Raja tørrede sveden af panden. Koften klæbede til hende, og sveden løb ned over hendes ansigt. Hun var i færd med at hjælpe sin far med at sætte nye pæle i indhegningen bag huset, så den var klar til vinter. Solen bagte ned på dem fra en skyfri himmel, selv om det end ikke var blevet middag, og det hårde arbejde med at slæbe pælene fra stalden og hen til engen var næsten ulideligt.
   Hun hjalp sin far med at få pælen i hullet, så han kunne slå den fast med hammeren, inden hun vendte sig om for at gå tilbage efter den næste pæl.
   Hun løftede ansigtet mod en kølig brise og fik øje på Edith, der kom gående hen ad vejen mod huset. Lillesøsteren holdt et halvt fyldt net i hånden. Begge piger standsede op og så på hinanden. Et umiskendeligt tvært udtryk gled over Ediths lyse ansigt, og Raja pressede læberne hårdt sammen. Under skjorten føltes smykket iskoldt mod den varme hud.
   Raja gjorde et lille kast med hovedet og gik videre uden at se på sin søster igen. "Jeg fandt den..." mumlede hun for sig selv og brugte unødvendigt mange kræfter på at rive en pæl løs fra bunken.

-o-
   Hun vendte sig uroligt om på den anden side. Edith lå og snorkede let i den anden seng, men ellers virkede huset tyst. Det var flere timer siden, hun havde hørt deres forældre gå i seng. Faldt hun ikke snart i søvn også, ville hun være sløv hele dagen i morgen.
   Raja sukkede tungt og lagde sig på ryggen, så hun lå og stirrede op i loftet. Træbjælkerne så ikke anderledes ud end en halv time tidligere.
   Hun lod fingrene følge guldkædens bugtende sammenføjninger. Kæden i sig selv virkede normal, men den grønne smaragd føltes som en isklump mod brystet. Sådan havde det været hele dagen, selv når den lå ind mod hendes svedige hud.
   Hun sukkede igen og lod hånden hvile oven på natkjolen. Hun kunne mærke en let kulde fra smaragden gennem stoffet. Prøvende lukkede hun øjnene og forsøgte at lukke hovedet for de nagende tanker, men det mislykkedes atter.

Edith havde ret. De kunne godt bruge pengene, deres forældre. To får var døde under stormen, og deres bestand var i forvejen mindre end nogensinde. De havde kun råd til at undvære nogle få lam som skulle sælges på næste markedsdag, men de havde brug for flere penge til at købe forråd til vinteren. Derfor havde deres far snakket om, at de måske skulle tage alle lammene og et par enkelte får med alligevel, men hvis de gjorde det ... næste år ville der komme færre lam, og de ville igen blive nødt til at sælge nogle af de voksne dyr. Næste år igen endnu færre ...
   Det ville blive en ond cirkel, og fårene var det eneste, de havde. Årets høst var kun lige akkurat stor nok til at holde deres egne dyr med foder, og muslingerne gav kun håndører.
   Hun vendte sig om på den anden side og knugede smykket ind til brystet. Der var noget med den løve af smaragd. Noget der gjorde det umuligt for hende blot at sælge den. Selv for hele fem gannies.

Udenfor gøede en hund, og hønsene kaglede fortørnet. Ellers hørtes kun en let vind der frembragte en fløjtende lyd ved at blæse ind under staldens tagspær. Raja koncentrerede sig om den blide lyd og begyndte endelig at døse hen.
   Døsen ændrede sig til regulær søvn.
   På den anden side ventede drømmen.

Et blegt skær af gyldent lys kaldte hende til sig. Først blot en lille prik bag øjenlågene, men da hun begyndte at fokusere på den, ændrede den karakter. Blev skarpere. Større. Som en lygte i natten. Derefter som en tunnel af skarpt, hvidt lys. Men hun blev ikke blændet. I stedet omfavnede lyset hende, syntes at drage hende imod sig indtil hun opdagede, at hendes ben var begyndt at gå frem imod det af sig selv - en let stavrende søvngængergang med langsomme og træge skridt, men de syntes at føre hende hundrede meter frem ad gangen, indtil lyset fyldte hele hendes synsfelt. Et skridt mere, og hun stod midt i det.
   Foran hende var der en gylden dør. Den virkede tung, men gled op ved et let tryk fra hendes hånd. Kulde slog imod hende.
   Med et var lyset borte. Hun havde næppe bemærket, at hun var trådt igennem døren, men et sted i baghovedet flød en tanke der sagde, det blot var en drøm. Billederne havde det med at springe af sig selv, når man drømte.

