(Laura)
   Jeg ventede, indtil Sara og Martin havde sat sig ind i bilen, inden jeg begyndte at traske hjemad. Himlen var blevet overskyet i løbet af den sidste lektion, og jeg stak hænderne i lommerne for at holde varmen.
   Jeg havde ikke særligt meget lyst til at tage hjem, når det kom til stykket. Havde mere behov for at være alene, men det var næsten for koldt til at tage ud til ruinen, og mor ville også hurtigt blive urolig, hvis hun ikke hørte fra mig.
   Jeg hørte løbende trin bag mig, men bed ikke rigtig mærke i det, før Silas kom op på siden af mig og tilpassede sine skridt efter mine.
   "Hej. Du hedder Laura, ikke?"
   Jeg glippede overrasket med øjnene. "Jo ... det er mig."
   Han smilede. "Jeg tænkte, at vi måske kunne følges ... nu når vi alligevel skal samme vej." Var det en snert af usikkerhed, jeg hørte i hans stemme? "Du plejer at følges med to andre, ikke? Hvad skulle de?"
   "Ind til centret inde i byen."
   Han nikkede til denne oplysning. "Hvorfor tog du ikke med?"
   Jeg skævede op til ham. Hvad skulle jeg svare til det? Hvis jeg sagde, jeg bare ikke havde lyst, ville hans næste spørgsmål vel være, hvorfor ikke.
   Stillede han mon altid så mange spørgsmål?
   "Jeg har en aftale med min mor," valgte jeg endelig at svare.
   Han nikkede igen, og jeg var ikke længere i tvivl om, at han følte sig på gyngende grund. Men hvorfor? På grund af mig?
   Jeg fnøs i tankerne. Ya, right!
   "Hvor bor du henne?" spurgte jeg, da han syntes at være løbet tør for spørgsmål.
   "Nede i nummer syvogtyve," svarede han og pegede længere ned ad gaden.
   "Det er ikke særligt langt fra mig," sagde jeg overrasket. "Jeg bor nede i nummer enogtredive. Jeg anede slet ikke, at det hus havde stået til salg."
   "Det har det heller ikke. Det var min farmors hus, men hun er blevet flyttet på plejehjem nu, fordi hun har fået demens. Og så valgte min far, at vi skulle sælge lejligheden og flytte hertil, så vi var tættere på farmor og sådan." Han trak let på skuldrene. "Vi har også mere plads her end i vores gamle lejlighed, såh ... det er egentlig fint nok."
   "Er hun meget syg, din farmor?"
   "Tja ... nogle dage kan hun ikke huske, hvem jeg er." Han smilede skævt til mig. "Det kan godt være lidt sært."
   Jeg nikkede. På en måde var det vel næsten det samme, som hvis hun var død. Eller måske endda lidt værre.
   "Hvis du har lyst, må du da godt kigge ind i løbet af weekenden," tilbød han, da vi nåede havelågen ind til nummer syvogtyve. "Jeg er i hvert fald hjemme søndag."
   Jeg rystede på hovedet. "Nej, ikke denne weekend, men måske en anden gang." Tøvende løftede jeg blikket og mødte hans. Et kort sekund frøs jeg til, frygtede at hans blik ville have samme effekt på mig som den første gang. Så slappede jeg af igen, da intet skete.
   Det var bare en helt normal dreng, der så på mig og smilede. Jeg gengældte smilet og gik hjem.