Som sædvanlig forløb intet som planlagt ved flytningen - eller i de sidste uger op til for den sags skyld. Far var dog overstadig efter at have set huset i Jylland, og papirerne blev underskrevet samme dag, som han var derovre.
   Midt i august flyttede vi.
   Tanya lavede et kæmpe drama om morgenen. For det første havde hun udsat pakningen af sine ting indtil sidste øjeblik. Bogstaveligt talt! For det andet ville hun ikke overlade sin kuffert til flyttemændene, fordi den var fyldt med hendes glasfigurer og keramik, som hun har samlet på i årevis. Så vi måtte have kufferten mellem os på det allerede overfyldte bagsæde. Og der var vel og mærke rimeligt langt til Midtjylland, når man skulle sidde med en tung kasse på skødet hele vejen.
   For det tredje sørgede hun for en kæmpe afskedsscene.
   En flok af hendes nærmeste veninder dukkede op om formiddagen, før flyttebilen kom, så de kunne hjælpe Tanya med at pakke. Og da vi var næsten færdige, dukkede Tom op. Hvilket resulterede i masser af kyssescener, kram, hulk og kvaler.
   Jeg tror far, mor og jeg ventede i bilen i en halv time, før de alle fik tudet færdig og sagt farvel. Flyttebilen nåede i hvert fald et godt stykke vej foran os.
   Men vi kom da af sted. Og nåede sikkert over Storebælt.
   Sunds viste sig at være nogenlunde som far havde lovet, selv om Tanya vist havde forestillet sig noget lidt større.
   Vi kørte ad hovedgaden gennem byen. Langs denne vej lå der et par umoderne tøjbutikker, blomsterbutik, solcenter, to pizzeriaer, SuperBrugsen, Fakta og et bibliotek. Det var sådan set det.
   Nå ja, og en pub.
   Efter et mindre vejkryds dukkede Sunds Sø op på vores højre side. På modsatte side lå et plejehjem og kirken. Foruden en del dyrere villaer med udsigt over søen.
   Vi fortsatte længere endnu, forbi søen og byskiltet - hvilket Tanya brokkede sig endnu mere over - indtil gps'en kommanderede os til højre. Denne vej var mere stille med skov og sommerhusområde på vores højre side. Et sted omme bag alt dette lå søen.
   Vi passerede en enkelt gård, derefter meldte gps'en vores ankomst. Far drejede bilen op ad en kort grusvej til en gård med rødt stuehus og tilhørende, høj staldbygning. Den omkringliggende jord var delt op i flade græsplæner og pletter af massive, tætstående egetræer med forkrøblede stammer. Helt nede mod vejen var der en høj hæk, og enkelte hvidblomstrede buske var plantet helt tæt op ad stuehusets facade og langs stalden.
   En mindre garage eller værksted var blevet bygget ved siden af stuehuset på den modsatte side end stalden, delvist skjult af træer.
   "Så ..." mumlede far og standsede ved siden af flyttebilen, men ingen af os gjorde tegn til at ville stige ud.
   Tanya sukkede og løsnede selen. "Hvor er nøglen til lejligheden?"
   "Her," svarede mor og fiskede et bundt nøgler op ad tasken. Hun tog en af og rakte til Tanya. "Den låser op til gildesalen, og derfra skulle der være en trappe op til lejligheden."
   Tanya greb nøglen, steg ud af bilen og løftede dermed fortryllelsen. Vi steg alle ud.
   En let vind blæste i træerne, da jeg så mig omkring. Ingen biler havde passeret ude på vejen, siden vi var ankommet, og jeg kunne ikke engang høre den fjerne støj fra en fest, legende børn eller trafikken fra hovedvejen.
   Et sted nærved brølede en ko.
   "Hvad synes du?" spurgte mor og lagde en arm om mine skuldre.
   "Det er ... stille." Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ellers skulle svare.
   "Ja, det er skønt," sagde hun storsmilende og gav mig et lille klem. Hun slap mig igen og gik med far og flyttemændene op til hoveddøren for at få låst op, så de kunne begynde at sætte vores ting på plads.
   Jeg blev stående midt på gårdspladsen og overvejede, hvad jeg skulle gøre herfra, da der pludselig lød et brag ovre fra gildesalen. Tanya kom farende ud og forårsagede endnu et brag, da hun også smækkede den udvendige dør i efter sig.
