Saltvandet dryppede fra hendes hår og ned på hendes skuldre. Den korte kjole føltes kølende mod resten af kroppen og lavede tårelignende fure ned over det klæbende sand på hendes fødder og ankler. Åndsfraværende skubbede hun håret om bag ørene.
   "Hvad ser du på?" spurgte Edith og stillede sig nysgerrigt ved siden af hende. Lillesøsteren lænede sig en smule frem for at kigge ned i hullet, men vendte sig så pludselig bort med en chokeret grimasse. "Hvor ækelt! Hvad laver den der?"
   "Far og jeg fandt den i aftes," mumlede Raja tonløst. "Han begravede den her."
   "Men hvorfor er hovedet blevet hugget af? Og hvor er resten af kroppen?" Selv om hun vidste, hvad hun ville få at se, kastede Edith endnu et blik ned i den lille grav, der nu var et hul i jorden. Spor efter poter viste, hvordan noget havde gravet jorden op. Nede i hullet lå kun det afhuggede hoved med den pjuskede, grå pels og tomme øjne der stirrede blindt op på dem.
   "Måske har en ræv taget kroppen."
   Edith trak let på skuldrene. Det var ikke utænkeligt. I den varme kunne ræve sikkert lugte liget selv under en halv meter jord.
   "Det er ulækkert. Skal vi ikke gå ind?"

Raja spejdede tøvende ind i det høje græs og spredte buskads, der sagtens kunne dække over en hovedløs spion. Så rystede hun nervøsiteten af sig og fulgte efter sin søster indenfor.
   Deres moder var ved at efterse morgenens fangst af muslinger, og deres fader sad ved bordet og spiste et sent morgenmåltid. Han havde været oppe før daggry for at reparere hestens indhegning.
   "Far ..." Raja tøvede, da han så op. Et kort øjeblik flakkede hendes blik mellem moderen og søsteren. "Jeg tror... Altså ... Noget har gravet katten op."
   Han rynkede panden, men syntes så endelig at forstå årsagen til hendes urolige blik. Hendes knoer blev helt hvide, fordi hendes hånd knugede hårdt om ryglænet på stolen ved siden af hende.
   Han nikkede endelig. "Jeg skal nok gå ud og grave den ordentligt ned."
   "Hvad sker der?" spurgte pigernes moder og så op.
   "Bare en død kat," mumlede han utydeligt til svar. Da han rejste sig, greb han krukken med salt og vinkede Raja med sig udenfor. De hentede skovlen fra stalden, inden de fulgtes hen til den åbne grav.

"Jeg burde have været mere omhyggelig i går, men at se den dødeskabning overraskede mig mildest talt. Til gengæld har jeg nu muligheden for at lære dig, hvad min egen mor lærte mig som barn, da jeg så min første dødeskabning." Han tog en god håndfuld salt og rakte hende krukken. Så hældte han de hvide krystaller ud over graven med det afhuggede hoved. "Hvordan man bekæmper disse og lignende skabninger er gammel viden. En viden som engang gik i arv og blev holdt tæt ind til hjertet, men selv før min mors tid var der folk der begyndte at glemme disse råd, fordi man ikke længere troede på, at de døde kunne vandre blandt de levende. Men engang, Raja, var de døde lige så talstærke som os levende," fortalte han lavmælt med et fjernt og tankefuldt blik.
   "Tror du, der vil komme flere katte som den?" kvækkede hun hæst af rædsel alene ved tanken.
   Han rystede på hovedet og sendte hende et lidet overbevisende smil. "Det er blot fjollede tanker fra en gammel mand. Ikke noget at bekymre sig om, Raja, men derfor kan du lige så godt få det samme at vide, som min mor i sin tid fortalte mig ... Det er en slags remse, ser du, en man lærte børnene tilbage i gamle dage. Helt tilbage fra før din bedstemors tid."
   Raja lyttede intenst, da han fremsagde remsen, mens han skovlede jord i graven. Helt af sig selv opstod der en rytme mellem ordene og skovlens hug ned i jorden:
   "Når de døde vandrer, lad da ej panikken råde, for da vil dit Liv blive deres. Søg det rindende vand eller kast dig i floden, og de døde vil vandre videre. Er landet tørt, er jern og salt din eneste redning, indtil solen atter står højt på himlen."

Han klappede jorden hård med bagsiden af skovlen. "Hvis jeg havde brugt min fornuft i går, så havde jeg lagt salt i graven straks. Så havde vi i det mindste med sikkerhed vidst, at det var en levende ræv der var stukket af med de sørgelige rester af katten ..."
   "Mener du, at ..." Hun sank besværligt. "Er det katten, der har gravet sig selv fri? Uden sit hoved?" Det sidste blev sagt med en skinger undertone af panik.
   "Den var jo allerede død," mindede han hende om. "En død sjæl behøver ikke en hel krop for at vandre i Livet."
   "Hvorfor kom den til vores gård, far?"
   Han trak let på skuldrene. "Det kan vi kun gisne om. Men som jeg sagde tidligere, er der ingen grund til bekymring, og derfor er der heller ingen nytte i, at vi fortæller din mor eller søster om dette. Ingen åndemaner med magt til at bringe de døde ind i Livet vil være interesseret i vores lille by."

