Der var stille på kirkegården. En ældre mand sad på knæ foran en gravsten og lugede det lille bed, men ellers var der kun uforstyrret ro og fred. Her sov alle beboerne den lange søvn.
   De fulgte stierne forbi kirken og trådte gennem åbningen i hækken, der markerede skillelinien mellem det nye og gamle. Hernede var der græs i stedet for fliser. Hernede var gravene ikke sat op i lige stier som i en labyrint, men i stedet dannede de små øer med træer i midten. Ud for hvert træ var der plads til fire gravpladser, nogle steder med to ved siden af hinanden. Ægtefæller, der delte selv i døden.
   Jonas’ mor lå alene.
   Selv om intet virkede bekendt, var det ikke svært at finde graven. Jorden lå stadig som en lille bakke midt på den flade plæne, og utallige buketter af blomster dækkede den nøgne jord. Alligevel var det svært at tro på, at der lå noget begravet nedenunder. Nogen.
   "Hun har fået mange kranse," kommenterede Sabina og rettede på et bånd med ordene ’vi vil savne dig’ trykt på. "Det ser flot ud."
   Flot?! Jonas rynkede panden. Hvordan kan en grav være flot? Hvordan kan en grav være andet trist og dyster...andet end død?
   "Hvilken slags kiste valgte I til hende?"
   Det vendte sig atter i hans mave. "Kan det ikke gøre lige meget?! Den er alligevel begravet under jord...Ingen andre end ormene vil nogensinde komme til at..." Hans stemme knækkede over, og han måtte vende hovedet væk. Hvorfor fanden skulle hun også spørge om den slags ting?!
   "Undskyld," mumlede Sabina tamt. "Er du vred?"
   Ja, for fanden! "Nej, det er okay...Jeg gider bare ikke snakke om det."
   Hun skævede usikkert op på ham, mundlam for første gang i sit liv. Så rettede hun på en hvid rose i en lille buket, der allerede lå perfekt. Jonas kunne ikke lide hendes tavshed. Den var uvant.
   "Sabina...Tror du, der findes en Gud?"
   Hun rejste sig langsomt op og børstede jord af bukserne, købte sig tid. "På en måde," svarede hun.
   "Hvordan på en måde?"
   "Jeg vil gerne tro på Gud, og at der findes en Himmel. Jeg vil gerne tro på, at der findes en højere mening med det hele, men..."
   "Men det hele er meningsløst," sluttede han og satte dermed ord på sine egne tanker. Alt var meningsløst. Tomhed. Intethed. "Mor troede på Gud."
   "Så er hun måske i Himlen."
   Han rystede på hovedet. "Hun ligger dernede. I jorden. Ikke i himlen."
   "Måske behøver krop og sjæl ikke at være samme sted. Og med Gud er vi nødt til at tro, før vi kan se, ikke?"
   "Men hvem siger, at vi har en sjæl?" fortsatte han stædigt. "Alle snakker om sjæle og tanker. Men det er jo bare ord for ting, som vi ikke forstår. Og hvad nu hvis kroppen ikke bare er et hylster? Hvad nu hvis kroppen er alt? Så er der ingen sjæl, for tanken er en del af kroppen. Og hvordan kan sjælen så leve videre, når kroppen er død?"
   "Jeg tror ikke helt, at jeg forstår hvad..."
   "Og hvorfor siger man, at Gud er barmhjertig? Jeg synes, at Gud er ondskabsfuld...Gud er ikke et hak bedre end selveste Satan!"
   Sabina gispede. "Det kan du da ikke mene!"
   "Jo, jeg gør!" hvæsede han. "Biblen siger det jo selv. Den siger, at Gud skabte os i sit eget billede. Så må Gud jo også være lige så grusom som os! Nej, mere, for han udryddede alt liv undtagen dem på Noahs Ark under flodbølgen, ikke? Han har skabt os med sin egen ondskab, grusomhed. Skabte os i sit eget billede, men han ødelagde os og..."
   "Jonas, stop!" Hendes ord lød som et halvkvalt skrig, der fik ham til at tie brat. "Hvorfor siger du alt det?"
   Fordi biblen er en gang lort, derfor! "Undskyld..." Han sparkede til en tot græs med sin skosnude og efterlod et lille mudderhul midt i det grønne. Det lignede en grinende klovnemund. Han hadede klovne.
   "Jeg skal til og tilbage," mumlede hun. "Det er min lillesøsters fødselsdag, så vi skal i zoo."
   "Også din far?"
   Hun nikkede. "Mor ville vist hellere være fri, men Simone var urokkelig. Hun vil have os alle sammen med...Jeg tror ikke, hun helt har opgivet håbet om at bringe dem sammen igen."
   "Har du da det?"
   "De skændtes altid, før de blev skilt. Nu kan de da tilbringe en dag sammen i zoo uden at rive hår ud af hovedet på hinanden." Hun trak på skuldrene. "Det er nok bedst sådan her."
   Han mødte hendes blik. "I det mindste lever de begge."
   "Ja," svarede hun uden at vige. "I det mindste lever de."
   Han nikkede og sænkede blikket. "Skal vi gå tilbage? Du skulle jo nødigt få skæld ud af Simone, fordi jeg forsinkede jeres udflugt."
   Hun lo pludselig, befriende og totalt malplaceret på den tyste kirkegård. "Hun er kun fem. Hvis hun bliver for hidsig, kan jeg da stadig løbe hurtigere end hende!"
   Jonas smilede bare. Kortvarigt. Så fulgtes de tilbage ad den sti, de var kommet fra.