   "Der vil jeg ikke bo!" råbte hun og styrede lige mod vores forældre, der overraskede var standset på trappen op til stuehuset. Flyttemændene var dog kun paralyserede et kort øjeblik, før de skyndte sig tilbage til bilen. De imiterede total effektivitet, da de åbnede bag i bilen og begyndte at rykke rundt på ting inde i vognen.
   "Hvad nu?" spurgte far med et suk, mens jeg forsigtigt listede nærmere.
   "Der stinker af ko derovre," klagede Tanya. "Jeg nægter at bo i en lejlighed, der stinker af ko!"
   "Jeg troede ellers, du gerne ville have dit eget?" prøvede mor.
   Tanya sendte hende et sigende blik. "Ko, mor ... ko!"
   Jeg åndede tungt ud. "Vil du bytte så?"
   De så alle tre på mig. Uforstående.
   "Du tager værelset med balkon," forklarede jeg, "og jeg tager lejligheden."
   En tid var der helt stille. Så nikkede Tanya endelig. Vi andre åndede lettede op, selv flyttemændene vovede sig nærmere, da døren til stuehuset endelig blev låst op.
   Tanya rakte mig ligegyldigt nøglen til lejligheden og maste sig forbi flyttemændene gennem hoveddøren.
   Det første rum i stuehuset var en form for hall. Til venstre førte en åben dør ud til køkkenet, hvor der var rimeligt god plads og et mindre spisebord, som vi var vant til fra Næstved. Næste dør på samme side førte ud til badeværelse med badekar, hvilket var dagens bedste nyhed for os tre hunkøn i familien.
   På højre hånd, når man lige var trådt ind i huset, var der to døre af glas - franske døre kaldte mor dem med en form for hjemve i stemmen - der førte ind i en pænt stor stue. Efter glasdørene lå trappen op til førstesalen, og under trappen var der en meget lille dør, som var eneste vej ned til kælderen.
   Tanya blev kun i stueetagen kortvarigt, hentede sin kuffert fra bilen og forsvandt op på sit nye værelse. Tydeligvis var hendes humør ikke blevet meget bedre, så jeg besluttede, at jeg altid kunne se nærmere på førstesalen på et senere tidspunkt. Desuden gik jeg mest bare i vejen for flyttemændene, så jeg besluttede mig for at bese lejligheden.
   Gildesalen lignede nu mest af alt bare en stald udvendigt med de røde mursten og små vinduer af tykt, lidt gulnet glas. Indvendigt var det dog meget pænt. Selv om det lugtede af ko.
   Tykke, bærende stolper gik fra gulv til loft med jævne mellemrum, men alle tegn på gammelt staldinventar var blevet fjernet. Gildesalen havde dog stadig betongulv, og væggene var kalkede. Trappen op til førstesalen var til gengæld bred og solid, ikke bare en rusten stige, som jeg lidt havde frygtet.
   Trappen endte med en lille repos foran en solid dør. Tanya havde ikke låst efter sig, så jeg trykkede håndtaget ned og gik ind i lejligheden.
   Man trådte direkte ind i det, der skulle fungere som både soveværelse og stue. Det var et rimeligt stort, firkantet rum. En halvvæg af rå mursten adskilte det indhak i rummet, som var kommet til, da man lavede trappen. Herinde var der et køkken med lidt bordplads og i alt fire skabe, samt en vask. En lille bordovn med to kogeplader stod i det ene skab og skulle bare sættes til en stikkontakt. Jeg regnede dog ikke med, at jeg fik brug for den. Det var yderst sjældent jeg lavede mad.
   Der var ingen møbler i værelset ud over et stort, hvidt klædeskab.
   En dør ved siden af skabet førte ud i et smalt badeværelse med toilet og vask. Efter lidt undren opdagede jeg, at bruseren på væggen var koblet sammen med vasken. Hvis man drejede på en lille tap, kunne man styre, om vandet skulle komme ud af bruseren eller vandhanen, og temperaturen blev blot styret via vandhanen. Det så ikke vildt indbydende ud. Der var ingen rigtig bruseniche heller, bare et gennemsigtigt forhæng. Irriterende nok var der heller ingen skabe, kun en meget smal hylde mellem håndvask og spejl.
   Det bankede på døren, og jeg gik ud i værelset igen. Mor stod og holdt døren åben for flyttemændene, som stønnende og pustende var ved at bære min seng op.