Hun så ned på en trappe. Flere hundrede, måske tusinde trin førte bort fra døren og ned til en tæt tågebanke i et øjeblik med klart syn. Hun var end ikke sikker på, om tågen dækkede over et gulv eller dobbelt så mange trin. Lyset havde et diffust, diset skær der gjorde det svært at se tydeligt mere end få meter frem. Allerede nogle få skridt nede begyndte trinene at flyde ud i et, så hun fik tåre i øjnene af koncentration, når hun forsøgte at fokusere. Længere borte end det blev alt dækket af tåge og derefter blot mørke.
   En advarselsklokke begyndte at kime i hendes baghoved. Hun rystede på hovedet og ignorerede den, men der var nu noget ved denne drøm der generede hende.
   Raja kiggede til siden, men kunne ikke se andet end trappen. De samme trin der bredte sig milevidt til hver side, hvor de forsvandt i mørket.
   Den dragende fornemmelse i kroppen vendte tilbage. Den var ikke lige så kraftig som fornemmelsen fra lyset for enden af tunnelen, men ikke desto mindre nærværende og krævende.
   Tøvende tog hun et skridt frem og begyndte at gå ned ad trappen. Fem trin nede standsede hun brat op.

Et sted ude i mørket kæmpede noget sig frem imod hende med en våd og slubrende lyd. En kuldegysning fik hende til at skælve, og da gik det op for hende, hvor meget hun egentlig frøs. Der var ingen vind, men ikke desto mindre gik kulden lige gennem marv og ben, på samme måde som den dragende fornemmelse fyldte hende op indefra.
   Den slubrende, slæbende lyd kom nærmere. Det lød næsten som om nogen - eller noget - slæbte en fyldt, våd sæk hen over trappens trin med en kort pause efter hvert passeret trin.
   Slurp - bump - slurp - bump.
   Nervøst spejdede hun ud i mørket, hvor lyden kom fra. Hjertet sprang i hendes bryst som en forvildet spurv. Benene føltes rastløse og ønskede at fortsætte ned ad trappen, hjernen overvejede at vende om og stikke af. Fanget imellem sine ønsker blev hun stående.
   En grå masse kom til syne i halvmørket. Den syntes uformelig og i evig forandring, men alligevel med menneskelige træk. Et hoved blev løftet og så på hende med rød ild bag de tomme øjenhuler. Et tandløst gab knurrede og peb på samme tid, og alt for lange arme med omvendte albueled strakte sig op og fandt fæste på det næste trin.
   Den slæbende lyd blev gentaget, da væsnet trak sig selv et trin op ved armene og landede som en fedtet, våd masse, der flød ud over sine kanter og samlede sig igen, inden bevægelsen blev gentaget.

I hendes bryst holdt spurven op med at flakse og stod stille. Som i en modsigelse dertil pumpede ilten gennem hendes lunger, og langt om længe blev benene enige med hendes hjerne.
   Hun vendte omkring, klar til spurt.
   Vantro tumlede hun imod en væg og faldt. Hun mærkede, at kroppen begyndte at glide længere ned.
   Under hende lød et truende skrig fra uhyret.
   Hun famlede blindt efter trinnets kant, men fingrene gled kun op ad en ru stenvæg uden ende. Tårerne slørede hendes blik, da hun fik skubbet sig selv op på benene og endnu engang famlede efter kanten. Hænderne fandt den, et godt stykke over hendes hoved, og med hjælp fra panikken og sparkende fødder fik hun skubbet sig op på det næste trin. Et trin der for kort tid siden kun havde været et par håndsbredder højt. Nu var det højere end hende selv.
   Det næste trin tårnede sig op over hende ligesom det forrige. Hikstene af gråd fik hun fat i kanten og hev sig selv op. Et øjeblik hang hun med overkroppen hvilende på trinnet, allerede træt i armene af at skulle løfte sin egen kropsvægt, men trak sig selv det sidste stykke op.

Det næste trin var en endnu større udfordring, selv om hun forsøgsvis hoppede op efter kanten. Kroppen slog imod den ru stenflade, og hun måtte hægte sig fast i armene for ikke at glide ned igen. Et øjeblik hang hun sådan og samlede kræfter til at trække sig selv op. Så hørte hun den slubrende lyd lige under sig og tvang sig selv videre. Væsnets krop slog mod stenen, hvor hendes fødder havde hængt og dinglet for kort tid siden.
   Hun halvvejs løb videre mod det næste trin, satte fra i et spring og slog brystkassen imod kanten. Armene fægtede, neglene skurrede smertende hen over sten, men gled. Raja faldt bagover med et hvin og slog baghovedet. Omtumlet trillede hun om på siden, netop som lange fingre dukkede frem over kanten og afsatte et slimet aftryk på det trin, hun lå på. Hånden krummede sig sammen, negleløse fingerspidser hægtede sig fast, og hun lå ansigt til ansigt med et væsen der stank af råddenskab og død. Hendes mave trak sig sammen, truede med at skille sig af med aftensmaden.

