(Laura)
   Der var flere til begravelsen, end jeg egentlig havde forventet. Den nærmeste familie dukkede naturligvis op.
   Onkel Tim og min moster var kørt herover sammen fra Sjælland. Min kusine lå og sov i sin mors arme under det meste af ceremonien inde i kirken. Mor sad sammen med mig, Sara og Martin på den anden side af midtergangen.
   Bag os sad størstedelen af byens ældre generation og enkelte familier. Folk som mormor åbenbart havde kendt fra ældrecentret, hvor hun havde spillet bridge og banko hver uge.
   Flere store kranse lå nærmest kisten, en fra mor og mig, en fra moster og en fra onkel Tim, samt en fra ældrecentret og dem, der havde det for dårligt til selv at deltage. Resten af vejen ned gennem midtergangen lå den ene bårebuket efter den anden. Selv om de lå tæt, dannede de en sti helt ned til indgangen og ned ad trappetrinene udenfor.
   En mild duft af roser hang i luften. Det var som at have Bedste siddende ved siden af sig.
   Mor trak vejret dybt ind og duppede sig under øjnene med et papirlommetørklæde. Hun var rød og opsvulmet rundt om øjnene, især efter vi havde sunget Bedstes yndlingssalme.
   Jeg knugede selv en serviet i hænderne. Den var flosset og lå delvist spredt ud over mit skød, men den havde ikke været i brug endnu. Så længe jeg fumlede med den, forsøgte mor dog ikke at tage min hånd igen.
   Præsten afsluttede den første del af ceremonien. Mor og onkel rejste sig og gik op til kisten. Efter en dyb indånding fulgte jeg med og stillede mig bag mor med kisten på min højre side. Andre fra de forreste bænke kom op og stillede sig ud for de håndtag, hvor der ikke stod nogen, og i tavshed løftede vi den hvide kiste.
   Folk havde rejst sig op og så på os med bedrøvede øjne, da vi passerede. Jeg holdt blikket stift rettet mod min mors hæle.
   I samlet procession gik vi ud af kirken og ned mod den ældre del af kirkegården, hvor min familie havde deres gravpladser.
   Spørg mig ikke hvorfor, men synet af det åbne hul midt i det hele var det, der var tæt på at slå mig i jorden. Hvis ikke manden bag mig havde hjulpet med at løfte min del af kistens vægt, ville jeg være sunket i knæ.
   Vi satte kisten fra os, og jeg trådte hurtigt tilbage og lod andre gøre det videre arbejde med at sænke kisten ned i hullet. Straks stod Martin og Sara ved siden af mig, og jeg lod taknemmeligt Sara lægge armen om mine skuldre. Det var en anden følelse, når hun trøstede mig, end når mor forsøgte at tage min hånd i sin.
   En evighed passerede. Flere ceremonielle ord, flere ceremonielle handlinger. Da det hele var slut, og de sidste kondolencer var blevet givet, kunne jeg ikke huske et eneste ord. Som havde jeg sovet gennem det hele og først vågnet igen, da folk begyndte at gå væk fra graven og mod lågen ud til parkeringspladsen.
   Mor kom hen til mig og strøg mig over håret. "Vil I følges med os hjem, eller trænger I til at gå rundt lidt?"
   "Vi kommer senere," mumlede jeg. Jeg følte ikke det store behov for at diskutere Bedstes liv over gravøllet. Bedstefars begravelse stod stadig tydeligt i min hukommelse; alle anekdoterne, småkager der smagte af kanel, folk man ikke kendte, historier der var lige så meget løgn som sandhed. Jeg havde ikke lyst til at høre, hvordan andre huskede Bedste. Mine egne minder var nok.
   "Hvad har du lyst til?" spurgte Martin, da vi stod alene tilbage.
   "Jeg tror, jeg vil gå lidt rundt, se til fars grav og sådan," mumlede jeg usikkert. "I behøver ikke gå med, hvis I ikke har lyst."
   "Vrøvl," svarede Sara og stak sin arm under min. "Før an."
   Vi gik hen ad den grusbelagte gang mellem gravene. Fars lå ikke mange skridt væk fra Bedstes. Imellem dem lå en tante og onkel, jeg knap kunne huske.
   En hvid due sad oven på fars gravsten og kiggede op mod himlen. Det var mig, der dengang havde valgt, at han skulle have duen. Alene synet af den, dens længselsfulde blik mod himlen i alle slags vejr, fik uvejret til at lette i mit indre. I hvert fald lidt.
   Der var plads til én mere på denne jordlod. Det var mors plads. På pladsen ved siden af lå fremmede mennesker under jorden, og hvis jeg skulle begraves på denne kirkegård en dag, måtte jeg nøjes med en plads i den nye del af kirkegården. Eller også skulle jeg kremeres. Så kunne jeg måske få en plads hos mor og far.
   Jeg gøs uvilkårligt.
   "Ligger din oldefar hernede?" spurgte Sara.
   "Omme bagved," mumlede jeg og førte an igen, da vi fulgte stien om til mine oldeforældres og tipoldeforældres grave. Bagerst stod det gamle mausoleum med ryggen op mod jordvolden, der omkransede kirkegården.
   Mausoleet tilhørte også min slægt, men var blevet bygget for flere hundrede år siden. Jeg delte ikke længere efternavn med dem af mine forfædre, der havde fået den opført.
   "Er det ikke lidt mærkeligt, at stort set hele ens slægt ligger her på kirkegården?" spurgte Martin med eftertænksom mine.
   Jeg trak let på skuldrene. "Fars familie ligger her jo ikke."
   "Men alligevel ... du er da den eneste, hvis familie har sit eget mausoleum. Det må også være lidt fedt at vide, at ens tip-tip-et-eller-andet engang var med til at grundlægge byen og sådan."
   "Tja. Det er det vel."
   "Jeg synes, det må være interessant," mumlede Sara og gav mine skuldre et klem. "Hvis bare man kunne slippe for alt det andet."
   Jeg lo tørt. "Lige præcis."