(Laura)
   De følgende dage fortsatte, som om jeg aldrig havde modtaget varslet, og vi begyndte vist alle at blive lullet ind i en falsk tryghedsfornemmelse. Sidste gang jeg havde fået varslet, havde ulykken fundet sted inden for et døgn.
   Mor luftede også tanken om, at varslet måske havde handlet om en person, vi ikke længere havde kontakt med. En grankusine eller lignende. Det var jo stadig familie.
   Selv om det ikke lyder pænt, var det en beroligende tanke, at varslet havde handlet om et fjernt familiemedlem, der ikke stod én selv nær.
   Det var ren og skær impuls, der fik mig til at gå ned til Bedste i stedet for direkte hjem fra skole den dag. Der var ingen, der svarede, da jeg bankede på, men Bedste tilbragte adskillige timer i haven selv på gråvejrsdage som denne, så eftersom hoveddøren ikke var låst, gik jeg bare ind.
   Jeg fandt hende for foden af trappen.
   Alt vendte forkert.
   Hun var begyndt at blive gul og blå på arme og ben, men værst var højre ben. Åbent benbrud. En sø af blod. Knoglen gennem huden, synet af det røde kød, sener ...
   Jeg sank på knæ og kastede op.
   "Laura ... er det ... dig?"
   Jeg fór hulkende hen til hende, havde lyst til at tage hende i mine arme, men turde ikke flytte hende. Forsigtigt strøg jeg pandehåret væk fra hendes øjne, og hun vendte sløret blikket imod mig.
   "Lille skat ..."
   Jeg rystede panisk på hovedet. "Jeg skal nok ringe efter hjælp, Bedste. Det skal nok gå!"
   Hun forsøgte at smile. "Jeg ... kan vist ikke ... røre mig ..."
   "Hvad skete der, Bedste? Faldt du ned ad trappen?" spurgte jeg, mest for at holde hende vågen, mens jeg rodede i lommerne efter min mobiltelefon. Lortet var selvfølgelig slukket. Hvorfor tog det altid en evighed at tænde den?
   Pis! Pis! Pis!
   "På badeværelset... Faldt ud af ... badekaret," gispede hun i korte stød, som om lungerne kun arbejdede modvilligt. "Undskyld ... lille skat."
   Jeg så op på afsatsen øverst på trappen. Hvis hun var faldet på badeværelset ...
   Hun måtte have brækket benet der og have forsøgt at komme ned til telefonen i gangen. Hvorfor skulle hun også være så gammeldags? Hvorfor kunne hun ikke have flere telefoner ligesom normale mennesker?
   "Alarmcentralen."
   "Min mormor er faldet," nærmest råbte jeg ind i telefonen. "Hun bløder ... I nødt til at hjælpe!"
   "Okay, tag det roligt og fortæl mig, hvad adressen er, så sender jeg en ambulance ud til jer."
   "Undskyld, skatte ... pige ..." Bedste smilede afkræftet til mig og lukkede øjnene.