendes lange hår bugtede ned over hendes krop, som om hun var skabt af levende materie. Øjnene var det eneste, der stod tydeligt frem: hvide og hypnotiserende, blinde. Og læberne ... tråde af skyggemateriet formede de sting, der holdt læberne syet sammen. Det eneste kvindevæsnet kunne udstøde, var nogle sære, gurglende lyde.
   Jeg lod tårerne få frit løb, bønfaldt hende i mit sind, da hun lænede sig helt ind over mig. De syede læber kyssede min pande. Det var en våd, fedtet fornemmelse, men dog intet i forhold til det lyn af smerte der fór igennem mit hoved. Et tegn brændte sig ind på bagsiden af mine lukkede øjenlåg.
   Lige med ét begyndte jeg igen at gispe efter vejret, fyldte lungerne med ilt, mens tårerne strømmede. Jeg skreg. Af harme, vrede og afmagt.
   Værst var afmagten.
   Hvorfor kunne jeg ikke blot leve i lykkelig uvidenhed ligesom normale mennesker? Hvorfor skulle jeg have disse syn, denne viden?
   Der blev banket forsigtigt på min dør. Min mor kiggede ind og kom så hurtigt hen til mig. Hun satte sig på sengekanten og trak mig ind til sig.
   "Hvad så du?" spurgte hun og strøg mig ømt over håret.
   Jeg gispede for at holde gråden tilbage. "Ban... Banshee." Hun stivnede med sine arme omkring mig, og jeg kunne næsten høre, hvordan hendes hjerte gik i stå et kort øjeblik, da hun ventede på at høre resten. "Nogen vil snart dø ..."