-o-
   Selv om kutten var ny, foretrak han stadig den samme blåsorte kulør på sine klæder som den nat for femogtyve år siden, hvor han havde været et hårs bredde fra at opnå sit mål. Det blege ansigt og den høje, smidige krop lignede også sig selv, om end tiden havde sat sine spor. Dengang havde han næppe været mere end en ærgerrig knægt. Nu var han en fuldvoksen mand med en vision, et mål han var villig til at betale for med sit liv - og på sin vis havde han allerede betalt noget af prisen.

Et seksarmet kors i sølv hang om hans hals, syv ædelsten prydede det. Det var et gammelt tegn som åndemanerne havde brugt i fordums tid, men som kun de færreste i dag forstod betydningen af. Megen af den gamle lærdom var forsvundet i de sidste tohundrede år. Den fandtes naturligvis stadig i form af blæk på pergament eller skjult i gamle sagn og sagaer, men folket interesserede sig ikke for den del af verden, nu hvor den ikke længere truede dem på livet.
   De smalle læber fortrak i efterligningen af et smil, da han satte sig på hug ved siden af en lurvet kat. Den grå pels var fedtet og plettet af jord, men det mest iøjnefaldende var det faktum, at dyret manglede sit hoved. Knoglestumper, flossede sener og dødt kød udsendte en sygeligt sød stank fra den lille stump hals, der endnu sad på kroppen.

Noget mørkt og klæbrigt som tyk olie krøb rundt mellem indvoldene og gled ud gennem halsen. Tynde tråde af skygge gled ud af det døde hylster og samlede sig til en lille sø på jorden, hvor massen udvidede og trak sig sammen med samme rytme som en lunge, der fyldtes med luft for atter at tømmes, inden bevægelsen gentog sig med en jævn og rolig rytme.
   Da den sidste tråd bugtede sig ud af det gabende sår som en tynd, spiralformet orm, faldt kattekroppen pludselig om med benene strittende stift ud til siden. Endelig helt og aldeles død.
   En sprække tog form i den sorte plamage, en efterligning af en læspende mund der talte med en vissen stemme. Hvert eneste ord blev besværligt presset ud:
   "Jeg har fundet Chukatraen, Herre. Jeg har opfyldt mit hverv og beder nu om lov til at indfri et gammelt løfte."
   "Snart," svarede åndemaneren, allerede irriteret på den tjenende ånd. "Hvor er den?"
   "Chukatraen kan findes i landsbyen Sasani her i Noordam, herre. Byen ligger på den yderste spids af landet mod øst."
   "Har du set den?"
   Åndens fysiske form skrumpede umærkeligt ind. "Nej, herre. Men lugten af Død hang over en ung pige, og kraften fra Chukatraen var let at opfange uden for hendes hjem. Desværre ødelagde de denne værtskrop, da jeg forsøgte at undersøge sagen nærmere. Derfor valgte jeg at vende tilbage til Dem, herre."
   Åndemaneren sukkede. I det mindste virkede det som et reelt spor. Siden han sporede Chukatraen til Noordam mere end to år tidligere, havde der ikke været en eneste ledetråd at følge. I hvert fald ikke nogen der bar frugt.

"Herre?" kvækkede ånden tøvende. "Deres løfte..."
   Han rejste sig op med en affejende gestus, og den sorte plamage skælvede. "Ikke nu. Først må jeg sikre mig, at du har udført din pligt og fundet Chukatraen. Når jeg holder smykket i min hånd, vil jeg indfri mit løfte til dig."
   Åndemaneren gik hen til den tøjrede hest og sad op. Kun uvilligt og sitrende af frygt bar dyret ham på sin ryg, men en værre skæbne ventede den, hvis den ikke lystrede. Selv dyrets lille hjerne kunne opfatte, hvad der pulserede i mandens inderste, hvor der engang havde siddet et rent og bankende hjerte.

En enøjet, sort kat med en enkelt hvid forpote dukkede frem fra sit skyggefulde læ under en busk. Tøvende så den op på den nedgående skjul, inden den listede gennem græsset og hen til den olieagtige plamage på jorden. Med noget der mindede om dyrisk nysgerrighed stak den hovedet ned mod den sorte masse og syntes at snuse til det. Men da åndemassen strakte sig op mod katten og gled ind gennem dens næsebor som tynde spiraltråde, reagerede dyret ikke.
   Det sidste af plamagen forsvandt ind i dyret, og kattens mave bulede lidt mere end før, da den luntede efter åndemaneren. Den gav et skingert kald fra sig, og straks fór fem andre katte i forskellige farver - og lige så forskellige stadier af forfald og forrådnelse - ud fra busken. I samlet flok løb de efter rytteren, lige så loyale som hvis de havde været i snor. Alle bundet af én fælles tanke, ét fælles formål med at tjene åndemaneren.