Gispende trak hun sig baglæns og kom på benene. Nye kræfter blev fundet og hun hoppede og rakte armene ud for at hægte sig fast på trinnet, sparkede med fødderne og kantede sig frem med brystkassen.

Noget vådt og koldt greb fat i hende. En slimet, lang hånd snoede sig rundt om hendes ankel. Som isnende kold ild brændte grebet sig ind i hendes hud, og hun skreg højt og skingert af smerte, samtidig med at hun begyndte at glide baglæns ud over kanten. Panisk kæmpede hun for at holde fast med armene, mens benene cyklede i luften. Den ene fod blev holdt stramt på plads, den anden ramte væsnet med en våd, men knasende lyd, og grebet om hendes ankel blev løsnet. Hun trak benene til sig, kom op og stå og sprang frem mod det sidste trin.
   Væsnets var faretruende nært, da hun haltende løb frem mod gulddøren og tvang den åben. Lige med et var hun tilbage i lyset med døren bag sig. Kolde, usynlige hænder syntes at presse hende tilbage, tvinge hende tilbage gennem døren, men hun vred og bugtede sig fri af dem og satte i løb. Ilten i hendes lunger var som flydende is. Fødderne truede med at fryse fast til jorden. Men hun løb alligevel, tvunget frem af panikken.
   Så blev alt omkring hende mørkt, og hun skreg igen.

"Raja, vågn op!" råbte en velkendt stemme, og hænder ruskede i hende. Raja spilede øjnene op og forsøgte at vride sig ud af hændernes greb, men så opfangede hendes forvildede tanker, at hun genkendte ansigtet og stemmen. Inden et nyt skrig formede sig på hendes læber, pressede hun dem hårdt sammen og tvang sig selv til at forholde sig i ro.
   "Hvad sker der?" spurgte Edith nervøst. "Havde du et mareridt?"
   Raja nikkede. Hun rystede over hele kroppen. Mest af frygt, men kulden lå også stadig som et klamt og vådt tæppe over hendes hud.
   "Blot et mareridt?" spurgte Edith igen med tvivlen lysende ud af øjnene. Hun lod hånden glide gennem Rajas hår. Da hun tog fingrene til sig, var de dækket af små stykker af rimfrost der hurtigt smeltede på hendes varme hud.
   "Hvad er det der sker, Raja?"
   "Ikke noget!" hvæsede Raja og skubbede søsteren bort. Derefter greb hun fat om guldkæden, rev det iskolde smykke over sit hoved og smed den fra sig på dynen. Løven glødede med et indvendigt lys, men gik så ud. Begge piger stirrede tavst på det. Så rejste Edith sig fra sengekanten og trådte et skridt tilbage.
   "Den er forbandet, forhekset af ond magi ... Du er nødt til at skille dig af med den, Raja!"
   Raja greb kæden og gemte smykket bort under madrassen. "Gå i seng, Edith. Du vrøvler."
   "Jamen, du så det jo lige selv!"
   "Ti stille! Du vækker far og mor. Og desuden gider jeg ikke snakke mere om det. Gå nu bare i seng."
   Edith skulede, men kravlede ikke desto mindre i seng. "Hvor er du dum!"
   Raja ignorerede hende og lagde sig ned. Håret knasede tørt af iskrystaller, og en ny kuldegysning fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Hun vidste ikke helt, hvad der lige var sket. Det stod stadig tydeligt i hendes hukommelse, men det velkendte syn af værelset jagede det i baggrunden som et overstået mareridt. Men havde det blot været det? Et mareridt?
   Hun sparkede til tæppet for at få det til at dække hendes fødder, og blev belønnet med en kraftig, svidende smerte. Hun bed et udbrud i sig og satte sig op.

Da hun trak tæppet til side, kunne hun se et utydeligt mærke på anklen, som langsomt syntes at svinde bort, ligesom rimfrosten i hendes hår var næsten smeltet. Aftrykket på huden mindede frygtindgydende meget om lange, smalle fingre der havde brændt sig ind i huden, men mens hun så på det, tonede det bort og forsvandt helt. Huden sved dog stadig, der hvor aftrykket havde været. Der var blot intet at se længere.
   "Kun en drøm," hviskede hun for sig selv, men hjertet hamrede afslørende i hendes bryst.
   "Sagde du noget?" blev der mumlet fra den anden seng.
   "Nej, læg dig bare til at sove," svarede Raja hurtigt og lagde sig ned igen med vidåbne øje.