(Laura)
   Ruinen var de sørgelige rester af en gammel herregård, der lå et stykke uden for byen, næsten inde midt i skoven. Der var stadig tydelige sodskader på bygningerne, selv om branden, der havde fortæret den ene staldbygning, var hændt for mere end ti år siden. Allerede dengang havde bygningerne heldigvis stået tomme. I alle disse år havde man ventet på, at nogen skulle opkøbe jorden og rive de gamle bygninger ned, mens skoven spredte sig ind på ejendommen.
   Den del af gården, der havde klaret sig bedst, var stuehuset. Så længe man ikke forsøgte at forcere nogen af trapperne, var det forholdsvist sikkert at befinde sig derinde i de gamle, højloftede rum, og det var blevet et af vores yndlingssteder. Det var her, vi søgte hen, når vi trængte til et par timers fred fra vores forældre og dagligdagens pligter.
   Bare atmosfæren i huset var noget for sig selv: mølædte bordeaux gardiner hang på skæve gardinstænger, stukken skallede af loft og vægge, mus pilede frem og tilbage inde i væggene, og edderkopper havde indtaget snart hver eneste krog og hjørne med støvtunge edderkoppespind. Foruden at der var en umiskendelig, jordslået lugt af svamp og store fugtpletter på det afskallede tapet. Men bag alt dette - neden under det fordærvede - lå en gammel aura af noget højtideligt og kongeligt. En allestedsnærværende tanke om ridderrustninger, store festmiddage og det liv, der engang var blevet levet her.
   Blåt blod og fortidens pragt.
   Tavse gik vi gennem de velkendte rum til vores yndlingssted.
   Vores kasse med tæpper og gamle puder stod, hvor vi havde efterladt den sidst. Det så ud til, at nogle mus atter havde været i vores ejendele, men bortset fra enkelte, perleformede efterladenskaber fandt vi ingen overraskelser, da vi pakkede tæpperne ud og satte os til rette i det gamle herreværelse. Det var husets bedst bevarede rum, og lugten af skimmelsvamp og fugt var ikke gennemtrængende her, ligesom alle gardinerne stadig hang nogenlunde pænt foran rummets fire vinduer. Gennem de sidste par år havde vi yderligere indrettet stedet med et par sodavandskasser, der fungerede udmærket som borde. I kassen med tæpper lå der også altid en plasticpose med et spil kort, en tegneblok og kuglepen, en oplukker, fyrfadslys og en pakke tændstikker.
   Martin tog kortene frem og begyndte at blande dem. Mens han delte kort ud til et spil Femhundrede, tændte Sara og jeg et par lys, der kunne hjælpe med at drive lidt af dunkelheden i rummet bort. Vinduerne var dækket til med brædder udvendigt, og selv hvor der var huller mellem brædderne, havde sollyset svært ved at trænge igennem. Det gav en evig fornemmelse af tusmørke i vores lille skjulested.
   Jeg tjekkede min mobiltelefon for syttende gang den time, inden jeg lagde den fra mig på gulvet ved siden af mig
   "Tror du, det sker i dag?" spurgte Martin, mens han satte sine kort i orden.
   Jeg trak på skuldrene og smed det første kort ud i bunken. For sent opdagede jeg, at det var et es, som var med til at danne et næsten færdigt sæt. Jeg ville i hvert fald ikke komme til at vinde det spil, hvis ikke jeg samlede mine tanker.
   "Hvordan ser den egentlig ud, sådan en Banshee?" Han så hurtigt op på mig. "Gør det noget, at jeg spørger?"
   "Nej, det er okay," mumlede jeg. "Jeg vil hellere have, at I spørger, end I bare tier stille."
   Sara sendte mig et sørgmodigt smil. "Du kender os jo."
   Jeg tøvede og trak tiden ud, da det var blevet min tur til at trække et nyt kort. "Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive en Banshee ..."
   "Er det ligesom en ånd?" spurgte Martin. "Sådan et slags flimrende billede, ligesom dengang du så din far?"
   "Nej, det er slet ikke det samme ... Banshee'en er både et syn og en følelse. Inden den overhovedet dukker op, fylder den hele rummet med kulde og frygt... Jeg får koldsved og har svært ved at trække vejret."
   Sara gøs. "Det lyder hæsligt!"
   "Det er heller ikke særligt behageligt. Men det værste er, når den endelig dukker op og ser på mig. Så kan jeg slet ikke trække vejret. Det føles bare, som om min brystkasse snører sig sammen, og jeg kan slet ikke røre mig, før den har vist mig tegnet og er forsvundet igen. Begge de gange jeg har set den, troede jeg, at jeg skulle blive kvalt. Men på en måde er det vel egentlig meget passende, når man tænker på, hvad synet af Banshee'en betyder."
   "Det lyder totalt klamt," mumlede Martin og bankede sine kort mod håndfladen. "Bringer den altid varsler om død?"
   "Nej, ikke altid ..." Jeg prøvede at genkalde mig ordene i slægtsbogen. "Banshee'en har tre varsler, men for det meste handler det om død."
   "Hvad er de andre to?" spurgte Sara.
   "Jeg ved ikke, om det er rigtigt, for jeg har kun set den lave tegnet for død." Jeg tegnede symbolet i støvet på gulvet. Det mindede om et kors med en ekstra tværgående streg. Det var let at gengive, for det brændte stadig tydeligt for mit indre øje.
   Et kollektivt gys syntes at gå igennem os alle, selv om tegnet egentlig var meget simpelt og uskyldigt i sig selv. Jeg viskede det hurtigt ud igen.
   "Så er der et tegn for store katastrofer ... det minder vist nok om det her ..." Jeg formede endnu et tegn med mine fingre, der var to trekanter over en cirkel, inden jeg lavede det sidste tegn. Dette havde stor lighed med uendelighedstegnet, et ottetal der ligger ned. "Og det skulle være tegnet for liv eller sådan noget."
   Sara studsede over det sidste tegn. "Som i at nogen skal have et barn?"
   Jeg trak på skuldrene. "Det uddyber bogen ikke."
   "Så Banshee'en kom ikke og viste dig det tegn, før din moster blev gravid?" spurgte hun og lagde et nyt kort til bunken.
   "Nope."
   "Jeg vandt!" udbrød Martin pludselig og lagde sine sidste kort på bordet, inden han lukkede spillet.
   "Argh, æd nogle chips!" bed Sara af ham, men lo da han for sjov langede ud efter hende. Jeg rystede bare på hovedet ad dem og gik i gang med at blande kortene til et nyt spil, mens de smed chips efter hinanden.